Jeg skal starte i næste uge. De virker rare og miljøet venligt. Håber det går godt

Både mig og min støtte tog fejl af hvornår jeg skulle starte, men opdagede heldigvis fejlen inden jeg troppede op.

Startede igår. Eller startede er så meget sagt. Tirsdag aften måtte jeg tage PN (akut medicin) fordi jeg fik et voldsomt angstanfald ved tanken. Heldigvis havde min mand fri, så han fulgte mig hele vejen derind og hjem igen. Fortalte det som det var- at jeg ikke var i en tilstand hvor jeg kunne blive. Jeg var vist lidt i forsvars position, er så vant til at skulle forklare og forsvare min angst. Hun var dog sød, kontaktpersonen der, hun sagde jeg ikke skulle forklare for det var helt tydeligt at jeg ikke havde det godt, og det var bare rigtigt sejt at jeg kom derop alligevel.

Kom til at snerre af hende fordi hun spurgte om det var svært at stå op undskyldte med det samme. Er bare så træt af at forklare at jeg sagtens kan stå op om morgenen. Ja jeg er ikke morgen menneske, og jeg foretrækker diverse møder ved middagstid eller senere men det betyder ikke at jeg ikke kan finde ud af at stå op kl 7 og gøre mig klar. Undskylder igen imorgen, det var ikke fair at lade det gå udover hende. Hun ved jo kun hvad de har fortalt fra VASAC af.

pudsigt nok, så synes min mand at dem fra VASAC taler til mig som om jeg er udviklingshæmmet. Han er pædagogstuderende og i praktik på et bosted for udviklingshæmmede, så han genkendte med det samme retorikken. Tale langsomt, gentage og med den specielle tone der bruges til børn. Jeg har ikke bidt mærke i det, udover at jeg bider lidt mere af dem, fordi jeg føler de taler til mig som om jeg er dum

Så meget for vandtæt jakke. var gennemblødt inden jeg var halvvejs ned til bussen og måtte vende om (min grænse går altså når min BH er våd også). Ringede til kontaktpersonen men hun var ikke mødt endnu af ukendte grunde, så lagde en besked om at hun skulle ringe.

Håber vejret stilner af så jeg kan komme afsted, det er jo pisse vigtigt jeg møder! GAH! Icingen på kagen; den årlige spytklat fra UU ankom. Tusind tak Ungdomsuddannelseshalløj, det var lige hvad jeg havde brug for, at blive mindet om at jeg ikke er normal og at jeg ikke kan gå i skole

Update: aftalte at vi satsede på bedre vejr inden middag ellers skulle jeg ringe

Oprindeligt indlæg af crazy_catwoman

Så meget for vandtæt jakke. var gennemblødt inden jeg var halvvejs ned til bussen og måtte vende om (min grænse går altså når min BH er våd også). Ringede til kontaktpersonen men hun var ikke mødt endnu af ukendte grunde, så lagde en besked om at hun skulle ringe.

Håber vejret stilner af så jeg kan komme afsted, det er jo pisse vigtigt jeg møder! GAH! Icingen på kagen; den årlige spytklat fra UU ankom. Tusind tak Ungdomsuddannelseshalløj, det var lige hvad jeg havde brug for, at blive mindet om at jeg ikke er normal og at jeg ikke kan gå i skole

Update: aftalte at vi satsede på bedre vejr inden middag ellers skulle jeg ringe

Det lyder godt, at du er kommet i gang med noget konstruktivt og givende.

Men må indrømme at jeg ikke forstår, at du bliver væk pga regn.

Fair nok, hvis du pga din sygdom ikke kan komme på arbejde. Du har jo netop fået det specielle ophold, fordi du er syg, så kan sagtens forvente og kræve 'særbehandling' på grund af det.

Men regn?

Jeg er også blevet gennemblødt på vej til arbejde i dag. Og mange andre dage. Men jeg SKAL jo afsted alligevel. Burde du ikke også have den indstilling, hvis du skal få det optimale ud af det?

Som før sagt - selvfølgelig (!!) skal du ikke tvinge dig selv afsted, hvis din sygdom forhindrer dig.
Men når det ikke er sygdom, men regn, sne, forsinkede busser eller hvad der ellers kan komme i vejen, burde du måske forsøge at se det som et almindeligt arbejde på almindelige betingelser? Altså at man møder op, når man skal.

Oprindeligt indlæg af onde-ebba

Det lyder godt, at du er kommet i gang med noget konstruktivt og givende.

Men må indrømme at jeg ikke forstår, at du bliver væk pga regn.

Fair nok, hvis du pga din sygdom ikke kan komme på arbejde. Du har jo netop fået det specielle ophold, fordi du er syg, så kan sagtens forvente og kræve 'særbehandling' på grund af det.

Men regn?

