Oprindeligt indlæg af Aimajam

Bitterheden kan jeg selv relatere til, som søster til min bror, der blev diagnosticeret alt for sent, ja, med streg under 'for sent'. Jeg er fuldstændig overbevist om, at hans liv havde artet sig anderledes, hvis han hans ADD var blevet opdaget noget før, og han havde fået den hjælp, han havde brug for, og det er måske også derfor, det ligger mig så meget på sinde i forhold til min kæreste. Det handler om livskvalitet, i mine øjne, og jeg ønsker virkelig bare den bedste for min kæreste.

Min kærestes mor (yes, hun er også inddraget) lider også lidt under det. Hun har, da han var barn, ofte prøvet at presse ham ud i sociale ting, fordi hun simpelthen frygtede, at han skulle blive asocial, men han VAR jo bare ikke helt som andre børn. Havde man haft den viden på emnet dengang, som man har i dag, havde tingene formentlig set anderledes ud.



Rigtig god pointe. Jeg håber, det er sådan i det her tilfælde, at det blot er en hurdle han skal over, og at han så på et eller andet tidspunkt, bare accepterer det. Jeg er dog helt overbevist om, at han aldrig kommer til at identificere sig på den måde med ADD'en, jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde kommer til at opleve den der åbenhed omkring det fra ham, men jeg håber og tror han kan lære at acceptere det alligevel.



Min kæreste har både klaret sig igennem en studentereksamen og en uddannelse med job ved siden af. I dag har han fuldtidsjob og egen forretning ved siden af. Hvordan han har klaret sig igennem tidligere, er mig en gåde, men jeg tænker at det simpelthen har været fordi, det så også kun har været uddannelse og fritidsjob han skulle forholde sig til, og intet andet. Nu hvor han er blevet 'rigtig voksen' og har kæreste, eget hjem, egne regninger, bil og endda virksomhed der skal overskues, strammer det gevaldigt til. Og det har det gjort længe, i flere år. Min frygt er netop, at han ender med at gå seriøst ned, at det hele simpelthen eskalerer for ham, hvis ikke det bliver gjort noget.

Jeg vil også virkelig gerne høre mere om det med kost.





Jeg sad bare og tænkte "Bingo!" da jeg læste det her. Og da jeg så ville markere det, der også passede på min kæreste, kunne jeg jo nærmest markere det hele.

Han kan godt sidde en hel aften og spille musik, eller kigge på Youtube-klip der interesserer ham, eller læse en bog. På visse områder er han virkelig dybt fokuseret.

Andre gange, og rigtigt meget af tiden befinder han sig nærmest i en drømmeverden, eller "indre hyperaktiv tankeverden", som du beskriver det. Man kan faktisk ret se det på ham, at hvis han f.eks. bliver bedt om at forholde sig til et eller andet, så kan jeg tydeligt se, hvordan hans hjerne bliver fyldt med en milliard forskellige tanker. Det kommer også ind i mellem til udtryk i hans svar og sætninger, han kan virkelig få sagt nogle ting, hvor jeg bare sidder og tænker "WTF?!" fordi det er ret sort eller 'Goddag, Mand Økeskaft'-agtigt, men han kan ikke altid holde styr på, hvilke ting der er relevant for det pågældende emne, og hvilke der bare er tanker der distrahere hans hjerne. Jeg ved ikke om det her giver mening, det er svært at forklare.

Alt husligt har jeg for længst fritaget ham totalt for, det ender aldrig i andet end skuffelser og frustration for mig, fordi det virkelig har været svært at forstå hvorfor (fanden i helvede og satan) han ikke bare kunne tage den opvask eller whatever, så nu er hans tørn, at tage skraldet med ned, når han tager afsted på job, og det husker han heldigvis. De gange jeg stiller skraldeposen ud foran hoveddøren, altså.



Jeg er meget taknemmelig for, at I vil dele jeres oplevelser.

Det vil jeg i hvert fald med glæde, for det er svært at lade være, når én eller anden hele tiden siger noget, man kan relatere til! Det er en skøn følelse efter mange år, hvor man ét eller andet sted var Palle Alene i Verden.

