Jeg har nu fundet ud af mere omkring min seksualitet siden jeg oprettede denne tråd, men jeg er stadig lige fortvivlet og ulykkelig

Jeg håber, at der er nogen, der vil komme med råd, input eller bare ét eller andet, der kan belyse min situation, for jeg føler mig sådan i vildrede.

Siden jeg oprettede min tråd er jeg nærmest gået direkte fra én forelskelse over i en anden. Det ligner mig ikke at forelske mig så nemt, men der sker åbenbart ét eller andet i mig for tiden. Forskellen fra disse to forelskelser er, at jeg nu ved, at den også er af seksuel karakter. Jeg har flirtet meget med en kvinde, der ligesom jeg er gift og har børn. Hun har en del erfaring med kvinder og hendes mand er fuldt indforstået med, at hun udlever sin biseksualitet.

Vi har endnu ikke været sammen seksuelt, men vi har skrevet og snakket sammen og vi er begge så tændte, at vi er ved at springes. Desværre (kan man sige) er hun lige så ramt som mig, hvilket hun, på trods af stor erfaring, heller ikke har prøvet før. Vi har haft meget intime snakke, der både er af romantisk og seksuel karakter. Lige fra starten fik vi hurtigt opbygget en stor seksuel energi. Jeg har aldrig følt så voldsomt for noget før, hvor det også har været gengældt. Hele mit liv har jeg oplevet en masse ulykkelige afstandsforelskelser i kvinder og nu er følelserne pludselig gengældte. På den ene side er jeg ovenud lykkelig og meget spændt på det hele. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst og veksler mellem at være høj af lykke og dybt nede.

Jeg har altid været en person, der har tænkt rigtig meget over tingene. Jeg har delt alle mine tanker med min mand - men han tager det hele utrolig roligt og synes stadig det er okay, at jeg gerne vil prøve at være sammen med denne kvinde. Også selvom jeg har fortalt, at jeg er forelsket i hende. Men selvom min mand er så forstående, så føler jeg mig stadig utrolig skyldig og ked af det. Jeg føler, jeg svigter ham ved at være så forelsket i en anden. Min familie betyder alt for mig, og jeg vil blive knust i 1000 stykker, hvis jeg ikke kan beholde den, som den er. Både min mand og jeg tænker først og fremmest på børnene i alt det her.

Jeg har talt med min mand om, at vi kan have et åbent forhold, hvilket han er med på. Hvis jeg skal have frihed til at se andre kvinder må det samme jo nødvendigvis også gælde for ham. Jeg er dog langt fra afklaret med situationen, men jeg er bare så desperat efter at være sammen med denne kvinde - og hun har det på samme måde med mig.

Jeg synes, det hele er meget meget hårdt og jeg græder hele tiden. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg vil. Er der nogen, der har et forslag til, hvad jeg skal gøre?

Stakkels dig

Jeg synes du skal starte med at tage det helt stille og roligt, og prøve at lægge den dårlige samvittighed og alle katastrofetankerne på hylden for en stund. Der er jo ingen som siger at din forelskelse i denne kvinde behøver ende ud i at du forlader din mand.

Hvad end det er en mand eller kvinde du nu er blevet forelsket i, så er det jo normalt at man oplever crush/forelskelse i andre, når man er i et længerevarende forhold. Du elsker stadig din mand, ikk? Hvis du gør, så NYD i fulde drag at din mand er så forstående, og at I kan tale så åbent om alt det her. Og at du rent faktisk kan få i både pose og sæk -> Både være lykkelig gift i et godt ægteskab, og samtidig udleve seksuelle fantasier med kvinder, med din mands velsignelse.

Og så tag den derfra. Vær sammen med hende, hvis du har lyst og ikke føler at det vil være en forkert beslutning.

Men nu tænker jeg alligevel.. For jeg ville gøre mig nøjagtigt de samme tanker og panikke på samme måde i din situation.. Men jeg tænker: Handler din frustration om at du inderst inde føler/kan mærke at hvis du først indleder noget (mere) med denne kvinde, så vil du måske indse -og blive nødt til at erkende- at du faktisk hellere vil være sammen med hende end din mand? At jeres forhold (ægteskab?) måske mere er baseret på en venskabelig kærlighed?

