Jeg har skizotypi, som kan betegnes som skizofreni light. Jeg havde lidt hallucinationer for to år siden. Det begyndte med, at min computer gav den lyd, der betyder, at der er mail. Men der var ikke mail. Lyden var forskellige alt efter om jeg var på arbejde eller hjemme, da jeg havde forskellige lyde på de to maskiner. Så begyndte telefonen at ringe, men det lød ikke helt rigtigt. Det var lige som om min hjerne ikke havde nogen erindring om at have hørt lyden. Dernæst ringede det på døren, men der var ingen. Og en helt ukendt rineglyd lød inde i stuen (en elektrisk klokke). Til sidst begyndte min printer at mumle på tysk. Det havde tysk sprogtone, men jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Jeg meldte mig syg og kom på medicin.

Så det var rene hørehallucinationer.

Oprindeligt indlæg af dikus

Hvor er I fantastiske mennesker, at I vil dele Jeres oplevelser med os andre!

Mine spørgsmål går lidt i retningen af, hvordan I undgår at være selvskadende eller voldelige. Og ikke som i "det læser jeg jo i aviserne" Men...

Hvordan har I lært at ignorere stemmerne? Altså... Jeg tænker, at hvis en stemme fortalte mig tilstrækkeligt længe, at jeg var fed og dum, så ville jeg skælde den ud, måske banke den ud af hovedet, hvis jeg vidste den var derinde. Jeg tror virkelig, jeg ville have svært ved at acceptere at høre på det?

Jeg har det med mareridt, hvor jeg er sikker på, der er en mand i soveværelset. Og hver gang, så får han tæsk - og altså... Jeg ser jo ikke mig selv som voldelig, men... hvis det ikke foregik i mit eget soveværelse og kun gik ud over min mand, så tror jeg da nok, jeg kunne trække nogle avisoverskrifter

For mig virker det helt usandsynligt, at jeg ville kunne kæmpe imod trangen til at forsvare mig selv?

Og... Ja... I må være stærkere end gennemsnittet

Der er jeg heldig med mine at de ikke beder mig skade mig selv eller andre men måske en af de andre kan svare på det.

Jeg tror ikke så meget at man ignorere stemmer som man vender sig til dem. Jeg har en konstant mumlen som at være inde på en banegård. Og jeg vil tro det er ligesom at bo ud til en traffikeret vej, til sidst høre man ikke bilerne. De andre stemmer kan jeg dog ikke bare vende mig til da de kommer pludseligt. Men der er det vigtigt for mig atsøger for at jeg er omringet af positivitet. Ikke ment at en veninde ikke må græde ud ved min skulder, bare at jeg forsøger at holde drama væk.
Man er desværre nød til at accebtere at den er der da det er ens virkelighed.
Jeg lærte noget af min psykolog. Distraktions teknikker, hvor det gælder om ikke at blive overvældet af dem. Jeg har fundet ud af at hvis tvét køre hele tiden virker stemmerne ikke så høje og det hjælper. Der behøver ikke være skruget helt op for det men bare så der er lidt at lytte til og fokusere på.
En ting jeg selv har fundet ud af er at musik man kender ud og ind er ligeså godt som stilhed. Så når det er rigtig slemt sætter jeg høretelefonerne i ørene og blæser det værste væk. Det er som om når man kender hvert eneste trommeslag så behøver man ikke høre det.

Oprindeligt indlæg af Zapp

Jeg kan godt forstå det er svært at sidde med sine erfaringer, sin sygdom og sine rædselsfulde oplevelser, og så ikke føle sig stødt på manchetterne af indlæg som ovenstående.

Men det er også bare enormt svært for folk, der har været forskånet for den slags oplevelser, at FORSTÅ hvad det er skizofrene oplever, og dermed sige "det rigtige" uden at komme til at træde nogen over tæerne.

Det jeg vil frem til er bare, at JEG tror du misforstår soedfiks en lille smule Bonse, jeg tror du tager ord som "spændende" og "interessant" for bogstaveligt. Det kan jeg også godt forstå, men det er lidt en skam, for det gør det sværere for os "uindviede" at spørge ind til sygdommen hvis man skal træde på æggeskaller. Og hvis vi udenforstående ikke kan spørge, så bliver vi jo heller ikke klogere, eller i stand til at sætte os i dit sted.