Man kan faktisk godt leve et nogenlunde normalt liv med ADHD. Jeg synes, jeg kan alt det, som andre kan, men ligesom din kæreste, synes jeg, der er for få timer i døgnet til at nå det hele Men sandheden er jo, at jeg vist har brug for lidt mere tid end de fleste. Jeg har kæreste og 2 børn (hvoraf den ene har en immun defekt), jeg er snart færdig med min kandidatuddannelse (jeg kom også fint igennem gymnasiet, selvom jeg var ulykkelig). Udadtil har jeg ikke som sådan måttet opgive noget. Dvs i mange år opgav jeg ufrivilligt at have et socialt liv.

Jeg synes, det er utrolig flot, at du sætter dig så meget ind i din kærestes problematikker! Det må virkelig være guld værd for ham. Og nu kommer der en fordom: jeg tror (men har også læst), at det nogle gange er lettere for voksne mænd at have ADHD end kvinder, fordi der stadig er lidt kønsopdelte roller i mange hjem. Når jeg inviterer folk, så vil jeg gerne have, at her ser pænt ud, og selvom jeg er et rodehoved, så ved jeg godt, hvordan jeg foretrækker, at her ser ud. Så jeg har virkelig kæmpet hårdt for at lære at have et ryddeligt hus (har ikke helt lært det endnu). Jeg tror ofte, at mænd er lidt mere ligeglade med den slags.

Lige nu har jeg det okay, fordi jeg har et par opgaver tilbage inden specialet skal skrives, og det passer lige netop til mig. Hvis jeg havde gået på en uddannelse med en masse mundtlige eksamener ville jeg aldrig have klaret det. Jeg har også en del fritid - bilder jeg mig ind så jeg kan bruge en stor del af min tid på at rydde op og organisere, men jeg kan virkelig ikke multitaske. Når jeg er dybt inde i en opgave, så tager min kæreste fuldstændig over. Jeg magter ikke huset og jeg magter knap nok mine børn Til gengæld har jeg ikke sociale problemer. Jeg elsker at være sammen med søde mennesker. Men ellers handler mit liv ikke om ret meget andet end studie og familie.

Oprindeligt indlæg af Lupine_79

Det vil jeg i hvert fald med glæde, for det er svært at lade være, når én eller anden hele tiden siger noget, man kan relatere til! Det er en skøn følelse efter mange år, hvor man ét eller andet sted var Palle Alene i Verden.

Man kan faktisk godt leve et nogenlunde normalt liv med ADHD. Jeg synes, jeg kan alt det, som andre kan, men ligesom din kæreste, synes jeg, der er for få timer i døgnet til at nå det hele Men sandheden er jo, at jeg vist har brug for lidt mere tid end de fleste. Jeg har kæreste og 2 børn (hvoraf den ene har en immun defekt), jeg er snart færdig med min kandidatuddannelse (jeg kom også fint igennem gymnasiet, selvom jeg var ulykkelig). Udadtil har jeg ikke som sådan måttet opgive noget. Dvs i mange år opgav jeg ufrivilligt at have et socialt liv.

Min kæreste udtaler også, at han altid har følt, at han har levet et normalt og godt liv, også selvom han har haft på fornemmelsen, at han var anderledes end andre. Men som han siger, så har han jo heller aldrig prøvet andet. Han har heller aldrig været den der sociale type, men han har aldrig følt, at det som sådan rigtigt har sagt ham noget, at have nære venner. Han siger, at han aldrig rigtigt har mødt nogle, han havde kemi med, og når han hører mig fortælle om mine meget tætte relationer til venner og veninder, bliver han lidt misundelig, for han har bare aldrig prøvet det sådan rigtigt. ikke fordi folk ikke ville ham, han har altid været enormt vellidt, folk har jo bare fundet hans særheder sjove, men han har simpelthen ikke følt sig nok underholdt i andre mennesker selskab, og han har altid, ALTID følt, at han ofte blev misforstået. Det føler han stadig.

