Det er lidt tidligt og er ikke helt vågen, så det bliver en kort version der forhåbentligt giver mening.

Men jeg mindes at jeg engang har læst noget om, at når børn siger "jeg gider ikke lege med dig" eller " Du må ikke være med", så betyder det ikke nødvendigvis det samme som det vi voksne ligger i ordene. Ofte handler det om at det tilkommende barn "bryder ind" i en allerede etableret leg og de andre børn ikke kan forestille sig en plads til barnet i legen. Så de børn der har held til at komme med i legen er dem der kan observere legen og selv finde en plads i den.

F.eks. en gruppe børn der leger far mor og børn. Der er en mor, en far, en storesøster og en lillebror. Et femte barn kommer til og spørg, må jeg være med. De siger nej og barnet går derfra igen.
Hvis barnet istedet observerer legen og har held til f.eks. at sige " og så kunne jeg være mormor der kom på besøg og havde kage med", så kan barnet glide ind i legen på en måde der giver mening for de andre børn. Giver det mening?

I den situation du skitserer med drengene og hulen, der kunne de jo faktisk have gang i en leg, som ikke nødvendigvis giver mening for os voksne. I den situation hvor du så overruler dem og siger at det må han gerne, så "ødelægger" du måske deres leg og presser din dreng ind, hvor han egentlig ikke føler sig velkommen. Jeg tror jeg istedet ville have spurgt nysgerrigt ind til hvorfor han ikke måtte komme derind. Altså noget med, "Nå, er der ikke plads derinde, det ser da ellers sådan ud" og så kan der komme en eller andet langt ude forklaring " Nej, fordi vi leger X og der er et stort monster efter os, som fylder hele hulen og vi skal mase den med vores lyssværd, så den ikke spiser vores frokost" - "Nå okay, det lyder ellers spændende - Men hvad nu hvis Anton her havde et mega sejt sværd der kunne skyde med blå ildkugler, så han kunne hjælpe jer med at mase monsteret og så kunne i allesammen være derinde", - " Ja, vildt sejt - Kom Anton vi skal mase monsteret".

Noget i den dur, ik :-) Den taktik har vi brugt en del da vores datter var mindre, både for at hjælpe hende ind i lege, men i ligeså høj grad på hende, når hun har sagt nej til andre børn. Det virker forbløffende godt. Det er ikke altid de æder det første forslag, men så kan man jo prøve at involvere dem i at finde på hvordan legen kunne være, så alle kan være med.

Det er lidt det samme hvis barnet bare går hen til et andet barn og spørg "skal vi lege" og den anden siger nej. Så er det ikke nødvendigvis, fordi de ikke gider lege, men når der ikke er nogen forslag på bordet og man måske ikke helt kan forestille sig hvad man skulle lege, så er det nemmest at sige nej. Hvis barnet istedet siger "Hey, skal vi lege racerbiler eller Perler", så er chancen for at de andre gider meget større. Og hvis man så også kan videreudvikle det hvis den anden siger, nej jeg har ikke lyst til racerbiler eller perler lige nu, så man kan gå videre og sige, nå, men skal vi så spille fodbold eller? osv osv.

Vi har øvet det rigtig meget med vores datter. Hvis hun kom hylende tilbage og sagde X gider ikke lege med mig, Så spurgte vi ind til det. Noget ala " Nå, det er da også lidt øv, hvad sagde hun da", "Hun sagde hun ikke gad lave perler med mig", "Nå ok, men det kan jo godt være hun bare ikke havde lyst til at lave perler lige nu, har du spurgt om hun ville med over og gynge" og så løb hun somregel tilbage og spurgte om det og somregel fandt de så på en lege sammen. Andre gange kunne vores datter finde på at sige "Nej, for jeg gider ikke gynge, jeg vil lave perler" , "okay, men X bestemmer jo selv om hun vil lave perler, så kan du jo gå i gang med perlerne, så gider hun måske om lidt".

Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening, det var bare et par tanker jeg lige fik, da jeg læste tråden. Jeg kender godt fornemmelsen af at blive enormt stødt på sit barns vegne, men jeg tror nogengange vi læser mere ind i børns udsagn og handlinger end der egentlig ligger bag dem. Og jeg har ofte taget ting meget mere nært end min datter.

Held og lykke med det hele.

Helt generelt så mener jeg jo ikke at 3-årige er de allerstørste sandhedsvidner, selvom det naturligvis varierer meget. At han virker ked af det kan jo lige så vel være, at han måske føler, at han ikke lever op til dine forventninger.

