Ork, vi er mange!

Min datter er 6,5 - eller faktisk 7 om et par mdr - og har diagnosen atypisk autisme. Vi mærker meget lidt til det i hverdagen og har, lige siden hun fik diagnosen, været lidt i tvivl om den egentlig er rigtig.

Hun er dog lidt særlig - ligesom hendes far var, da han var dreng. Hun er ikke typen, der har bedste-veninder, og er i det hele taget ikke meget for pigefnidder, prinsesser og babie og den slags. Hun kan godt skabe legerelationer, men det er som om hun tit mangler lidt "det sidste" i at fastholde relationen over tid.

Hun kan godt blive meget vred, og fastholder ofte sig selv i en følelse, om det så er vrede/ked-af-det-hed/skuffelse eller lign. Jeg synes dog, at det virker som om, hun er inde i en rigtig god udvikling, hvor vi sjældnere og sjældnere ser hendes "anfald", hvor hun fx godt kan lægge sig ned og skrige som en 3-årig, når hun får et nej eller der bliver stillet krav. Gudskelov virker det som om hun er ved at vokse lidt fra det.

Hun går i almindelig skole og frit, og har indtil videre ikke haft brug for støtte, så på den måde er vi jo heldige . Hun er kvik og lærer hurtigt, og det er jo også en fordel, i og med at hun så forhåbentlig kan tillære sig nogle af de ting, der ikke kommer så naturligt til hende ifbm social interaktion.

Er din dreng for tidligt født, eller hvad betyder det dér "tidligt skadet" egentlig?

Vi er også med på holdet.

Jeg er mor til Julius fra 2006 og han er udiagnosticeret, men følges af PPR dvs. det er nu skolepsykologen da han lige er startet i 0. klasse på en almindelig skole.
Julius ligger i grænselandet omkring Aspergers syndrom. Altså han har Asperger lignende træk i sin adfærd/personlighed, det er udpræget ifht sociale relationer da han har svært ved at mentalisere (dvs forudsige og forholde sig til andre menneskers følelser) og så har han svært ved skift han ikke er meget grundigt forberedt på.
Han har støttetimer på fritidshjemmet da det er der han er mest udfordret qua den højere grad af selvforvaltning og frie leg.
Han fungerer klart bedst i mindre grupper og har stor gavn af, at en voksen italesætter legen for ham lissom han også trives bedst med børn der er lidt ældre.

Som Fraeksaks datter kan han blive frygtelig vred og han viser sig følelser meget fysisk ved at græde eller gå helt i baglås og kaste med ting osv. Han sætter ikke ord på sine følelser (jo, han siger jeg elsker dig osv, men ikke jeg er ked af det/glad osv), men han har i høj grad følelserne.
"Planen" er at han skal trænes i de sociale ting som normalt falder naturligt, men som han har så svært ved på en anden måde end andre børn, Julius frostår ikke rigtig hvad det betyder når du siger at X bliver ked af det fordi Julius gør dit og dat, han kan ikke relatere til det, så han skal lære det lidt som en manual da han er meget konkret/matematisk tænkende.

Lige nu er vi i starten af skole/fritidshjem, og er meget spændte på hvordan det forløber med op og nedture, han er selv rigtig glad for begge dele

Oprindeligt indlæg af Fraeksak

Ork, vi er mange!

Min datter er 6,5 - eller faktisk 7 om et par mdr - og har diagnosen atypisk autisme. Vi mærker meget lidt til det i hverdagen og har, lige siden hun fik diagnosen, været lidt i tvivl om den egentlig er rigtig.

Hun er dog lidt særlig - ligesom hendes far var, da han var dreng. Hun er ikke typen, der har bedste-veninder, og er i det hele taget ikke meget for pigefnidder, prinsesser og babie og den slags. Hun kan godt skabe legerelationer, men det er som om hun tit mangler lidt "det sidste" i at fastholde relationen over tid.

Hun kan godt blive meget vred, og fastholder ofte sig selv i en følelse, om det så er vrede/ked-af-det-hed/skuffelse eller lign. Jeg synes dog, at det virker som om, hun er inde i en rigtig god udvikling, hvor vi sjældnere og sjældnere ser hendes "anfald", hvor hun fx godt kan lægge sig ned og skrige som en 3-årig, når hun får et nej eller der bliver stillet krav. Gudskelov virker det som om hun er ved at vokse lidt fra det.