Jeg synes det er vildt, at du klarer det du gør, Lupine! Jeg har for flere år siden afskrevet tanken om børn. Ikke fordi, jeg ikke vil have børn, men simpelthen fordi, jeg ikke kan se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre i denne her konstellation. Man kan jo sige, at hvis nogle kan klare at være enlig forælder, burde der også kunne gå her, men nej, for det er jo ikke kun min kærestes manglende overblik og overskud, der spiller ind, det er i lige så høj grad den kaos han ret ofte kommer slæbende med.

Nu har børn heller aldrig været noget der har været et stort ønske, hverken for mig eller min kæreste, og på sin vis er det jo sådan set heldigt nok, som det er nu, virker det totalt umuligt i mine øjne, og det på trods af, at det ikke er mig der har ADD.

Oprindeligt indlæg af Lupine_79

Jeg synes, det er utrolig flot, at du sætter dig så meget ind i din kærestes problematikker! Det må virkelig være guld værd for ham. Og nu kommer der en fordom: jeg tror (men har også læst), at det nogle gange er lettere for voksne mænd at have ADHD end kvinder, fordi der stadig er lidt kønsopdelte roller i mange hjem. Når jeg inviterer folk, så vil jeg gerne have, at her ser pænt ud, og selvom jeg er et rodehoved, så ved jeg godt, hvordan jeg foretrækker, at her ser ud. Så jeg har virkelig kæmpet hårdt for at lære at have et ryddeligt hus (har ikke helt lært det endnu). Jeg tror ofte, at mænd er lidt mere ligeglade med den slags.

Tusind tak skal du ha'. På trods af alt det her jeg (med hans velsignelse, naturligvis) fortæller om ham, så er han jo, i mine øjne, helt fantastisk. En af grundende til, at jeg faldt for ham, var jo netop hans ret anderledes væsen, men jeg synes godt nok også at det er svært, for jeg vil jo bare så gerne tage hensyn og hjælpe og støtte ham, men det må jo heller ikke kamme over i, at jeg bliver for dominerende eller for mor-agtig, og jeg er jo ikke interesseret i at lave ham om, jeg vil bare så gerne, at han får mere styr på det her for HANS skyld. Og det er en hårfin grænse der er svært at finde, synes jeg.

Jeg har sendt en pb

Oprindeligt indlæg af Lupine_79

Dine symptomer lyder godt nok meget som mine! Jeg har også flere gange tvivlet på min diagnose, for opmærksomhedsproblemet er jo næsten det mindste af mine problemer! Jeg kan sagtens se en film, læse tykke bøger osv. Faktisk trives jeg med at dykke ned i emner og er "god" til at hyperfokusere. Mine opmærksomhedsproblemer kommer mere til udtryk ved, at jeg glemmer min taske, pung, sygesikringskort forskellige steder (en dag glemmer jeg mig selv og mine børn ), men jeg kan faktisk godt være til stede i nuet, når jeg er interesseret i noget.

Som barn var der heller aldrig nogen, der nævnte, at jeg havde problemer med koncentrationen. Jeg tror tværtimod, at de syntes jeg var god til det. Jeg sad jo helt stille og kiggede. Mange gange VAR jeg også opmærksom på det, der blev sagt, fordi det interesserede mig, men andre gange drømte jeg mig bare væk og så bare ud som om, jeg lyttede. Min ADHD kommer mest til udtryk ved en indre hyperaktiv tankeverden, der nogle gange driver gæk med mig. Og så har det taget lang tid for mig at lære at holde hjemmet ryddeligt

Hos mig handler det også meget om tankemylder... mine tanker kører bare derudaf hele tiden og springer fra det ene til det andet, og når jeg husker tilbage på min skoletid så har jeg godt nok brugt meget tid på at dagdrømme. Jeg kan godt høre efter hvad nogen siger, men hvis de snakker i for langt tid så glemmer jeg hvor de startede og så slår min hjerne altså fra...

Jeg er meget let at distrahere... det er lyd, lys, bevægelse alt nærmest der distraherer mig fra det jeg er i gang med og det betyder tit at jeg glemmer hvor jeg har lagt mine ting og hvad jeg egentlig var i gang med.

