Blev spurgt til en jobsamtale engang, om jeg røg meget hash for jeg lignede lige typen

da min grandfætter spurgte 'ska vi måle ar?' til min farmors julefrokost ,fordi jeg havde været igennem 4 operationer og en uges indlæggelse for at få fjernet en pilnodial cyste,en slags knude.
Han mente hans operationer for det samme havde været meget værre,og jeg sagde bare 'muligvis',for jeg var aldeles ligeglad og gad ikke diskutere hvem det var hvor slemt for.....og så var det han spurgte om vi sku måle ar. .spørgsmålet er jo upassende i sig selv,men da vi altså begge 2 er opereret på rumpetten ,mit ar sidder lige i revnen var det totalt ude i hampen.
Jeg svarede at jeg sq ikke gad se hans ar,og at jeg ikke mente min farmor ville syns om at jeg viste min bare røv midt i hendes julefrokost.
Fætteren er en nar,og hans brødre er lisså slemme..

men iøvrigt er jeg ikke sart med spørgsmål,også fordi jeg selv spørger meget.en del af dem der er faldet folk for brystet her er der ikke noget upassende i for mig,fks i at spørge om folk ska ha en 2er,eller flere børn i det hele taget. . Og det ka jo nemt være ligeså forkert i folks øjne hvis man ikke spørger,for så er man udeltagende i deres liv.

Oprindeligt indlæg af hotlips77

men iøvrigt er jeg ikke sart med spørgsmål,også fordi jeg selv spørger meget.en del af dem der er faldet folk for brystet her er der ikke noget upassende i for mig,fks i at spørge om folk ska ha en 2er,eller flere børn i det hele taget. . Og det ka jo nemt være ligeså forkert i folks øjne hvis man ikke spørger,for så er man udeltagende i deres liv.

Hvis man er ufrivilligt barnløs, kan spørgsmål som "hvorfor har I ingen børn" eller "skal I aldrig have børn" virkelig gøre ondt. Derudover synes jeg faktisk også det er upassende - det er at gå for tæt på.

Oprindeligt indlæg af LillyMaid

Hvis man er ufrivilligt barnløs, kan spørgsmål som "hvorfor har I ingen børn" eller "skal I aldrig have børn" virkelig gøre ondt. Derudover synes jeg faktisk også det er upassende - det er at gå for tæt på.

Jeg synes faktisk det kommer an på hvem, der spørger og hvordan der bliver spurgt.
Ret beset kan andre jo heller ikke vide at man er ufrivilligt barnløs hvis det ikke er noget man skilter med.

Når spørgsmålene bliver borende og spørgeren ikke længere respekterer den andens ret til privatliv, så er jeg helt med på at det er upassende.

Oprindeligt indlæg af Bluetof1

Jeg synes faktisk det kommer an på hvem, der spørger og hvordan der bliver spurgt.
Ret beset kan andre jo heller ikke vide at man er ufrivilligt barnløs hvis det ikke er noget man skilter med.

Når spørgsmålene bliver borende og spørgeren ikke længere respekterer den andens ret til privatliv, så er jeg helt med på at det er upassende.

Selvom folk ikke ved, at man er ufrivilligt barnløs, synes jeg stadig det er at gå for tæt på. Det kommer ikke folk ved. Hvis man vil tale om det, kan man jo selv bringe emnet på bane.

Jeg er blevet spurgt nogle gange om jeg var gravid. Jeg tager det dog lidt let at de spørger, det er mere den undskyldning jeg venter på der aldrig kommer jeg finder upassende Det har altid været gamle damer som har været svært demente eller bare nysgerrige.
Jeg bruger dog den undskyldning overfor mig selv at de spørger fordi jeg har tabt mig så mit hoved ikke er så rundt mere men at mit tøj er for stort

Oprindeligt indlæg af Bluetof1

Jeg synes faktisk det kommer an på hvem, der spørger og hvordan der bliver spurgt.
Ret beset kan andre jo heller ikke vide at man er ufrivilligt barnløs hvis det ikke er noget man skilter med.

Når spørgsmålene bliver borende og spørgeren ikke længere respekterer den andens ret til privatliv, så er jeg helt med på at det er upassende.

Men for filans.... Jeg er en af dem der har fået spørgsmålet SÅ tit af alle mulige. Og helt ærligt, så rager det da ikke andre. Nej, de kan ikke vide om man er ufrivillig barnløs. Men var det noget man i det hele taget gerne ville dele med andre, så gjorde man det nok uopfordret.

Jeg har en 'veninde', som i sommers sagde, at hun forventede at jeg ville fortælle hende når vi smed præventionen. Der havde vi været i gang i ½ år, og havde med fuldt overlæg ikke fortalt det til nogen. Så jeg sagde det heller ikke til hende.
Jeg har det lidt sådan, at hvis man selv har åbnet for posen og fortalt at man er igang med at prøve at få børn, så åbner man pr. automatik for, at folk bare kan punke en og spørge 'Hva' så, sker der noget eller hvad.' På den måde er man med til at lægge et pres på sig selv og det gider jeg ikke.

Nu hvor jeg er gravid og nr. 1 ikke engang er kommet til verden endnu, spørger folk allerede hvornår vi skal have nr. 2. Det skal vi ikke, vi skal have et barn. Så er det åbenbart også til diskussion. Den før omtalte veninde tog ikke til takke med svaret 'Det er vores valg og sådan vi kunne tænke os.' Næ, hun blev ved med at punke for et svar, og jeg måtte til sidst sige, at det synes jeg ikke hun kunne forvente, at jeg skulle sidde og argumentere for.

Jeg kunne aldrig finde på at spørge andre om de skal have børn/flere børn/skal giftes eller i den stil. Det hører privatlivet til og hvis nyheden kommer en dag, så kan jeg glæde mig på deres vegne der.

Kanga

Kanga

Jeg bliver jævnligt spurgt om jeg er gravid - og jeg synes altså ikke jeg ser så stor ud - ville da gerne tabe 5 kg men altså...

'Hvordan er tvillingerne lavet?' - Det kommer for fanden ikke dig ved!

'Er du ikke ked af kun at have tre drenge?' - 'Er du sikker på, at I ikke skal have en lille prinsesse?'
Eller da de to store var små:
'Er det så en af hver?'
Mig 'Nej, det er to drenge'
'Nå, men det er vel også godt nok...'