Tankeopkast

Jeg kan ikke lade være med at reflektere over min fortid. Bevares, det er ikke så mange år siden jeg sidst blev mobbet, jeg var vel omkring 18 år, før jeg endelig kom væk fra det. Jeg er 21 år i skrivende stund.

Så selvfølgelig sidder det stadig i mig. Dag ud, dag ind, intet andet end chikane, grove tilnærmelser, ødelæggelse af mine ting, slag og spark, spyt, skub, blev jordet på cykel så jeg fik den ene hjernerystelse efter den anden, direkte udelukkelse af klassen så jeg kunne gøre hverken fra eller til, når vi var tvunget til gruppearbejde (for enearbejde var noget fy, var det), modbydelig bagtalen, spredning af rygter og sladder som jeg den dag i dag stadig ikke ved, hvad handlede om, kun at det fik folk til at se ned på mig, hade mig, afsky mig, undvige mig og behandle mig som det rene skidt.
Jeg blev praktisk talt jaget ud af min hjemby til sidst, for jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg knækkede sammen, det krakelerede, mit sind blev sort og tomt, jeg besvimede hyppigt, jeg ophørte med at spise, jeg abstraherede ved at træne hårdt seks timer dagligt mindst seks dage om ugen, jeg blev drevet ud til det absolut yderste - og alt jeg fik fra omverden var skældud for det var sgu noget sært opførsel, jeg havde gang i. Tak mor.

Så jeg flyttede, det var briste eller bære. Jeg havde nok vilje til at ville dø i forsøget på at få det bedre i stedet for at dø en ynkelig død, fordi folk var ligeglade og jeg tillod dem at være ligeglade og tillod mig selv at være ligegyldig. Det ville jeg ikke kendes ved, så af sted skulle jeg. Desuden var min største drøm her i livet - lige siden jeg var ganske lille - at få mit eget sted, hvor jeg kunne leve for mig selv, køre mit eget løb og ikke lade høre fra nogen, hvordan jeg indrettede mit liv.
At bo i Aalborg var noget af det bedste, jeg kunne byde mig selv. 160 km væk fra fortiden, de grimme billeder i mit sind, væk fra alt det, der dræbte mig langsomt og smertefuldt.
Jeg fik min selvstændighed, hvilket gav mig det, jeg aldrig i mit liv har haft - et selvværd. Jeg kunne pludselig anse mig selv som et menneske, en person, én som havde lige så meget ret at være til som enhver anden - inklusive de røvhuller, der så sig berettiget til at behandle mig som det laveste af det lave, undermennesket af alle. Jeg har lige så meget ret til at være her som dem og jeg kan slå et ekstra slag på sømmet ved at tilføje, at jeg ikke nærer behov for at nedgøre andre mennesker for at føle mig berettiget til at eksistere. Det gør jeg virkelig ikke.
Jeg hader dem, det indrømmer jeg. Jeg vil aldrig kendes ved dem, de er ikke velkomne i mit liv og skulle det ske, at de en dag kom til mig i bedste velment agt, ville de blive afvist med klare bogstaver. Jeg tilgiver dem ikke, men de får såmænd heller ikke lov til at fylde mit sind af den grund.
Det er jo ikke fordi jeg tænker på det her konstant. Det kommer blot over mig nu og da - det kan man vel heller ikke bebrejde mig, jeg bearbejder jo stadig det her. Det kan ikke klares på et par år - og psykologer kan rende mig, satans til politisk korrekte røvhuller og deres ækle pædagog-stemmer.
Jeg er dog glad for, at jeg ikke længere føler noget, når jeg tænker på min fortid. Da jeg stod midt i det brød jeg sammen, når bare emnet var bragt på bane. Efterfølgende var jeg meget tavs og undgik enhver tilnærmelse til emnet, jeg ville ikke kendes ved det.
I dag føler jeg intet.
Allerhøjst bitterhed, men det er mest over al den svigt, de voksne udsatte mig for. Børn er dumme, de ved ikke bedre, men at de voksne ignorerede mobningen eller irettesatte *mig* fordi de ikke orkede at rette på en hel klasse, der var ondskabsfuld - dét gør fanme nas. Jeg er bitter over, at de slap væk med det. Retfærdighed kommer aldrig til at gøre fyldest og det må jeg have tid til at lære at acceptere. Det vil jeg have lov til.
Men jeg bliver ikke overvældet af et følelsesmæssig kaos, som jeg før gjorde. Nu virker det bare som en gammel historie, jeg hørte engang eller så på TV. Groteske hændelser, men det føles ikke så personligt længere. Uretfærdigt, ja. Personligt, nej. Lidt ligesom man føler sig harm, når man ser noget uretfærdigt på TV - fx et barn, der er blevet mobbet på det groveste - men man føler det ikke personligt, fordi man ikke selv har været udsat for det. Det er sådan jeg har det med min fortid, til trods for jeg jo rent faktisk *er* den, der blev udsat for det. Det er bare ikke sådan, jeg føler længere. Det er bare en film, der kører igen og igen i mit hoved, når jeg får lov til at være alene med mine tanker (=keder mig).

