Jeg kunne godt tænke mig at spørge jer, der absolut IKKE vil have børn i sengen; hvorfor?

Hvad er der uskik/dårlig vane eller whatever ved det?
De fleste børn når vel en grænse, hvor man bare ikke gider ligge ved mor og far længere

Altså hvis man virkelig ikke får sovet af det, så forstår jeg det godt, men hører også mange sige "jeg gider ikke have børn i sengen/børn hører ikke til i dobbeltsengen".. Hvorfor?

Oprindeligt indlæg af mini-trolden

Det gjorde jeg også i begyndelsen, men det er ret meget en vanesag. Nu vågner jeg kun når han kravler ud af sengen selv og faktisk har jeg oplevet at han har tændt fjernsynet i stuen og kaldt på mig inden jeg registrerer han er væk.

helt enig.det første halve år vågnede jeg bogstaveligt talt bare han vendte sig,og det var uden han lå i sengen.

nu er tremmesengens sider sat på i den side af dobbeltsengen hvor han ligger,for han sniger sig trods alt ikke henover mig uden jeg opdager det,men han kan godt komme ud uden jeg vågner mere end lige til at registrere at han gør det i første omgang.

Oprindeligt indlæg af Marlle

Jeg kunne godt tænke mig at spørge jer, der absolut IKKE vil have børn i sengen; hvorfor?

Hvad er der uskik/dårlig vane eller whatever ved det?
De fleste børn når vel en grænse, hvor man bare ikke gider ligge ved mor og far længere

Altså hvis man virkelig ikke får sovet af det, så forstår jeg det godt, men hører også mange sige "jeg gider ikke have børn i sengen/børn hører ikke til i dobbeltsengen".. Hvorfor?

For mig er det en kombi af at jeg sover mega dårligt hvis min søn ligger i sengen sammen med os og at jeg gerne vil have lidt privatliv med kæresten

Oprindeligt indlæg af Marlle

... Men, når jeg skulle amme kl bæ om natten eller tidlig morgen, så tog jeg ham over i sengen og ammede liggende for jeg var simpelthen SÅ bombet sommetider og på denne måde kunne jeg amme og blunde lidt på samme tid

Men det er jo selvfølgelig heller ikke det samme som samsovning, synes jeg, og nu hvor han er et halvt år vågner han sjældent om natten og bliver ikke ammet om natten, men han vågner som regel ved 6 tiden eller lidt før, hvor min kæreste alligevel står op.. og så kommer sønnen over til mig og vi sover en time mere..

Mht. amning, så klarer jeg den siddende, men ammer så også kun 15-20 min ad gangen. Jeg kan også godt have Konrad i sengen til en lille lur midt på dagen. Men at det skal være fast kutyme at han skal ligge i revnen, det ønsker jeg ikke.

Oprindeligt indlæg af Smarott

Man kommer altså ikke til lige at lægge sig på en baby i en seng. Så skal man da godt nok være pakket meget ind, så man intet mærker

Who knows. Jeg har hørt at det faktisk sker oftere og oftere.

Oprindeligt indlæg af hotlips77

...
jeg tror ikke selv på der findes børn der aldrig trænger til at ligge hos forældrene,også uden det er fordi de er decideret kede af det eller har noget specifikt de mangler.men hvor verden bare er liige stor nok og man trænger til at falde i søvn hos dem man ved nok skal klare ærterne for en...

Det tror jeg da heller ikke. Men igen, det skal ikke være fast rutine.

Oprindeligt indlæg af mini-trolden

Fair nok man ikke bryder sig om børn i sengen, men at kalde noget en uskik som sikkert har eksisteret i rigtig mange generationer og i rigtig mange kulturer som noget af det mest naturlige, det synes jeg ikke rigtig man kan. Og hvordan kan det være en uskik at opfylde et helt naturligt behov hos barnet?

Jeg siger heller ikke at det er en uskik at opfylde barnets behov. Men jeg tror altså også, at forældre selv kan skabe 'sam-sengs'-behov hos deres børn. Uskik eller ej, det er vel et holdningsspørgsmål. Og jeg synes det er en uskik hvis det er fast rutine. Desuden, så er én ting barnets behov. Forældrene har også deres behov.

Jeg var selv af den holdning at børn ikke skulle sove i min seng. I hvert fald ikke ud over babystadiet. Nu er min søn 2,5 og sover det meste af natten i sin egen seng, kommer over i vores seng mellem fem og seks, og sover alt mellem en halv eller halvanden time længere. Nogle nætter kommer han over tidligere. Det er gerne i perioder med behov for meget tryghed eller hvis han er småsyg eller meget syg.

