Aimajam; det er godt, at du anerkender din kærestes træthed. Jeg kan godt forstå, hvor træls det må være at lægge øre til - og især, når du selv har haft søvnproblemer, men hvor kan jeg genkende folks irritation, når jeg for 117. gang siger; "jeg er baaaare SÅ trææææt" - jeg har tit tænkt, hvorfor andre slet ikke har behov for at ytre, at de er trætte, men jeg tror, at mange slet ikke har oplevet den der invaliderende træthed, hvor man bare ikke KAN mere. Hver eneste aften, når ungerne skal puttes har jeg en smule krise. Det er ulideligt. Jeg kan godt lide at putte dem, men kræfterne er bare tit sluppet op på det tidspunkt.

Jeg har også døjet med hovedpine og migræne - og psoriasis gennem mange mange år. I forbindelse med sidstnævnte har jeg været igennem et utal af behandlinger, lys, hormoncremer, røde bade, salt osv osv, men det var først da jeg begyndte på medicin, at den forsvandt! Det viser jo bare, at kroppen har reageret på den kroniske stresstilstand, som jeg længe befandt mig i.

Min kæreste blev diagnosticeret for omkring 2 års tid siden må det være..
Det har været en rigtig lang vej, kamp og proces og det kan det sådan set stadig være.. For der er utrolig mange ting der skal "læres" på ny..

Det tog lang tid at få kæresten til at indse at der virkelig forelå et reelt problem, med skænderier, tudeture og hele svineriet. Det kræver virkelig at man indser at man har brug for hjælp og det er ikke nemt, hvis man har med et menneske at gøre, der helst vil klarer tingene på egen hånd..

Jeg har kunne mærke en kæmpe forskel. Ikke blot på min kæreste men også i vores forhold. Tidligere havde jeg en kæreste der kunne holde mig vågen en hel nat, med skænderier, da det nærmest var umuligt for ham at lægge sig til at sove uden tankemylder, der så resulterede i ligegyldige skænderier. Jeg er nu sammen med en mand der på mange punkter er blevet MEGET gladere, mindre jaloux og i det hele taget et menneske der kan håndterer stressede og pressede følsomme situationer.

Det har været et langt forløb ift. justering af medicin, men det lader til at han endelig har fundet både rette medicin og dosis..
Det er det bedste der er sket både for ham, men også os som par

Arhmen, nu er det fremskridt herhjemme igen.

Min kæreste kom lige hjem for at få noget at spise, og jeg havde lige åbnet linket, som FD postede. Han sætter sig med sin mad ved siden af mig, og begynder at følge lidt med, og det ender faktisk med, at vi læser de første afsnit sammen, og ind i mellem stopper op og taler om de forskellige ting. Ind i mellem kommer vi faktisk begge to til at grine, fordi meget af det simpelthen er så spot on. De eneste punkter, hvor jeg ikke synes, han matcher, er den med humørsvingningerne og temperamentet, og så har han også altid virket meget høflig på andre mennesker, lidt weird, måske, men ikke decideret uhøflig.

Og så smed jeg trumfkortet, inden han skulle gå. Jeg forklarer ham om det med søvnen, og siger også, at jeg er skideked af de gange, jeg har følt mig provokeret, men han er helt vildt interesseret. 'Jamen hvis ikke jeg sover rigtigt, kan jeg så få noget der kan hjælpe med det???" Og så var det der medicin pludselig ikke totalt udelukket alligevel.

Og så sagde jeg også, at det betød rigtigt meget, at han havde fået en anden tilgang til det, og at han overhovedet gad snakke om det, og til det svarede han, at han synes, jeg siger tingene anderledes nu, end jeg før har gjort. "Knapt så anklagende", og selvom jeg gerne medgiver ham, at jeg, da jeg lige havde fået en mistanke om det her, nok var lige vel insisterende, så kan jeg ikke helt genkende det. Jeg synes godt nok, jeg har været forsigtig og blid som et lam. Men nå, også lige meget. han vil ringe til psykiateren på mandag, og jeg må meget gerne minde ham om det.

