Fødslen går i gang
Klokken 1.15 lørdag den 31. marts vågner jeg midt i en grum ve. Det tager mig lidt tid at vågne, og jeg konstaterer egentlig bare, at det gjorde virkelig ondt, og det da mindede uhyggeligt meget om en rigtig ve. Kort tid efter kommer endnu en, og jeg kæmper hårdt for at trække vejret. Jeg går ned og tisser, og mens jeg sidder der får jeg endnu en ve. Den er dog ikke så kraftig som de to foregående, men jeg er alligevel nødt til at vippe lidt frem og tilbage på toilettet. Vel oppe i seng igen får jeg endnu en ve, og jeg puster og stønner nu så kraftigt, at jeg vækker manden med det. Han rækker en hånd ud til mig, og efter at have fået klemt hånden et par gange, beder han mig om at klemme i puden i stedet. På dette tidspunkt er det slet ikke gået op for nogen af os, at fødslen er i gang. Jeg havde jo snydeveer små 24 timer tidligere, så jeg er overbevist om, at dette også går i sig selv igen. Efter endnu et par veer opgiver jeg dog at blive liggende i sengen, og jeg står op, så manden også kan få ro. Klokken er nu 2.40.
Af en eller anden grund vælger jeg at tage tøj på. Jeg kommer også på toilettet med særdeles blød mave, men det er igen noget jeg har døjet med i flere uger, så jeg tager det slet ikke som et tegn. Jeg finder lynhurtigt ud af, at jeg har det bedst med at stå op, så jeg hænger ind over køkkenbordet med en pude under armene. Jeg bliver enig med mig selv om, at det nok er en god ide at tage min ve app i brug. Veerne kommer med mellem 3 og 7 minutters mellemrum og de varer cirka 40 sekunder. De gør aller helvedes ondt, og det kommer meget bag på mig, at der allerede er så meget smæk på. Klokken 3 bliver jeg enig med mig selv om, at jeg giver det en time før jeg ringer til FG. En del af mig er sikker på, at det vil gå i sig selv igen, og så vil det jo være ret fjollet at ringe til FG, hive manden ud af sengen og hive min mor ud af sengen. Og jeg vil jo heller ikke være en pylremås, der ikke kan klare lidt veer.
Klokken 3.30 giver jeg dog op. Jeg brøler som en ko under veerne, og de gør bare ONDT. Jeg ringer til FG, og jm er ikke i tvivl om, at vi bare skal komme ind. Jeg går op og vækker manden, og han lader ikke helt til at forstå, hvad der sker. Lige der synes han vidst egentlig, at det er lidt fjollet at tage afsted. Jeg ringer til min mor, som skal være hos Emma, og da mine forældre bor kun 5 minutter væk, går der ikke lang tid, før hun er her. I mellem tiden får jeg i et par vepauser sat hår og sat kontaktlinser i. Jeg skal på toilettet igen, og her har jeg kraftig tegnblødning og resten af slimproppen går. Alligevel er det ikke gået helt op for mig, at jeg er i fødsel.

Vi har 18 km til sygehuset og de første 3-4 km får jeg nogle gode veer. Jeg er ved at dø ved tanken om at skulle sidde i bilen, men de næste 10 km får jeg faktisk ingen veer. Da vi kører ind i Roskilde spørger manden mig da også, hvor de veer bliver af, og idet vi kører ind på sygehusets grund bliver jeg lammetævet af en ve. Jeg får endnu en ve, da jeg skal til at stå ud af bilen, og så har jeg ellers travlt med at komme op på FG inden næste ve. Klokken er 4.30.

