Havde lige denne diskussion med min kæreste forleden. Han er læge og har et lidt andet syn på sagen...

Hvad så med psykiske syge, der gang på gang får tilbagefald? Skal de så også ha lov til at dø?

Min mening er, at har man en uhelbredelig FYSISK sygdom, som vil tage livet af én, inden for en periode på få måneder), så ja - så skal man ha lov til at dø. Her tænker jeg kræft, ALS, parkinsons, alzheimers o.l....

Jeg vil gerne være fri for at tage stilling til, om psykisk syge skal ha samme mulighed, for jeg ved slet ikke nok om dét emne.


Selv er jeg meget i tvivl om jeg kunne udøve aktiv dødshjælp.
Min far er 80 og har alzheimers... Det ville knuse mit hjerte, hvis han bad mig om hjælp til at dø, for jeg ville ikke kunne sige nej. Men det knuser mig også lidt, hver gang jeg ser ham, fordi det går ned af bakke for ham.

__________________

Far er den bedste i verden.

Meget god pointe...

__________________

Far er den bedste i verden.

Hvad med en patient med ALS, der ikke længere kan bevæge sig, og gerne vil dø?

__________________

Far er den bedste i verden.

Et liv er altså mere end at glide ind og ud af behandling og hospitalssenge. Så hvor meget har man tilbage at miste af det hvis det alligevel blot er det man foretager sig med det?

Jeg kan ikke bruge de der argumenter med familiemedlemmer til noget. Jeg ville da aldrig holde liv i min far eller mor eller nogen anden, imod deres vilje, hvis det voldte dem smerter og besvær. Det er ens eget liv. Man lever ikke for sine forældre, sine børn eller nogen andre.

__________________
Extreme Reality-Action Show - D. 17/7-2010
En sød historie - D. 2/6-2010

Problemet går nok også i højere grad den anden vej. At man måske ville være tilbøjelig til at vælge den udvej, hvis man følte sig til besvær.
Det bliver pludselig ens eget ansvar at være til, på en eller anden måde. Og så er det også ens eget ansvar, når familien skal besværes med besøg og medicin og sygdom og sådan...

__________________
Du ser træt ud - skal jeg holde din kæft?



Nu med salgstråd

Tja, men det er jo risikoen ved ikke at flytte til et andet land. Når en dag mine forældre bliver gamle og syge, så må jeg da også tygge i mig at det så er min tur til at være lidt opmærksom på dem, som de har været det for mig.

Hvis de ville vælge døden fremfor at belemre mig med lidt krav om opmærksomhed, så er vi godt nok ude på et skråplan. Og der kan vi jo så begynde at snakke om hvorvidt det så er et fornuftigt valg, hvilket der vel skulle tages stilling til af et etisk råd eller lignende?

__________________
Extreme Reality-Action Show - D. 17/7-2010
En sød historie - D. 2/6-2010

Jeg tror mange ældre mennesker bakser med en form for skyldfølelse, når de er til besvær for familie og venner. Jeg synes det er lidt dumt at negligere det problem.

Men hvad man skal gøre ved det, det kan jeg ikke svare på.


Det er i øvrigt lidt den samme problemstilling i forhold til aborter. At når man giver pigen muligheden for selv at vælge, gør man også valget til hendes ansvar.
Og spørgsmålet er så, om det egentlig er et ansvar, der er særlig fedt at have.

Men igen har jeg ikke rigtig noget godt svar. Intet er så godt, at det ikke er dårligt for noget...

__________________
Du ser træt ud - skal jeg holde din kæft?



Nu med salgstråd

Og omvendt kan man sige at med enhver frihed kommer altså en fejlmargin. Specielt i et samfund som vores hvor der er massevis af indflydelseskilder på folks opfattelser og perspektiver.

__________________
Extreme Reality-Action Show - D. 17/7-2010
En sød historie - D. 2/6-2010

Jeg er helt klart for vi i DK får indført aktiv dødshjælp..
Det er ikke nemt at se en man holder af lide af smerter, skrumpe ind til ingenting, bliver inkontinent med begge dele- mister værdigheden og kun venter på at dø... - og hjernen fejler intet.. Det var sådan min far levede sin sidste tid.. Han var så heldig at dø på et Hospice, hvor de tager meget hensyn til den dødende.. min fars ønske blev opfyldt- ikke at have nogen smerter.. Vi i familien er sikker på han har fået lidt 'hjælp' som han ønskede- det som jeg kalder skjult "aktiv" dødshjælp.. og det er vi dem evigt taknemmelige for..

Et andet familiemedlem.. ikke meget ældre end jeg.. faldt om fik en hjerneblødning..- det var kun kroppen tilbage- forstået sådan at det ikke længere var den livsglade person vi kendte.. vel kunne lægerne gøre noget så hun 'vågnede' igen..- men som grøntsag.. Vi vidste hun slet ikke ønskede at ende sådan ( vi i vores familie er meget åben over for sådanne samtaler og ved hvad den ene og anden vil - ikke vil )
Hendes mand der har arbejdet som redder, vidste der er noget medicin som er stærkt.. og bad lægen ( efter længere samtale ) om hun fik det.. Så hun stille kunne sove ind..
- igen en "skjult" aktiv dødshjælp..
Ikke alle syge orker at tage kampen op med undersøgelser og samtaler i Holland.. og skal Så langt væk fra deres pårørende.. Tror ved vi får aktiv dødshjælp herhjemme, undgår vi så tragiske situationer som den med ægteparret..

Jeg er ambivalent i det spørgsmål.

Jeg er bange for at mental pression, direkte misbrug, skjult "tvang" kan medfører, at nogle måske "vælger" en aktiv dødshjælp, de reelt ikke ønsker.

- Den uhelbredelig syge enkefru Stenriigh på 75, har måske nogle skrupelløse familiemedlemmer, der håber på en stor arv når hun kaster håndklædet i ringen og de kan måske tilskynde omtalte enkefrue til at smide håndklædet en del hurtigere, end hun egentlig har lyst til.
Dette er ikke kun et tænkt scenarie, det vil opstå, for sådan er vi mennesker så luskede, når det tager os og især hvis der er mulighed, omend nok så rudimentær, for økonomisk gevinst.

Der er også ugidelighed. Ugidelighed fra samme familiemedlemmer, til at vedblive med at besøge enkefruen:
*Kan den gamle krage da ikke snart kradse af!? - jeg giiiiider sgu ikke rende her og besøge gimpen 2 gange om ugen mere!*

Dette kan nemlig også være et incitament til at tilskynde fruen;
*om hun ikke nok vil have den venlighed at dø og helst hurtigst muligt?*


Så jeg er, som skrevet, ambivalent i sp.

__________________