Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at du måske kunne have lidt "barsels-kuller" - altså at du synes det hele er mere trangt fordi du er hjemme hele dagen? At hvis du var afsted på job, og "kun" havde fritiden hjemme, så ville det ikke føles så trangt?

Altså forstået på den måde, at du måske oplever det værre, end du ellers ville, og han måske ikke oplever det helt så slemt fordi han aldrig er hjemme. På den måde er I jo også ret langt fra hinanden opfattelsesmæssigt

Jeg kan i hvert fald huske, at jeg var noget mere frustreret over at gå rundt som en løve i et bur i vores 2-værelses lejlighed, med en baby, der hurtigt fik for meget af verden, så vi omtrent altid var hjemme... Da jeg så begyndte på arbejde igen, så var det faktisk ikke helt så slemt og småt som jeg følte det under barsel

Oprindeligt indlæg af bibbs

Jeg har tænkt tanken, men han siger det ikke er det.

Den slags er ofte ikke noget, man bare kan spørge direkte til, fordi det jo netop er uerkendt for personen selv, hvad det egentlig er for nogle følelser, der ligger bag... Jeg tror, jeg ville bede ham se scenariet for sig: Det nye hus, jer alle sammen i det. Og så spørge ham, hvilke følelser det gav ham i maven (uden at der nødvendigvis sku' gå totalt Dr. Phil i den ) Og så virkelig være åben og lyttende - også selv om der måske ville komme en sandhed frem, du ikke brød dig om.

Han ville gå helt i baglås hvis jeg gik ind i den med hvordan føler du det i maven.

Og ja der har da en betydning at jeg går hjemme

Oprindeligt indlæg af bibbs

Han ville gå helt i baglås hvis jeg gik ind i den med hvordan føler du det i maven.

Og ja der har da en betydning at jeg går hjemme

Well. Så find en anden formulering. Tænker bare, at noget dybere ligger der sgu nok bag... Tror ikke, jeg selv ville turde rykke i hus med en mand, der af en eller anden grund er så lunken på projektet, at han bliver ved at spænde ben og tilmed ikke kan/vil fortælle mig, hvad det er, der rører sig i ham...

Under alle omstændigheder: Medfølelse herfra! Det er så fucking nederen, når man føler sig alene om et eller andet større projekt, selv om man på papiret er to.

Oprindeligt indlæg af ManicNinja

Well. Så find en anden formulering. Tænker bare, at noget dybere ligger der sgu nok bag... Tror ikke, jeg selv ville turde rykke i hus med en mand, der af en eller anden grund er så lunken på projektet, at han bliver ved at spænde ben og tilmed ikke kan/vil fortælle mig, hvad det er, der rører sig i ham...

Under alle omstændigheder: Medfølelse herfra! Det er så fucking nederen, når man føler sig alene om et eller andet større projekt, selv om man på papiret er to.

Meget godt opsummeret

Jeg har jo også to børn at tænkepå

Jeg synes først og fremmest, at du skal tale med din mand om det her. Sådan på måden, hvor I har godt med tid og TV eller radio ikke kører. Børnene er puttet, de praktiske ting er ordnet, og I behøver ikke tænke på andet end at få snakket det her igennem.

Drop alle bebrejdelser (ikke at jeg på forhånd tror, der ville være nogen), men vær opmærksom på at holde samtalen i en ordentlig og ikke-anklagende tone. Min erfaring er, at jeg er nødt til at lægge en lille indsats, hvis jeg skal vende noget med min kæreste der er et irritationsmoment eller frustrerer mig. Jeg bliver ret hurtigt-snakkende og lettere skinger og glemmer at lytte og lade ham tale, og så ryger alle gode intentioner, om at kommunikere sig ud af problemerne sammen, til jorden.

Forklar ham, hvordan du har det. Sæt ord på og beskriv dine følelser. Giv konkrete eksempler på, hvad det her gør ved dig, og hvordan det smitter af på dit humør og din adfærd, som f.eks. episoden hvor du snerrede uberettiget af ham. Sig, du er ked af, at det går udover ham på den måde, at det ikke er din hensigt, men at du simpelthen bare er ved at være godt brugt oven i hovedet og at din tålmodighed omkring fremtidsplanerne er ved at være brugt.

Og spørg ham så, hvad han tænker om det hele. Har han et bud på, hvordan I kan finde en eller anden afklaring? Er han overhovedet interesseret i at finde et hus nu, eller vil han hellere vente til I har råd til at få den beliggenhed, I ønsker. Hvad vil han?

Ønsker han i virkeligheden ikke at flytte i hus nu, så er det jo sådan det er, og så må I jo tage den derfra, men jeg tror først og fremmest at det er vigtigt, at du får en form for afklaring og noget du kan forholde dig til.

Han skal tale med dig om det her, det kan godt være, at han ikke bryder sig om at sætte de store følelser på rent verbalt, men så må han enten skride til handling eller tage sig sammen og gøre det alligevel. Han kan ikke forvente, at du på den måde bare skal træde vande, rent mentalt, indtil han kommer videre i teksten.

Og så tænker jeg, om I ikke, sådan helt lavpraktisk, kunne gøre noget. Er der nogle af de store møbler I helt kan undvære og alligevel skal af med, når I flytter, så smid dem ud eller sælg dem nu. Få ryddet gevaldigt op i skabe og skuffer, og sorter med hård hånd. Overvej at rydde nips og pynteting af vejen, få det evt. opmagasineret hvis I kender nogen der har en kælder. Skab plads og rene flader, uanset hvor hippie-agtigt det lyder, så er det min erfaring, at det virkelig giver overskud i hjernen.

Og så tænker jeg, om I, uagtet din mands arbejde, ikke kunne lave en aftale om, at du en enkelt dag i ugen, har tid til dig selv. Brug dagen med en veninde, gå en lang tur, dyrk motion, få en ansigtsbehandling, kom lidt væk hjemmefra og træk noget luft. På den måde får din mand også et indblik i, hvad det er du står med til daglig. I kan også lave andre modeller, f.eks. 3 timers 'Bibbs-time' to gange i ugen. Hvad der nu kan lade sig gøre for jer.

Men først og fremmest; kommuniker. I er hinandens ægtefælle, I skal altså kunne tale sammen, også i forbindelse med konflikter og problemer. Det kan ikke nytte noget, at den ene part er ved at gå mentalt i brædderne, mens den anden stædigt holder fast og ikke tager et medansvar for situationen.

Held og lykke, jeg håber, I finder en ordning.

Jeg har tid til mig selv, jeg prioriter og få cyklet en tur de aftener han er hjemme og jeg vil helst være sammen med børnene.
Jeg synes jeg har forsøgt med samtalen, men har købt en flaske rose vi skal dele når børnene er kommet i seng i aften, og så tager vi den der fra.

jeg tænker du vel også planlægger i forhold til at begge børn må sku opereres,og så ville jeg nødig stå og ik ku lukke dørene så man ikke forstyrrer frem og tilbage..og at der jo ska være ordentlig tid til at komme på plads og börnene ska være vant til deres nye rutiner,og det er jo ik gjort pá en máned.