Jeg er også blevet gennemblødt på vej til arbejde i dag. Og mange andre dage. Men jeg SKAL jo afsted alligevel. Burde du ikke også have den indstilling, hvis du skal få det optimale ud af det?

Som før sagt - selvfølgelig (!!) skal du ikke tvinge dig selv afsted, hvis din sygdom forhindrer dig.
Men når det ikke er sygdom, men regn, sne, forsinkede busser eller hvad der ellers kan komme i vejen, burde du måske forsøge at se det som et almindeligt arbejde på almindelige betingelser? Altså at man møder op, når man skal.

Var det bedre at jeg mødte op gennemblødt til skindet- ja for det var jeg, det lignede jeg havde stået under bruseren - og blevet syg? Jeg aflyste ikke, jeg sagde jeg kom senere men kontaktpersonen kommenterede at jeg lød glad, det påvirkede mig så meget at jeg måtte ringe til min støtte som så ringede til dem og forklarede sagen. Kommentaren tog mig 4 timer at "komme over" ift. angsten.

Om det så var et arbejde i netto nægter jeg altså at rende rundt i i dryppende tøj og blive syg, mit immunforsvar er ringe nok i forvejen. Især når det er et forløb hvor de skal se hvad der foregår, som er så kort og derfor uden plads til almindelig sygdom. Ikke om jeg vil sidde og blive bange for om jeg nu bliver syg

Jeg var forøvrigt ikke glad, jeg var i "grine eller græde" pga. regnen og pga at jeg fik et brev fra den lokale studievejleder om at "du er ikke i uddannelse". No shit sherlock.

Oprindeligt indlæg af crazy_catwoman

Var det bedre at jeg mødte op gennemblødt til skindet- ja for det var jeg, det lignede jeg havde stået under bruseren - og blevet syg? Jeg aflyste ikke, jeg sagde jeg kom senere men kontaktpersonen kommenterede at jeg lød glad, det påvirkede mig så meget at jeg måtte ringe til min støtte som så ringede til dem og forklarede sagen. Kommentaren tog mig 4 timer at "komme over" ift. angsten.

Om det så var et arbejde i netto nægter jeg altså at rende rundt i i dryppende tøj og blive syg, mit immunforsvar er ringe nok i forvejen. Især når det er et forløb hvor de skal se hvad der foregår, som er så kort og derfor uden plads til almindelig sygdom. Ikke om jeg vil sidde og blive bange for om jeg nu bliver syg

Jeg var forøvrigt ikke glad, jeg var i "grine eller græde" pga. regnen og pga at jeg fik et brev fra den lokale studievejleder om at "du er ikke i uddannelse". No shit sherlock.

Ok, det er jo op til dig.
Men hvis det var et arbejde i netto, eller et hvilket som helst andet arbejde, kunne du jo ikke lade være med at dukke op til tiden, 'bare' fordi du var gennemblødt af regnen.
Hvis du have sagt 'ikke om jeg vil sidde og blive bange for, om jeg nu bliver syg' til et almindeligt, lønnet arbejde, var du nok blevet fyret på stedet.

Men det er du jo ikke.
Jeg skrev det også bare, fordi jeg havde en opfattelse af, at du skulle 'øve' dig i at have et arbejde og se hvor meget du kan klare. Og så tænkte, at det måske var hensigtsmæssigt, at du ikke tillod dig selv alle mulige andre undskyldninger for ikke at møde til tiden- ligesom alle vi andre på arbejdsmarkedet heller ikke kan.
Men jeg ved slet ikke nok om systemet eller din historie til at vide, om det er tilfældet.

Håber du bliver rigtig glad for det fremover. Held og lykke.

Oprindeligt indlæg af onde-ebba

Ok, det er jo op til dig.
Men hvis det var et arbejde i netto, eller et hvilket som helst andet arbejde, kunne du jo ikke lade være med at dukke op til tiden, 'bare' fordi du var gennemblødt af regnen.

Jeg har svært ved at se det "bare" ved at være drivvåd

Hvis du have sagt 'ikke om jeg vil sidde og blive bange for, om jeg nu bliver syg' til et almindeligt, lønnet arbejde, var du nok blevet fyret på stedet.

Pudsigt nok er det så ikke et almindeligt lønnet arbejde, fordi jeg ikke er en almindelig rask person. Jeg tror ikke helt du forstår konceptet "bange" i denne situation. Bange som i hvis du sad og ventede på at få at vide om du havde en alvorlig sygdom med store konsekvenser som der er høje odds for at du har.

Men det er du jo ikke.

Nej det er jeg nemlig ikke

Jeg skrev det også bare, fordi jeg havde en opfattelse af, at du skulle 'øve' dig i at have et arbejde og se hvor meget du kan klare.

