Hvad skete der med opturen, fremgangen? Hvornår fanden forvandlede jeg mig fra kæmpende og stærk pige til et pivende tudende ynkeligt fjols der ikke engang kan gå ud af døren for at gøre noget hun SÅ gerne vil. Det er fandme plat!
Jeg svigter bare alle som har gjort SÅ meget for at hjælpe, og så kan jeg ikke engang møde op

Hvor er logikken i det? Jeg fucking elsker at være der, jeg elsker arbejdet, jeg elsker menneskene, det hele... HVORFOR sidder jeg så og tuder som om jeg var på vej til helvedes forgård!?? jeg har endda sovet pissegodt! Det giver keine mening!
Tuder fordi her er rodet, jamen så ryd dog op for satan! Det er jo meget mere fornuftigt bare at tude, det skal nok hjælpe! Tuder over idiotiske socialrådgivere der ikke gør som de lover - hvad fanden skete der med "live and let live?" at brokke sig, skubbe men ikke lade hovedet være fyldt med ting jeg ikke kan ændre. Tuder over at skulle have nye briller - der er jo afbetalings muligheder, det vælter ikke budgettet! Især ikke i Louis Nielsen, og man kan jo købe et par grimme billige stel ind til opsparingen bliver udbetalt. der er intet at tude over!!!
det er saftsusemne ikke fucking fair at jeg ikke engang i en alder af 24 kan finde ud af at gå ud af en dør og ned til en bus alene. Hvad er jeg, 5 år og skal have moar til at følge mig ud i den store farlige verden!? Det KAN sgudda ikke passe at jeg skal være afhængig af andre mennesker for at kunne gå 5 minutter >< Når andre er der, ingen problem, så hvorfor et problem alene?
GAH