Kan godt huske denne tråd. Har ikke set du har opdateret den, før nu, men er ked af det går dårligt

Husker selv hvor stressende tiden omkring min pensionssag var, så jeg føler virkelig med dig.

Håber på det bedste for dig!

Uhhh! Jeg kan også godt huske, hvordan det var at være på vej til pension. Du har bare kæmpet så hårdt! Jeg kan ikke tro, at din pension ikke går igennem, når man tager dit sidste forløb i betragtning.

Jeg håber virkelig, at det går hurtigt med at komme igennem det sidste, så du kan få ro på og komme igang med at vænne dig til den nye situation. - For det er også en proces.

Det gør mig ondt, at du skal have det så svært! Varme tanker herfra.

Oprindeligt indlæg af Ayoe

Kan godt huske denne tråd. Har ikke set du har opdateret den, før nu, men er ked af det går dårligt

Husker selv hvor stressende tiden omkring min pensionssag var, så jeg føler virkelig med dig.

Håber på det bedste for dig!

Oprindeligt indlæg af polavyk

Uhhh! Jeg kan også godt huske, hvordan det var at være på vej til pension. Du har bare kæmpet så hårdt! Jeg kan ikke tro, at din pension ikke går igennem, når man tager dit sidste forløb i betragtning.

Jeg håber virkelig, at det går hurtigt med at komme igennem det sidste, så du kan få ro på og komme igang med at vænne dig til den nye situation. - For det er også en proces.

Det gør mig ondt, at du skal have det så svært! Varme tanker herfra.

Tak skal i have

Det er pissesvært ligenu. Det eneste der holder mig oppe er tanken om at det snart er overstået. Jeg tror at pensionen går igennem men er pisse bange for at den ikke gør. At havne i ressourceforløb er min største skræk. Jeg kan ikke engang tage mig af mig selv. Manden står for det meste og det tager hårdt på ham. Jeg tror ikke vores ægteskab kan overleve hvis vi ikke snart får ro og derved lidt balance tilbage. Jeg vil gerne yde en indsats men det er svært når man har lyst til at tude hele tiden og hader verden

Jeg bruger meget tid på nettet, især fordi mig og min dejlige veninde har aftalt at hvis pensionen går igennem tager vi til paris i foråret 2013. Vi har været der før hvor hun inviterede, dog kun en uge og jeg var meget mærket af at jeg ikke kendte min medicin og var ret bange for de benzoér jeg havde fået udskrevet og i et nyt miljæ. Hun var dog skøn og vi havde en dejlig tur som vi gerne vil gentage. denne gang med to uger og fordelen af at jeg "kender" paris nu.
Så jeg søger efter spændende cafeer, museer, resturanter og den slags som vi gerne vil se (og udnytter naturligvis fordelen ved at være en EU borger under 26 - gratis entre, selv til louvre og versailles) og drømmer om at sidde og nyde foråret i byernes by sammen med min sjælesøster. Det hjælper lidt.

Min støtteperson er god til at hive mig i cafeen og være der, så det r jeg glad for. Ellers ville jeg bare sidde herhjemme og tude.

Min mor vil have os i "sommer"hus i november. Hun har svært ved at forstå at jeg ikke finder den slags afslappende (kun med meget få personer, såsom føromtalte veninde. Det er virkeligt kun få mennesker jeg kan lade facaden droppe og bare slappe af med) og at mor eller ej så driver hun mig sommetider til vanvid. Vi er dybt forskellige og hun fatter ikke at hendes invalidepension ikke er lig med min. Hendes invaliditet er fysisk og hun har trods alt haft 25 år til at lære at leve med det, hvorimod jeg stadigt er i processen med at acceptere hvad jeg kan og ikke kan. Det forstår hun ikke rigtigt og jeg får fnidder af "ja jeg ved lige hvordan du har det *indsæt følelser jeg ikke har*"

Rant slut

Jeg ved det ikke crazy catwoman, men jeg har tilgengælde et klart "billede" af en ting ud fra det du skriver.

Ser du nogen af os, heriblandt kan regnes os 2, har inde i hovedet en lille indbygget "drill sergeant", en som i bedste stil sagtens kunne træde ind på lærredet i en amerikansk krigsfilm. Det er typen så skriger ind i hovedet på en når man ligger ned, at man skal tage sig sammen og rejse sig op (faktisk så højt man får ondt i ørene) og effekten er så (som oftest) at vi er sådan nogle typer selv, som er så stolte at INGEN ikke engang vores indbyggede "drill Sergeant" skal tale sådan til os, og i ren vrede og trods rejser vi os for give den nar lidt af hvad vi har, lidt af det som nu KOGER indeni... men før vi ved af det, har vi rejst os op, og jagter vores egen drill sergent ned af vejen med ordene "WHO the FUCK are you!!" ... se det er en fin arbejdsfordeling... oftest.... men...

Enhver dygtig sergent ved, at der er tid til losse de menige i røven, kalde dem et bundt sørgelige tøzer i uniform.... og en tid til tage deres geværer og opakning og visse dem al den støtte man kan. For... nogengange når man ligger ned, kan end ikke 10.000 vrede elite sergenter få en til rejse sig op, ikke tusinde vrede ord, trusler om død og henrettelse eller krav og løfte om fængsel.

Pak din indre røvsparker Sergent væk i dette tilfælde. Slut med slå dig selv oveni hovedet i dette tilfælde, og slut med stille KRAV til forstå alt her og nu, KRAV til udrede alt der foregår i dig, KRAV til sætte ord på det og arbejde målrettet. Tag en dyb indånding, og find den indre sergent frem, som trækker dig roligt til side og sætter sig med en hånd på din skulder og siger venligt, roligt, fortroligt og uden krav "Er du OK crazy, catwoman?"