Bibbs, det der er ikke holdbart. Sådan her ser situationen ud udefra, udfra det jeg kan huske fra dine tråde:

Mand som kæmper med nogle ting som følge af udsendelser
Mand som ikke vil gøre noget ved disse følger
Mand som er følelsesmæssigt fraværende
Mand som har svært ved at prioritere mellem studie, børn, kone, job
Mand som kalder sin kone forkælet, fordi hun ikke vil cykle flere kilometer til job, børnehentning og indkøb (imens han selv har bilen på arbejde)
Mand som ikke tager sin del af det huslige arbejde
Mand som ikke lytter til sin kone
Mand som nedvurderer konens meninger
Mand som ikke vil indgå kompromis

Kone som er frustreret pga. det ovenstående
Kone som står med det meste/hele selv
Kone som har været så længe i et dysfunktionelt forhold, at hun ikke længere kan markere sine grænser


Vil du det her forhold? Er det en kamp værd? Så må du få ham til at forstå, at han og I skal have hjælp. Det er nemt at sige, at i min familie viser vi ikke følelser osv. osv. Min samlever kommer fra en familie, der til tider kan være dysfunktionel, men dette betyder ikke, at han er dømt til at fortsætte den linje. Hvis man ønsker et andet liv, så kan man skabe sig dette. Hvis han ikke selv ser sit reaktionsmønster og måden at behandle dig på som et problem, jamen så kan der ikke gøres noget ved det. Og han virker ikke til at have noget ønske om, at skabe et bedre familieliv og forhold. Så du må spørge dig selv, om dette er et liv du ønsker. Vel vidende, hvad det er for et forhold mellem voksne mennesker du portrætterer for dine børn og vel vidende, hvad det gør ved dig.

Altså jeg forstår udemærket godt du ikke har lyst til at opgive kampen, men det lyder altså som om han har opgivet. Og så kan du altså kæmpe herfra og til verdens ende uden ændringer.


For mig lyder det som om i trænger til en snak om hvorvidt han egentlig gider jeres familie. Selvfølgelig er det forståeligt at han har nogle problemer med den bagage han/i har. Men du har også mistet et barn, og du skal også forholde dig til 2 børn som snart skal opereres og du skal leve SAMMEN med ham, ikke for ham. Så hvor er hensynet til dig?

Hvis jeg var dig havde jeg stillet ultimatum om parterapi eller gå fra hinanden. Jeres situation virker meget uholdbar for alle parter

Oprindeligt indlæg af Smarott

Måske, men min oplevelse er, at det ikke altid er så lige til, selvom tilbuddet eksisterer. En militærpsykolog ved mere end en ordinær psykolog, men derfor er det ikke sikkert, at han vil tage mod tilbuddet.

Nej, det er ikke sikkert. Derfor skriver jeg også "måske". Spørgsmålet er vel så bare, om man skal afvise det på forhånd eller om man skal undersøge, om det kunne være en mulighed og så præsentere det for manden med en kraftig henstilling om, at benytte sig af tilbuddet, idet man ellers vil overveje skilsmisse (hvis det er sådan TS har det).

Oprindeligt indlæg af bibbs

Han har talt med en psykolog fra forsvaret da han kom hjem sidst.
Men det eneste han fik ud af det var a jeg skulle lade være med at provokere ham.
Har faktisk forsøgt at kontakte dem engang, men det skulle være ham der ringede.

Hvor længe siden er det, du kontaktede forsvaret? Det er mit indtryk, at der er sket ganske meget på dette område de seneste år, men jeg ved ikke nok om det til at vide, om pårørende kan bruge tilbuddene også (men det ville jeg nu tro). Sådan som han tilsyneladende har det, virker det heller ikke særligt oplagt at udsende ham, tænker jeg (uanset at han så faktisk ikke kommer afsted nu alligevel)... Men det er selvfølgelig en anden historie.

ved du hva fru bibbs?