Oprindeligt indlæg af Fede_Dorit

Orker ikke lige at læse de mange indlæg der er kommet siden sidst lige nu.

Åh, det er svært ikke at lade være med at grine lidt, jeg kan sætte mig helt ind i det.

Nå, men træthed:
Jeg er faktisk ved at give op på forhånd, fordi ikke kan overskue at danne de her sætninger.

Jeg er aldrig frisk. Jeg vågner træt.
Min søvn er enten dødlignende eller meget urolig og afbrudt.
Mine drømme er voldsomme, og svære at ryste af igen.
Hvis jeg ikke får 9 timer kan jeg ikke fungere psykisk. Jeg mister overblik og prooptionssans - og bliver i det hele taget tudevåren.
Det værste er at min sprogcenter bliver ramt, når jeg er ved at nå min grænse for hvad jeg kan den dag.
Det betyder jeg begynder at tale sort.
Min hjerne skyder simpelthen forkert ord af sted. Eller også kommer der slet ingenting.
"Vil du sætte min...spiseting...i den store hvide...i køkkenet....den der gør rent."
Så ved min kæreste at jeg spørger om han vil sætte min tallerken i opvaskemaskinen.
Det piner mig en del, for man kommer jo ikke just til at lyde som Stephen Hawkings af sådan en gang bavl.

Jeg har aldrig kunne forstå hvordan de andre børn omkring mig kunne stå op, gå i skole, lave lektier, have fritidsjob, gå til en aktivitet osv.
Jeg var intet værd før på den anden side af kl 12.
Og jeg underpræsterede konstant. Hvilken mine lærere gjorde opmærksom på.
Men ingen kendte diagnosen i 80'er og 90'erne.
Det var noget med DAMP og vilde drenge.


Og for mig er det stadig et mysterium at folk kan arbejde 8 timer, købe ind, passe deres børn, holde deres hjem, passe deres parforhold, gå til sport og være sociale?!?!

At jeg fik diagnosen hjalp mig væk den konstante følelse af at være en fiasko.
Den konstante halsen efter det de andre nåede.
Nu er jeg kommet overens med at det skal jeg ikke.
Jeg skal gøre det så godt som JEG synes - hvad andre gør skal jeg ikke kigge på.

Jeg tager ALT ind når jeg er ud - det er det dårlige ved at have alle de åbne 'kanaler'.
Hvis jeg kører i bus, så hører jeg samtlige samtaler og lyde - OG tager stilling til det.
På en tur ned af gågaden bliver jeg bombaderet med synsindtryk og lyde. Jeg har svært ved at gå i "min egen boble" som andre.
Jeg har prøvet at have en mp3 afspiller på, men musik gør mig meget træt.
En radio der kører i baggrunden er tortur for mig.
På den led er det jo egentligt ikke så mærkeligt at jeg er træt, eller søvnen jeg får aldrig er nok. Min hjerne er på konstant overarbejde.

Når der så kommer en eller an meningsmaskine og siger "ja, den slags havde vi jo ikke førhen," eller "det er også sådan en popdiagnose".
Så er det jeg virkelig må styre min manglede impulskontrol og ikke sparke tænderne ud på vedkommende.
For jeg lever med det hver dag.

Oprindeligt indlæg af Aimajam

Arhmen, nu er det fremskridt herhjemme igen.

Min kæreste kom lige hjem for at få noget at spise, og jeg havde lige åbnet linket, som FD postede. Han sætter sig med sin mad ved siden af mig, og begynder at følge lidt med, og det ender faktisk med, at vi læser de første afsnit sammen, og ind i mellem stopper op og taler om de forskellige ting. Ind i mellem kommer vi faktisk begge to til at grine, fordi meget af det simpelthen er så spot on. De eneste punkter, hvor jeg ikke synes, han matcher, er den med humørsvingningerne og temperamentet, og så har han også altid virket meget høflig på andre mennesker, lidt weird, måske, men ikke decideret uhøflig.