Eller er det udelukkende en frygt for at kaste sig ud i noget så ukendt, og bekymringerne over logisk-tænkte konsekvenser for ægteskabet/børnene osv.? (selvom jeg ikke helt kan se hvorfor dette skulle traumatisere jeres voksne børn)


Derudover tænker jeg lidt på hvor meget du seksuelt tænder på din mand/mænd generelt..? Men det er måske ikke så relevant lige nu, det slog mig bare (fordi jeg ikke helt kan finde ud af om du mon er biseksuel el. nærmere lesbisk, og mere føler en form for trygheds-kærlighed for din mand?) Og igen, så har I selvfølgelig været sammen længe, og det nye og ukendte er langt mere pirrende. Men hvis der pt. er gået for meget vasketøj&leverpostej i den, så tag istedet udgangspunkt i startsfasen af jeres forhold -altså ift. hvor meget seksuelt begær du havde efter ham dengang.


Håber du snart får lidt ro i dit hoved Og derudover -jeg kan godt forstå det er en pisse frustrerende situation- men hvis du tænker sådan logisk over det, så er det måske slet ikke SÅ slemt.

Kan godt høre at et lyder som om jeg vil bagatellisere at det kan have ret vidtgående konsekvenser, hvis det ender med at du må forlade din mand for at være tro mod dig selv (for din mand tænker jeg mest, men selvfølgelig også for dig -kan ikke helt se hvordan det skulle skade/påvirke børnene SÅ meget).
Men jeg tror at I alle nok skal komme helskindet ud af det i sidste ende

EDIT: Og nu slog det mig lige hvordan I kunne have voksne børn som var flyttet hjemmefra, når I kun er midt i 30'erne (selvom det jo teoretisk godt kunne lade sig gøre), og så så jeg lige at du havde skrevet halvstore børn. Så never mind den del af mit indlæg der går på at jeg ikke forstår hvorfor det skulle påvirke børnene SÅ meget, hvis I går fra hinanden. Jeg var sikker på du havde skrevet at de var flyttet hjemmefra

Jeg vil råde dig til, at "favne dig selv".

Med det mener jeg, at acceptere at du er som du er, at du føler som du føler. Før du gør det, kan du ikke "frit" forholde dig til hvad det i det hele taget er som "foregår" i dig.

Men at "favne" og acceptere "dig selv" hænger i HØJ grad sammen med, at din mand gør det samme. Så i takt med du må gøre op og slagte den sidste tabu dyrkelse af begrebet "muligt potentiel biseksuel" i dig selv, må du ligeledes gøre det i forhold til din mand. Med andre ord, tale frit og åbent med ham om det også.... OG når du så langt at i roligt kan tale om disse ting og hæve dem over tabuets primitive dyng..... Måske du så ikke føler behov for.... at være anonym og hemmelig. - I den anonymitet og hemmelighed ligger nemlig et KLART tegn for dig om, at du ikke RIGTIGT og HELT kan acceptere...stå ved det selv.

Ps. Har jeg ret i at du IKKE fortæller din mand, at du er "forelsket"?

Oprindeligt indlæg af Fede_Dorit

Stakkels dig

Jeg synes du skal starte med at tage det helt stille og roligt, og prøve at lægge den dårlige samvittighed og alle katastrofetankerne på hylden for en stund. Der er jo ingen som siger at din forelskelse i denne kvinde behøver ende ud i at du forlader din mand.

Hvad end det er en mand eller kvinde du nu er blevet forelsket i, så er det jo normalt at man oplever crush/forelskelse i andre, når man er i et længerevarende forhold. Du elsker stadig din mand, ikk? Hvis du gør, så NYD i fulde drag at din mand er så forstående, og at I kan tale så åbent om alt det her. Og at du rent faktisk kan få i både pose og sæk -> Både være lykkelig gift i et godt ægteskab, og samtidig udleve seksuelle fantasier med kvinder, med din mands velsignelse.

Og så tag den derfra. Vær sammen med hende, hvis du har lyst og ikke føler at det vil være en forkert beslutning.

