Hos os der er det mig der bliver hjemme hvis hun fx er syg en fredag hvor der er samvær. Så henter han hende hos mig hvis hun er rask nok til at sidde i bilen ( lang tur), eller vi bytter weekend hvis vi alle tre synes det er den bedste løsning. Hvis hun er syg den dag samvær slutter og det er en hverdag, så tager jeg hende også. Fordi der i vores aftale fra SF står at han har hende fra klokken xx til klokken xx den og den dag.

Vi har en aftale om, at der barnet vågner og er syg, bliver hjemme. Hvis han bliver ringet hjem, så er det den, der alligevel skulle have hentet, som henter.

Vi har børnene ved 99% af all sygdom - en sjælden gang må jeg så gennemtrumfe at deres far overtager, f.eks nu her når de begge har været syge ret længe, og vi har opbrugt alle vores muligheder for at flytte / fridage / hjemmearbejdsdage osv... så blev Lasse (under meget store protester om hvor vanskligt det var for ham (altså far)) sendt hjem til far.

Vi har aftalt os frem til det, alt efter hvem der havde lettest ved at tage fri. "Vi" er i dette tilfælde mig og mine sønners stedmor - jeg kan ikke mindes, min eksmand nogen sinde har haft barnets første sygedag, med mindre der har været tale om operationer o.l.

Vi tager dem som de kommer. Den af os der har nemmest ved at blive hjemme lige den dag, tager den.
Da han var mindre tog jeg stort set alle sygedage, for det var meget svært for hans far at 'se ham syg' (citat slut).

Her ville det være hip som hap hvem der tog den. Vi ville evt dele den, hvis han havde tidligt fri og jeg skulle arbejde sent.

Tak for jeres svar!
I vores tilfælde tror jeg desværre ikke på en løsning, hvor vi tager det som det kommer.
Vi taler meget lidt og meget dårligt sammen, så jeg kan lige forudse, hvor store konflikter det kunne give...
Min ex har aldrig taget barnets første sygedag, de har altid hængt på mig.
Det synes jeg ikke er rimeligt længere, så vi må vist hellere få lavet en fast aftale om, hvordan vi gør ved sygdom.

Oprindeligt indlæg af Menille

Tak for jeres svar!
I vores tilfælde tror jeg desværre ikke på en løsning, hvor vi tager det som det kommer.
Vi taler meget lidt og meget dårligt sammen, så jeg kan lige forudse, hvor store konflikter det kunne give...
Min ex har aldrig taget barnets første sygedag, de har altid hængt på mig.
Det synes jeg ikke er rimeligt længere, så vi må vist hellere få lavet en fast aftale om, hvordan vi gør ved sygdom.

Det bedste er helt klart, at I laver en aftale, som I begge er med på og derfor vil følge.

Generelt er praksis, at der er samvær med mindre barnet er meget sygt. Som jeg forstår det, er det ved sygdom op til forældrene at aftale om samværet starter om morgenen eller efter arbejde, dvs. hvem af dem, der holder sygedag med barnet, når det er en skiftedag.

Ved sygdom på andre dage, er det kun godt samarbejdende forældre, jeg har hørt om, der kan tage udgangspunkt i både barnets og forældrenes ønsker og behov. Ellers har det enten været bopælsforælderen, der tog sygedagene eller altid den, barnet var hos den dag, der tog sygedagen.

Hvis tingene går op i hat og briller, skal du vide, at følgende gælder: samvær er en ret for barnet, ikke en pligt for samværsforælderen. Dvs. hvis faderen ikke vil have barnet på samvær, når det er sygt, har du ingen muligheder for at tvinge ham.

Hvis han har en interesse i barnet udover at være tivolifar, så er det en interesse, du kan appellere til. Hvis han konsekvent frasiger sig samvær ved sygdom, står han nemlig dårligere, hvis I ender i Statsforvaltningen.

Hvordan har I gjort tidligere, hvis barnet har været sygt på dage, h*n skulle være hos faderen? Eller det er måske aldrig sket?

Hmm her er det mig, der tager de aller fleste sygedage for mine børn og kærestens børn. Jeg er for det meste hjemme så det er jo oplagt.
Er kærestens børn hos hans ekskone henter jeg dem bare.