Jeg synes du gjorde det helt rigtige, og ja det er charmen for den alder, og nej jeg synes bestemt ikke det er dumt at holde ved det man har sagt, på et tidspunkt prøver hun dig ikke af længere, fordi hun har lært at du mener hvad du siger.

Så jeg synes bestemt du tacklede det super !

Det lyder meget alderssvarende og din takling lyder udemærket for mig.

Jeg havde hellere ikke båret hende, men tilbudt klapvogn og ved totalt hysteri, så havde jeg nok sat barnet i den stille og roligt uden mere pjat andet end 'Jeg kan høre, at du er vred og vil noget andet, men nu må du sidde her lidt'.

Oprindeligt indlæg af Rakel

Det lyder meget alderssvarende.

Jeg havde hellere ikke båret hende, men tilbudt klapvogn og ved totalt hysteri, så havde jeg nok sat barnet i den stille og roligt uden mere pjat.

Hvis vi kunne sætte hende uden pjat, havde vi gjort det, hun var fuldstændig vild. Anede ikke, så lille et menneske, kunne blive så gal!

Og havde vi vist, hun blev ved uendeligt, havde vi måske gjort anderledes.

Oprindeligt indlæg af Herself

Hvis vi kunne sætte hende uden pjat, havde vi gjort det, hun var fuldstændig vild. Anede ikke, så lille et menneske, kunne blive så gal!

Og havde vi vist, hun blev ved uendeligt, havde vi måske gjort anderledes.

hvad fx ?

Oprindeligt indlæg af Ydrk

hvad fx ?

Sat hende i vognen før. Gået hjem en af os. Pludselig fik jeg bare den det 'den her vinder hun bare ikke'
- og hadede det. Det virkede barnligt.

Altså nu ved jeg at jeg ikke bliver populær, men havde det været hjemme hos mig og vi havde haft muligheden osv. så havde det været som du siger: En af os var gået hjem med hende hvis ikke hun faldt ned.
Jeg er gået hjem med Sarah de gange hvor det har været muligt og hun har opført sig som du beskriver. Fra spisesteder, supermarkeder og lign. Hvis vi fx. havde planlagt en hyggetur i centeret.
Men det er jo altid svært for man skal jo ikke straffe det andet barn og nogengange er det bare ikke muligt at gå hjem.
Andre gange tror jeg bare ikke man skal give et valg hvis man på forhånd kan se at det bliver for meget for barnet.

Jeg ville have gjort det samme. I øjeblikket træner jeg meget med mig selv, at nej altså er nej. Nogen gange er det så nemt at stoppe konflikten ved at give efter, men jeg tror, at det bider sig selv i måsen på længere sigt. Det eneste jeg måske ville have gjort anderledes ville være, at sætte hende i vognen tidligere, men jeg havde holdt fast i nej'et.

Oprindeligt indlæg af Herself

Hvis vi kunne sætte hende uden pjat, havde vi gjort det, hun var fuldstændig vild. Anede ikke, så lille et menneske, kunne blive så gal!

Og havde vi vist, hun blev ved uendeligt, havde vi måske gjort anderledes.

Så havde jeg nok taget hende under armen og gået hjem. Og vi havde nu nok samlet arme og ben på barnet og puttet det ned i vognen istedet for at bære hende. Også under skrig og skrål og vild protest. Et nej er et nej.

Måske I skal overveje, hvornår I siger fra? For man kan netop ikke vide, hvor langt hysteriet er. Min erfaring med den alder er så, at de kan blive ganske meget ved, så man lige så godt kan sige fra og få det sluttet.

En stund siden selv vår yngste var 2,5 her, men her ville løsningen vært enkel: "Du har nå to - og bare to - valg: Vognen eller gå selv. Du har likeså to minutter å gjøre det valget (jeg hadde markert ved å ta av meg klokken og se på den). Velger ikke DU i løpet av de to minuttene, så velger VI - og da blir det vognen til vi er hjemme. Velger du selv kan du når som helst ombestemme deg, men bare TO ganger på turen. Fortsetter du hylingen etter at du eller vi har valgt, så snur vi og går vi hjem med deg - med EN gang. Valgtiden din starter NÅ (gjerne et knepp på klokken for å markere). "

Vel, da var det bare å velge. Vi hadde fulgt opp konsekvensen av valget til siste sekund.

Hos oss var likevel ikke dette praktisk problem, for alle barna gikk kilometervis før de var tre år. Mange lurte på hvorfor, og selv tror jeg svaret var enkelt. Gikk vi sammen med barna, så var det DE som bestemte tempoet, ikke vi - alltid. Hadde vi det for travelt til det (noe vi etter beste prøvde å unngå, men situasjonene forekom hos oss også), så ble de konsekvent enten båret i meis på ryggen eller kjørt. Vi forklarte at når vi måtte skynde oss kunne det gjøre vondt i beina å gå for den som hadde korte bein og derfor måtte ta mange og korte skritt i stedet for lengre og ikke så mange, så derfor skulle de ikke gå da når vi hadde det travelt før beina var blitt lengre. Det godtok to uten videre, og tredje etter ETT forsøk som beviste realiteten i dette. Et kvarter holdt rikelig til å overbevise om at meis og vogn var bedre sted å være i slike situasjoner.

Hvorvidt folk glor i slike situasjoner, nei DET har aldri interessert oss. I oppdragelsen brukte vi konsekvent den fremgangsmåten vi var enige om og håndhevet presis de konsekvenser vi varslet. Så fikk folk bare glo til øynene stod ut av hodet på dem om de ville! Derimot sørget vi for å avlite slike situasjoner på meget kort tid før det bar hjemover. Barna lærte noe vesentlig av det: EN "klar melding ut", et visst antall minutter å avgjøre, og så bar det hjemover om tullet fortsatte. HVER gang. Det ble ikke mange ganger med maktkamp hos noen.