Som sagt, smålure eller en time om morgenen, er heller ikke det jeg er i mod. Ligesom der selvf ved sygdom kan være andre behov.

I øvrigt falder min søn i søvn i sin egen seng, sover selv det meste af natten og sådan har det været i evige tider. (Med forbehold for at børns sovevaner har en tendens til at svinge alt efter udviklingsperioder) Det ene udelukker ikke det andet. Set i bakspejlet skal man også passe på med at være så forhippet på at ens barn skal lære at sove selv at man glemmer at give barnet den tryghed det har behov for. Jeg skal hilse og sige at man godt kan knække nakken på at forsøge at indføre ting barnet ikke er klar til eller ikke kan håndtere, og bagefter kunne man måske se i bakspejlet at man måske havde haft større glæde og gavn af at se barnets behov mere end sine egne principper.

Alt er selvf relativt. Jeg ønsker stadig at lære Konrad at falde i søvn selv og sove i egen seng, som udgangspunkt. Forhippet eller ej, det ved jeg ikke.

Oprindeligt indlæg af Marlle

Jeg kunne godt tænke mig at spørge jer, der absolut IKKE vil have børn i sengen; hvorfor?

Hvad er der uskik/dårlig vane eller whatever ved det?
De fleste børn når vel en grænse, hvor man bare ikke gider ligge ved mor og far længere

Altså hvis man virkelig ikke får sovet af det, så forstår jeg det godt, men hører også mange sige "jeg gider ikke have børn i sengen/børn hører ikke til i dobbeltsengen".. Hvorfor?

Ikke gider mere... Tja, jeg havde en kollega engang, som havde 4 eller 5 børn. Det ældste barn var 8 år, og ikke en eneste nat i det 8 år, havde kollega og mand haft alene i sengen. De gik så langt at købe 2 stk. 1 1/2 mandssenge og sætte sammen til en stor seng, for at hele familien kunne være der. 8 år er da ALT for længe ikke at have sin seng for dig selv.

Jeg ønsker ikke børn i dobbeltsengen. Som skrevet, så har Konrad sin seng, kæresten og jeg har vores. Og når det kommer til 'vores seng', så er venstre side min og højre hans, når vi sover. Dér skal jeg være mig selv.

Oprindeligt indlæg af Miss_25

For mig er det en kombi af at jeg sover mega dårligt hvis min søn ligger i sengen sammen med os og at jeg gerne vil have lidt privatliv med kæresten

- så kort kan det siges.

Kanga

Oprindeligt indlæg af Miss_25

For mig er det en kombi af at jeg sover mega dårligt hvis min søn ligger i sengen sammen med os og at jeg gerne vil have lidt privatliv med kæresten

Jamen jeg synes skam også helst jeg vil have sengen for mig selv om natten, men det er nu hyggeligt den time eller halvanden bettemand putter ved mig om morgenen når far er kørt på arbejde

Jeg synes man skal gøre det ALLE har det bedst med.. Selvfølgelig skal man tilgodese sit barns behov og det går jeg nu ud fra at langt de fleste forældre også gør men forældre har OGSÅ behov, som OGSÅ skal tilgodeses engang imellem, så man ikke kører træt i det hele

Oprindeligt indlæg af Kanga

Mht. amning, så klarer jeg den siddende, men ammer så også kun 15-20 min ad gangen. Jeg kan også godt have Konrad i sengen til en lille lur midt på dagen. Men at det skal være fast kutyme at han skal ligge i revnen, det ønsker jeg ikke.


Who knows. Jeg har hørt at det faktisk sker oftere og oftere.


Det tror jeg da heller ikke. Men igen, det skal ikke være fast rutine.


Jeg siger heller ikke at det er en uskik at opfylde barnets behov. Men jeg tror altså også, at forældre selv kan skabe 'sam-sengs'-behov hos deres børn. Uskik eller ej, det er vel et holdningsspørgsmål. Og jeg synes det er en uskik hvis det er fast rutine. Desuden, så er én ting barnets behov. Forældrene har også deres behov.

Som sagt, smålure eller en time om morgenen, er heller ikke det jeg er i mod. Ligesom der selvf ved sygdom kan være andre behov.


Alt er selvf relativt. Jeg ønsker stadig at lære Konrad at falde i søvn selv og sove i egen seng, som udgangspunkt. Forhippet eller ej, det ved jeg ikke.



