Oprindeligt indlæg af Griselinen

Humor er rigtig vigtig!
Ellers så bliver det meget hårdere og tungt.
JA, det er en halv-tung diagnose, men man bliver nødt til at lære at tage pis på det engang imellem.

For fanden, nogle "Morten & Peter" samtaler Plakata og jeg har haft, når vi begge har ramt grænsen for hvad vi kunne.
Og når jeg har en dårlig dag og vi er ude at handle, og jeg konstant er væk, og manden render hele Netto rundt efter mig.
Eller vi cykler og i et t-kryds kører hver sin vej VÆK fra hinanden, så den ene må vende om og hjule efter den anden: "WTF?!"

Ahahahaha. Hold kæft, hvor er det sjovt! Det hele, men især det markerede. Nogen burde altså lave en doku med et ADHD-par. Dels ville det være enormt informativt, og dels ville det sikkert også være hylende morsomt.

Ok - en ret så tung ting, blev lige ret sjov!

Og den der med at snakke sort kan jeg følge SÅ meget!!! Også her på arbejde, når jeg skal spørge om noget, bliver det ofte til: "Hvad med ... den.... der.... øøøh......Hvad var det nu...... ARG jeg er total fucked lige nu!!"
Og hjemme: "Lærke vil gerne have ......det der man bruger til hænderne......PÅ DEN DER HOLDER!!"

Og så må jeg, lige som Novella, erkende at min mand er meget bedre til at håndtere ungerne - han synes f.eks det er hyggeligt at vi alle sammen tager ud af handle sammen??????? Det er da SÅ stressende!!

Oprindeligt indlæg af Fraeksak

Undskyld, jeg men kan simpelthen ikke lade være med at grine ad den sætning
Det er mig i en nøddeskal! Mange, mange gange om dagen skal min mand gætte sig frem, når jeg siger (gerne lidt vrissende, irriteret over at jeg ikke kan finde ordene) "kan du ikke række mig de der ... du ved, dem til fødderne ... altså Lauras ... de varme af dem" (sko). Eller "årh, sæt lige dimsen på den der glas-ting (hylden) ude på badeværelser. Den orange ... du ved, den der dufter" (parfume).

Og det værste er, at jeg bliver pisseirriteret, når han ikke forstår mig.

Det er det samme her! Nøjagtig! Jeg har bare aldrig tænkt over, at det kunne være et ADHD-symptom.

I er fandme søde herinde Det er ment i en nedsættende, men også ironisk betydning, når jeg skriver at jeg er ravnemor. Selvfølgelig er jeg ikke det, når jeg sørger for at mine børn har det godt, men det er ikke desto mindre omgivelsernes reaktion på mig.

"Bor de hos deres FAR? Hvad er grunden til det? Er du syg eller sådan noget?" Ja, det er jeg jo, men det har jeg egentlig ikke lyst til at dele med dig, kollega/med-hobbyist. Og du ville aldrig spørge en mand om det. Eller stille dig op og spørge, hvornår han så har tænkt sig, at børnene skal hjem at bo hos ham? Det er du nu den 57., der har spurgt mig om, og det river lidt i hjertet hver gang.

Først blev jeg glad. Jeg havde fået en forklaring.

Så blev jeg irriteret. Stædig og modvillig. Og jeg ville da skiiiiiide på jeg havde ADHD for jeg kunne da fungere lige så godt som andre mennesker og de skulle iøvrigt da bare blande sig udenom! Det tog mere end et års tid med sorg og skuffelse over at "være bygget anderledes i ho´det end andre".

Det tog migogså VILDT lang tid, at tage mig sammen og søge reel hjælp. En ting var, at få det konstateret, noget andet at begynde at tage medicinen. Jeg havde til sidst et KÆMPE lager Ritalin hjemme fordi jeg lod som om jeg tog pillerne. Jeg ville gerne, men ville ikke. Det var en ret mærkelig periode med on/off medicinering.

Da jeg flyttede for snart et år siden traf jeg så endelig en beslutning om, at "nu skulle det være". Jeg har nu fået mod til reel behandling, terapi og ovenikøbet har jeg også bedt om en hjemmevejleder der kan støtte mig i at skabe struktur herhjemme. Det er PISSSSSSSEHÅRDT, og jeg har lyst til at råbe fuck af det hele tit og ofte, men holder fast.

Mit råd til dig er, at du blander dig så meget uden om din kærestes erkendelses-forløb som du kan. Du er hans kæreste - ikke hans behandler, og jeg ville SELV blive pissetræt af en kæreste der ville prøve at presse mig til mere end jeg var klar til. Sig til ham, at du er der når han har brug for det, men stop med de der skemaer og "skal du ikke snart afsted" og "har du sendt de der papirer" osv osv osv.

Se på det sådan, at din kæreste mener at han har klaret sig uden en diagnose hidtil, også selvom det har været kaotisk til tider. Han kender sig selv, som den han har været hidtil og det at skulle til at "være en anden" - måske uden kaos - kan være angstprovokerende ud over alle grænser.

Han skal SELV være klar til, at finde løsningerne, og der hjælper det bare ikke det fjerneste, at du gør det for ham. Hvis han ikke er klar - er han bare ikke klar. Og det må du leve med. Og så kan det godt være, at du ikke "forstår" at han ikke føler sig lettet. Din forståelse er på dét område ret lige meget. For det GØR han bare ikke. Og den proces er en han skal igennem selv.

