Jeg har ikke selv børn, så ved ikke lige så meget om børneopdragelse osv. Men, jeg er selv vokset op med en papfar, da min egen far ikke var til stede... Min mor tog ret hurtigt beslutningen om, at min papfar skulle være min faderfigur, så jeg er opdraget med at han er min far på trods af, at jeg altid har vidst, at jeg havde en anden far.

Og jeg tror måske den beslutning har gjort det nemmere for ham at opdrage mig på lige fod med min mor - altså at han var anerkendt som min far. Jeg var da også nogle gange sur på den ene og gik så til den anden, men jeg husker intet om at have foretrukket min mor sådan generelt. Så hvis Tristan normalt er glad for din kæreste, så tror jeg bare det er normalt "jeg vil ha den anden, nu jeg ikke får min vilje"-skaberi.

Jeg kan så også forestille mig, at mærkaten papfar gør det sværere at finde grænserne osv. Har I besluttet, at din kæreste skal fungere som opdrager på lige fod med dig, eller skal han altid lige vende tingene med dig? For det vil Tristan jo nok godt kunne mærke, som din mor også er inde på. Hvorfor hun så lige vender på en tallerken i situationen, må guderne jo vide.

Min pointe er bare, at hvis I ikke har besluttet, at I er ligeværdige forældre mht. opdragelse og daglige situationer, så kunne jeg forstille mig, at barnet mærker det, og vil måske reagere på det. Jeg mærkede som skrevet ingenting, da jeg var barn, selv ikke senere, da de fik to børn sammen. Og jeg kalder ham den dag i dag far, på trods af at jeg en sjælden gang i mellem ser min bio-far.

Ud fra hvad du skriver så lyder det for mig som om det er helt normalt det Tristan gør med vælge dig når Tristans synes pap-far er umulig og vælge pap-far når han synes du er umulig.

Og så er det nok meget sandsynligt at Tristan prøver på at få lidt flere friheder når nu din mor også er der. I et barns øjne er bedsteforældre jo ofte lidt nemmere at snøre end forældre er.

Og det er nok ikke det du fisker efter, men mon ikke du burde fortælle din mor at hun skal blande sig udenom hvad I gør, du ved så længe du kun skriger til puden "Nu blander mor sig F****** igen" så sker der ingen ændringer

Oprindeligt indlæg af cornflaky

Jeg har ikke selv børn, så ved ikke lige så meget om børneopdragelse osv. Men, jeg er selv vokset op med en papfar, da min egen far ikke var til stede... Min mor tog ret hurtigt beslutningen om, at min papfar skulle være min faderfigur, så jeg er opdraget med at han er min far på trods af, at jeg altid har vidst, at jeg havde en anden far.

Og jeg tror måske den beslutning har gjort det nemmere for ham at opdrage mig på lige fod med min mor - altså at han var anerkendt som min far. Jeg var da også nogle gange sur på den ene og gik så til den anden, men jeg husker intet om at have foretrukket min mor sådan generelt. Så hvis Tristan normalt er glad for din kæreste, så tror jeg bare det er normalt "jeg vil ha den anden, nu jeg ikke får min vilje"-skaberi.

Jeg kan så også forestille mig, at mærkaten papfar gør det sværere at finde grænserne osv. Har I besluttet, at din kæreste skal fungere som opdrager på lige fod med dig, eller skal han altid lige vende tingene med dig? For det vil Tristan jo nok godt kunne mærke, som din mor også er inde på. Hvorfor hun så lige vender på en tallerken i situationen, må guderne jo vide.

Min pointe er bare, at hvis I ikke har besluttet, at I er ligeværdige forældre mht. opdragelse og daglige situationer, så kunne jeg forstille mig, at barnet mærker det, og vil måske reagere på det. Jeg mærkede som skrevet ingenting, da jeg var barn, selv ikke senere, da de fik to børn sammen. Og jeg kalder ham den dag i dag far, på trods af at jeg en sjælden gang i mellem ser min bio-far.

Vi har taget en beslutning om at det er min kæreste der er "far" ja.... Tristan ser sin bio-far hver 3 weekend og er udemærket klar over at hans far er han Far og at min kæreste kun er "far" herhjemme - ganske som vi har talt om at når han er hos sin far, så er det fars kæreste der er "mor" - og det betyder at de også laver regler og at man skal lytte efter hvad de siger på lige fod som den "rigtige" mor/far.

