For lige at slå det fast: børn er sære og de er fandme ikke nemme at gennemskue

Jeg kender godt det med, at man bliver så vanvittigt frustreret, fordi man jo er vanvittigt bekymret for om barnet 1) får mad nok 2) får varieret kost 3) ikke ender med at blive så kræsen at det kun kan spise leverpostejmadder/pasta med kethup eller hvad det nu kan være resten af sit liv.

Men jeg tror, Rakel har ret, når hun skriver, at du bliver nødt til at slippe dit fokus på Sophies madvaner og madindtag, for I kommer ind i en ond cirkel, som kan være meget meget svær at bryde.

Det værste er nok, at jeg bliver smittet af mandens frustrationer over hendes madvaner.
Jeg synes, at det går bedre og med mindre fokus på det, når han er på job i de ti-tolv uger ad gangen, men ok, han er også vokset op meget konservativt op, hvad det angår.
Men åh, hvor kan det se sort ud om aftenen efter endnu en aften, hvor hyggen er gået fløjten og åh, hvor jeg glæder mig til, at hun er ude af den fase!
Tak skal I have.

Oprindeligt indlæg af Sophies-mor

Det værste er nok, at jeg bliver smittet af mandens frustrationer over hendes madvaner.
Jeg synes, at det går bedre og med mindre fokus på det, når han er på job i de ti-tolv uger ad gangen, men ok, han er også vokset op meget konservativt op, hvad det angår.
Men åh, hvor kan det se sort ud om aftenen efter endnu en aften, hvor hyggen er gået fløjten og åh, hvor jeg glæder mig til, at hun er ude af den fase!
Tak skal I have.

Jeg tror, at det er vigtigere at bevare hyggen end hvad børnene spiser. Eller det var min tankegang omkring det, da vores var i din datters alder.

Jeg ved, at min mor har sagt, at jeg nægtede at spise andet end bananer og leverpostej i lange perioder stort set alle måltider - og i dag spiser jeg stort set alt, hvad jeg kan tåle. Jeg husker det ikke selv - hun har så fortalt, at BH tvang mig til på maddage uden madpakke at spise andet end de ting og jeg nægtede og var sur (og sulten!) til hun sagde, at det nyttede da ikke noget.. Jeg har blot fået det fortalt som 'dengang du var i børnehavealderen'. Min mor var så osse hende, der bare gav mig mad, jeg ville have, hvis jeg ikke faldt for dagens menu - som jeg skulle se an, dog. Jeg ved ikke, om det er det korrekte eller det var dovenskab fra hendes side!

Når mine unger har været kegler - så har jeg tænkt, at de bare lignede mig i den alder og tænkt, at på den lange bane gik det jo nok alligevel. Det er det så gjort, men det kan jo så selvfølgelig være det rene held.

Jeg har en bror på 11, som stadig er sådan.

Mad som han godt kan lide, vil han pludselig ikke spise når de så sidder der og det resulterer ofte i at han pludselig "ikke er sulten" og vil gå fra bordet eller også så smager det ikke som det plejer i følge ham. Det kan være yderst frustrerende når man har stået og lavet mad, som man troede at han ville blive glad for.

Jeg kan i hvert fald sige så meget, at her er løsningen ikke at tilbyde ham andet mad og så håbe at det er en fase, for det har resulteret i at han den dag i dag, stadig forventer at der bliver lavet speciel mad til ham. Det er ikke usædvanligt at han kommer ud i køkkenet, spørger hvad de skal have og fortsætter med "Hvad skal jeg så have?" eller "Har I lavet ...... til mig?" og på denne måde lever han faktisk næsten af pasta, kyllingenuggets, pomfritter og lign. fordi det er det eneste han vil have.

Synes det eneste der har haft en effekt på ham, har været ikke at lægge fokus på det overhovedet. Dvs. vi laver det mad vi har lyst til (selvfølgelig med en smule omtanke) og så er der det mad der kommer på bordet, ikke andet og så må han jo spise det eller lade være. Det er ikke noget der sådan bliver omtalt eller diskuteret.
På denne måde, synes jeg faktisk at det er lykkedes os at få ham til at spise nogenlunde her hos os.
Spiser han ikke noget, så spiser han nok bare mere til morgenmad eller frokost.