Jeg VED jeg lyder virkelig hård (tilgiv mig), men jeg synes du skal bakke ift. din kærestes mulige diagnose. Det er hans ansvar. Ikke dit. Uanset hvor højt du elsker ham, så er han voksen og kan/skal selv træffe de foranstaltninger HAN mener der er nødvendige. Og så kan det godt være det tager ham flere ÅR, at komme frem til et "måske skulle jeg få søgt hjælp" for derefter at bruge yderligere et par år på endelig at HANDLE på det. Det må og skal foregå i hans eget tempo, ellers er det ligemeget. Du ved en masse, ja...du er en stærk ressource for ham, ja... men du skal bakke. Nu. Ellers risikerer du han får nok af, at blive "sygeliggjort" og bakker over for dig.

ps. jeg forholdt mig alene til start-indlægget. Hvis andet er skrevet og sagt som annullerer mit indlæg, så lad mig det vide på en pæn måde

Oprindeligt indlæg af Aimajam

Hå, klokken er mange, og jeg er muligvis den eneste, der kan se det morsomme i dette her, måske er det også blandet med en smule euroforirsk lettelse, men min kæreste kom lige hjem, og vi snik-snakkede lidt om, at jeg skal ned og lukke baren senere, og bla bla. Og så beder jeg ham om, at gå efter mig, så vi kan fortsætte samtalen, hen til vinduet, for jeg vil lige ryge en cigaret.

Og så siger han, "Yak! Nu igen, du er en lille skorsten! ...Heh! Man kan jo sige, at os to, ik'? Vi er i RØG og DAMP for Danmark!"

Og så gik han ellers i seng, mens han flækkede af grin over sig selv. Jeg skal da liiige love for, at der er sket ting og sager med den erkendelse der, lige pludselig.

Hæhæ!

Det er edderrådme sjovt!

Det er i dén grad nødvendigt med selvironi og grin, for ellers bliver det bare for tragisk. Jeg bruger blandt andet begrebet at "pulverisere" ting. Jeg havde [indsæt random genstand] i hånden for et sekund siden og nu er den væk. Kaffekopper? Findes alle steder i huset, eksempelvis på hylden i badeværelset. Nøgler? Tegnebog? Må KUN placeres på/nøgleskabet. Briller? KUN på hylden i badeværelset (ved siden af kaffekoppen) eller sengebordet.

Prøv lige at tage på dejlig togudflugt en weekend med ungerne.... pakke en weekendtaske og huske ALLE tænkelige situationer, herunder kontaktlinser, prævention, børnepanodil (det slår aldrig fejl, at de får feber, hvis man ikke har det med), pung, mobiltelefon - og oplader! - skiftetøj og så videre... og komme afsted i ordentlig tid, så man når toget... og proppe to åndsfraværende børn ind i et tog, inklusiv deres tasker.... og underholde dem undervejs, mens den ene bliver sur og keder sig og begynder at sidde og vride sig og sparke den anden, mens man prøver at holde styr på hvad tiden er, og hvor vi skal skifte.... og 45 sekunder før vi når frem finde ud af, at den ene lige har smidt støvlerne og ikke kan finde dem (måske nede i legeafdelingen i den næste vogn) og den anden skal tisse NU, og der er 457 Hello Kitty-ting, dinosaurer og legomænd spredt ud over de nærmeste 8 m2, og den første skriger i panik, fordi sovekaninen ikke er i tasken - har vi glemt den!?

Og fortæl mig så, at en bil IKKE er et handicaphjælpemiddel for forældre med ADHD?

Oprindeligt indlæg af Novella

Det er i dén grad nødvendigt med selvironi og grin, for ellers bliver det bare for tragisk. Jeg bruger blandt andet begrebet at "pulverisere" ting. Jeg havde [indsæt random genstand] i hånden for et sekund siden og nu er den væk. Kaffekopper? Findes alle steder i huset, eksempelvis på hylden i badeværelset. Nøgler? Tegnebog? Må KUN placeres på/nøgleskabet. Briller? KUN på hylden i badeværelset (ved siden af kaffekoppen) eller sengebordet.

Prøv lige at tage på dejlig togudflugt en weekend med ungerne.... pakke en weekendtaske og huske ALLE tænkelige situationer, herunder kontaktlinser, prævention, børnepanodil (det slår aldrig fejl, at de får feber, hvis man ikke har det med), pung, mobiltelefon - og oplader! - skiftetøj og så videre... og komme afsted i ordentlig tid, så man når toget... og proppe to åndsfraværende børn ind i et tog, inklusiv deres tasker.... og underholde dem undervejs, mens den ene bliver sur og keder sig og begynder at sidde og vride sig og sparke den anden, mens man prøver at holde styr på hvad tiden er, og hvor vi skal skifte.... og 45 sekunder før vi når frem finde ud af, at den ene lige har smidt støvlerne og ikke kan finde dem (måske nede i legeafdelingen i den næste vogn) og den anden skal tisse NU, og der er 457 Hello Kitty-ting, dinosaurer og legomænd spredt ud over de nærmeste 8 m2, og den første skriger i panik, fordi sovekaninen ikke er i tasken - har vi glemt den!?

Og fortæl mig så, at en bil IKKE er et handicaphjælpemiddel for forældre med ADHD?

Nej den situation ønsker man jo ikke for sin værste fjende!!!