Vi når lige ind af døren på FG, da endnu en ve kommer, og jm der tager i mod os konstaterer meget overraskende, at der da er godt smæk på de veer. ‘’No shit, Sherlock’’ tænker jeg. Hun tager os ned på en undersøgelsesstue, men efter at have overværet endnu en ve beslutter hun, at vi vidst bare skal direkte ind på en fødestue. På fødestuen bliver jeg undersøgt, og jeg er 5 cm åben. En anden jm kommer og overtager, og jeg bliver koblet på CTG, så vi kan overvåge veerne. Da jeg står op, fanger den dog ikke veerne så godt, men jm er på ingen måde i tvivl om, at der er fuld smæk på de veer. Heldigvis er jeg fint klar i hovedet mellem veerne, og jeg får skrevet en sms til mine to nærmeste veninder som lovet, og de er begge meget imponeret over, at jeg er i stand til skriver sms’er. JM og jeg får også snakket om smertelindring, og til at starte med vil jeg gerne have akupunktur. Det gør dog alt for ondt at få lagt, og hun beder mig overveje en epidural. Jeg vil egentlig gerne klare mig uden, men efter lidt betænkningstid beder jeg om den. Jeg havde super god effekt af den sidst, og da jeg kun har fået to timers søvn, vil det nok være en god ide at få slappet lidt af. Samtidig er epi’en også kendt for, at have en BT sænkende effekt, og jm og jeg er enige om, at med mit høje BT, vil epi’en også være en god ide. Hun gør klar til den, og kalder derefter på anæstesilægen. Klokken når dog at blive omkring 7-7.15 inden anæstesilægen kommer, og jeg er ærlig talt ved at blive sindsyg i mellemtiden. Jeg bander højlydt under veerne, og det føles som om der går 100 år. Min lettelse er derfor stor, da hun træder ind af døren.

Epi’en bliver lagt forholdvis nemt, og allerede takket være lokalbedøvelsen mærker jeg mindre til veerne. Jeg kan sidde oprejst, og jeg mærker kun en let smerte, mens anæstesilægen gør klar til første skud bedøvelse. Til dem der ikke er klar over det, får man første en dosis, og så bliver man koblet op på drop, hvor man langsomt får bedøvelsen.
Da epi’en er lagt er planen, at manden og jeg skal have lidt morgenmad, og så skal jeg hvile mig. Jeg vil også gerne lige ringe til min mor og høre, hvordan Emma har det.
Jeg får hjælp til at komme lidt ned at ligge, da jm lige skal mærke på mig, men jeg når knap nok at ligge mig før jeg meget overraskende konstaterer, at jeg har kvalme og har det underligt. Jeg får lige sagt det til jm, og så bliver jeg for alvor dårlig. Mit BT styrtdykker, og jeg får meget hurtigt stukket en iltmaske foran ansigtet. Jeg kan mærke, at jeg er ved at besvime og jm spørger mig mange gange, om jeg stadig er til stede. Jeg kan svare, men jeg føler, at det hele sejler rundt. Jeg kan fornemme, at der sker en hel masse omkring mig, og bag ved jm kan jeg se min mand, som mildest talt ser rædselslagen ud. Han kan stå og se mig være godt væk, og samtidig kan han se på CTG’en at mit BT fald påvirker Tias kraftigt. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, men da jeg begynder at blive klar i hovedet, er en ny jm og jm-studerende kommet ind på stuen, da der er vagtskifte. Pudsigt nok er det samme jm, som jeg fødte med sidst. Jeg aftaler med jm, at denne gang gider vi ikke ud i 2 timers presseveer og cup.
Der går lidt tid før jeg kan slippe iltmasken, og da jeg endelig kommer helt til mig selv, er jeg drøn hammerende træt og ikke mindst forvirret. Det var ret voldsomt at opleve, at jeg blev så dårlig, og samtidig er jeg bekymret for Tias. Der er i mellemtiden kommet en læge ind for at kigge på CTG’en, og hun forsikrer mig om, at Tias har det fint og er rettet ind igen.

