Oprindeligt indlæg af Sophies-mor

Når nu I skriver, at I sørger for, at der ved hvert måltid er noget de kan lide, hvordan gør I så rent praktisk?
Lad os nu lege, at Sophie ikke kan lide boller i været med løse ris, som vi har bestemt at aftensmaden står på.... Hvad serverer I så mere?

Groft brød og grøntsager i små skåle er det mest brugte her

Jeg ville fjerne fokus og lave mad jeg selv har lyst til og nyde den
Så længe der er et fint udvalg og jeg ved Emma kan lide noget af det, så kommentere jeg ikke hvad hun spiser af det eller hvor meget.
Selvom jeg er lidt obs på hendes kost, grundet maven, men det giver faste aftale os imellem for at hun ikke får ondt.

Jeg er med Rakel her

Hvis du har jordens mest madvanskelige pige, har jeg den mest madvanskelige dreng - og jeg bliver sindssyg af det! Men det hjælper bare ikke at kommentere og fokusere på det, det gør det bare værre, i hvert fald hjemme hos os. Så vi sørger for at der altid er noget, vi ved han kan lide og som kan integreres i måltidet, så det ikke virker som om han får særbehandling. Vi snakker meget om at prøve at smage på mad - ikke at det pt. har den store effekt Skal vi have noget, som jeg ved at han vitterligt ikke bryder sig om - meget stærk mad f.eks. - laver jeg det enten i en mildere udgave til ham eller hiver en gang boller i karry op fra fryseren.

Jeg har to af den slags , en på snart 6 år og en på 3½ år. Der er altid noget på bordet som jeg ved de har kunne lide, at det så ikke er sikkert de kan den dag, jamen sådan er det jo bare.
Her laves der mad som mmanden og jeg har lyst til, og så må de spise hvad de vil have af det der er på bordet. Spiser de ikke noget så er der rugbrød med leverpostej efterfølgende. Her bliver det først serveret ca ½ time efter måltidet, ellers vil mindste manden på 1½ år også bare have det, og så længe han vil have "almindelig" aftensmad skal han da det. Kan dog desværre se på hans madvaner at han er ved at adoptere de stores .
Vi har valgt ikke at have så meget fokus på maden, vi voksne sidder og nyder vores mad, og siger en enkelt eller to gange at nu må de gerne spise, når vi er færdige sammen med lillemanden og de stadig bare sidder og kigger jamen så rydder vi af bordet.
Her er de så mere eller mindre småtspisende til alle måltider, det er kun morgenmaden de får det meste spiser godt af. Ingen af børnene er særligt store, men de følger nogenlunde egne kurver, og virker til at trives, så det er det vi kigger på.

Men ja jeg kan da godt få den der tanke, at nu gider jeg ikke at stå og bruge tid på at lave mad .

Min søn på 4,5 er også sådan. De aftener hvor det lykkedes at få ham til at spise er de aftener hvor vi ikke fokuserer på ham og maden. Nogen aftener får han 3 mundfulde og siger så tak for mad. Så laver vi en aftale om 3 stykker kød eller kartofler før han må gå fra bordet. Vi har også haft held med at indføre reglen at man godt må gå fra bordet når man har spist lidt, men at man skal blive siddende til de andre er færdige hvis man ikke vil spise.

Oprindeligt indlæg af Sophies-mor

Når nu I skriver, at I sørger for, at der ved hvert måltid er noget de kan lide, hvordan gør I så rent praktisk?
Lad os nu lege, at Sophie ikke kan lide boller i været med løse ris, som vi har bestemt at aftensmaden står på.... Hvad serverer I så mere?

Jamen, det vil være meget forskelligt - men det kunne fx være grøntsagsstænger eller brød, som mange af de andre også skriver. Men især vores den store på 6 vil gerne køre rigtig meget brød ned, og derfor er det ikke altid en god løsning at vælge det.

Vi plejer at bede hende om at smage lidt på det hele. Det må gerne være en mikroskopisk mundfuld, for jeg anerkender, at man godt kan være forbeholden over for bestemte smage/konsistenser og derfor ikke får noget godt ud af at tvinge en stor mængde ned. Man må faktisk også gerne diskret spytte det ud i en serviet, hvis man virkelig ikke kan spise det.

