Oprindeligt indlæg af Karen_Walker

(...)
Når det er sagt, er jeg enig i, at det er meget lærerigt for andre at høre om, hvordan folk med diagnoser oplever verden. Det kan give større forståelse for andre.

En patient uden diagnose, er en patient der ikke er undersøgt godt nok.

I følge psykiatrifonden kommer hver anden danske familie i kontakt med behandlingssystemet, så afstanden mellem patienter og den omgivende verden er desværre alt for stor, set i det forhold.

Problemet med psykiske lidelser er, at det er noget personligt, på indersiden, som man aldrig kan hjælpe andre med eller forstå helt, det er en byrde, den ramte altid selv må bære.

Oprindeligt indlæg af plakata1

Jeg synes, de rigtigt slemme hallucinationer, har været dem, der har været baseret på en ændret kropsfornemmelse. At føle at jeg har haft 7 fingre, eller at mærke at ens min var større end den rent faktisk var, at føle at jeg blev mindre og mindre i forhold til rummet eller ligesom kunne udpege et sted i kroppen hvor mine følelser fysisk var manifesteret, det er det, jeg har fundet mest modbydeligt, fordi det hele ændrer sig, og man ikke ved, hvad man kan regne med -- og så indser man bare, at det eneste der har ændret sig, er en selv. Men på det tidspunkt, hvor erkendelsen indtræffer, sidder man måske i en togkupé med en puls på 160 og et blodtryk, der ville få et OBH blodtryksmålerapparat til at vise ERROR i displayet, og så er spørgsmålet så, hvad fanden man stiller op, når der ikke er nogen steder at flygte hen?

Det du skriver, kan jeg godt genkende, det med kropsfornemmelse.
En ting jeg har oplevet et par gange, var at jeg havde 6 arme og ben. Og jeg var uden tvivl om dettes rigtighed, og det var meget ubehageligt. Det var først dagen efter, at det gik op for mig, at det var da egentlig noget underligt noget.
Jeg var gået i seng, og det begyndte ligeså snart jeg lagde mig, og varede hele natten. Bagefter har jeg undret mig over at jeg ikke stod op og gik ud til nattevagten for en sludder, på mit daværende bosted. For ligesom at afbryde det. Men det er gået op for mig, at jeg ikke kunne. Jeg var fuldstændig handlingslammet. Tanken om at stå op, slog mig overhovedet ikke. Det var først da solen begyndte at stå op, at det gik over. Jeg lå en hel nat, og var frustreret fordi det var så svært at holde styr på alle de arme og ben. Det lyder måske morsomt/fjollet set udefra, for nogle, men det var det nu ikke for mig.
Jeg har også oplevet at alt omkring mig blev meget, meget stort. Selv luften.. Sådan en stærk fornemmelse, ikke noget jeg ser med øjet. Jeg troede egentlig at det var normalt men det er det måske ikke.

Noget af det jeg oplever rimelig ofte, er at jeg sådan lige pludselig kan lugte rådne lig. Det kan være konstant i flere timer eller dage, og det er nok noget af det klammeste der findes. Kan ikke rigtig gøre noget for at få det til at gå væk, så det er bare med at tænke på noget andet.
Har i en håndfuld år hørt kradselyde bag tv'et, under sengen, i køkkenskabene og bag/under sofaen. Har haft perioder hvor det kom så snart jeg lagde mig i sengen, så har sovet på sofaen der. Forstår ikke helt hvorfor det skete, men der var ihvertfald også noget seriøs paranoia blandet sammen med det. Kunne sætte mig i sengen om dagen endda, for at læse, men det måtte jeg droppe da jeg kort efter også begyndte at høre dyb vejrtrækning under sengen.
Kradselydene er heldigvis ikke hver dag, men de kom ca en uge efter jeg var flyttet ind i ny lejlighed og var der så med få dages mellemrum de første par måneder.

Som andre har nævnt, har jeg også svært ved når mange mennesker på smal plads taler og larmer. Generelt lys, farver og lyde bliver jeg meget påvirket af når jeg er andre steder end hjemme. Det er svært at forklare, men kan ikke abstrahere fra alle de indtryk man jo får af at bevæge sig ude blandt andre. Det bliver til en værre gang rod, og så har jeg det med at trække mig ind i mig selv fordi jeg ikke kan håndtere det, og ikke altid lige har mulighed for at gå ind i et andet rum/tage hjem.
Oplever engang imellem at når jeg ligger i sengen, så føler jeg at hele min krop flyder ud og samtidig bliver tung, så jeg får svært ved at røre mig. Er klar over at det sker, men min hjerne kan ikke helt finde ud af at sende signaler til mine ben om, at jeg skal rejse mig eller sætte mig op.