Men nu tænker jeg alligevel.. For jeg ville gøre mig nøjagtigt de samme tanker og panikke på samme måde i din situation.. Men jeg tænker: Handler din frustration om at du inderst inde føler/kan mærke at hvis du først indleder noget (mere) med denne kvinde, så vil du måske indse -og blive nødt til at erkende- at du faktisk hellere vil være sammen med hende end din mand? At jeres forhold (ægteskab?) måske mere er baseret på en venskabelig kærlighed?

Eller er det udelukkende en frygt for at kaste sig ud i noget så ukendt, og bekymringerne over logisk-tænkte konsekvenser for ægteskabet/børnene osv.? (selvom jeg ikke helt kan se hvorfor dette skulle traumatisere jeres voksne børn)


Derudover tænker jeg lidt på hvor meget du seksuelt tænder på din mand/mænd generelt..? Men det er måske ikke så relevant lige nu, det slog mig bare (fordi jeg ikke helt kan finde ud af om du mon er biseksuel el. nærmere lesbisk, og mere føler en form for trygheds-kærlighed for din mand?) Og igen, så har I selvfølgelig været sammen længe, og det nye og ukendte er langt mere pirrende. Men hvis der pt. er gået for meget vasketøj&leverpostej i den, så tag istedet udgangspunkt i startsfasen af jeres forhold -altså ift. hvor meget seksuelt begær du havde efter ham dengang.


Håber du snart får lidt ro i dit hoved Og derudover -jeg kan godt forstå det er en pisse frustrerende situation- men hvis du tænker sådan logisk over det, så er det måske slet ikke SÅ slemt.

Kan godt høre at et lyder som om jeg vil bagatellisere at det kan have ret vidtgående konsekvenser, hvis det ender med at du må forlade din mand for at være tro mod dig selv (for din mand tænker jeg mest, men selvfølgelig også for dig -kan ikke helt se hvordan det skulle skade/påvirke børnene SÅ meget).
Men jeg tror at I alle nok skal komme helskindet ud af det i sidste ende

EDIT: Og nu slog det mig lige hvordan I kunne have voksne børn som var flyttet hjemmefra, når I kun er midt i 30'erne (selvom det jo teoretisk godt kunne lade sig gøre), og så så jeg lige at du havde skrevet halvstore børn. Så never mind den del af mit indlæg der går på at jeg ikke forstår hvorfor det skulle påvirke børnene SÅ meget, hvis I går fra hinanden. Jeg var sikker på du havde skrevet at de var flyttet hjemmefra

Hvor er du klog! Jeg har tænkt meget over dit svar og er glad for, at du er med til at afdramatisere min situation lidt. For jeg har det måske nok med at forestille mig det værste scenarie. Og jo, jeg elsker min mand - og han elsker mig. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle leve uden ham, men samtidig kan jeg bare mærke at trangen til at udforske denne del af min seksualitet bliver stærkere og stærkere...

Oprindeligt indlæg af Jaba

Jeg vil råde dig til, at "favne dig selv".

Med det mener jeg, at acceptere at du er som du er, at du føler som du føler. Før du gør det, kan du ikke "frit" forholde dig til hvad det i det hele taget er som "foregår" i dig.

Men at "favne" og acceptere "dig selv" hænger i HØJ grad sammen med, at din mand gør det samme. Så i takt med du må gøre op og slagte den sidste tabu dyrkelse af begrebet "muligt potentiel biseksuel" i dig selv, må du ligeledes gøre det i forhold til din mand. Med andre ord, tale frit og åbent med ham om det også.... OG når du så langt at i roligt kan tale om disse ting og hæve dem over tabuets primitive dyng..... Måske du så ikke føler behov for.... at være anonym og hemmelig. - I den anonymitet og hemmelighed ligger nemlig et KLART tegn for dig om, at du ikke RIGTIGT og HELT kan acceptere...stå ved det selv.

Ps. Har jeg ret i at du IKKE fortæller din mand, at du er "forelsket"?

Jo, jeg har fortalt min mand, at jeg er forelsket. Og han tager det meget pænt. Jeg har egentlig ikke så svært ved at acceptere, at jeg også er til kvinder - jeg har bare svært ved at acceptere, at jeg skulle blive så gammel, stifte familie osv, før jeg fandt ud af det

Oprindeligt indlæg af Simsalabim

Hvor er du klog! Jeg har tænkt meget over dit svar og er glad for, at du er med til at afdramatisere min situation lidt. For jeg har det måske nok med at forestille mig det værste scenarie. Og jo, jeg elsker min mand - og han elsker mig. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle leve uden ham, men samtidig kan jeg bare mærke at trangen til at udforske denne del af min seksualitet bliver stærkere og stærkere...