Til at starte med fik min kæreste mange "regissørbemærkninger" på engelsk når han var midt i en situation, så han netop selv stod for situationen, men havde mulighed for at få hjælp til vurderinger han ikke lige følte sig klar til at tage helt selv. I de fleste situationer snakkede vi om hvordan situationen kunne/burde forløbe inden han gik "igang" og det har virket rigtigt fint. ALtså at vi f.eks under madlavningen snakkede om at han den aften skulle prøve at gøre Tristan klar til nat og at det kunne han f.eks gøre sådan og sådan.... Når det så var gået fint nogle gange, så kunne han prøve at putte og det kunne han gøre sådan og sådan....

Så vi har haft en ret naturlig glidende overgang synes jeg... Tristan har hele tiden selv været med på det og han er ikke blevet tvunget. HVis han har været meget modvillig har vi gjort tingene fælles eller har talt med ham om hvorfor han ikke ville. F.eks ville han på et tidspunkt ikke puttes af min kæreste fordi han ikke "læste bogen rigtigt" Det tog os lige nogle gange at greje hvad der var galt - det var så fordi jeg laver stemmerne til bogen anderledes åbenbart

Jeg bakker ham 100% op hvis han har sat en grænse og hvis jeg er så uenig at den skal rettes, så er det ikke mig der retter, så får han igen forklaringen på engelsk og så kan han selv tage samtalen med Tristan og f.eks sige "Tristan, jeg har tænkt over det og du må gerne se tv/få en lakrids/bygge togbane i stuen" eller "Tristan, det var forkert af mig at bliver vred/irriteret på dig, undskyld at jeg overreagerede/ikke lyttede til dig" Og han har i lige grad ret til at "rette" mig og bede mig korrigere situationen.

Oprindeligt indlæg af plattapuss

Ud fra hvad du skriver så lyder det for mig som om det er helt normalt det Tristan gør med vælge dig når Tristans synes pap-far er umulig og vælge pap-far når han synes du er umulig.

Og så er det nok meget sandsynligt at Tristan prøver på at få lidt flere friheder når nu din mor også er der. I et barns øjne er bedsteforældre jo ofte lidt nemmere at snøre end forældre er.

Og det er nok ikke det du fisker efter, men mon ikke du burde fortælle din mor at hun skal blande sig udenom hvad I gør, du ved så længe du kun skriger til puden "Nu blander mor sig F****** igen" så sker der ingen ændringer

Så udover at min mor skal have besked på at klappe i eller pisse af

Så synes du det lyder helt normalt?? Altså ganske almindelig mor/far kamp??

Og ja, han er MEGET mere stridslysten når min mor er her/vi er hos hende... Det er som om han VED at hun blander sig

Oprindeligt indlæg af Fairy

Jeg bakker ham 100% op hvis han har sat en grænse og hvis jeg er så uenig at den skal rettes, så er det ikke mig der retter, så får han igen forklaringen på engelsk og så kan han selv tage samtalen med Tristan og f.eks sige "Tristan, jeg har tænkt over det og du må gerne se tv/få en lakrids/bygge togbane i stuen" eller "Tristan, det var forkert af mig at bliver vred/irriteret på dig, undskyld at jeg overreagerede/ikke lyttede til dig" Og han har i lige grad ret til at "rette" mig og bede mig korrigere situationen.

Jamen, så vil jeg også sige, at det er helt normal opførsel fra Tristan. I bider måske nok mere mærke i det, når det går ud over papfar, fordi der jo ligger en usikkerhed hos jer om, hvorvidt Tristan har taget ham helt til sig. Men som skrevet tidligere, hvis det kun er i konflikterne, at han udviser "modvilje" mod papfar og ikke til daglig, så er det jo helt normalt.

