ked af at du har det sådan, men tænker samtidig at den vrede (jeg læser??) nok er rigtig rigtig sund for dig...
at gi hele den der tilstand et gigantisk los over knæet og sige FUCK dig, jeg kan og jeg vil... (når jeg er færdig med at tude )


krams til dig søde Cat!!! du kan sagtens og du skal nok komme ovenpå, gi tårerne og frustratioernen frit løb, så de kommer ud af verden!

Puha du lyder som mig lige der, at sagsbehandler kan være umulig ind i mellem tager hårdere på en end man tror og det nedbryder altså meget. Lyder som om du er inde i en hård periode og du skriver selv du har sagsbehandler på, så der er nok en historie, som du velkommen til at dele her eller via PB, men vreden kan faktisk være en god ting, for det skal blive løgn at jeg ikke kan det ene og det andet.

Oprindeligt indlæg af dirtydancing

ked af at du har det sådan, men tænker samtidig at den vrede (jeg læser??) nok er rigtig rigtig sund for dig...
at gi hele den der tilstand et gigantisk los over knæet og sige FUCK dig, jeg kan og jeg vil... (når jeg er færdig med at tude )


krams til dig søde Cat!!! du kan sagtens og du skal nok komme ovenpå, gi tårerne og frustratioernen frit løb, så de kommer ud af verden!

heh, Jeg blir så sur og hidsig når tingene ikke går som jeg vil. Fandme om jeg skal defineres udfra en skide diagnose! Som om jeg gider skubbes rundt i manegen af sygdom! Det er SLET ikke mig, jeg er fandenivoldsk, vender symptomer til noget positivt med en stor portion selvironi og galgenhumor. Jeg skal saftsusme ikke sidde og kukkelure og ynke mig selv (for længe af gangen)

Oprindeligt indlæg af dreamchild

Puha du lyder som mig lige der, at sagsbehandler kan være umulig ind i mellem tager hårdere på en end man tror og det nedbryder altså meget. Lyder som om du er inde i en hård periode og du skriver selv du har sagsbehandler på, så der er nok en historie, som du velkommen til at dele her eller via PB, men vreden kan faktisk være en god ting, for det skal blive løgn at jeg ikke kan det ene og det andet.

Laaaang historie. En blanding af at jeg har skizotypisk sindslidelse (diagnostiseret for snart et år siden) socialangst og generelt dårligt selvværd (det er blevet bedre dog), en mor der var for eftergivende overfor en psykisk ustabil far, bror som pænt sagt var et problembarn (uopdaget ADHD og ord/talblind), mobning fordi jeg var "sær", en hård periode som preteen hvor brormands problemer eskalerede til vold (dog kun kaste med inventar) hvor jeg fik tilkendt psykolog via kommunen fordi brormands psykolog igennem samtalerne mente at jeg var overset men de timer blev taget fra mig, svær depression som 15årig hvor mine forældre blev skilt og min far meddelte at jeg var en billig luder, en kælling og at jeg fiorøvrigt lignede min mor, stak af/flyttede hjem
emfra som 16 knap 17årig pga. pyskisk terror fra min mor som formentligt også havde depression af en art.

Flyttede fra landet til en "storby" med min forlovede, genoptog kontakten med min far men det endte i lort, blev gift på trods af svigermors protester, stressdepression efterfulgt af selvmordstanker der eskalerede til deciderede selvmordsønske, fik min sag hos kommunen syltet mange gange og min læge sagde at mine problemer var "teenage problemer", ny læge, medicin, til stadighed fik det værre, lille optur, startede på HF, fejlede efter een dag, tvunget på kommunen igen af bonussviger da hr mand opdagede at jeg planlagde at hænge mig selv, sagen starter men kører laaaaaaaaaaaangsomt (vi er vist på 3 år nu fra jeg blev hevet derop), psykolog behandling der dog ikke hjalp nok til at jeg kunne komme i revalidering, inkompetente socialrådgivere og sagsbehandlere der konstant trak tingene i langdrag, blev tilknyttet et værested for unge og fik en støtteperson, endelig en psykriatisk udredning der så mundede ud i diagnose.

Nedtur fordi jeg ikke kunne forlige mig med at det jeg så som min personlighed nu var symptomer, at jeg den lille stræber ikke kunne blive hvad jeg ville, indså at det var pga. skizotypien at jeg altid havde været lidt til side, kæmpede videre, vi flytter til korsør og for første gang føler jeg mig hjemme i mit hjem og ikke på besøg, hr mand får konstateret diabetes, indlagt en hel uge med sukkertal op mod de 30 (normalen for en rask person er 5-8 stykker) bonussviger finder ud af at tv-glad har en afdeling i byen, vi researcher og jeg vil gerne prøve det. bruger 6 måneder på at argumentere, presse og klage til rette instanser ind til jeg får svar på min anmodning, jeg får ja og starter 15 august. Angstanfald, får forøget dosis seruqual men bivirkningen er så at jeg sov fra vækkeuret, det er dog gået væk, bliver syg med forkølelse og nu det her.

så ja--- min historie i grove træk (og nøj hvor lyder det af meget skrevet ned!)