Jeg synes du gør det fint og at du istedet for at begynde at servere leverpostejmadder, så skal holde fast i at du gerne vil give hende madglæde og en bred palet at spise ud fra. Jeg synes ikke du virker overfokuseret - men dedikeret - og jeg tror det vil lønne sig, at du fastholder at hun skal spise almindelig fin mad.

At det er frustrerende er helt forståeligt og jeg kan ikke se, at hun ikke godt må vide, at det er ærgerligt at man ikke kan regne med hvad hun siger. Hvordan filan skal du ellers kunne komme hendes madønsker imøde, hvis ikke de står til troende?

Så server hvad der passer dig og hvad du ønsker hun skal lære at spise, og drop mismodet. Heller krise med en fireårig end en 11-årig, som i indlægget ovenfor, der forlader bordet, nægter at spise og forventer særmad. Dét gad jeg godt nok ikke!

*C

Jeg kan virkelig godt forstå det er frustrerende Hjælper det hvis hun selv er med til at lave maden?

Mht at spise langsomt, så har vi samme problem med vores datter - hun kan være flere timer om at spise. Vi er begyndt på at sige at nu har hun 5 minutter til at blive færdig med maden når vi har siddet og vi andre har været færdig med maden et stykke tid. Det gør at hun begynder at koncentrere sig lidt om maden og finder ud af om hun er færdig eller ej. Hun har rigelig tid til samlet at blive færdig, men hun snakker og glemmer at spise undervejs - og så tror jeg også hun er lidt bekymret for om hun mon er rigtig mæt - så hun bliver ved med at sidde og småspise (med fokus på små - for hun spiser i virkeligheden nærmest ingenting til aftensmad)

Faktisk er vi begyndt at fokusere lidt mere på det her med at blive færdig med at spise i ordentlig tid - ikke så meget pga tiden om aftenen, men i forhold til skolen. Hun spiser også langsomt deroppe og når nærmest ikke at spise noget i spisefrikvarteret - og det er et problem for så har hun simpelthen ikke energien til at komme igennem dagene.

Her smager man på maden, og må gerne spytte det ud igen. Man smager på maden, hvis det er nyt/anderledes tilberedt end tidligere. Fx kan den store ikke lide kogte gulerødder, så det skal han ikke altid smage på, men smager med jævne mellemrum. Gulerødder tilberdt på andre måder skal der altid smages på, da han ind i mellem godt vil have det.

Hvis han går til bordet og "ikke kan lide det" inden det er kommet på tallerkenen, så siger jeg til ham, at jeg har brugt tid på at lave mad til os, og jeg synes, det er træls, at han på forhånd siger, at han ikke kan lide det.
Når vi skal i byen snakker vi også ind i mellem om at de har lavet mad til os, som de glæder sig til at dele med os.
De dage han laver mad med far eller mor, gør vi noget ud af det, fx fortælle at det smager dejligt, spørge til hvordan han har gjort, hvad der er kommet i og sige at det er dejligt at få mad, som andre har lavet til en.

hej, hos os skal alt mad smages, det vil sige ca 1/4 tsk. Jeg er bestemt modstander af at børn bliver tvunget til at spise større mængder af mad de ikke kan lide, men man må gerne tvinge børn til at smage, og så er der rugbrød for resten! smagsløgene skal udvikle sig og det gør de kun hvis de udsættes for uvante smage. Da jeg var barn var det også på denne måde og jeg har ingen madtraumer fra min barndom og jeg kan spise ALT mad den dag i dag. Absolut det mest geniale min mor har gjort ved mig som barn

Der var vist en der spurgte, om det hjalp når hun selv var med til at lave maden??
Nej, det har ingen effekt.



P.s. Snakkede lige med lederen i Sophies bh her til morgen, da vi afleverede om mad osv.
Om de oplevede hende som pleaser i forb. med at smage på mad og sige sin mening...?
"Nej, overhovedet ikke. Hun skal fisme nok sige til! Sådan er hun jo generelt."
Men, jeg tror simpelthen, at manden har for stor fokus på det, og så bliver jeg smittet og som Rakel vist skrev:
Kan også være, at hun godt kunne lide det første gang, men ikke anden. Plus at fars fokus gør, at hun gerne VIL at vi kan se, at hun kan lide det - selv om hun ikke kan.