Lige inden jeg bliver dårlig føltes det som om, at vandet går, så det skal tjekkes inden vi kan få noget at spise. Vandet er ikke gået, så jm beslutter sig for at tage det, så de kan tjekke farven og dermed få en ide om, hvordan Tias har det. Vandet er fint klart, men Tias skal have en elektrode på hovedet, så de bedre kan følge ham.
Inden elektroden bliver lagt vil lægen dog gerne lige tage en blodprøve fra hans hoved for en sikkerheds skyld. JM-stud. gør klar til at lægge elektroden og i mens bliver jeg lagt an til at få taget blodprøven. Både manden og jeg er på dette tidspunkt noget rystet over mit BT fald, og på dette tidspunkt tænker jeg, at nu kan det da heldigvis ikke blive værre.

Helvede og mit værste mareridt bryder løs
Blodprøven bliver taget, og jm går ud for at tjekke svaret. Efter kort tid stikker hun hovedet ind af døren, og jeg ligger med hovedet direkte mod døren. Jeg kan tydeligt se og høre på hende, at det her er ikke godt. Lægen stivner, og min mand fortæller, at jm-stud. også stivner i sin bevægelse. Efter få minutter kommer næste svar, og det er det samme som før. Lægen råber hyper akut kejsersnit og så bryder helvede løs. JM kommer drønende ind af døren og giver mig trusser på, manden får besked på at blive siddende og at der vil blive kaldt på ham, når det er overstået. Jeg har fået trusser på, og forhænget bliver trukket til siden og døren bliver åbnet. Ude på gangen står hvad der føles som 50 mennesker og venter. Jeg får at vide, at jeg selv skal prøve at kommer over i en seng, og jeg bliver støttet fra begge sider. Mit hoved er slet ikke med. Af en eller anden mystisk grund får jeg dog tænkt på kameraet, og jeg spørger, om nogen kan tage billeder. JM får kameraet i lommen og så løber de ellers med mig. Jeg får stukket noget mavesyreneutraliserende i hånden som jeg skal drikke omgående, og i elevetoren til OP fortæller jm-stud. mig, at jeg vil blive lagt til at sove. Her knækker filmen fuldstændig for mig, og tårerne begynder at trille. Jeg kan slet ikke overskue, at jeg skal ligge der helt alene uden manden, og jeg kan slet ikke overskue, at Tias skal komme til verden uden en klar tilstedeværelse fra sine forældre.
Anæstesilægen er dog heldivis den samme som lagde min epi, og hun siger, at vi sagtens kan bruge den indgang til at bedøve mig med, og dermed slipper jeg for fuld narkose. Der bliver hurtigt ringet efter manden, og jeg er lettet. Dog er jeg ikke rolig, før han sidder ved siden af mig. En masse forskellige mennesker præsenterer sig for mig, og jeg har ærlig talt ikke styr på, hvem de er. Jeg konstaterer dog overraskende for mig selv, at alle på stuen er kvinder.
Jeg bliver stillet det obligatoriske spørgsmål om jeg kan mærke noget, og får at vide at de lige har nevet mig med en stor tang. Herefter går de i gang, og hold da kæft hvor er det bare ubehageligt. Jeg er rædselslagen for at gå til tandlægen, men jeg kun nu helt ærligt sige, at jeg har oplevet noget der er værre. De hiver og flår i mig, og det føles så voldsomt. Efter hvad der føles som meget lang tid kan jeg høre et skrig og Tias er født. Klokken er 8.57. Manden og jeg kigger på hinanden, og vi har begge tårer i øjnene. Manden går over til ham, og jeg spørger mange gange ud i rummet, om han har det fint. Hver gang får jeg det samme svar, at han har det fint.
Jeg synes de bliver ved og ved med at rode ved mig, og jeg er ærlig talt lidt træt af det. Jeg spørger da også, om de ikke snart er færdig. Jeg er faktisk godt og grundigt irriteret på dette tidspunkt. Jeg vil bare have, at de skal være færdige, så jeg kan få lov til at få Tias i armene og få lidt fred sammen med manden.
Endelig kommer manden over til mig med Tias, og børnelægen fortæller, at han har det fint. Hun understreger samtidig, at det er meget vigtigt, at han får noget hud til hud kontakt med enten manden eller mig. Manden går væk med ham igen, og jeg fanger egentlig ikke, at Tias kommer tilbage på børnebordet, fordi han knirker en del.
Jeg blier gjort færdig og bliver lagt over i en seng, og ude på gangen kommer børnelægen og siger, at hun er nødt til at tage Tias op på neonatalafdelingen. Hans vejrtrækning er ikke helt god. Manden går som vi har aftalt med Tias, og jeg bliver kørt på opvågning.