Jeg har både klaret folkeskolen og gymnasiet med et middelmådigt gennemsnit, hvor det nok mest handlede om at jeg aldrig kunne koncentrere mig om at lave lektier og jeg har så bare været så heldig at jeg har kunnet klare den på rutinen med de fleste ting. Jeg har faktisk også en universitetsuddannelse, men det har været en lang sej omgang... specielt mit speciale trak tænder ud og min kæreste hev mig igennem... det var til dels også der hvor det blev rigtig tydeligt at jeg har store koncentrationsproblemer.

Det gik nok bedst for mig dengang jeg boede alene, fordi der kunne jeg lave noget i de perioder hvor jeg havde ro til at koncentrere mig og jeg kunne sove til middag når jeg havde brug for det, men efter jeg flyttede sammen med min mand og vi efterhånden har 3 børn, så er der pludselig ikke så meget tid og jeg får ikke altid den søvn jeg har brug for og det hele er klart sat mere på spidsen nu.

Min kropslige uro kommer til udtryk ved at jeg næsten altid sidder med min computer på skødet... jeg kan ikke bare sidde og se fjernsyn, så bliver jeg rastløs... men hvis jeg sidder og er på debatten så kan jeg godt koncentrere mig om at se fjernsyn samtidig. Jeg har også svært ved at sidde stille og lege med børnene, eller bare sidde stille og se en film sammen med dem.

Derudover er jeg rimelig opfarende...

Men alle de ting er dæmpet væsentligt ned med medicinen... jeg har ro i hovedet, jeg er ikke opfarende og sur, jeg kan sidde stille og lege med børnene, jeg kan se noget i fjernsynet uden at have computeren foran mig og jeg er blevet bedre til at lukke af for alle andre indtryk når jeg sidder og arbejder, jeg bliver ikke så let distraheret.

Cirkeline! Nå ja vigtigt, at du nævner træthed! I min familie lavede de altid sjov med, at jeg gik og sagde: "jeg er så træt, men jeg ved ikke hvorfor" - det var især i weekenderne, at jeg havde det sådan. Jeg har mange gange fået undersøgt, om jeg led af blodmangel eller lignende, men i dag ved jeg så, at det er ADHD'en, der gør mig træt. Ligesom dig er jeg også meget lydfølsom.

Mht. uddannelsen. I folkeskolen klarede jeg mig fint, men var ikke så god til matematik. I gymnasiet klarede jeg middelmådigt, men fik høje karakterer i skriftlige afleveringer. På universitetet får jeg sjovt nok meget høje karakterer. Også før jeg begyndte på medicin. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet så meget bedre efter gymnasiet, men måske fordi jeg på uni kan få lov til at fordybe mig i lige netop dét, jeg finder allermest spændende. I folkeskolen og gymnasiet føltes meget af det som en sur pligt. Dertil kommer, at jeg slet ikke var glad i den periode, jeg gik i gymnasiet.

Aimajam; kan din svigermor huske, hvordan din kæreste var som spæd?

Oprindeligt indlæg af Aimajam

Tusind tak fordi I gider svare, det betyder virkeligt meget for mig, det er rart at læse, og jeg vil vise min kæreste alle jeres ord, når jeg engang ser ham.

Hvor ville jeg bare ønske, at det også vil være en lettelse for ham. Jeg tvivler bare lidt, men efter dit indlæg, Cirkeline, kommer jeg til at spekulere lidt på, om han mon ikke tager afsted fordi han reelt kunne frygte, at der alligevel ikke 'er noget at komme efter'? Jeg tror nu ikke det hænger sådan sammen, men hvis nu psykiateren siger, at han vurderer at han intet fejler, ja hvad så?

Det er jeg nu personligt ret overbevist om, han gør.

SA, tak for dine inputs. Min kæreste har gudskelov ikke besvær med at sove. Han sover inden for fem minutter efter han har lagt sig, men uanset hvor meget han har sovet, så er det en kamp uden lige for ham at komme op når han vågner. Omvendt kan han heller ikke holde ud at blive liggende de dage han så faktisk har mulighed for det, for så føler han stress, siger han.