Nej, det er for at dokumentere hvad vi fandt ud af sidste gang, og hvis jeg blev syg ville jeg skulle igennem et nyt forløb hvilket ville betyde at vente til efter sommerferien. alt imens jeg så kunne gå og få det værre og værre

Og så tænkte, at det måske var hensigtsmæssigt, at du ikke tillod dig selv alle mulige andre undskyldninger for ikke at møde til tiden- ligesom alle vi andre på arbejdsmarkedet heller ikke kan.

Det vigtige er ikke at komme til tiden, det vigtige er at møde op

Men jeg ved slet ikke nok om systemet eller din historie til at vide, om det er tilfældet.

Den er ellers fint beskrevet i tråden

Håber du bliver rigtig glad for det fremover. Held og lykke.

Det gør jeg ikke. det skal overståes så jeg kan komme videre i teksten

Burde vel opdatere

Forløbet er overstået, sidste dag var fredag. Jeg må sige at det gik helt ad helvedes til. Virkeligt. Min stolthed har godt nok fået en over næsen, og mit selvværd er helt nede i dørken

Ikke en eneste dag kunne jeg blive fuld tid. Nogen dage måtte jeg gå fordi jeg kunne mærke anfald på vej, andre var det tudbrølende angstanfald. Et par gange kunne jeg ikke få ro i hovedet, det var som om nogen havde tændt en radio i mit hoved, skruet op på max volumen.

Den første uge gjorde det meget klart at jeg kæmpede en kamp, og helt ekstraordinært fik en medarbejder lov til at hente mig og køre mig til mediekassen. En af dagene måtte hun også hente mig og køre mig hjem igen. På trods af dette havde jeg flere episoder hvor manden måtte følge mig ned til vores hoveddør så jeg kunne blive hentet (Hurra for aftenvagter). Havde dog en enkelt super god dag. Det er jeg glad for- så de kunne se forskellen imellem mine "ok" dage og mine gode dage og de dårlige.

I selve mediekassen sad jeg for mig selv. Jeg skrev en artikel omkring handicap & job og et essay om da jeg fik min diagnose. Jeg linker når det engang bliver trykt i deres avis eller lagt på hjemmesiden. Det skal lige finpudses lidt af en medarbejder, men hun synes det var et godt oplæg. Jeg lærte en del under researchen omkring de reelle tal (er du gal de er blevet forvasket i medierne) og hvilket tiltag de forskellige kommuner har. Jeg var ikke social. Jeg sad ikke med de andre mere end en gang. Jeg følte mig malplaceret som jeg sad imellem en med downs og en jeg tror var autist. Jeg var meget bedre tilpas i medieshoppen hvor der var alt fra en der var lam til skizofrene til asperger.

Jeg fik hvæset af en medarbejder fordi hun troede jeg havde svært ved at komme op. Jeg undskyldte senere dog. Jeg følte mig bare stemplet som doven. senere fik jeg dog at vide at det ofte er et problem for dem de normalt har der, at komme op.

Hr mand overtog alt det huslige - jeg kom hjem og sov. Det var stort set hvad jeg kunne overkomme- at sove eller spille fb spil. Hjem, spise en lille smule. Sove til jeg blev vækket for at få endnu et par mundfulde mad. Stene en times tid eller to. Sove igen. Jeg har sovet en del i weekenden og jeg er stadigt træt i hele kroppen og hovedet.

Mediekassen mener ikke at jeg egner mig til arbejdsmarkedet. Heller ikke beskyttet beskæftigelse. De mener at jeg kæmper en brav kamp (det sætter jeg stor pris på at de sagde, for det er ofte at jeg ikke føler at folk tror på mig, eller kan se hvor meget der foregår bag facaden)

Den 23 er min sagsbehandler tilbage fra ferie, papirene fra mediekassen er i hendes indbox sammen med VASAC lederens udtalelser. Muligvis skal jeg igennem endnu et forløb der. Det kommer an på om deres vurdering anses som godt nok når det kun har været 4 uger.

Imorgen skal jeg se min støtte igen. Det bliver rart. Hr mand har snart sidste praktikdag (han bestod forresten, med kryds og slange) og så skal vi bare nyde lidt ferietid sammen inden august når han starter på studie igen

Jeg er ret dårlig til det med at opdatere

Det går ad helvedes til. Jeg kommer ikke ud, udover når jeg er i cafeen. Jeg kan ikke handle, jeg kan ikke engang gå til lægen uden at skulle følges på vej som en lille pige. Jeg kan ikek spise, jeg kan ikke sove. Jeg er pisse hamrende ræd for at ende på et af de dersens ressourceforløb efter jul...

Min ansøgning om pension mangler kun opdatering fra min psyk. med held kan den sendes i november. Jeg overlever ikke at skulle igennem flere forløb/projekter/aktiviteter/jobtræning/prøvning. Jeg kan ikke mere. Hands down. Jeg gir op. Jeg har kæmpet og jeg har ikke mere at gi af