Og så smed jeg trumfkortet, inden han skulle gå. Jeg forklarer ham om det med søvnen, og siger også, at jeg er skideked af de gange, jeg har følt mig provokeret, men han er helt vildt interesseret. 'Jamen hvis ikke jeg sover rigtigt, kan jeg så få noget der kan hjælpe med det???" Og så var det der medicin pludselig ikke totalt udelukket alligevel.

Og så sagde jeg også, at det betød rigtigt meget, at han havde fået en anden tilgang til det, og at han overhovedet gad snakke om det, og til det svarede han, at han synes, jeg siger tingene anderledes nu, end jeg før har gjort. "Knapt så anklagende", og selvom jeg gerne medgiver ham, at jeg, da jeg lige havde fået en mistanke om det her, nok var lige vel insisterende, så kan jeg ikke helt genkende det. Jeg synes godt nok, jeg har været forsigtig og blid som et lam. Men nå, også lige meget. han vil ringe til psykiateren på mandag, og jeg må meget gerne minde ham om det.

Hvor er det dejligt at høre! Det er rigtig godt, at han er åben over for det, du viser ham, og at han faktisk erkender, at han måske har brug for hjælp til at få en bedre tilværelse. Du skal også have stor ros for at været så engageret og interesseret i at forstå ham. Han er heldig med dig

Det er tit en lettelse og lidt småsjovt, når man ser sig selv beskrevet. Før man er blevet udredt, tror man jo tit, at man er den eneste i hele verden, der er så mærkelig. Men man skal også være forberedt på, at der er mange ting, som man overhovedet ikke kan genkende. Mht. høflighed, så er mange med ADHD jo søde, rare og åbne mennesker. Det er ikke alle, der er adfærdsforstyrrede eller som fremstår anderledes i forhold til omgivelserne. Mange har skjulte problematikker, der først for alvor får lov at komme til udtryk inden for hjemmets fire vægge.

Det lyder fuldstændigt håbløst, Griseline. Jeg blev helt træt, bare af at læse dit indlæg, no wonder, du er træt.

Jeg opfatter ikke min kæreste som sensitiv i forhold til lyde og den slags. Han laver musik og har høretelefoner på i 80% af sin arbejdstid, altså flere timer hver dag, men som jeg forstår ham, så hjælper det ham vist bare, at 'cære lukket inde' på den måde.

Oprindeligt indlæg af Zan-Zari

Nu spørger jeg lige lidt forsigtigt...
Har det ikke været svært at gå til lægen med? Jeg mener... hvis man selv kommer op og siger: "Jeg tror jeg har adhd".

Jeg har siddet og fulgt med her, og googlet og læst - og FUCK hvor er der bare mange ting der passer. Alt for mange ting! Jeg har fået taget blodprøver pga evig træthed, hovedpine og migræne - haft stress, hvor jeg virkelig ikke synes jeg har haft en tung arbejdsbyrde! Været nede med depression, osv osv osv. Har fået at vide at mit tankemylder er pga stress. Jeg lider af uro og kan ikke sidde stille, og bliver lynhurtig rastløs, men kan ikke tage mig sammen til at gå igang/ved ikke hvad jeg skal starte med.
Jeg kan ikke håndterer mine ungers larm og bliver alt for hurtig vred og irriteret, over småting Åh, jeg kunne blive ved!

Alt det, du beskriver, og meget af det, der ellers er beskrevet i tråden, lyder fuldstændigt som mig!

For et par indlæg tilbage var der én, de skrev, at hun ikke kan koncentrere sig om, hvad folk siger, når hun kigger dem i øjnene. Det har jeg aldrig hørt andre beskrive før. Jeg har SÅ tit undret mig over, hvad der foregår for mig - jeg kan nemlig bedst "høre" folk, hvis jeg kigger på deres mund, når de taler. Jeg har meget svært ved at fange budskabet, hvis jeg kun kigger dem i øjnene (og ja jeg har helt normal hørelse, hvis nogen skulle være i tvivl ).

Oprindeligt indlæg af Griselinen

Åh, det er svært ikke at lade være med at grine lidt, jeg kan sætte mig helt ind i det.

