Jeg bryder mig ikke om straf på den måde. Der er alligevel så længe mellem den handling han bliver straffet for og eksekveringen af straffen, at virkningen er totalt spildt.
Var det ikke muligt for din mand at sørge for at der var en øjeblikkelig konsekvens med sammenhæng med det de foretog sig?
Et eksempel: hvis Rasmus har travlt med grimme ord, så får han at vide at han kan gå ind på sit værelse og sige alle de grimme ord han vil, men ude i gangen/stuen/køkkenen/hvor end, der gider vi ikke høre på det.
Eller hvis han leger med remoten til tv-et, så får han at vide at hvis han ikke kan holde op med det, så er det slut med at se tv.
Altså så tingene har sammenhæng. Der er stadig en konsekvens ved en given adfærd, men det holder op med at være en straf.
Jeg forstår godt at du ikke vil underminere din mand her, men måske skal I tale sammen og hvis du så kan få ham overbevist om det er lidt skævt, det han har gang i, så kan han selv sige til X at han har ombestemt sig og han må godt få lov til at se Disney Sjov.
Jeg tænker at børn nok godt kan tåle at deres forældre fortæller at de tog fejl og derfor har ombestemt
