Jeg har også mødt et par lykkelige skizofrene. Altså nogen hvis psykotiske oplevelser var rare og dejlige, og det var sgu dejligt at opleve. De fleste jeg har mødt er dog forpinte af det og det kan være alt fra hvisken/"ligegyldige" skygger der glider rundt, til voldsomme bizarre, blodige syner og råbende onde stemmer. Bonse, var det dig der beskrev lange mænd der lugter og drypper vand på dine fødder? Jamen altså, jeg kan slet ikke forestille mig at skulle leve med det. Jeg kan stadig, efter mange år som ansat i psykiatrien, miste pusten over hvor kompleks og..... underlig i mangel af bedre ord, en sygdom skizofreni er og hvor frygteligt det er ikke at kunne gøre mere end at give en masse pn og bare prøve at give ro og støtte, når psykosen raser og patienten er helt desperat. Pyh!

Jeg synes det er SÅ godt at I vil skrive åbent om jeres sygdom og symptomer herinde. Der er virkelig brug for at befolkningen for mere indsigt og forståelse for psykisk sygdom. Jeg kunne så godt tænke mig at man lavede nogle udsendelser, der fulgte mennesker med forskellige psykiske sygdomme, både milde og ekstreme tilfælde. Både for at give viden om det (fx at skizofreni ikke er det samme som personlighedsspaltning, eller er farlige mordere), for at skabe fokus på hvor invaliderende det kan være og vi kan skabe fokus på de manglende ressourcer der er i psykiatrien og lignende steder. Men også for at vise at fx skizofreni er noget man kan HAVE - og ikke er noget man ER, herunder at det er mennesker med meninger, holdninger, personlighed, ønsker og drømme, som er datter, søn, mor, far, ven, medarbejder mm. ligesom alle andre.

Oprindeligt indlæg af tallulla

Jeg har også mødt et par lykkelige skizofrene. Altså nogen hvis psykotiske oplevelser var rare og dejlige, og det var sgu dejligt at opleve. De fleste jeg har mødt er dog forpinte af det og det kan være alt fra hvisken/"ligegyldige" skygger der glider rundt, til voldsomme bizarre, blodige syner og råbende onde stemmer. Bonse, var det dig der beskrev lange mænd der lugter og drypper vand på dine fødder? Jamen altså, jeg kan slet ikke forestille mig at skulle leve med det. Jeg kan stadig, efter mange år som ansat i psykiatrien, miste pusten over hvor kompleks og..... underlig i mangel af bedre ord, en sygdom skizofreni er og hvor frygteligt det er ikke at kunne gøre mere end at give en masse pn og bare prøve at give ro og støtte, når psykosen raser og patienten er helt desperat. Pyh!

Jeg synes det er SÅ godt at I vil skrive åbent om jeres sygdom og symptomer herinde. Der er virkelig brug for at befolkningen for mere indsigt og forståelse for psykisk sygdom. Jeg kunne så godt tænke mig at man lavede nogle udsendelser, der fulgte mennesker med forskellige psykiske sygdomme, både milde og ekstreme tilfælde. Både for at give viden om det (fx at skizofreni ikke er det samme som personlighedsspaltning, eller er farlige mordere), for at skabe fokus på hvor invaliderende det kan være og vi kan skabe fokus på de manglende ressourcer der er i psykiatrien og lignende steder. Men også for at vise at fx skizofreni er noget man kan HAVE - og ikke er noget man ER, herunder at det er mennesker med meninger, holdninger, personlighed, ønsker og drømme, som er datter, søn, mor, far, ven, medarbejder mm. ligesom alle andre.

Tusinde tak for særligt den sidste del af dit indlæg. Noget af det der går mig allermest på er forvekslingen mellem personlighedsspaltning og skizofreni. Samt folks uvidenhed.

Jeg er heller ikke meget for folk der siger de ER skizofrene. Det er jo netop ikke noget man er, men noget man HAR. Men jeg er kommet frem til at jeg retter folk hvis de siger jeg er skizofren.

Jeg rettede en sygeplejerske der sagde "Er du skizofren?" Nej jeg har skizofreni. I bund og grund handler det jo om at se folk som det hele menneske de er og ikke som en diagnose.

Mht de store mænd jeg ser, så har jeg erfaret at dem har jeg ikke rigtigt så meget kontrol over.

Og dog, for hvis de virkelig går mig på, så kan jeg godt åbne havedøren eller hoveddøren og bede dem om at gå. Desværre bliver folk lidt forvirrede engang imellem. Så står de stakkels gæster der og tænker: Bevares, jeg er jo lige kommet. Skal nok."

Men oftest så forsvinder skyggerne faktisk. Men ellers så har jeg lært at leve med at de er der. Jeg plejer at tage et elastik om håndleddet og svirpe det et par gange hvis jeg føler situationen er uoverskuelig. Så kan jeg ligesom dele det op, det der er en virkelighed, det her er en anden. Så ved jeg at jeg ligesom er "udenfor" det psykotiske og så kan jeg bedre agere i den egentlige virkelighed.

Jeg tror jeg har valgt at kæmpe videre. Men det kan bestemt være hårdt. Når folk må fortælle mig at der ingenting er, det er så svært, for i min verden er det så virkeligt.