Jeg mener bare, jeg kan godt forstå, at det er meget, meget personligt og intimt at dele ens sygdom og oplevelser i en tråd som denne. Jeg tror også bare, at man skal passe på, at de briller man har på ikke bliver FOR personlige, for så er det svært at kommunikere med folk langt fra ens eget udgangspunkt. Endelig har jeg sendt dig en kiks, for det ER sg sejt, at dele sine oplevelser i et forum som debatten.

Jeg er sådan helt vildt enig i det her.

Jeg læser også tråden og jeres beretninger med stor interesse. Jeg aner så lidt om skizofreni, og for sådan en uvidende en som mig, er det bare, ja, interessant. Jeg vil gerne vide mere og derved bliver emnet "fascinerende" og "spændende", dels fordi det er et emne der ligger langt fra min virkelighed, det er, for mig, meget meget surrealistiske fortællinger I kommer med, og dels fordi jeg gerne vil vide mere for at finde en større forståelse.

Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke føler sympati og medfølelse for jer, der må døje med så tunge ting. For det gør jeg! Helt vildt endda. Jeg har siddet og tænkt "Ejnejnejnej" og "Gud, hvor må det være hårdt" og sådan, hele vejen igennem tråden, men jeg læser jo videre fordi det er... gribende.

Jeg tror, og det er virkeligt sagt i den aller bedste mening, at man, i tråde som denne skal overveje om man er "rustet" til at smide sin personlige fortælling ind, for når det er så ømtålelige og ømme punkter som en diagnose meget få reelt ved noget om, så vil det bare skabe reaktioner og respons som altid kan mistolkes. Det ER bare svært at finde de rigtige synonymer, og hvis man kunne erstatte "spændende" og "fascinerende" med noget der betød det samme, men var lidt mere negativt ladet, så tror jeg, at de fleste ville gøre det.

Og det her er skrevet med min største respekt, for det fortjener I virkelig. Jeg synes det er SÅ flot, at I vil dele jeres betragtninger med os. Det er alt sammen med til at skabe en større forståelse om et meget svært emne.

Oprindeligt indlæg af Zapp

Jeg kan godt forstå det er svært at sidde med sine erfaringer, sin sygdom og sine rædselsfulde oplevelser, og så ikke føle sig stødt på manchetterne af indlæg som ovenstående.

Men det er også bare enormt svært for folk, der har været forskånet for den slags oplevelser, at FORSTÅ hvad det er skizofrene oplever, og dermed sige "det rigtige" uden at komme til at træde nogen over tæerne.

Det jeg vil frem til er bare, at JEG tror du misforstår soedfiks en lille smule Bonse, jeg tror du tager ord som "spændende" og "interessant" for bogstaveligt. Det kan jeg også godt forstå, men det er lidt en skam, for det gør det sværere for os "uindviede" at spørge ind til sygdommen hvis man skal træde på æggeskaller. Og hvis vi udenforstående ikke kan spørge, så bliver vi jo heller ikke klogere, eller i stand til at sætte os i dit sted.

Jeg mener bare, jeg kan godt forstå, at det er meget, meget personligt og intimt at dele ens sygdom og oplevelser i en tråd som denne. Jeg tror også bare, at man skal passe på, at de briller man har på ikke bliver FOR personlige, for så er det svært at kommunikere med folk langt fra ens eget udgangspunkt. Endelig har jeg sendt dig en kiks, for det ER sg sejt, at dele sine oplevelser i et forum som debatten.

Jeg kan sagtens se hvad du mener.

Jeg har en tendens til at tro at ord kun kan betyde én ting. Tror ikke det er min sygdom, jeg tænker måske bare lidt sort/hvidt.

Jeg kunne også godt mærke da jeg skrev indlægget at det nok var mig der tolkede det forkert.

Det er svært ikke at være på stikkerne netop fordi det er så personligt. Det irriterer mig nu at jeg reagerede som jeg gjorde.