Nå, men træthed:
Jeg er faktisk ved at give op på forhånd, fordi ikke kan overskue at danne de her sætninger.

Jeg er aldrig frisk. Jeg vågner træt.
Min søvn er enten dødlignende eller meget urolig og afbrudt.
Mine drømme er voldsomme, og svære at ryste af igen.
Hvis jeg ikke får 9 timer kan jeg ikke fungere psykisk. Jeg mister overblik og prooptionssans - og bliver i det hele taget tudevåren.
Det værste er at min sprogcenter bliver ramt, når jeg er ved at nå min grænse for hvad jeg kan den dag.
Det betyder jeg begynder at tale sort.
Min hjerne skyder simpelthen forkert ord af sted. Eller også kommer der slet ingenting.
"Vil du sætte min...spiseting...i den store hvide...i køkkenet....den der gør rent."
Så ved min kæreste at jeg spørger om han vil sætte min tallerken i opvaskemaskinen.
Det piner mig en del, for man kommer jo ikke just til at lyde som Stephen Hawkings af sådan en gang bavl.

Jeg har aldrig kunne forstå hvordan de andre børn omkring mig kunne stå op, gå i skole, lave lektier, have fritidsjob, gå til en aktivitet osv.
Jeg var intet værd før på den anden side af kl 12.
Og jeg underpræsterede konstant. Hvilken mine lærere gjorde opmærksom på.
Men ingen kendte diagnosen i 80'er og 90'erne.
Det var noget med DAMP og vilde drenge.


Og for mig er det stadig et mysterium at folk kan arbejde 8 timer, købe ind, passe deres børn, holde deres hjem, passe deres parforhold, gå til sport og være sociale?!?!

At jeg fik diagnosen hjalp mig væk den konstante følelse af at være en fiasko.
Den konstante halsen efter det de andre nåede.
Nu er jeg kommet overens med at det skal jeg ikke.
Jeg skal gøre det så godt som JEG synes - hvad andre gør skal jeg ikke kigge på.

Jeg tager ALT ind når jeg er ud - det er det dårlige ved at have alle de åbne 'kanaler'.
Hvis jeg kører i bus, så hører jeg samtlige samtaler og lyde - OG tager stilling til det.
På en tur ned af gågaden bliver jeg bombaderet med synsindtryk og lyde. Jeg har svært ved at gå i "min egen boble" som andre.
Jeg har prøvet at have en mp3 afspiller på, men musik gør mig meget træt.
En radio der kører i baggrunden er tortur for mig.
På den led er det jo egentligt ikke så mærkeligt at jeg er træt, eller søvnen jeg får aldrig er nok. Min hjerne er på konstant overarbejde.

Når der så kommer en eller an meningsmaskine og siger "ja, den slags havde vi jo ikke førhen," eller "det er også sådan en popdiagnose".
Så er det jeg virkelig må styre min manglede impulskontrol og ikke sparke tænderne ud på vedkommende.
For jeg lever med det hver dag.

Undskyld, jeg men kan simpelthen ikke lade være med at grine ad den sætning
Det er mig i en nøddeskal! Mange, mange gange om dagen skal min mand gætte sig frem, når jeg siger (gerne lidt vrissende, irriteret over at jeg ikke kan finde ordene) "kan du ikke række mig de der ... du ved, dem til fødderne ... altså Lauras ... de varme af dem" (sko). Eller "årh, sæt lige dimsen på den der glas-ting (hylden) ude på badeværelser. Den orange ... du ved, den der dufter" (parfume).

Og det værste er, at jeg bliver pisseirriteret, når han ikke forstår mig.

Hvor er det skønt at høre, at I har fået talt om tingene, og han har åbnet op overfor, at det ikke kun er af det onde evt. at ende i "systemet".

Nu vil jeg gå ind og dø i min seng - og krydse fingre for, at det bliver en god nat, så jeg forhåbentlig kan få sovet nogenlunde og dermed ikke være komplet død hele dagen i morgen på trods af min. 9 timers søvn. Oh joy. Fingers crossed.