Efter fødslen
Der ligger jeg så helt alene, og fatter overhovedet ikke, hvad der er sket. Jeg føler mig totalt alene, og jeg aner ikke, hvordan Tias har det. Jeg har kun set ham hurtigt, og det føles som om, at jeg har fået fjernet en vital kropsdel. Jeg har aldrig haft svært ved at forestille mig, hvor forfærdeligt det må være, at blive adskilt fra sit barn lige efter fødslen, men det er først i dette øjeblik jeg virkelig forstår, hvor forfærdeligt og traumatiserende det egentligt er. Min veninde ligger oppe på barselsgangen, og jeg ved at hendes kæreste er hos hende, så jeg beder om at der bliver ringet efter hende. Jeg har brug for at se noget trygt og velkendt. Jeg får dog at vide, at fordi hun ikke er nærmeste pårørende, må hun ikke komme ned til mig.

Omkring klokken 10 bliver jeg kørt op på barselsgangen. En sygeplejerske tager i mod mig, og som det første beder jeg hende om at hente min veninde. Min mand har nået at orientere hende om vi blev kørt til aks, og jeg kan se på hende, at hun er bekymret. Tårerne sprøjter ud af øjnene på mig, da jeg ser hende. Jeg kan ikke huske, hvad vi taler om, men hun gør alt hvad hun kan for at berolige mig. Jeg kan kun tænke på, hvornår jeg må komme ned til manden og Tias på neo. Sygeplejersken skal dog først tjekke mit BT og se om min livmoder har trukket sig sammen. Jeg får også noget morfin til at tage smerterne. Endelig siger hun, at hun vil efter en portør, så jeg kan blive kørt ned på neo. Klokken er omkring 10.30.

Jeg bliver kørt ned på neo, og det smukkeste syn i hele verden møder mig. Min store mand sidder i bar overkrop med den smukkeste lille baby liggende på brystet. Jeg bliver dog også lidt forskrækket over at se Tias med c-pap, men jeg får hurtigt forklaret, at jeg ikke skal være bekymret. Endelig kommer det øjeblik jeg har ventet på. Jeg får Tias lagt ind på brystet, og alle brikkerne i pulsespillet faldet på plads. Jeg føler en øjeblikkelig ro i hele kroppen, og jeg har lyst til at blive liggende der for evigt. Jeg ved ikke, hvad manden og jeg taler om. Jeg kan ikke huske ret meget andet end jeg er lettet over at have Tias liggende hos mig.
Efter noget tid går det op for mig, at ingen ved at jeg har født, og vores familie er sikkert ved at gå ud af deres gode skind af bekymring. Det sidste de har hørt er, at vi bliver kørt til aks, fordi Tias ikke har det godt. Jeg beder derfor manden om at få fat i vores telefonen og orienterer vores nærmeste.
I mens Tias ligger hos mig bliver hans vejrtrækning bedre og omkring 12.15 bliver han fri af c-pap’en. Vi håber, at han kan klarer sig fint uden, for så kan vi forhåbentlig få ham med op på barselsgangen senere på dagen. Omkring dette tidspunkt må jeg erkende, at jeg er nødt til at komme op og få noget mere smertestillende og ikke mindst noget at spise. Jeg har det så elendigt med at skulle gå fra Tias igen, men jeg ved at det er nødvendigt. Jeg vil også gerne op og stå. Emma kommer senere, og jeg vil helst ikke ligge i sengen, når hun kommer.