Hvis det gav mening.

I dag er jeg tilbage i min hjemby. Det gør det bestemt ikke lettere at lade være med at tænke på dengang - dagligt får jeg påmindelser i form af omgivelserne, miljøet og nu og da får jeg glimt af de mennesker, der gjorde livet surt for mig dengang.
Jeg bliver fornærmet, når de taler til mig som om det aldrig var sket. Især en lærer ser jeg tit på motionscenteret og hun hilser på mig og taler til mig, som om vi har et helt naturligt bekendtskab.
Sagen er dog bare den, at hun på det kraftigste frabad mig at vende tilbage til skolen tilbage i 2003 efter et mislykket forsøg på et bedre liv på efterskole, som jeg groft blev mobbet ud af og drevet ud i en slem depression, der påbegyndte min tendens til selvskade.
Hun ville ikke have mig tilbage til skolen, fordi hun vidste det bare betød ballede, fordi de andre bare ikke kunne lade være med at mobbe mig. Det orkede hun ikke at bøvle med. Så hun så hellere jeg fandt et andet sted. Det kunne jeg dog ikke, fordi alternativet var en skole, hvor en flok drenge gentagne gange har truet mig på livet og det orkede *jeg* ikke at bøvle med. Så jeg måtte tilbage til den skole, men jeg følte mig sandelig endnu mere uvelkommen end nogensinde før pga. lærerens udmelden. Utroligt jeg overhovedet bestod 9.klasse, når jeg kun var der højst to dage om ugen, så meget pjækkede jeg. At de ældre klasser også var meget efter mig gjorde det ikke bedre. Blev låst inde på toilettet ved at de blokerede døren med stole og borde og så stod de der og hånede mig med latter og skub, når jeg forsøgte at kæmpe mig ud. Til sidst endte jeg bare med at sætte mig til rette i hjørnet af det store rum, toilettet var i og slog hovedet ind i væggen, håbende at jeg enten døde af hjernekvæstelser eller i det mindste besvime så jeg ikke ville være ved bevidsthed til dette helvede. Det blev kun til hjernerystelser, dem har jeg dog haft så mange af efterhånden.
Armene blev kradset til blods, når jeg ikke længere orkede at smadre hovedet ind i væggen. Jeg græd så meget dengang.

Se, alle disse flashbacks får jeg hyppigt, nu hvor jeg er tilbage i det gamle miljø. Det går selvfølgelig ikke, men før jeg får mig et job så jeg kan flytte væk igen, så er det sådan mit liv er. Med sporadiske påmindelser om mit fortids helvede. Om hvor langt ud jeg blev drevet.

At kradse mine arme til blods har jeg dog gjort siden jeg var lille. Dengang var det dog ikke så omfattende - jeg kradsede 'kun' mine modermærker på armene væk. Det var sådan en god måde at abstrahere fra min klasse, der enten smed kuglepenne/blyanter, papirskugler og hvad har vi efter mig og kaldte mig alskens ting. Det var også de skide modermærkers skyld, tænkte jeg, så væk skulle de. Så sad jeg der midt i timen - medens lærerne gjorde det de var bedst til og ignorerede min eksistens for ikke at skulle tage sig af mine problemer - og kradsede mine modermærker væk. Sådan noget bløder pænt meget i øvrigt.
Senere blev det mere omfattende og til sidst endte jeg med at bruge min stiftblyant (den har jo sådan en metalspids, hvor stiften kommer ud) i stedet for bare neglene. I skolen altså. Derhjemme blev barberblade og engang imellem også knive - de var dog så voldsomme, at jeg følte mig sært tilpas med dem - hyppigt brugt.

Jeg gør ikke det her længere, så langt er jeg da nået. Jeg træner dog stadig meget, bare ikke op til seks timer om dagen næsten dagligt. Fire timer tre gange om ugen, måske fire gange, er hvad det kan blive til. Min krop er ikke, hvad det har været - eller også er jeg bare ikke i stand til at ignorere smerterne så godt, som jeg kunne engang. Hvem ved?

På en måde føler jeg, at jeg har en gevaldig livshistorie at fortælle. Og så alligevel ikke. Jeg føler ikke, at mine erfaringer kan bidrage med noget for andre - ud over en vis form for underholdning måske - men alligevel føler jeg, at der er noget at fortælle og nogen at fortælle til. Om det nogensinde skal blive til en bog eller kun tilfældige indlæg hist og her på internettet ved jeg endnu ikke.
Samtidig føler jeg, at jeg har været igennem meget, men alligevel føler jeg, at "så slemt er det sgu heller ikke". Måske fordi jeg er kommet nogle skridt videre og - som jeg nævnte tidligere - så føles min fortid lidt urealistisk. Jeg føler ikke noget personligt af den længere og alligevel er det jo noget, der har bidraget til den person, jeg er blevet. Jeg ved sgu ikke rigtigt.

Og hvad der angår hende læreren, der tit hilser på mig på motionscenteret?
Hun får kun overfladiske svar og et lille smil. Jeg gider ikke sure miner, når jeg er hos mit yndlingssted, så lidt skuespil skal der til.