Jeg tror du sku ta et smut op til karl-mar..så ku du hoppe rundt med bar mås og finde din indre kriger mens du tævede løs på sagesløse volvoer og kastede med flødeboller.

Ja?

det er sq lige før jeg mener det alvorligt,livet kan godt blive så gråt og udsigtsløst at det man har mest brug for er at skraldgrine og more sig bare et par timer simpelthen for at mærke hvordan det nu lige føles og hvor meget det egentlig er man går glip af.
Og bare en smule kriger ville du og måske jeres familie ha godt af,du behøver jo ik komme hjem i dominatrixkorset med en nihalet..

Kære Bibbs.. På et tidspunkt har jeg svaret i en tråd du lavede om jeres forhold. Jeg synes jeg kunne genkende en masse fra mit eget forhold, - men det skrev jeg vist ikke, jeg var ikke lige så modig som dig, at jeg turde indrømme på debatten hvor frustreret jeg var.. Men gode råd kan man jo altid give ik?

Nu synes jeg igen jeg kan genkende mig selv. Bortset fra at vi, min mand og jeg, nu er gået fra hinanden. Vi gjorde rigtig meget for at få det til at fungere. Terapi inkl. Men, for mig at se havde han givet op. Ligesom der er nogen der siger din mand har. Mine børns far har også en ret heftig baggage, med traumatiske oplevelser, og en familie der ikke var der. Men han havde jo alligevel valgt at være sammen med mig. Og derfor måtte han jo give noget af sig selv. Et eller andet.. på et tidspunkt var det bare ikke nok at hans baggrund kunne forklare hvordan han opførte sig. For han kunne jo stadig selv gøre noget ved det.
Men det gjorde han ikke. Han var der bare. Med os. Uden at være det rigtigt alligevel, for alting var galt, og "vi kunne alligevel aldrig blive lykkelige.."

Alligevel blev jeg ved. For jeg kunne jo også godt se alle de gode dage. Alle de dage hvor hans kærlighed til mig og børnene lyste ud af ham. Alle de dage hvor vi bare var en lykkelig familie. Og,som der er en der har skrevet, at du har fundet dig i mere end de fleste ville, så tror jeg det ikke. For tingene er jo ikke bare sort/ hvide, og det man skriver om er jo ikke det gode ting.. Og i hvert fald så ville jeg nok have fundet mig i det samme...eller mere..

Hos os var det lidt en tilfældighed der gjorde udfaldet. Min moster spurgte mig om jeg kendte nogen der gerne ville fremleje en lejlighed i 6 mnd, og så sagde jeg at det ville min mand godt. og da jeg senere spurgte ham var han helt klar.

Og det er det bedste vi nogensinde har gjort for "os". Pludselig har vi fået luft, vi er begge blevet mennesker med meget større overskud, og det med at stå alene med børnene bliver til fulde opvejet at savnet af dem når de så er hos den anden. (De er hos ham 3 dage hver anden weekend, og så ses vi en del imellem)..

Min datter blomstrer! De har bemærket det i børnehaven og i familien, og også mig selv selvfølgelig. Jeg tror ikke det er fordi vi som sådan ikke er sammen, tvært imod er hun (selvfølgelig) ked af dét, men vi har fået et overskud til hende, der før gik til bekymringer, og ked-af-det-hed, og det har gjort hende meget gladere! Det betyder meget!

At hun er ked af at vi ikke bor sammen er jo ganske naturligt. Og hårdt. Men hun synes også det er dejligt at være hos far, det er spændende og nogle andre legepladser hun kommer på, og giver noget kvalitetstid på en anden måde.

Og vigtigst af alt, så er vi sammen på en helt anden positiv måde nu. Og det nyder de begget to. Der er stadig frustrationer, og sårede følelser under overfladen, men nu kan vi kommunikere om det hele. Afstanden har givet en ro der før ikke var mulig..