Hun går i almindelig skole og frit, og har indtil videre ikke haft brug for støtte, så på den måde er vi jo heldige . Hun er kvik og lærer hurtigt, og det er jo også en fordel, i og med at hun så forhåbentlig kan tillære sig nogle af de ting, der ikke kommer så naturligt til hende ifbm social interaktion.

Er din dreng for tidligt født, eller hvad betyder det dér "tidligt skadet" egentlig?

Jeg nikker og genkender rigtig meget fra min søn Han ville dog på ingen måde kunne fungere i normal skole, det har vi kunne forudsige ved blot at se ham i en almindelig børnehave stue.. der er for meget forstyrende omkring ham, og han har et enormt behov for den tætte voksenkontakt, om han vil det eller ej..
"Tidligt skadet" Det kan forståes som mange ting, og jeg har egentlig ikke fået det skåret ud i pap, hvad der menes med i forhold til ham, men jeg gætter på at det menes i den forstand at han tidligt i livet oplevede svigt osv fra min side af, da jeg var meget syg pga depression angst og fik mindre psykoser (ikke noget jeg vil dybere ind på her). Så jeg overlod ham til min mor, da jeg var klar over at jeg ikke selv kunne/burde tage mig af ham.. Men kommunen valgte desværre at udlevere ham til sin far for en periode, som er dybt alkoholisk og voldelig. Heldigvis fik vi ham fjernet derfra igen, og han kom tilbage til min mor..
Men fra han var 1½ år til han var næsten 3 år, oplevede han den kasten frem og tilbage mellem min mor, hans far og mig, når jeg ikke var indlagt.
Det var der det ligesom gik galt for ham.. Vi mener at han altid har haft det skrøbelige sind, men at visse symptomer har vist sig tidligere da han har oplevet de svigt..

Og så vil jeg lige fortælle at jeg er helt rask den dag idag, og har været det i over 3 år nu

Oprindeligt indlæg af Mla

Jeg nikker og genkender rigtig meget fra min søn Han ville dog på ingen måde kunne fungere i normal skole, det har vi kunne forudsige ved blot at se ham i en almindelig børnehave stue.. der er for meget forstyrende omkring ham, og han har et enormt behov for den tætte voksenkontakt, om han vil det eller ej..
"Tidligt skadet" Det kan forståes som mange ting, og jeg har egentlig ikke fået det skåret ud i pap, hvad der menes med i forhold til ham, men jeg gætter på at det menes i den forstand at han tidligt i livet oplevede svigt osv fra min side af, da jeg var meget syg pga depression angst og fik mindre psykoser (ikke noget jeg vil dybere ind på her). Så jeg overlod ham til min mor, da jeg var klar over at jeg ikke selv kunne/burde tage mig af ham.. Men kommunen valgte desværre at udlevere ham til sin far for en periode, som er dybt alkoholisk og voldelig. Heldigvis fik vi ham fjernet derfra igen, og han kom tilbage til min mor..
Men fra han var 1½ år til han var næsten 3 år, oplevede han den kasten frem og tilbage mellem min mor, hans far og mig, når jeg ikke var indlagt.
Det var der det ligesom gik galt for ham.. Vi mener at han altid har haft det skrøbelige sind, men at visse symptomer har vist sig tidligere da han har oplevet de svigt..

Og så vil jeg lige fortælle at jeg er helt rask den dag idag, og har været det i over 3 år nu

Det var da dejligt at høre!

Jeg havde en meget kraftig fødselsdepression (eller efterfødselsreaktion som det vist hedder i dag), som først blev opdaget, da min datter var 1,5 år. Jeg tror selv, at det har betydet rigtig meget for min datter, og helt ærligt tænker jeg tit, at dén start i kombination med hendes eget, halvspøjse sind, har gjort hende til den, hun er. Jeg tror faktisk inderst inde ikke, at hun er autist.

Jeg kan godt se, at hun adskiller sig fra "standardpigen" på 6 år, men autist har jeg efterhånden svært ved at se hende som.