Det har taget mig en del tid at lære at acceptere at min knægt trives godt i eget selskab, og jeg skal holde noget af min trang til at "socialisere" ham tilbage. Han har gode kammerater og han leger gerne med dem i mindre grupper, men han har også brug for sin alenetid (og hvorfor helvede overrasker det mig så meget, når jeg også selv har det sådan - livet er sgu ikke altid rationelt )

Så tal med pædagogerne om tonen dernede, og få dem med på hvordan man taler til hinanden. For vel skal de andre ikke uopfordret gøre opmærksom på at de ikke gider lege lige nu. Men altså det er stadig helt normalt for børnehavebørn - og jeg slås selv med min del af det, hvis du ser min tråd om min tøs' sprog og opførsel. Og at du har overhørt drengene sige sådan er ikke nødvendigvis lig med at hverken forældre eller pædagoger accepterer den opførsel, men det er en proces at lære at behandle andre ordentligt.

men legeaftaler er generelt en god idé, hvis din søn har lyst - men tal med pædagogerne om, hvem der kunne være oplagt.

Oprindeligt indlæg af Dew

Jeg tror, at jeg i den situation har sagt (for den HAR været der hos os også): "Det bestemmer du da ikke, for det er jo ikke din hule" - og henvendt til mit barn: "Så gider vi da bare slet ikke lege med ham/hende, vel? Haha, ævbæv! *sagt i lidt snusfornuftig og TYDELIGT sjov tone indforstået mellem mig og hende - men IKKE overfor det andet barn!*"

Det ville jeg så aldrig nogensinde gøre - det signalerer jo, at det er ok at holde nogen udenfor.

Det er ok ikke at have lyst til at lege med nogen, men det skal siges ordentligt og det er helt fint at sige, at han ikke bestemmer over hulen. Og jeg kan slet ikke se, hvordan det ikke har noget med det andet barn at gøre - i mine øjne gør tingene lige ondt om man siger det direkte til barnet eller til et andet barn.

Altså hvis mine kolleger indforstået til hinanden siger: "Vi gider ikke spise frokost sammen med vusel, vel?" Så rammer det da lige så hårdt som hvis de siger det direkte til mig.

Men Vusel, du har bestemt ret i, at man ikke skal tale bag om andres rygge. Vi øver os stadig i det her opdragelses-noget.

Jeg har selv et barn i samme kategori - men der anlægger jeg den holdning, at vi ikke kan ændre på andres dårlige opførsel, men kun på vores egen. Derfor vil han få at vide i en sådan situation, at den opførsel den anden udviser ikke er i orden. Det er i orden ikke at have lyst til at lege med alle, men man skal sige det pænt, og kun hvis man bliver spurgt. Og det også er ok at han siger nej, hvis det en dag er ham, der ikke har lyst til at have flere med i legen, men at man godt kan sige det pænt.

Jeg tror ikke på at dårlig opførsel bliver bedre af at 2 børn udviser den

Oprindeligt indlæg af Lille_Vusel

Jeg har selv et barn i samme kategori - men der anlægger jeg den holdning, at vi ikke kan ændre på andres dårlige opførsel, men kun på vores egen. Derfor vil han få at vide i en sådan situation, at den opførsel den anden udviser ikke er i orden. Det er i orden ikke at have lyst til at lege med alle, men man skal sige det pænt, og kun hvis man bliver spurgt. Og det også er ok at han siger nej, hvis det en dag er ham, der ikke har lyst til at have flere med i legen, men at man godt kan sige det pænt.

Jeg tror ikke på at dårlig opførsel bliver bedre af at 2 børn udviser den

Du skriver rigtigt mange gode ting. Så jeg rager lige til mig af dine erfaringer, for jeg er faktisk enig med dig i det. Som sagt har vi kun haft den situation 1-2 gange, men hvis den opstår igen, vil jeg da bestemt have dine ord i baghovedet.

Sebastian er knap 4 og det er først inden for de sidste par måneder, at jeg har set ham lege med de andre børn når vi henter.
Jeg ville høre om pædagogerne ikke kan hjælpe med at sige farvel og så kan de sætte ham igang. En overgang sad farmand og hjalp ham igang med leg om morgenen, og det gjorde det rigtig svært for ham at sige farvel og han græd hver gang. Nu kysser han os og vinker farvel, og så går han ind og finder en leg.

Hvis man ser bort fra at han ofte render rundt alene trives han så ellers i børnehaven? Det synes jeg er vigtigere end hvor mange legekammerater han har, når han kun lige er fyldt 3 år.

Tusinde tak for jeres svar!

De giver virkelig god mening - især det med hvordan børn leger! Tror vist hele familien skal igang med at øve at lege.

I børnehaven vil de snart starte nogle aktiviteter op, hvor de samler børnene i små grupper på tværs af stuerne efter alder. Så han skal have nogle aktiviteter med de jævnaldrene børn. Håber det, tiden og nogle legeaftaler kan hjælpe ham.

Jeg tror det er vigtigt at pædagogerne hjælper igang mere end mor og far. Hvis der altså skal hjælpes som sådan.
Måske er det mere vigtigt at fokusere på, at barnet lære at sætte en leg i gang. Som du selv skriver, så vis han hjemme ved eksemplet magt, hvordan man gør og at det ikke nødvendigvis er slut på legen, at en siger nej.

Derudover tror jeg legeaftaler ville være en god ide