Jeg kan 100 % genkende din oplevelse. Ved min første fødsel gik jeg 2 uger over tid, men gik dog selv i gang til sidst. Jeg havde som dig været helt overbevist om, at min krop ville være som skabt til det der med at føde, så min skuffelse var bare SÅ stor over, at fødslen ikke gik i gang. Men det kan slet ikke måle sig med den skuffelse, jeg følte, da fødslen så ikke forløb, som den skulle - jeg åbnede mig aldrig mere end 5 cm og endte med akut kejsersnit. Er du gal, hvor var jeg bare super skuffet over mig selv og min krop!

Men helt ærligt, så tror jeg, at man skal prøve at lægge den der følelse af skuffelse lidt på hylden. For det første kan det sagtens være, at din krop bare først er klar til at føde om nogle dage. For det andet er mennesket desværre indrettet sådan, at en rimeligt stor del af kvinderne dør i forbindelse med graviditet og fødsel, hvis tingene forløber naturligt. Så jeg tror, at man skal ændre sit perspektiv lidt og glæde sig over, at man lever i et samfund, hvor babyerne kan komme ud sunde og raske og hvor vi også selv overlever.

Hvis du bor i Kbh kan jeg dog anbefale dig to jordemødre, der giver akupunktur. Hos mig har det igangsat fødslen begge gange inden 1-2 døgn.

Årh godt at høre jeg ikke er den eneste!!
Ved jeg burde give slip men synes det er så svært!! For 3 uger siden fik jeg beskeden på FG at jeg var 1 cm åben og livmoderhalsen var væk så de regnede ikke med jeg gik til termin! Så gik jo i 2 uger med masser af plukveer som aldrig blev til mere! Kan ikke lade være med at tænke det er min skyld, mig der stopper dem før de rigtig får startet op! Ved jo godt det er noget fis men altså! Lorte krop!

Håber ved at være bedre forberedt på at fødslen ikke altid går som man ønsker at jeg måske kan mindste skuffelsen..
Bor desværre i Syddanmark
Men har fået tilbudt en hindeløsning imorgen- har jeg dog takket nej til da jeg ikke vil risikere at føde d.29 i hvert fald ikke hjælpe det på vej lige der

Hæ, kender udmærket din følelse. Nu har jeg jo lige født barn nr. 2 for 8 uger siden, og der havde jeg også massive plukkeveer fra 39+0. Troede virkelig, at NU skulle det være. Og så gik det bare i sig selv igen og jeg følte også virkelig, at den krop da var en klaphat til at forstå, at barnet skulle ud nu.

Anden fødsel gik dog i gang ved 40+5 og jeg ville nok have kunne føde normalt, hvis der ikke var kommet komplikationer (som så betød kejsersnit igen), så på en måde har jeg tilgivet min krop nu.

Dejligt at du har tilgivet din krop !
Ved jeg nok skal komme mig over skuffelsen når han engang vælger at komme ud - men lige nu er det så svært!
Men 5 dage også skulle dyret gerne være her

Disclaimer: Det nedenstående virker muligvis møgirriterende og bedrevidende. Sorry, det er ikke ment sådan

Jeg synes du bliver nødt til at også stole på din krop i denne situation. Der er nok en god grund til at du ikke har født endnu, f.eks. at baby har brug for mere tid, eller noget andet. Du er jo ikke unaturligt langt over tid, og ville det ikke være underligt at lige det var på dagen præcist hvor længe en kvinde er gravid?

Og nu til det rigtig irriterende: Du skal nok regne med at ændre din opfattelse af hvad der er "normalt" et par gange eller 100 i din karriere som forælder, så hvorfor ikke starte med at acceptere det nu?

Tja, jeg havde tid til igangsættelse kl 9 ved 42+0 - kl 5 startede veerne spontant. Så der er håb endnu.

Der ud over så er det så himmelråbende ligegyldigt, bare der kommer et sundt og raskt barn ud, men det hænder jo at man ikke altid er lige rationel

Handler ikke så meget om hvad der er normalt - som det handler om hvad jeg havde af forventning til min krop. Havde ikke regnet med at føde lige på dagen. Og havde nok også bedre kunnet acceptere at gå over tid hvis det ikke var for alle de udtalelser fra diverse JM om at jeg ikke gik til termin

Har ikke som sådan mistet tilliden til min krop - tror stadig at jeg er i stand til at føde og at det nok skal gå godt, vi er jo stadig skabt til det men synes det er svært at acceptere at min krop ikke går igang når alle tegn peger mod en baby der er klar

Oprindeligt indlæg af Lille_Vusel

Tja, jeg havde tid til igangsættelse kl 9 ved 42+0 - kl 5 startede veerne spontant. Så der er håb endnu.

Der ud over så er det så himmelråbende ligegyldigt, bare der kommer et sundt og raskt barn ud, men det hænder jo at man ikke altid er lige rationel

Bla bla bla handler ikke om at jeg ikke frem for alt vil have et sundt barn, hvis jeg skulle vælge mellem at gå 100 år over tid eller få et sundt barn ved jeg jo godt hvad jeg villle vælge. Men er bare ikke lige det som tråden handler om

Oprindeligt indlæg af Munk71

Og nu til det rigtig irriterende: Du skal nok regne med at ændre din opfattelse af hvad der er "normalt" et par gange eller 100 i din karriere som forælder, så hvorfor ikke starte med at acceptere det nu?

Jeg vil nu stadig sige, at jeg ikke på noget tidspunkt i min tid som forælder er blevet skuffet på den måde, jeg blev det i forbindelse med min første fødsel. Men derudover er jeg da enig i, at man bliver nødt til at lægge de forventninger og den skuffelse på hylden.