Allerførst, så skal mormor have klar besked om at hun skal flette næbbet og holde op med at forsøge at hijacke opdragelsen af DIT barn. Det kan være freakin' svært at skulle sige fra meget tydeligt hvis hun er meget dominerende, men det er simpelthen nødt til at ske, ellers bliver det her aldrig bedre. Personligt har jeg selv valgt et familiemedlem fra fordi vedkommende ikke fattede at JEG er min søns mor, og at mine beslutninger omkring ham er gældende, uanset hvor uenig vedkommende så var. Det er sådan en person ligesom din mor, som bare ikke kan/vil blande sig udenom, og som vil hijacke situationen, selv foran barnet. Det duer bare ikke. Jeg siger ikke at du skal vælge din mor fra, men hvis hun vitterligt ikke fatter at hun ikke er beslutningstager i forhold til Tristan, så kunne en foreløbig løsning måske være at hun ikke blev inviteret/besøgt på tidspunkter, hvor der kan opstå de her problemer, altså omkring spisetider, putning osv...?

Omkring Tristans skiften frem og tilbage mellem hvem der duer, og hvem der ikke gør, så tror jeg at det delvist er helt normal to-forældre-i-samme-hus-syndrom, hvor knægten godt ved at han får hvad han vil have hvis han "vælger" mor fremfor papfar, eller papfar fremfor mor. Han er jo ikke dum, så han vil selvfølgelig helst have den, der giver efter for hans krav. At han så er begyndt at ville have dig igen ser jeg som et tegn på at *navn* er begyndt at holde fast i sine beslutninger, og det er jo kun positivt.

Derudover, så er der jo allerede sket meget i Tristans korte liv. Med skiftende faderfigurer, boliger osv., så kan jeg godt forestille mig at han har behov for at få nogle helt klare grænser, som kan signalere at tingene er som de er nu, og at der ikke skal "skiftes" mere. Du ved, så der lige kan komme lidt ro på, og han kan finde sig godt til rette med at der nu er to forældre i hjemmet og hvad det medfører.

Tristan har brug for at have sikkerhed omkring reglerne. Hjemme hos mormor er det hende, der bestemmer og hjemme er det mor og *navn*, der bestemmer. Når i er ude er det mor og *navn, der bestemmer. I børnehaven er det pædagogerne, der bestemmer. Når grænserne udviskes (læs: når mormor blander sig i ting, hun ikke skal, i jeres hjem), så bliver knægten snotforvirret, for han aner ikke hvad han kan regne med. Mormor er simpelthen nødt til at acceptere at hun ikke skal blande sig i jeres hjem, og da SLET ikke mens Tristan er til stede.

Det blev vist lidt rodet Men mon ikke du ved hvad jeg mener

Åh jeg gider ikke læse det hele

Tillykke! Du/I har et barn!

Din mor skal være MARKANT mindre ind over - du og din kæreste skal lære at leve jeres eget liv, så længe I læner jer op ad hende på den måde I gør (Der er ingen der siger, at fordi man har haft 1-2-15 børn, at man så ved, hvordan krukken skal drejes!), så vil hun i høj grad gå over jeres grænser. Sig fra, og tag nogle beslutninger SELV, og lær så af dem til næste gang!

Tillykke! Din kæreste bliver set på lige fod med dig! (og den slags problematikker du beskriver sker også med bioforældre, der bor sammen ).

Jeg synes der er forskel på at opdrage og at putte.at blive puttet sku gerne være rart og hyggeligt,og jeg kan ikke se skaden ved at han blir puttet af den anden hvis han helst vil det.jeg havde nok spurgt hvem der lige var dagens helt og såvidt det var praktisk muligt lade ham bestemme det,jeg synes ikke det er et stort slagsmål værd om det er den ene eller den anden. Iøvrigt tænker jeg hans liv med mænd ikke har været særligt godt,og at det bånd man har af at ha været sammen mange år og som man ikke bare kan lege er ens for selv den mest deltagende nye kæreste,gør at det vil ta noget længere tid end i har været sammen før man kan forvente der ikke grundlæggende er en forskel for barnet på om det er den rigtige forælder eller ej,i mine øjne er det ren utopi hvad du forventer af din dreng.

Ha, her er der to bio-forældre og Sophie er MEGET selektiv i hvem skal hvad. Her forleden var det KUN mor, der duede og forleden igen var det omvendt.
Det er helt normalt.

Og så må din mor blande sig udenom hjemme hos jer!
Basta