Oprindeligt indlæg af Aimajam

Nå ja, jeg snakkede en times tid i telefon med min kærestes mor i går.

Han sov fint som spæd, men til gengæld havde de virkeligt et hyr med hans spisevaner og spisemønstre. Det var helt skørt. Da han blev lidt ældre sad han ofte ved middagsbordet og sov ned i kartoflerne. Han faldt simpelthen bare i søvn midt i maden, så det var lidt en kamp at sørge for, at han nåede at få lidt mad inden.

Og så var han også fremmelig på flere punkter. Han begyndte at rejse sig op ad ting, da han var seks måneder, og han kunne en del ord før han var fyldt et år.

Og så fortalte hun hundrede andre ting også, som både var morsomme og sjove, men vist først nu, her mange år senere. Hun har virkelig haft sit hyr med ham, han gad f.eks. heller ikke gå i børnehave og SFO, fordi de andre børn larmede for meget.

Og da han kom hjem og jeg genfortalte tingene, var han bare sådan "Jamen altså, jeg har jo RET. Folk LARMER fandme altid sådan, altså. Man burde lave en regel om, at der kun er én der må tale ad gangen?! Det er jo ikke til at tænke, når folk altid sådan skal LARME, vel? Det er der da intet unormalt i at synes, det er da logik!!"


Mmm, helt sikkert.

Det er altså mærkeligt det der med at være hurtig motorisk og så ADHD. Jeg har hørt utrolig mange med diagnosen, som har gået meget tidligt. Jeg var selv 8 måneder, da jeg gik uden støtte. Omvendt er der så vist også dem, der går meget sent. Jeg ved ikke helt, hvad forklaringen er på det. Jeg har hørt noget om, at det er utålmodigheden og rastløsheden, der motiverer barnet, men jeg ved ikke, om der er nogen, der kan af eller bekræfte den teori?

Oprindeligt indlæg af Sofiie-Amaliie

Det første: jeg er egentlig enig, men kan også godt forstå, at få gør det. Der ER altså mange tabuer og fordomme om ADHD, om man vil det eller ej, og de kolde skuldre og ændringer i opførsel jeg har oplevet, når folk har fået det at vide, kan jeg godt forstå at politikere, topembedsmænd osv. ikke vil risikere.

Det andet: Enig. Under min udredning blev der i øvrigt spurgt meget ind til graviditet, fødsel, tiden som spæd, tiden som barn. Og jeg er heeeelt klassisk, ligesom dig. Sov superlet, når jeg eeeendelig faldt i søvn. Mærkelige spisemønste. Afvigende adfærd (enormt langt fremme på mange områder, men samtidig supersensitiv og på mange måder helt motorisk klovnet, selvom jeg er enebarn og fik intens træning).

Helt enig i, at der er ufattelig mange fordomme omkring ADHD. Og det tog mig lang tid, før jeg turde det fortælle til andre end de nærmeste. Men så længe folk, der har klaret sig fint ikke står frem, så bliver det ikke anderledes. Der er forresten én politiker, der har fortalt åbent om sin ADHD. Det er Anne Marie Geisler fra de radikale.

Den radikale politiker Anne Marie Geisler lider af ADHD og depression - Depression Information

Interview med Anne Marie Geisler | Frem i lyset

Oprindeligt indlæg af Sofiie-Amaliie

Btw. TS, så skal I nok forberede jer på, at en evt. udredning altså bliver MEGET privat og nærgående. Eller kan blive.
Jeg blev spurgt ind til 1000 ting om min barndom (også mindre rare ting - og blev bl.a. flere gange spurgt til om der havde været overgreb...), og de gik også meget tæt (sådan føltes det) på min seksualitet, og spurgte ind til debutalder, om jeg ville beskrive mig selv som "seksuelt udfarende", om jeg mærkede noget til hyperaktivitet eller manglende fokus og dårlig motorik i mit sexliv ( Nu er det ret sjovt, men dengang var det altså ikke så spas at skulle sidde og gå ned i med en fremmed), om jeg syntes at jeg var afvigende osv.
Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg var blevet forberedt på, at de kan stille den slags spørgsmål, for jeg syntes godt nok, det var nærgående at skulle svare på...

Jeg siger det lige videre, at der kan være mulighed for den slags spørgsmål, men sådan noget der ville han tage helt cool, er jeg overbevist om. Han er egentlig ret autoritetstro, så hvis psykiateren spørger ham om ting, vil han bare svare uden at tænke så meget over, hvordan det føles. Han er ret tillidsfuld på den måde, kan man sige, så det er også derfor, at det, der egentlig har været vigtigt for mig, har været at han tog det første skridt ud i det her. Når først det er taget, er jeg helt tryg, for jeg ved, at han nok skal lytte til de ting, han får at vide af fagfolkene.

Mht det seksuelle:

Adhd piger kan være hyperseksuelle som teens - dvs meget fremme i skoene.