Tak, smiger virker altid

Ud fra det du skriver her, så ville jeg være helt helt rolig i dine sko. Jeg var bange for om du måske i virkeligheden kun var forelsket i kvinder her, og ikke i din mand, men nærmere elskede ham på en venskabelig måde. Men hvis det primært er den seksuelle udforskning som trækker, og du samtidig elsker din mand på den "rigtige" måde - jamen så go for it! Tænker jeg i hvert fald..

Må man spørge nysgerrigt hvad du har tænkt dig at gøre nu? Vil du udforske det seksuelle med kvinder? Evt. med kvinden du er forelsket i? Eller er du slet ikke nået så langt i dine overvejelser endnu..?

Oprindeligt indlæg af Simsalabim

Jo, jeg har fortalt min mand, at jeg er forelsket. Og han tager det meget pænt. Jeg har egentlig ikke så svært ved at acceptere, at jeg også er til kvinder - jeg har bare svært ved at acceptere, at jeg skulle blive så gammel, stifte familie osv, før jeg fandt ud af det

Accepten af det er i hvert fald vigtigt tror jeg, hvad end den handler om - det er du måske heller ikke selv helt bevidst om endnu. Men hvad end det er at være biseksuel, have fundet ud af det sent, have dårlig samvittighed el. lign. så tror jeg det er vigtigt at du finder en accept af dig selv og hele den "nye" situation i alt det her.

Oprindeligt indlæg af StepOnUp

Da jeg læste dit første indlæg, tænkte jeg. Hvis du kun havde kvinden som idol, så ville du vide det. Du spørger til din fascination, fordi det er mere end det.

Jeg tror også, som der bliver beskrevet, at du måske med din nye forelskelse (og med denne, lyst) er bange for hvor meget det egentligt fylder. Måske den forelskelse du har følt hos andre kvinder, som du kalder en åndelig forelskelse, har eksisteret lidt som den har fordi du selv har været god til at undertrykke hvem du egentligt er, samtidigt med, at du ikke har mærket / opfanget interesse fra dem som du forelskede dig i. Nu har du så mødt en, som har samme interesse som dig. Og som du er forelsket i. Så måske derfor, får du både forelskelsen og lysten.

Jeg kan godt forstå du er bange. Du har aldrig følt den form for forelskelse sammen med en mand. Heller ikke den mand, som du har valgt at leve dit liv med. Jeg ville også være skræmt. For hvis du følger dine følelser, så kan du måske ikke vende tilbage til dette liv igen.

Men har du noget valg? Kan man lade være med at leve livet fuldt ud? Det handler jo ikke om en "affære", det handler om et livsvalg. Det handler om at finde ud af hvem du er.

Man kan være utroligt dygtig til at undertrykke hvem man er. Men du har alligevel hele dit liv fået små og store tegn. Jeg tror man med alderen finder sig selv mere og mere. Nogle ved det i en tidlig alder. Men hvis man er godt til at undertrykke sig selv, så finder man sig selv lige så stille hen af vejen som man bliver ældre. Det kan betyde noget forskelligt for alle. Man kan blive mere selvsikker med alderen, mere modig, eller noget helt andet. Men det hele bunder vel egentligt bare i, at man udvikler sig til at være sig selv mere tro. Og kan man være andet og samtidigt være et glad og tilfreds menneske. Det tror jeg ikke. Man kan ikke leve for andre. Man kan ikke leve et andet liv. Man kan kun være sig selv, hvis man skal være glad.

Du har været utroligt ærlig overfor din mand i hele denne process. Det er der også en belønning i nu. Det betyder, at han ikke er totalt chokeret af hvad du fortæller ham nu. Han har også fået lov til at følge med i processen og vænne sig til det hele. Måske derfor har han nemmere ved at være rummelig.

Jeg tror, at du skal udforske hvem du er. Det er noget som du på en eller anden måde har følt hele dit liv. Før du fik et forhold med din mand. Før dine børn. Før alt andet. Der var du.

