Vi låner pengene når vi har fundet huset, de skal bruges til en bil til mig. Det er et tilbud han har givet til mig og min søster.
Vi har penge til et hus bare ikke lige deømmehuset.

Oprindeligt indlæg af ManicNinja

Hm...
Det lyder i mine ører ikke, som om det her nødvendigvis handler om husene. Er der i virkeligheden noget uerkendt frygt, usikkerhed (der drejer sig om noget andet) eller bekymring hos din mand, som gør, at han inderst inde ikke er afklaret med/har lyst til at flytte i hus med jer? Den slags kan spænde ben for mange vigtige beslutninger, indtil man finder frem til, hvad der er på spil og får det snakket igennem.

Helt enig i disse betragtninger!

Jeg har selv set det ske - et par, hvor kvinden er meget optaget af at købe hus, og hvor manden ikke har lyst og er bekymret over ansvaret og økonomien osv.
Én gang hoppede de fra i sidste øjeblik på grund af hans kolde fødder, hvorefter alle "veninderne" (lidt som flertallet i denne tråd) mente, at han var en værre end (egoistisk osv.); de mest charmerende "veninder" mente sågar, at han nok så ikke elskede hende og videre i den dur.
Til sidst fik hun dog overtalt ham til at købe et andet hus, hvorefter han gik helt ned med flaget, kom i psykiatrisk behandling, tabte 10 kg og måtte tage angstdæmpende medicin osv.

Jeg siger ikke nødvendigvis, at det forholder sig sådan med TS's mand, men jeg vil på det kraftigste opfordre hende til at tale det her grundigt igennem med manden for at finde ud af, om der ligger andet bag end en dårlig udsigt fra badeværelset eller afstanden til nærmeste busstoppested.

Oprindeligt indlæg af BigJim68

Helt enig i disse betragtninger!

Jeg har selv set det ske - et par, hvor kvinden er meget optaget af at købe hus, og hvor manden ikke har lyst og er bekymret over ansvaret og økonomien osv.
Én gang hoppede de fra i sidste øjeblik på grund af hans kolde fødder, hvorefter alle "veninderne" (lidt som flertallet i denne tråd) mente, at han var en værre end (egoistisk osv.); de mest charmerende "veninder" mente sågar, at han nok så ikke elskede hende og videre i den dur.
Til sidst fik hun dog overtalt ham til at købe et andet hus, hvorefter han gik helt ned med flaget, kom i psykiatrisk behandling, tabte 10 kg og måtte tage angstdæmpende medicin osv.

Jeg siger ikke nødvendigvis, at det forholder sig sådan med TS's mand, men jeg vil på det kraftigste opfordre hende til at tale det her grundigt igennem med manden for at finde ud af, om der ligger andet bag end en dårlig udsigt fra badeværelset eller afstanden til nærmeste busstoppested.

Der er en lang forhistorie her, der gør, at nogle, inkl. mig selv, svarer som de gør.

Vi har jo haft et hus og det flyttede vi fra bla pga vi mistede en datter...
Men det ændrer jo ikke på at situationen ikke er holdbar pga den manglende plads og vi flyttede i lejligheden midlertidigt...

Hvis det forholder sig sådan at han ikke vil skulle han lade være med at finde en masse huse vi skal ud og se hele tiden..

Oprindeligt indlæg af mini-trolden

Der er en lang forhistorie her, der gør, at nogle, inkl. mig selv, svarer som de gør.

O.k., så længe alle berørte parter er 100 % sikre på, at der ikke foreligger en latent angst el.lign.

Vi var ude og kigge på huse i weekenden, men de var ikke noget. Jeg begynder at fortryde at vi ikke bød de 25000. Kr mere for det andet hus, så havde vi fået det...

Jeg kan slet ikke forstå, at det kan køre helt derud, uden at det bliver lysende klart, at den stakkels mand ikke har det mindste lyst til at bo i et hus, der er købt for svigerfars penge og sikkert et sted, hvor han skal ligge og pendle for at komme på arbejde i stedet for at have fødder under eget bord.

Selvfølgeligt kan det være frustrerende at være klemt sammen i en lejlighed, men den frustration vil jeg nok på lige fod med manden her, vurdere til at være til at leve med, hvis alternativet er at sætte sig i et hus, hvor hele lortet vælter, hvis man mister sit arbejde.

Set fra mit synspunkt, så kunne jeg faktisk ikke forestille mig noget værre end at være i lommen på min svigerfar - bo i et hus, han havde købt til mig, mens konen susede rundt i en bil han havde foræret hende. Så ville jeg sgu hellere bo i en papkasse med æren i behold - but that's just me.

Nu er det jo sådan at min far har givet os 100.000 kr. Det er ikke det huskøbet står og falder med.

Min mand er kommet med flere penge til det her idet han købte vores første lejlighed, men nu er vi gift og det burde betyde at vi er fælles om det.
Ja der er spørgsmålet med hvis vi bliver fyret, så er der rum i budgettet til det også, selvfølgelig ikke i evigheder. Men hvem kan det?

Oprindeligt indlæg af KlimKlam

Jeg kan slet ikke forstå, at det kan køre helt derud, uden at det bliver lysende klart, at den stakkels mand ikke har det mindste lyst til at bo i et hus, der er købt for svigerfars penge og sikkert et sted, hvor han skal ligge og pendle for at komme på arbejde i stedet for at have fødder under eget bord.

Selvfølgeligt kan det være frustrerende at være klemt sammen i en lejlighed, men den frustration vil jeg nok på lige fod med manden her, vurdere til at være til at leve med, hvis alternativet er at sætte sig i et hus, hvor hele lortet vælter, hvis man mister sit arbejde.

Set fra mit synspunkt, så kunne jeg faktisk ikke forestille mig noget værre end at være i lommen på min svigerfar - bo i et hus, han havde købt til mig, mens konen susede rundt i en bil han havde foræret hende. Så ville jeg sgu hellere bo i en papkasse med æren i behold - but that's just me.

Lige det med bilen forstår jeg ikke.
Min mand skulle godt nok ikke blande sig i, om mine forældre ville forære mig en bil, som jeg havde brug for.