Han er heller ikke hyperaktiv eller 'hænger på væggene'. Slet ikke, men det var min bror heller ikke overhovedet.

Hans primære problematikker er, udfra min oplevelse struktur, planlægning, hukommelsen og koncentrationen, og alle fire aspekter i et sådant omfang, at det i høj grad påvirker hans hverdag.

Man kan sagtens sove dårligt og dermed reelt ikke være udhvilet selv efter relativt lange søvnperioder, så det er ingen garanti for god og tilstrækkelig søvn, at han falder i søvn med det samme - sammenholdt med hans vanskeligheder med at vågne rigtig og de øvrige "symptomer" kan det lige så vel tyde på, at han ikke får sovet ordentligt og dermed naturligvis er megatræt. Hele tiden.

Jeg har ikke selv erfaringer med Melatonin men overvejer det.

Oprindeligt indlæg af Lupine_79

Cirkeline! Nå ja vigtigt, at du nævner træthed! I min familie lavede de altid sjov med, at jeg gik og sagde: "jeg er så træt, men jeg ved ikke hvorfor" - det var især i weekenderne, at jeg havde det sådan. Jeg har mange gange fået undersøgt, om jeg led af blodmangel eller lignende, men i dag ved jeg så, at det er ADHD'en, der gør mig træt. Ligesom dig er jeg også meget lydfølsom.

Mht. uddannelsen. I folkeskolen klarede jeg mig fint, men var ikke så god til matematik. I gymnasiet klarede jeg middelmådigt, men fik høje karakterer i skriftlige afleveringer. På universitetet får jeg sjovt nok meget høje karakterer. Også før jeg begyndte på medicin. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet så meget bedre efter gymnasiet, men måske fordi jeg på uni kan få lov til at fordybe mig i lige netop dét, jeg finder allermest spændende. I folkeskolen og gymnasiet føltes meget af det som en sur pligt. Dertil kommer, at jeg slet ikke var glad i den periode, jeg gik i gymnasiet.

Aimajam; kan din svigermor huske, hvordan din kæreste var som spæd?

Cirkeline og Lup, min kæreste kan heller ikke sidde og se en random film eller have en samtale bare sådan almindeligt. I går da vi havde den snak, sad jeg meget nærværende med krop og ansigt rettet mod ham, og prøvede gang på gang at fange hans øjenkontakt. Han, derimod, sad og bladrede et reklamemagasin igennem 18 gange, mens han midt i samtalen lige skulle indskyde ting som 'En foooodprocessor!? Hvem fanden køber sår'n noget lort, haha!" osv. Normalt er det hans telefon han sidder med, medmindre, altså, at det er et emne der virkelig interesserer ham og falder ham naturligt at tale om. Så får den så til gengæld også alt hvad den kan med engagement, nærvær, store armbevægelser osv.


Lupine, det tror jeg sagtens hun kan, men vi har aldrig talt om, hvordan han var som spæd, tror jeg. Tænker du på noget konkret, for så kan jeg spørge hende.

Det hjælper også på min selvbevidsthed at succesfulde mennesker med ADHD træder frem. Men jeg savner lidt, at det ikke kun er stand up komikere (klassens klovn) - ikke at der i øvrigt er noget i vejen med det! Men at det også er politikere, professore osv, for de findes også derude

Aimajam; jeg spørge til din kæreste som spæd, fordi man ofte allerede dér kan se, at et barn med ADHD er anderledes. F.eks havde min mor problemer med at få mig til at sove, få mig til at blive i søvnen. Jeg ville ammes hele tiden, men var alligevel aldrig mæt. Jeg spiste som en fugl. Jeg ville ikke sove i barnevognen, ikke bruge sut, sutteflaske osv. Desuden var jeg meget lydfølsom og vågnede let. Kort sagt var jeg et dødbesværligt barn

Oprindeligt indlæg af Sofiie-Amaliie

Det viser også bare, at problemerne viser sig forskelligt. Jeg har INGEN problemer med at stå op, men til gengæld er det uden melatonin en kamp at falde i søvn, og det kræver fuldkommen fysisk udmattelse, massive mængder alkohol og/eller komplet mørke og ro.