Jeg kan huske jeg på et tidspunkt på psyk sagde fuck dig og fuck dig til de ansatte. For jeg følte mig så forrådt. Hvad pokker bildte de sig ind, at sige at alt det jeg kunne se ikke var der? Da jeg kom lidt til mig selv sagde jeg undskyld til dem alle sammen. For de kan jo ikke gøre andet. Men indtil jeg fandt ud af det, at det ikke var for at tale ned til mig, der var jeg frygteligt frustreret.

Jeg kan stadig få følelsen af at være helt alene. Også selvom jeg er omgivet af mennesker jeg holder af. Men man kan jo ikke vide hvordan det er medmindre man har prøvet det. Og jeg ønsker jo ikke for nogen at de oplever det jeg oplever.

Men i de stille og stemmeløse perioder, der føler jeg mig paradoksalt nok voldsomt alene. Så kan man godt savne stemmerne. Men de dage hvor jeg ikke kan styre dem, der maler jeg eller broderer. Det handler, for mig, om at finde noget der virker. Noget der får mine tanker væk fra larmen.

Jeg tror mennesket går meget meget langt helt af sig selv. En eller anden form for ur kraft der bare gør at man kæmper videre.

Nøglen i mit sygdomsforløb har været at finde ud af hvorfor. Hvorfor jeg kæmpede videre. Men selvom man føler sig frygteligt alene, så er livet også godt. Jeg er jo heldigvis mere end at være syg.

Jeg under alle med en diagnose at de har mennesker i deres liv der ved at de er mere end det. Når man bliver set som et helt menneske så er livet også meget bedre at leve.

Hvor er det, mm, oplysende (?) altså, det er svært at beskrive, men virkelig en viden og en indsigt jeg er glad og taknemmelig for at få af jer. Tusind tak fordi I fortæller!!

Jeg kom dog på et enkelt spørgsmål, som jeg håber at det er ok jeg stiller: (og hvis ikke, så bare sig det eller ignorér det)
Jer der kan lugte lig, hvordan ved I hvordan lig lugter?
Ved man det bare sådan instinktivt eller?

Oprindeligt indlæg af kidkomb

Hvor er det, mm, oplysende (?) altså, det er svært at beskrive, men virkelig en viden og en indsigt jeg er glad og taknemmelig for at få af jer. Tusind tak fordi I fortæller!!

Jeg kom dog på et enkelt spørgsmål, som jeg håber at det er ok jeg stiller: (og hvis ikke, så bare sig det eller ignorér det)
Jer der kan lugte lig, hvordan ved I hvordan lig lugter?
Ved man det bare sådan instinktivt eller?

Det kommer meget "naturligt". Er ihvertfald ikke i tvivl når den lugt dukker op.

Oprindeligt indlæg af kidkomb

Hvor er det, mm, oplysende (?) altså, det er svært at beskrive, men virkelig en viden og en indsigt jeg er glad og taknemmelig for at få af jer. Tusind tak fordi I fortæller!!

Jeg kom dog på et enkelt spørgsmål, som jeg håber at det er ok jeg stiller: (og hvis ikke, så bare sig det eller ignorér det)
Jer der kan lugte lig, hvordan ved I hvordan lig lugter?
Ved man det bare sådan instinktivt eller?

Jeg har arbejdet i hjemmeplejen, hvor jeg fandt en død, gammel mand der havde ligget i en 2 ugers tid i sommerheden. Jeg havde ikke tidligere erfaret hvordan meget døde mennesker lugter, men da jeg stod i entréen var jeg faktisk ikke i tvivl om, hvad jeg ville finde derinde - trods at det lige så godt kunne have været gammel skrald eller lort.

Jeg ved ikke om det er noget instinktivt - men jeg tror i hvert fald at man hurtigt kan regne ud hvad det er, via udelukkelsesmetoden. De fleste har jo lugtet hvordan rådne madvarer eller skrald lugter - men lugten af menneskelig er helt, helt anderledes, selvom den stadig er meget rådden og gennemtrængende.

Jeg synes i øvrigt ikke, at oplevelsen var slem i sig selv - kun, at jeg havde mange andre borgere jeg skulle ud til, og selvom jeg kunne skifte tøj, så opdagede jeg da jeg kom ud til en anden borger, at mit hår stadig stank. Så jeg gik med hende ud på altanen og bad hende om at blæse cigaret-røg på mig, så jeg lugtede af dét i stedet for... Fortalte hende dog ikke hvorfor, tror at hun troede at jeg lige var holdt op med at ryge selv og havde abstinenser.

Tusind tak for svarene
Det er egentlig tankevækkende at man sådan instinktivt kan fornemme, hvordan død lugter. Sært og fascinerende.

Håber det er iorden at jeg linker til den her video, ellers fjerner jeg den gerne igen. Den giver ikke en fuld forståelse, men den forklarer hvordan hallucinationer kan være for nogen.

Alle input er velkomne

I må undskylde at jeg hiver tråden frem igen - hvis interessen for den er væk - men jeg er vildt forvirret..

Stemmerne: Kan man mærke dem i ørerne, som ved reel lyd, eller er det mere på "indersiden af hovedet" men med stemmeklang etc?
Jeg har stemmer i hovedet der taler om mig - og til mig.. Er det et tegn på skizofreni?
Lugtforstyrrelserne: Er det ikke noget alle har til tider?