Jeg blev meget lettet og glad, da jeg læste dit indlæg, for du rammer virkelig hovedet på sømmet med mange ting. Jeg tror, du har ret i, at lysten først er kommet nu, hvor muligheden for at være sammen med en anden kvinde ikke længere er ikke-eksisterende.

Men lige nu er jeg igen blevet voldsomt i tvivl om, hvem jeg er, hvad jeg føler og hvad jeg er til. Jeg synes, det er mystisk, at jeg kender mig selv så dårligt. Siden jeg skrev sidst har jeg været sammen med den kvinde, jeg var forelsket i. Jeg skriver "var", fordi det nok mest handlede om, at jeg var forelsket i forelskelsen, spændingen, oplevelse osv - og selvfølgelig sammen med det faktum, at jeg finder kvinden tiltrækkende. Men her bagefter er jeg kommet i tvivl. Det hele gik lidt for stærkt for mig. Vi var sammen seksuelt på den måde, at vi har kysset og rørt hinanden, men jeg havde ikke lyst til mere end det. Kvinden blev meget tændt - og det skræmte mig. Jeg kan have svært ved at give mig hen, og det hele er jo så nyt. Jeg er ikke den, der bare kaster mig ud i det ene eventyr efter det andet. Og der kan også være langt mellem de kvinder, som jeg finder tiltrækkende.

På vej hjem fra daten savnede jeg næsten min kærestes behårede arme. Måske fordi det er mere trygt? Jeg har virkelig brug for en masse tryghed, når det kommer til sex. Lige nu ved jeg ikke, om jeg bare skal lade hele det her ligge og koncentrere mig om noget andet - eller om jeg skal blive ved med at eksperimentere og vænne mig til tanken. Jeg kan vel ikke være afklaret efter en enkelt episode? På den ene side har jeg lyst til at glemme det lidt og på den anden side er jeg stadig nysgerrig. Jeg vil jo heller ikke længere lukke øjnene for det faktum, at jeg virkelig føler mig meget draget af bestemte kvinder. Der er åbenbart bare stor forskel på teori og praksis for mig, når det kommer til sex. Desuden har jeg nogle blokeringer i forhold til sex, som jeg måske også burde se at få gjort noget ved på et tidspunkt...

Endnu engang tak for et fint indlæg. Som du kan se ovenfor har jeg allerede været sammen med kvinden, hvilket kun har bragt mig mere i tvivl. Jeg nød det på sin vis, men var også noget hæmmet af, at hun var meget tændt. Jeg ved ikke, om det giver mening? Det var svært selv at mærke efter, hvad jeg egentlig følte ved det hele. Desuden er jeg lidt for god til at være i hovedet i forhold til kroppen. Jeg tænker rigtig meget rigtig tit og kan have svært ved at give mig hen til det seksuelle. Det er noget, jeg øver mig på - og noget jeg også kan med min kæreste, fordi jeg er tryg ved ham og fordi vi har været sammen i mange år. Men det tager tid, når man er sammen med nye mennesker. Det har dog intet med min krop at gøre; jeg er meget tilfreds med den, så det handler ikke om komplekser af den slags - jeg har bare svært ved at definere, hvad det så handler om...

Oprindeligt indlæg af Fede_Dorit

Tak, smiger virker altid

Ud fra det du skriver her, så ville jeg være helt helt rolig i dine sko. Jeg var bange for om du måske i virkeligheden kun var forelsket i kvinder her, og ikke i din mand, men nærmere elskede ham på en venskabelig måde. Men hvis det primært er den seksuelle udforskning som trækker, og du samtidig elsker din mand på den "rigtige" måde - jamen så go for it! Tænker jeg i hvert fald..

Må man spørge nysgerrigt hvad du har tænkt dig at gøre nu? Vil du udforske det seksuelle med kvinder? Evt. med kvinden du er forelsket i? Eller er du slet ikke nået så langt i dine overvejelser endnu..?



Accepten af det er i hvert fald vigtigt tror jeg, hvad end den handler om - det er du måske heller ikke selv helt bevidst om endnu. Men hvad end det er at være biseksuel, have fundet ud af det sent, have dårlig samvittighed el. lign. så tror jeg det er vigtigt at du finder en accept af dig selv og hele den "nye" situation i alt det her.