Og så bliver der jo tilbudt standard alternativ mad - leverpostejsmad og havregryn - når vi er ved at have spist færdig. Til gengæld er der ikke snacks senere (den lyst opstår ofte, når den store ser noget interessant i køleskabet), for så kunne man have spist mere til aftensmad

Den store er faktisk blevet mere og mere eksperimenterede med mad på det seneste. Hun kan stadig godt finde på at afvise fredelige ting som ris og fisk, som vi ved, at hun har spist tidligere med stort velbehag. Til gengæld vil hun gerne smage de underligste ting, fx danablue

Jeg hiver lige denne frem igen...

Kan simpelthen ikke finde ud af, om pigen er en pleaser der ikke tør sige sin mening om mad eller hvad fa**** der er galt.
Jeg står og laver rødbedepesto i dag, havde fundet en opskrift. Hun kommer ud i køkkenet:
Øj mor, det ser flot ud!
Tak, vil du smage? Jeg synes også, at det har en flot farve.
Ja - hun smager og - mmmmmm, det smager godt. (Det skal lige siges, at jeg havde kogt rødbederne og derfor var det lidt lunt endnu.)
Ok? Glæder mig, du har lyst til at smage, og at du kan lide det. Det skal vi have til aftensmaden.
Glæder jeg mig til mor.

Da vi så skal spise - der smager hun ikke engang på det, og da hun endelig gør, så spiser hun ingenting. Som i intet! Nada. Ikke bare det pesto halløj, men HELE måltidet.
Tak for mad, jeg kan altså ikke spise mere.
Ok, ...
Senere viser det sig, at hun rent faktisk ER sulten (vi snakker om 5 min.) men bare ikke kunne lide det røde dér. Som så blev serveret koldt som en pesto jo "skal" - i hvert fald iflg. den opskrift.

Jeg blev - meget upædagogisk - SÅ ked af det, at hun "blev skældt ud" ikke som i skæld ud, men i for fa**** barn. Du må ikke lyve om, at du kan lide det.
Sig hvad du mener, og men hvad du siger! Hvis du siger til mor og far at du kan lide det, jamen så tror vi på det og så laver vi det, du gider ikke spise det og så har vi balladen fordi mor og far bliver kede af, at du pludselig ikke vil spise det, når nu du siger, at du kan lide det!
Vi bliver forvirrede og kede af det. For hvad kan vi tro på??

Seriøst - lige ved, at jeg har lyst til at lade hende leve af rugbrød og leverpostej til hun brækker sig over det.

Og nej, det gør jeg ikke .. Men for pokker, hvor er det her frustrerende.
Hun har ALDRIG nogensinde fået skæld ud eller i vores øjne negative reaktioner for at sige sin mening, og jeg vil ti gange hellere have, at hun siger - flot farve, men jeg kan ikke så godt lide smagen - eller whatever - fremfor mmmmmm smager godt, det glæder jeg mig til.
Hvad fa**** skal vi egentlig regne med??
Vi har altid sagt til hende, at hvad synes du? Kan du ikke lide det? Det er ok. Og ikke, for hæææælvede møgunge, spis det, om du kan lide det eller ej.
Men en gang i mellem er det lige ved, at det er underordnet for hun er ligeglad.

Een ting er, at hun er længe om at spise, det er irriterende nok i sig selv og det arbejder vi på - men dette her er værre!
Hvad gør vi??

Og jeg er bare frustreret og ked af det, for ENDELIG var der noget pigen kunne lide, men nej - igen!!!
Hun blev ikke skældt ud, men bare indrømmet lidt "sat på plads" for jeg kunne simpelthen ikke holde det inde længere. Og vi ER gode venner igen, hun tog det ok. Også da mor sagde undskyld for at være lidt "sur" / "ked"...

Men jeg er SÅ fuc*** træt af det her.

Slet ingen bud på, hvorfor hun siger: Uhm, godt og så nægter at spise det senere?

Der er jo forskel på kold, lunken og varm mad

jeg har selv et giga kræsent barn, det er så med kold mad, rugbrød, pålæg og lign. er bare ikke ham.

Jeg valgte at der var lidt af hvert på bordet i flere små skåle, og så måtte han spise det han ville have, for der var ikke mad bagefter. Var han sulten efter et måltid var eneste valgmulighed en knækbrød, eller frugt. ( og nej, han fik ikke tilbudet 5 min. efter vi andre havde rejst sig)

Men det er vanvittig frustrerende, nogle gange havde jeg lyst til at proppe mad ind i hovedet af ham, det var virkelig en træls periode, som varede lige indtil JEG lærte at ignorere det helt....i dag tænker jeg overhovedet ikke over hvad han spiser, og ikke spiser, men det har også taget flere år, inden jeg landede der.