For jeg vil netop gerne fortælle om det fordi det kan være så svært at forstå.

Så det var nok lidt et mentalt break down fra min side.

Mht selvskade så er det desværre en del af mit liv. I mit tilfælde er det ikke stemmerne der beder mig om det.

Jeg gør det fordi jeg ikke har kontrol over situationen og så er den fysiske smerte nemmere at forholde sig til.

En enkelt gang var det fordi jeg i en psykose var overbevist om at mit blod var grønt og rådnede inde i mine arme.

Jeg har ar i dag og folk spørger om jeg ikke vil have dem fjernet men de er en del af mig.

En del af skizofreni er at man ikke kan "lukke af" eller sortere i f.eks lydmæssige indtryk.

Når jeg står i Brugsen f.eks kan jeg høre hvert et bip fra kassen, hver en pose der bliver brugt (sådan føles det ihvertfald) og jeg kan ikke ignorere andre folks samtaler.

Det er virkelig hårdt og nogle gange sover jeg når jeg kommer hjem igen.

Jeg har ofte min mp4 afspiller med. Så behøver jeg ikke forholde mig til larmen før jeg står ved kassen.

Mht stemmerne har jeg to slags. Dem der lyder som om de er uden for hovedet, og nogle der er inde i hovedet. De første forvirrer mig mest for der ved jeg ikke om det rent faktisk er noget andre kan høre.

Men jeg plejer at spørge folk, så er det nemmere at forholde sig til. Så ved jeg om det er mit hoved eller om det er reelt nok.

For mig handler det om at prioritere, at vurdere hvor mange kræfter jeg vil bruge.

Bla. hvis jeg er inviteret til en fest. Så overvejer jeg om jeg vil bruge flere dage på at komme ovenpå. For jeg er ofte nødt til at forlade selskabet adskillige gange og få lidt ro i mit hoved.

Jeg ved egentligt ikke helt hvorfor jeg kæmper videre hver dag. Men i mit tilfælde er det nok fordi der trods alt er gode ting i livet. Jeg ved at hvis jeg får en nedtur så kommer jeg ovenpå igen.

Men det er da hårdt, jeg tror bare mennesket kan vænne sig til meget.

lige så mange skizofrene der er, lige så mange forskellige måder kommer hallucinationerne til udtryk på. groft sagt.. Det er i hvert fald min erfaring via arbejde med netop denne borgergruppe..

Oprindeligt indlæg af Bonse

Jeg er faktisk lidt..stødt over dit indlæg. Og det er bestemt ikke usandsynligt at jeg tolker det forkert, men det er ikke uden grund at skizofreni betegnes som en af de alvorligste psykiske sygdomme.

Der er, for en med diagnosen, intet interessant over det. Det er noget du er nødt til at kæmpe dig igennem hver eneste dag.

Det var absolut ikke ment som et stødende indlæg (ked af at du tog det sådan ), men det er svært lige at få det rigtigt formuleret på skrift. Jeg er helt med på at det ikke er interessant eller spændende at leve med skizofreni! Det kan jeg sagtens læse ud fra dine indlæg. Det var mere fordi jeg ikke selv har mødt eller oplevet nogle med skizofreni, og at jeg blev overrasket over at læse det fra en diagnosticerets vinkel.

Desuden har jeg aldrig helt vidst hvad skizofreni var, så at læse at det er en person der pludselig eller langsomt begynder at høre stemmer og se og føle ting der ikke er der - og at det er så virkeligt - jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være! (men self ikke spændende, jeg ville nærmere gå i panik og ikke ane hvad jeg skulle gøre af mig selv)

Oprindeligt indlæg af Thitida-No-Chey

Må jeg spørge dumt: Ser du hele skikkelser, som var de faste i kød og blod, eller kun 'skygger' der går rundt i synets periferi? Og i så fald, interagerer du så med dem?

Jeg ser skygger. Skyggerne er gennemsigtige. Når jeg opdager skikkelserne, så forsvinder de igen. Jeg tror mange gange at der kommer nogen.

Lige en kommentar til det, med at folk, der ikke kender så meget til det, finder det spændende...