Hans leje udløber nu om 2 mnd. og vi er ved at lede efter et godt sted til ham i nærheden af os. Måske finder vi sammen igen en dag, helt. Måske ikke. Men vi håber det. Og nu tror vi begge på at det er muligt...

Alt i alt, jeg ved jo ikke om det overhovedet er relevant for jer. Men at være adskilt kan altså godt være positivt. Meget endda. Det kommer an på hvordan man ser på det..

Men jeg tror måske ikke det er noget du vil overveje lige nu, måske er det bare meget godt at have i baghovedet.. Og så skal I altså i terapi, om ikke andet fordi så ved du I har prøvet alt!

Oprindeligt indlæg af Khalida

Find det perfekte hus og præsenter ham for regningen, som følger med at alt er perfekt og lækkert fra day 1.

.

Det perfekte hus findes ikke indenfor vores økonomiske formåen...
Det er også en ting der frustrerer ham at vi ikke har råd til det samme som vores venner har, men de købte jo på et ander tidspunkt. Det gjorde vi også men valgte at sælge, gudskelov for det da det var et skod hus på en vidunderlig grund. Men langt ude på landet.

Han er ikke ansat ved forsvaret mere, har taget en uddannelse og arbejder ude i virkeligheden

Jeg vil se om jeg kan finde en terapeut i vores område, men skal jo sælge finde ud af at sælge ideen til ham.

Oprindeligt indlæg af bibbs

Jeg vil se om jeg kan finde en terapeut i vores område, men skal jo sælge finde ud af at sælge ideen til ham.

Men Bibbs, jeg tror ikke du kan "sælge" idéen til ham. Jeg synes, det er kommet dertil, hvor et ultimatum har sin berettigelse - og jeg mener ellers at det er sidste udvej. Det her er ikke nye problemstillinger, sådan har det jo kørt længe, og du kan ikke blive ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor han ikke vil det ene og det andet, og hvorfor han skal behandles som et råddent æg. På sigt mister du dig selv i det her, og det er ikke fair overfor dig eller dine børn. Så jeg ville stille det ultimatum at enten begynder I i parterapi eller også kan jeres ægteskab ikke fortsætte. Jeg ved godt, at du ikke ønsker at gå fra ham, at du ikke kan overskue det. Men hvor længe kan du leve sådan her, og er det virkelig, hvad du ønsker af livet, og er det hvad du ønsker at give videre til din børn?

Du siger, du vil blive for børnenes skyld, men for hvilken pris? Er de virkelig bedst tjent med, at deres mor og far lever i et ægteskab, hvor fars humør dikterer det hele, og hvor mor konstant skal gå rundt på listefødder og tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt?

Oprindeligt indlæg af Erinka

Men Bibbs, jeg tror ikke du kan "sælge" idéen til ham. Jeg synes, det er kommet dertil, hvor et ultimatum har sin berettigelse - og jeg mener ellers at det er sidste udvej. Det her er ikke nye problemstillinger, sådan har det jo kørt længe, og du kan ikke blive ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor han ikke vil det ene og det andet, og hvorfor han skal behandles som et råddent æg. På sigt mister du dig selv i det her, og det er ikke fair overfor dig eller dine børn. Så jeg ville stille det ultimatum at enten begynder I i parterapi eller også kan jeres ægteskab ikke fortsætte. Jeg ved godt, at du ikke ønsker at gå fra ham, at du ikke kan overskue det. Men hvor længe kan du leve sådan her, og er det virkelig, hvad du ønsker af livet, og er det hvad du ønsker, at give videre til din børn?

Du siger du vil blive for børnenes skyld, men for hvilken pris? Er de virkelig bedst tjent med at deres mor og far lever i et ægteskab, hvor fars humør dikterer det hele og hvor mor konstant skal gå rundt på listefødder og tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt?

Jeg er helt enig med Erinka. Hvis han vil JER så skal han simpelthen ikke have mulighed for at sige, at han ikke vil parterapi.