Ikke gider mere... Tja, jeg havde en kollega engang, som havde 4 eller 5 børn. Det ældste barn var 8 år, og ikke en eneste nat i det 8 år, havde kollega og mand haft alene i sengen. De gik så langt at købe 2 stk. 1 1/2 mandssenge og sætte sammen til en stor seng, for at hele familien kunne være der. 8 år er da ALT for længe ikke at have sin seng for dig selv.

Jeg ønsker ikke børn i dobbeltsengen. Som skrevet, så har Konrad sin seng, kæresten og jeg har vores. Og når det kommer til 'vores seng', så er venstre side min og højre hans, når vi sover. Dér skal jeg være mig selv.


- så kort kan det siges.

Kanga

Altså da jeg ammede i starten og om natten kunne det godt tager 30-45 minutter og jeg var TRÆT med træt på, så derfor kom han over i sengen og så kunne vi putte sammen.
Men jeg tror da han var halvanden-2 mdr før jeg turde have ham sovende der, så i starten sad jeg op i sengen eller gik ind i sofaen og ammede om natten, men pyh jeg synes det kunne være hårdt, alt det natte-renderi, så det var nu dejligt at jeg kunne og turde putte videre med ham i sengen!

Men selv vil jeg heller ikke have store børn i sengen, altså fast og hele natten, der vil jeg gerne have vi har sengen for os selv, for jeg sover mere "stift" og knap så afslappet når bettemand er der og vi ligger i sengen alle tre.
Når vi, som nu kun putter sammen om morgenen EFTER farmand er kørt på arbejde, så har vi sengen for os selv og jeg kan dermed lidt bedre slappe af og rykke lidt på afstand af bettemand, så vi begge har rimelig god plads

og 8 år - nej tak! En 8 årig måtte gerne hoppe ind i sengen til "godmorgen", men sgu ikke hele natten - og det gider jeg jo heller ikke nu, hvor han er et halvt år.
Eller jo, han har faktisk sovet hos mig hele natten nogle gange, men der var han syg og meget ulykkelig/utrøstelig og ville kun sove tæt op ad mig, men det er jo en helt anden sag

Oprindeligt indlæg af Kanga

Mht. amning, så klarer jeg den siddende, men ammer så også kun 15-20 min ad gangen. Jeg kan også godt have Konrad i sengen til en lille lur midt på dagen. Men at det skal være fast kutyme at han skal ligge i revnen, det ønsker jeg ikke.

Hvad så hvis han ikke vil sove i sin egen seng? Vil du sidde med et bundulykkeligt barn i 3 timer hver nat i 14 dage fordi "han skal ikke i vores seng"? Vil du leve med at han er et hængetræ i løbet af dagen, at han er ekstra pyldret, og generelt mistrives hellere end du vil lade ham sove hos jer?

Og inden du siger det ikke er et realistisk scenarie, så jo. Det var sådan det var herhjemme. Det var efter min søn begyndte i VS og han mødte den store verden. Der fik han behov for tryghed i en sådan grad at det kun kunne opnås igennem at han sov tæt på en af os. Nu nåede vi ikke op på 14 dage, men sådan som det tegnede sig er jeg ikke engang sikker på 14 dage kunne gøre det og det ville aldrig være en permanent løsning. Det ville ske igen og igen.


J

eg siger heller ikke at det er en uskik at opfylde barnets behov. Men jeg tror altså også, at forældre selv kan skabe 'sam-sengs'-behov hos deres børn. Uskik eller ej, det er vel et holdningsspørgsmål. Og jeg synes det er en uskik hvis det er fast rutine. Desuden, så er én ting barnets behov. Forældrene har også deres behov.

Men det er ikke sikkert det er det og hvis det er det og alle er glade hvad er så problemet? Og hvis barnets behov er at det er en fast rutine og rutinen er en uskik i dine øjne så siger du dermed også at det er en uskik at opfylde barnets behov.

Som sagt, smålure eller en time om morgenen, er heller ikke det jeg er i mod. Ligesom der selvf ved sygdom kan være andre behov.

Hvis min søn ville sove hele natten i vores seng var han mere end velkommen. Sådan har det været i perioder. Faktisk er jeg ret sikker på at han netop falder så godt i søvn i sin egen seng fordi han er tryg der og ved at han altid kan komme til os hvis han føler sig utryg eller ensom.

Alt er selvf relativt. Jeg ønsker stadig at lære Konrad at falde i søvn selv og sove i egen seng, som udgangspunkt. Forhippet eller ej, det ved jeg ikke.

Du ved godt det først er efter fire mdr. barnet kan komme i nærheden af at lære sådan noget, ikke?