Jeg er heller ikke hyperaktiv eller hænger på væggene. Ikke i klassisk forstand. For jeg ER hyperaktiv på min egen måde.. Jeg snakker for det første rigtig meget (og meget højt ) især uden medicin, og min psykiater kaldte det "verbal hyperaktivitet". Derudover bevæger jeg mig (åbenbart) meget. Jeg får tit at vide, at jeg skal sætte mig ned og slappe af eller om jeg altid bevæger mig så meget. Og det er altså med medicin
Det jeg mener, er at hyperaktivitet ikke nødevendigvis er, at man kravler på væggene eller løber rundt om sig selv i cirkler. Ligesom mangel på impulskontrol ikke nødvendigvis betyder, at man bæller en flaske ketchup eller onanerer med sandpapir, som Anders Stjernholm siger

Men de 4 aspekter er jo også ret centrale i ADHD. Og det der med at købe en kalender - glem det. "Man"/jeg glemmer at bruge den.. for mig er det eneste, der rigtigt funker at have en smartphone med div. hjælpeapps. Og jeg skriver ALT i telefonens kalender og noteprogram.

Nu jeg tænker over det, så er han egentlig også lidt, eh, 'off', sådan rent kropsligt/fysisk, eller hvad man siger.

En million gange har folk bedt ham om at sætte sig ned, fordi han bare... står. i ved, i en forsamling og sådan, så står han bare der, i stedet for at finde en plads. Sådan er det også ofte herhjemme, han stor pludselig midt i det hele og spiser sin rugbrødsmad, eller ser, fjernsyn, eller sms'er. Det kan være ret stressende. 'Gider du ikke lige sætte dig ned, B?' Jeg siger det hver dag, tror jeg.

Og så kaster han med ALT. Han jonglerer med det, han har i hænderne, og det er faktisk lige meget, om det er et skohorn eller en rå kyllingfilet. Han kan ikke bare tage tingen, bruge den og lægge den tilbage. Alt skal kastes og gribes sådan. Også hvis vi handler sammen, så skal han lige kaste lidt rundt med varerne, det er jo faktisk også ret uopdragent.

Hvis vi skal gå en tur, eller, det skal vi ikke, for den slags gør vi ikke længere, så er det også altid sådan noget med, at vi ikke bare kan gå stille og roligt hånd i hånd-agtigt. Så skal han lige hoppe op på en sten, så skal han lige over på den anden side af gaden og halvvejs op i skoven og kigge og ned igen og hov, der var da et vejskilt, så skal han lige svinge sig i det. Han er en abekat, altså. Herhjemme går han i øvrigt også lige pludselig rundt på hænder, og hvis vi besøger hans fars store hus, kan han ikke bare tage trappetrinene normalt, han skal helst tage tilløb og se, om han kan tage alle trin i et spring.

Han er tidligere springgymnast på højt plan, så jeg har altid bare tillagt det, det, men gåturene har jeg for længst droppet, det er simpelthen for irriterende.

Og nå ja, jeg svømmer sommetider baner i den lokale svømmehal, og her har jeg haft ham med en enkelt gang som uden tvivl både var første og sidste. Så skulle han hoppe i fra kanten, så fra vippen, så fandt han en bold, så dykkede han ned på bunden, op og få den store vippe åbnet så han kunne slå saltoer fra den. Jeg ville bare gerne svømmer baner og snakke, men altså, det fandt jeg så andre at gøre med.

Og hvis jeg får ham fremstillet helt vildt umoden nu, så er det faktisk forkert, for på langt de fleste områder er han, trods det, at jeg er lidt ældre end ham, langt den mest modne af os to. Jeg kom bare lige til at tænke på det der med fysikken nu, og jeg har altid været overbevist om, at hvis der var noget, så var det ADD som min bror, fordi min kæreste jo heller ikke er sådan hyper-hyper i den forstand, at han generelt er anstrengende at være i selskab med.