Oprindeligt indlæg af Sofiie-Amaliie

Btw. TS, så skal I nok forberede jer på, at en evt. udredning altså bliver MEGET privat og nærgående. Eller kan blive.
Jeg blev spurgt ind til 1000 ting om min barndom (også mindre rare ting - og blev bl.a. flere gange spurgt til om der havde været overgreb...), og de gik også meget tæt (sådan føltes det) på min seksualitet, og spurgte ind til debutalder, om jeg ville beskrive mig selv som "seksuelt udfarende", om jeg mærkede noget til hyperaktivitet eller manglende fokus og dårlig motorik i mit sexliv ( Nu er det ret sjovt, men dengang var det altså ikke så spas at skulle sidde og gå ned i med en fremmed), om jeg syntes at jeg var afvigende osv.
Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg var blevet forberedt på, at de kan stille den slags spørgsmål, for jeg syntes godt nok, det var nærgående at skulle svare på...

Oprindeligt indlæg af Lupine_79

Hold da op! Alt det blev jeg heldigvis slet ikke spurgt om! Der er åbenbart forskel på proceduren.

Jeg er heller ikke blevet sprugt så detaljeret, men jeg er blevet sprugt om nogle af tingene... det var vist om jeg havde haft en tidlig debut og om jeg havde haft mange forhold og den slags. Men der er jo også forskel på hvem man er og hvor man er i sit liv - nu har jeg jo været sammen med den samme i 11 år, Sofiie-Amaliie er jo både yngre og i en anden situation.

Psykiateren har da også spurgt en del til hvordan mit og min mands forhold er, om hvilke problemer vi har og har haft og den slags, og det kan da også gå lidt tæt på og det er da meget rart at være klar over at man kan blive spurgt om den slags ting.

Dem der har en partner... hvor meget snakker I med ham/hende om det? Hvor meget forklarer I? For jeg forklarer helt ærligt ikke specielt meget og et eller andet sted tror jeg faktisk det ville være fint hvis han vidste lidt mere, fordi så ville han bedre kunne forstå hvorfor jeg nogle gange er ret underlig (i hans øjne)... og så ville han måske bedre kunne bære over med mig i stedet for at vi ender med at skændes om noget åndssvagt...

Min døgnrytme har altid været skæv ift det social acceptable, helt fra jeg var ganske lille.
Mine forældre siger jeg havde meget svært ved at falde i søvn før midnat.
Til gengæld var der aldrig vrøvl med mig ift middagslur. Og jeg fungerer stadig bedste med middagshvil.

Jeg gik tidligt, og jeg talte tidligt - i øvrigt med lange sætninger.

Fordi jeg altid var udmattet har jeg aldrig gået til en fritidsaktivitet som barn.
Sport siger min INTET, jeg kan ikke koordinere mine ben og arme - jeg har simpelthen aldrig kunne forstå at nogen kunne finde fornøjelse ved det.

Jeg er i øvrigt født 5-6 uger for tidligt, vejede 1860 gram - og har en niece, en grankusine og en granfætter med samme diagnose.
Og efter min mening er der mindst et familiemedlem mere - udiagnosticeret.

Oprindeligt indlæg af cirkeline_

Dem der har en partner... hvor meget snakker I med ham/hende om det? Hvor meget forklarer I? For jeg forklarer helt ærligt ikke specielt meget og et eller andet sted tror jeg faktisk det ville være fint hvis han vidste lidt mere, fordi så ville han bedre kunne forstå hvorfor jeg nogle gange er ret underlig (i hans øjne)... og så ville han måske bedre kunne bære over med mig i stedet for at vi ender med at skændes om noget åndssvagt...

Min forsøger at forstå og har faktisk rykket sig meget på det punkt. Desværre har vi mistanke om, at han også har det. Ikke fedt, hvis det viser sig, at vi er en hel ADHD-familie

Oprindeligt indlæg af Sofiie-Amaliie

Der ER altså mange tabuer og fordomme om ADHD, om man vil det eller ej, og de kolde skuldre og ændringer i opførsel jeg har oplevet, når folk har fået det at vide, kan jeg godt forstå at politikere, topembedsmænd osv. ikke vil risikere.

Der er jeg nok en smule heldig at have prøvet at tilhøre en kontroversiel religiøst minoritet.
For jeg har hele min barndom prøvet at voksne og børn pr automatik tog afstand fra mig, når de hørte om mine tilhørsforhold.

Når jeg i dag kan mærke at folk tror de ved en masse om adhd, eller stempler mig som underbegavet uden at gide lærer mig at kende, så tænker jeg bare "Nå, du er da en sølle idiot" - og så gider jeg ikke bruge mere tid på dét.

Jeg skjuler i øvrigt aldrig at jeg har adhd, eller tilbagevendende depression og angst.
Hvis JEG ikke er flov over det, så sender jeg jo et signal til omverdenen om at det IKKE er skamfuldt. Og så bliver det lidt nemmere for den næste.
Forstå mig ret, jeg præsenterer mig ikke som patient, men det kommer forholdsvist hurtigt på bordet, fordi vores jeg i DK er baseret på vores job og uddannelse.
Og jeg VIL ikke sidde og lyve.

Der kan være enkelte gange hvor jeg ganske enkelt ikke har det mentale overskud, eller jeg føler mig sårbar, og så siger jeg at jeg står permanent udenfor arbejdsmarkedet pga en medfødt hjerneskade.
Det har folk ikke så mange medieskabte meninger omkring. :-)