Oprindeligt indlæg af LadyP

Vi er også med på holdet.

Jeg er mor til Julius fra 2006 og han er udiagnosticeret, men følges af PPR dvs. det er nu skolepsykologen da han lige er startet i 0. klasse på en almindelig skole.
Julius ligger i grænselandet omkring Aspergers syndrom. Altså han har Asperger lignende træk i sin adfærd/personlighed, det er udpræget ifht sociale relationer da han har svært ved at mentalisere (dvs forudsige og forholde sig til andre menneskers følelser) og så har han svært ved skift han ikke er meget grundigt forberedt på.
Han har støttetimer på fritidshjemmet da det er der han er mest udfordret qua den højere grad af selvforvaltning og frie leg.
Han fungerer klart bedst i mindre grupper og har stor gavn af, at en voksen italesætter legen for ham lissom han også trives bedst med børn der er lidt ældre.

Som Lauras datter kan han blive frygtelig vred og han viser sig følelser meget fysisk ved at græde eller gå helt i baglås og kaste med ting osv. Han sætter ikke ord på sine følelser (jo, han siger jeg elsker dig osv, men ikke jeg er ked af det/glad osv), men han har i høj grad følelserne.
"Planen" er at han skal trænes i de sociale ting som normalt falder naturligt, men som han har så svært ved på en anden måde end andre børn, Julius frostår ikke rigtig hvad det betyder når du siger at X bliver ked af det fordi Julius gør dit og dat, han kan ikke relatere til det, så han skal lære det lidt som en manual da han er meget konkret/matematisk tænkende.

Lige nu er vi i starten af skole/fritidshjem, og er meget spændte på hvordan det forløber med op og nedture, han er selv rigtig glad for begge dele

Hvem da?

Oprindeligt indlæg af Fraeksak

Hvem da?

Heh.. Jeg har rettet det

Jeg synes i øvrigt også, at det du beskriver om hende ikke tyder på atypisk autisme.

Oprindeligt indlæg af Fraeksak

[/B]

Det var da dejligt at høre!

Jeg havde en meget kraftig fødselsdepression (eller efterfødselsreaktion som det vist hedder i dag), som først blev opdaget, da min datter var 1,5 år. Jeg tror selv, at det har betydet rigtig meget for min datter, og helt ærligt tænker jeg tit, at dén start i kombination med hendes eget, halvspøjse sind, har gjort hende til den, hun er. Jeg tror faktisk inderst inde ikke, at hun er autist.

Jeg kan godt se, at hun adskiller sig fra "standardpigen" på 6 år, men autist har jeg efterhånden svært ved at se hende som.

Her var det så ikke en fødselsdepression, men mig der knækkede efter 4 år med en voldelig mand, som blev ved med at bryde ind i mit hjem og true og tæske mig efter jeg gik fra ham, samt 4 dødsfald inden for ca 1½ år (2 venner en onkel og min bror). Det var da min bror som den sidste døde at jeg mistede alt livslyst, og hele min verden gik fra hinanden...

Oprindeligt indlæg af Mla

Her var det så ikke en fødselsdepression, men mig der knækkede efter 4 år med en voldelig mand, som blev ved med at bryde ind i mit hjem og true og tæske mig efter jeg gik fra ham, samt 4 dødsfald inden for ca 1½ år (2 venner en onkel og min bror). Det var da min bror som den sidste døde at jeg mistede alt livslyst, og hele min verden gik fra hinanden...

Puha, der er da ikke noget at sige til, at du ikke kunne holde til mere!

Oprindeligt indlæg af Fraeksak

Puha, der er da ikke noget at sige til, at du ikke kunne holde til mere!

Jah men desværre kom det jo til at gå ud over min søn.. Og lige siden jeg kom ovenpå igen, har det været noget af en kamp med ham. at få ham udredt osv, hvilket vi stadig ikke har i form af en diagnose. og uden diagnosen kan jeg ikke rigtig få økonomisk støtte..
Og da han nu har det som han har det, er det rigtig svært at få et job også.. men jeg hænger i og kæmper først og fremmest for at give ham en velfungerende hverdag så skal job osv nok komme en dag