Hele den der paranoia og generel mistro til de mennesker man holder af, er også rigtig svær at håndtere. Det handler ikke om et decideret tillidsspørgsmål, men mere at jeg kan sidde og have en hyggelig samtale og så får en fornemmelse af, at den person ikke er.. sig selv. Er blevet overtaget. At der er noget inde i vedkommende som vil mig noget ondt. Det udløses ofte af øjne - det har jeg det rigtig dårligt med. Både fordi de ændrer sig, men også fordi at der ikke skal noget til før jeg kommer i tvivl. Det er latterligt, for der er intet mønster - det kan være at personen smiler for meget. For lidt. Slet ikke smiler, men bare kigger på mig. Kigger på mig på en bestemt måde. Man burde jo vide, at de kære mennesker ikke er onde. Men den der fucking tvivl og overbevisning der kan komme - den er fandme hård.

En iPod er rigtig god når der skal handles eller gå rundt i byen. Den udelukker al den forvirrende larm, og det er nemmere at koncentrere sig om at komme hen på det bestemmelsessted, hvis man kun skal koncentrere sig om at lytte til musikken og bevæge fødderne. Tror at jeg kan opfattes som værende meget reserveret når jeg går rundt, men forsøger bare at holde styr på mig selv

Har engang haft meget voldsomme styringsoplevelser, som flere gange har gjort at jeg måtte vende om.
Er dog glad for at jeg ser ud til at være sluppet af med nogle mumlende stemmer jeg hørte en periode. I computeren, tv'et. Er glad for at jeg i det mindste ikke kunne høre hvad der blev sagt. Mumlen er rigeligt.

Jeg tænker på, om nogen af jer før I fik konstateret skizofreni er blevet diagnosticeret som særligt følsomme? Jeg har aldrig fået diagnosen, men mener selv, at jeg er særligt følsom og har af og til en snert af det, I beskriver - især det med de ændrede kropsfornemmelser.
Og så spørger jeg dumt - ved I hvorfor man som skizofren ser sådan nogle uhyggelige ting? Jeg mener, når man skal se noget, der ikke er der, kunne det vel ligeså godt være noget smukt og rart???
Og som flere andre har sagt - hatten af for at I kan leve med det og være så dejlige, givende og delende mennesker.

Oprindeligt indlæg af Skriverjomfruen

Og så spørger jeg dumt - ved I hvorfor man som skizofren ser sådan nogle uhyggelige ting? Jeg mener, når man skal se noget, der ikke er der, kunne det vel ligeså godt være noget smukt og rart???

Jeg snakkede engang med en anden skizofren og hun vil ikke midste sine stemmer hvis hun kunne. Det var til et møde på centret for unge med skizofreni ( OPUS ) der har afdelinger i de størrer byer, eller i hvert fald i kbh og århus.

Hendes stemmer var som at være til en familie frokost, nogle gange var der lige en der snakkede ekstra høj fx og andre gange var der stille. Hun havde hørt stemmer så længe hun kunne huske og troede at alle havde det sådan ind til hun fik sin dianose.
Hun tager medicin for at dæmpe stemmerne så hun kan få ro til at studere men ellers lever hun i sameksistens med dem.

Så det er ikke altid ubehageligt. Skizofreni er simpelthen en personlig ting der variere fra person til person. Ligesom fregner, er der ikke 2 der har det ens

Oprindeligt indlæg af TanteGry

Man kan vel egentlig sammenligne hallucinationer med mareridt mens man er vågen?

Nogle gange, andre gange giver det bare ikke mening

Psykose - som jeg har oplevet det - er ligesom at være smask hamrende forlesket.. Forlskelse er så en smukkere en af slagsen, men det KAN nogen af dem faktisk også være.. IMO

Mange tak for svarene persnikedy og cyberjulle. Det var så helt nyt for mig. Men mit kendskab til skizofreni begrænser sig også til eet nært familiemedlem og en fjern slægtning. Min mors fætter (jeg betragter ham som et nært familiemedlem, da jeg som barn ofte blev passet i familien)havde frygtelige syner, som ofte gik på, at han så djævelen selv. Han forsøgte flere gange at tage sit eget liv. Den anden jeg har kendskab til, havde hallucinationer af den type flere beskriver - hun var bl.a. plaget af liglugt.
Det glæder mig midt i alt det forfærdelige som sygdommen er, at der også findes behagelig oplevelser indimellem.

Jeg er ikke selv skizofren, men ville alligevel lige sige thumps up til jer, fordi I vil fortælle os andre om jeres psykiske sygdom. Det er meget lærerigt, og jeg har selv fået udryddet nogle fordomme efter at have læst denne tråd. Jeg har stor respekt for jer, det må kræve meget styrke at leve med en psykisk sygdom.