2 timer senere er vi tilbage på neo, og Tias har klaret sig så fint uden c-pap’en. De vil tage nye blodprøver, og hvis de er fine, kan vi få ham med på barselsgangen. Min mor kommer med Emma og min bedste veninde og hendes mand kommer også. Jeg er lykkelig for at se nogle velkendte ansigter, og både min mor og min veninde er lettet over at se os.
Blodprøven viser, at Tias har det fint, og vi får ham med på barselsgangen. Jeg bærer ham selv derop, og jeg holder ham tæt ind til mig hele vejen.
Pga. kejsersnittet er vi nødt til at være indlagt, og det er jeg bestemt ikke glad for. Til alt held er der ikke særlig mange fødende, så jeg får stuen helt for mig selv, og den fred og ro har jeg stærkt brug for. Manden får tilbudt, at han kan blive hos os, men vi bliver enige om, at han skal tage hjem og sove, så han kan være hos Emma.

Tias er nu 9 dage gammel, og jeg er stadig i en helingsprocess. En del af mig forstår stadig ikke helt, hvad det er der er sket. Jeg føler en enorm sorg over at blive snydt for den fødsel, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg kan aldrig nogensinde få det igen, og det er jeg bare nødt til at leve med. Kejsersnit har altid været noget, som jeg har frygtet, og lige pludselig lå jeg på OP, og det gik så stærkt, at jeg slet ikke kunne nå at få hovedet med.
Jeg havde glædet mig til at skulle føde ambulant, og komme hjem få timer efter fødslen. Da vi kørte mod sygehuset tænkte jeg, at nu ville jeg sikkert føde i løbet af formiddagen, og så kunne vi komme hjem om eftermiddagen. Det var i mit hoved perfekt timet, og lige pludselig stod jeg i levende live i mit værste mareridt. Jeg har grædt og grædt og grædt, og jeg er ikke færdig endnu. Det kommer til at tage tid for mig at accepterere, at det skulle gå som det gjorde.

I skal selvfølgelig ikke snydes for billeder af mit lille myr på 2.785 gram og 51 cm. På trods af den hårde medfart scorede han flot 9/1 og 10/5 i apgar.

Sikke en omgang Synes du har klaret det flot

Endnu engang stort tillykke med Tias

Edit: Så lige billederne var lagt på, hvor er han dejlig

Åh, hvor er han fin og lækker. Og hold nu op, en omgang I alle sammen har været igennem. Jeg synes, du er den sejeste i verden for at have klaret det, og jeg kan godt forstå, at det hele stadig raser i dig. Forhåbentlig har du nogen at snakke det hele igennem med igen og igen - og igen?

Sikke en omgang...
Jeg har helt tårer i øjnene, men tror det er godt du har fået sat ord på

Tak for den lange beretning søde Boh

Jeg kan på slet ikke forestille mig hvordan det må være for dig Jeg sad med tårene trillende fra du blev kørt afsted til aks og det sidste punktum i beretningen.. Kan godt forstå du ikke er færdig med at græde endnu.. Og det skal du også bare gøre! Græd alt hvad du kan og hold dig ikke tilbage..

Årh sikke en omgang, men for pokker et lækkert resultat og så fint navn

Tillykke med din fine dreng Boh Han ser yndig ud. Hvordan udtaler du navnet Ti-as eller ligesom Matias, bare uden Ma

Det er en barsk omgang, søde pige. Jeg kender kun alt for godt følelsen af, at være blevet snydt, det er skrækkeligt. Men for mig, er det kommet så meget på afstand, at det nu bare er en kendsgerning, at min 1. fødsel var noget lort. Håber, at du kommer ovenpå snart igen.
Hvorfor var det, at det kejsersnit pludselig skulle være så hyperakut, det synes jeg ikke, at jeg kunne læse nogen steder ?