Ikke gider mere... Tja, jeg havde en kollega engang, som havde 4 eller 5 børn. Det ældste barn var 8 år, og ikke en eneste nat i det 8 år, havde kollega og mand haft alene i sengen. De gik så langt at købe 2 stk. 1 1/2 mandssenge og sætte sammen til en stor seng, for at hele familien kunne være der. 8 år er da ALT for længe ikke at have sin seng for dig selv.

Jeg synes det lyder super hyggeligt! Gik så langt og gik så langt.... de indrettede sig på en måde der kom familien til gode. Bare fordi det ikke lige spiller med den tankegang at barn skal sove i egen seng så vil jeg da ikke mene det er at gå langt at lave en stor seng med plads til alle.
Mor og far ligger da sammen og sover. Hvorfor skal barnet, som immervæk er en del af dem begge og noget de som regel selv har valgt at få, så ligge i sin egen seng helt alene? Vi sover vel sammen med vores partnere fordi det giver os noget trygt, rart og dejligt. Hvorfor må barnet ikke være en del af dette? Jeg har masser af tid alene sammen med min kæreste. Vi ligger slet ikke tæt når vi sover faktisk. Vi er tætte i vågen tilstand og intimt samvær behøver ikke være i sengen.

Jeg ønsker ikke børn i dobbeltsengen. Som skrevet, så har Konrad sin seng, kæresten og jeg har vores. Og når det kommer til 'vores seng', så er venstre side min og højre hans, når vi sover. Dér skal jeg være mig selv.

Men du er stadig tæt på din kæreste...... hvorfor må Konrad ikke være tæt på Jer?

- så kort kan det siges.

Det er en vanesag. Man kan vænne sig til det meste hvis man gider.

Oprindeligt indlæg af mini-trolden

Hvad så hvis han ikke vil sove i sin egen seng? Vil du sidde med et bundulykkeligt barn i 3 timer hver nat i 14 dage fordi "han skal ikke i vores seng"? Vil du leve med at han er et hængetræ i løbet af dagen, at han er ekstra pyldret, og generelt mistrives hellere end du vil lade ham sove hos jer?

Og inden du siger det ikke er et realistisk scenarie, så jo. Det var sådan det var herhjemme. Det var efter min søn begyndte i VS og han mødte den store verden. Der fik han behov for tryghed i en sådan grad at det kun kunne opnås igennem at han sov tæt på en af os. Nu nåede vi ikke op på 14 dage, men sådan som det tegnede sig er jeg ikke engang sikker på 14 dage kunne gøre det og det ville aldrig være en permanent løsning. Det ville ske igen og igen.

Altså jeg læser det som at Kanga ikke ØNSKER, at barnet skal sove hos dem hele natten, men I dit scenarie med skrigende, ulykkelig baby tror jeg alligevel de fleste ville gøre det alligevel Men det kan ske vi læser det forskelligt?

Jeg ville heller ikke have min søn sovende i sengen hele nætter, men da han så pludselig i en uge SKREG hver aften og var ulykkelig - og noget af tiden med feber - så blev han alligevel rykket over i sengen og puttede ind til mig og faldt i søvn.

Sommetider har man et standpunkt til man tager et nyt og det tror jeg mange forældre vil opleve titusind gange og mere til

Vera sover i vores seng og har gjort det fra dag 1, hun er nu 10½ måned. I starten sov hun i sin lift imellem os, da vi syntes hun var så lille bitte , nu sover hun i midten med egen dyne Hun har sovet igennem fra hun var 2 mdr og sover fantatisk det gør vi alle, så ingen grund til at ændre det og ja, man vænner sig til at have dem i sengen, jeg ligger ikke fuldkommen stiv hver nat ,)
Vi bor i en 2 vær, så hendes seng står ved siden af vores, men hun har kun sovet i den til middag ind imellem På et tidspunkt, når hun skal have et værelse, så vi kan få lidt af legetøjet ud af stuen , flytter vi vores seng ind i stuen og så bliver hun som start puttet i sin egen seng, så vi stadig kan se TV, snakke eller hvad nu, men kommer så absolut ind til os hvis hun vågner om natten

havde vi haft et ekstra værelse, havde ovenstående scenarie været det samme udover at vi så ikke skulle sove i stuen

jeg elsker iøvrigt at hun putter ind til mig i løbet af natten eller når hun vågner om morgenen og stadig lige skal putte lidt tit i weekenden ligger vi allesammen og gasser den og hygger os længe før vi står op og tager fat på dagen, det er en skøn måde at starte dagen på