Oprindeligt indlæg af TanteGry

Kære Crazy,

Det er bare et lille bump i vejen - 119 stormskridt frem og ét lille et tilbage.

Alle, der har kæmpet med store psykiske udfordringer, vil opleve tilbagefald under deres helbredelsesproces, og det er bare ekstremt skræmmende, fordi man så tror, sygdommen er kommet igen med fuld styrke.

Du skal ikke være så vred på dig selv, synes jeg. Giv dig selv en dag derhjemme og hvil ud. Sig til dig selv, at du er klar igen i morgen. Om du er hjemme pga. angst eller pga. hovedpine, ondt i maven eller influenza er ligegyldigt.

Jeg har været rask siden 2003, og jeg er stadig af og til nødt til at tage en "psykisk sygedag". Til gengæld er jeg faktisk aldrig fysisk syg.

Jeg er helt sikker på, at du har det bedre i morgen og har fundet kræfterne til at fortsætte din fantastiske vej frem.

1000 og fra Gry

jeg er ikke som sådan gal på mig selv, jeg er gal på sygdommen/psyken... altså ikke MIG mig, for jeg er jo slet ikke sådan her- jeg handler, kæmper og er stædig. Gir det mening?

Men ja, må hellere putte på sofaen og lade rod være rod et par timer i hvert fald og så bare prøve at huske at for bare et år siden ville jeg ikke engang kunne sidde i medieshoppen (I sidste uge var jeg der faktisk fra 10 til 14, altså "fuld" tid - det er da lidt sejt efter så kort tid) ensige kunne samle tankerne nok til at kunne fokusere igennem længere tid. Og jeg tæller ikke ned. normalt når jeg er ude så holder jeg øje med klokken "bar en time til, du kan godt" - der kommer de og må minde mig om at det er frokosttid, for det har jeg ikke opdaget.

But it is all truth...

Jeg har nok håndteret mit liv værre, om få dage er jeg 27 og jeg har ingen dianose endnu, fordi at jeg da sagtens selv kunne klare mine problemer. Det nytter ikke at tude over hvad du ikke kan ændre, så klap gællerne og fremad, hed mottoet. Nu er jeg så gået ned for guderne må vide hvilken gang og endelig indset, at jeg nok skal have tingene arbejdet igennem og have fundet ud af om der er en dianose, så jeg ikke konstant render panden mod den mentale mur. Frygter lidt tidsudsigterne og de hårde kampe med kommunen.

Så klap på skulderen og op på hesten imorgen, selv om det er røv bittert, ikke altid at kunne gøre det man vil når man vil.

Jeg har ingen kloge ord, men jeg håber du snart kommer ovenpå igen

Oprindeligt indlæg af dreamchild

But it is all truth...

Jeg har nok håndteret mit liv værre, om få dage er jeg 27 og jeg har ingen dianose endnu, fordi at jeg da sagtens selv kunne klare mine problemer. Det nytter ikke at tude over hvad du ikke kan ændre, så klap gællerne og fremad, hed mottoet. Nu er jeg så gået ned for guderne må vide hvilken gang og endelig indset, at jeg nok skal have tingene arbejdet igennem og have fundet ud af om der er en dianose, så jeg ikke konstant render panden mod den mentale mur. Frygter lidt tidsudsigterne og de hårde kampe med kommunen.

Så klap på skulderen og op på hesten imorgen, selv om det er røv bittert, ikke altid at kunne gøre det man vil når man vil.

Du kan prøve at bede din læge om en psykriatrisk udredning. Det giver - uanset diagnose eller ej - meget insight i ens psyke. det er hård læsning men man lære af det. Min bedste råd er at have en bisidder og researche så meget som muligt, så du har paragrafferne. Lån en lovbog på biblioteket om nødvendigt. Ank hvis du føler en beslutning er uretfærdig. Beskriv hvordan du har det, fremfor ex. "jeg får angst i blandt andre mennesker" men skriv i stedet "jeg får kvalme, gulvet forsvinder under mig" etc. Få ALT på skrift. Lover din sagsbehandler noget bed ham/hende om at skrive det ned i din sag og printe dig et kopi inden du går hjem.

Det er trist at man er nødt til det, men man kan være heldig at få en super sagsbehandler i en god kommune (jeg er farvet af at være i slagelse kommune - dem der fik reprimande af socialministeren pga. brud på loven, og sender fysisk syge til psykolog)

Kære CCW,
Jeg føler med dig!!! Jeg ved hvordan det er at være i et psykisk helvede hvor det er en kamp bare at komme ud af sengen og hvor pengene ikke rækker.

Er det socialfobi du lider af?? Jeg lider selv af en moderat depression (men er heldigvis ikke suicidal og har aldrig været det).
Tager du medicin? Og går du til psykolog/psykiater?