Jeg valgte med fuldt overlæg IKKE at bruge ordet 'spændende', da jeg ikke ønskede, at deltagerne i tråden skulle føle sig 'udstillet'... fakta er bare (desværre?) at jeg virkelig finder det spændende... på sådan en naiv, hold-da-op måde, hvor jeg finder det interessant at høre folks historier og sammenligne med dem, jeg får fra min mand.

Jeg synes, det er fedt, at I har lyst til at dele jeres historier med os andre, og på den måde være med at til at lære os lidt om det at leve med den sygdom... Det 'vi' som uindviede ved, er oftest enten farvet af det, vi hører i medierne, eller fejlagtig information forbundet med sygdommen. Mht. til det sidste her, så havde min mand en veninde, der nægtede at have med han at gøre, efter han fortalte hende om hans diagnose, for hun vidste ikke hvornår det var ham, hun snakkede med og ikke en af hans stemmer. Hun blandede skizofreni og personlighedsspaltning godt og grundigt sammen, og hvorfor? Fordi det havde hun set i en Jim Carrey film, og så måte det jo være rigtigt!

Igen, tusind tak fordi I byder ind på denne tråd, jeg kan slet ikke fortælle jer, hvor lærerigt det er at høre andres historier, og jeg synes, I alle er... Seje er et latterligt ord, synes jeg, men jeg synes dælerme at det siger meget om jeres mod, at I har lyst til at dele disse historier med os... Brava, siger jeg bare

Et aspekt man ikke skal glemme efter min mening, er, at hallucinationerne godt nok kan være slemme, men at angst-lidelsen, kan være mere invaliderende og forkrøblende.

Og hele det nedværdigende og ydmygende aspekt omkring, hvad man gør, når man er psykotisk, hvad man gør, når man er angst, der får folk til at se skævt til én, og hvilke stigma der følger med fra omverdenen er også en stærk ting, som jeg tror, mange mennesker med skizofreni og sindslidelser generelt, gerne ville have at omverdenen forstod bedre.


Jeg synes, de rigtigt slemme hallucinationer, har været dem, der har været baseret på en ændret kropsfornemmelse. At føle at jeg har haft 7 fingre, eller at mærke at min arm var større end den rent faktisk var, at føle at jeg blev mindre og mindre i forhold til rummet eller ligesom kunne udpege et sted i kroppen hvor mine følelser fysisk var manifesteret, det er det, jeg har fundet mest modbydeligt, fordi det hele ændrer sig, og man ikke ved, hvad man kan regne med -- og så indser man bare, at det eneste der har ændret sig, er en selv. Men på det tidspunkt, hvor erkendelsen indtræffer, sidder man måske i en togkupé med en puls på 160 og et blodtryk, der ville få et OBH blodtryksmålerapparat til at vise ERROR i displayet, og så er spørgsmålet så, hvad fanden man stiller op, når der ikke er nogen steder at flygte hen?

Den angst det afføder, når man sidder og taler med en person, og man pludselig synes de kigger underligt på én, at deres ansigt pludseligt bliver fremmed for en, selv om man kender det, og man begynder at blive angst for at de vil en det ondt, dét er rigtigt slemt, for det kan gøre at man går hjem og lukker sin dør, og bliver derinde, fordi det er det eneste sted, man tør være.

Jeg har flere gange end jeg har tal på haft hallucinationer, hvor jeg har været fuldkommen klar over at det var hallucinationer, og har været - ikke ligeglad - men fuldkommen i stand til at lade være med at lade mig påvirke af det, fordi - nå ja, der var så lige et par hundrede hjerneceller der syntes, jeg skulle høre nogle ord, sagt med en stemme jeg kender som en af mine venner, der bare ikke lige er til stede nu.

Men hvis man skal være i stand til at leve med det, og her mener jeg at leve som i 'at have et aktivt liv', så skal man kunne gøre noget ved den angst der melder sig, når man IKKE er i stand til at være kold over for, at ens hjerne bedrager en. Hvad skal man stille op, hvis man begynder at høre stemmer, der råber hånlige ting efter en, når man knalder? Det er altså dårlig timing! Og de ting skal man kunne håndtere, ellers lever man et amputeret liv.