Hyldest til andemødre

I parken står der et træ, så stift, så stille.

Det ligner en gammel mand, med tynde fingre og knortede led, der som en sidste hyldest til solen rækker ud efter himlen, og næsten kan nå.

Jeg kan mærke barken under mine fingre, ru og hård hvor er ikke er mos. Her dufter af væde, af jord, af gamle blade og af død. Men også af liv. Jeg kan se en spire, jeg tror bliver til en vintergæk med tiden.
Jeg fjerner lidt sne, så den kan stå for sig selv. Men jeg har læst i et blad, at sneen beskytter og luner, ligesom en igloo. Så inden jeg går, pakker jeg spiren lidt ind, som var det mit barn hvis hue jeg puttede ned i kraven, for at forhindre kulden i at snige sig ind på maven.

Her er stille, et sted langt væk kan jeg høre børnene lege. En andemor tester isen, den kan holde, så hun vralter derud. Jeg søger mine lommer og finder min madpakke, et gammelt stykke rugbrød må hun gerne få.
Hun kigger op på mig med sine små, sorte øjne og jeg tænker, at hun ved at jeg skiller mig ud.
Dette sted i parken kommer der aldrig nogen udover fuglene og pindsvinene, og det tror jeg at hun ved.
Med tøvende skridt nærmer hun sig brødet, som jeg har kastet ud, men da jeg kigger op på himlen kan jeg se ud af øjenkrogen, at hun har valgt at stole på mig. Jeg minder hende måske om de børn, der kommer hver dag med klapvogne og stykker af toast, vraltende som hende selv på grund af flyverdragter og kæmpe støvler, med store åbne øjne fordi en and stadig er et magisk væsen, fantastisk at beskue og endnu ikke et hverdagssyn at tage for givet.

Som vi står der, begge to, andemor og jeg, forstår jeg pludselig hvor ens vi er. Vi har begge to svært ved at stole på andre, fordi vi har lært at mennesker er farlige. Men vi er også nødt til at stole på dem, for at opretholde livet. De samme børn som giver hende brød i dag, vokser måske op og kaster sten efter hende i morgen. På et tidspunkt har de set hende så mange gange, at hun ikke længere er magisk og fantastisk, men bare en and. Og jeg er bare en pige.
Et levende væsen som du og jeg - men bare en and.


I parken står der et træ, så stift, så stille. I mit hjerte bor en andemor, som jeg ved er min sjæleven.