Det perfekte hus findes ikke. Han får aldrig købt hus med den holdning. Find et hus, hvor beliggenheden er den rigtige. Alt andet kan der ændres på med tiden.

Nej. Det er det jeg prøver at forklare ham, men trænger ikke igennem...

jeg forstår dig godt,når man er nået så langt at man har presset prisen så har man da forhåbentligt besluttet sig,så medmindre man pludselig får nye oplysninger er det da totalt spild af sælgers og din tid og kræfter...det syns jeg er fair nok at blive sur over.

Åh, hvor ville jeg sige noget, der kunne fjerne din frustation

Det perfekte hus findes, men så koster det højst sandsynlig også kassen. Men man kan jo købe et hus og så have fremtidsplaner med det. eksempelvis bygge til eller ordne taget osv.
Det vil altid være fejl/mangler ved et hus, men det gælder om at se udover de fejl, og se, hvad det kan blive til.

Har du snakket med ham omkring din opfattelse af hans manglende engagement i det her. (Jeg tolker det som manglende arrangement, at han hele tiden finder fejl istedet for at se, hvad det kan blive til. Samt at han ikke forstår, at jeres levesituation ikke er optimal)

Jeg tænker lidt, at din mand måske kan have det som mig og min mand... Vi er ELENDIGE til at tage en beslutning, og det er faktisk imponerende at det er lykkedes os at købe et hus.... Vi kiggede længe, men der var hele tiden noget galt - selv med dem, hvor vi ikke kunne sætte en finger på hverken pris, stand, indretning eller beliggenhed, der var bare den forkerte mavefornemmelse.

Da vi så annoncen på vores hus, så var der end ikke nået billede på endnu, men vi havde bare en fornemmelse af at DET hus måtte vi bare se, så vi bestilte en fremvisning, og huset havde vores krav til indretning, så vi kunne leve med beliggenhed og stand - og da vi spadserede tilbage til vores lejlighed havde vi allerede besluttet at byde på huset. Det var bare SÅ meget ikke vores stil at tage den slags beslutninger så hurtigt - men vi havde den rigtige mavefornemmelse. Og på trods af både andre købere og glemte købesummer osv så blev det vores hus, vi har boet der i 7 år, og står det til mig, så skal jeg bæres ud derfra.

Så måske det bare er mavefornemmelsen, der er forkert for din mand

Eller er det skræmmende pludselig at stå med ansvaret for et hus oveni det ansvar I allerede har med børn?

Sikke en frustrerende situation.

Manglen på plads kan virkelig drive en til vanvid i længden.

Selvom man holder af hinanden har man jo brug for at føle at der er plads nok til at man kan "trække" vejret.

Du skriver I har kigget på huse i over 2 år og jeg synes da det lyder som om det er en fælles beslutning.

Det er jo længe I har kigget på hus. Jeg tænker om der er sket nogle ændringer undervejs i de 2 år af den ene eller den anden slags?

Altså i økonomien, noget familiemæssigt eller noget job relateret?

Det virker jo ikke som om han er særlig interesseret i at få "projekt hus" ført ud i livet.

Det kan jo også være at han simpelten har en eller anden idé om hvad han vil have. Og at han så har meget svært ved at afvige fra den idé.

Men det nytter jo bare ikke noget. Det er jo tydeligt at situationen som den er nu ikke er holdbar i længden.

Har han selv ledt efter huse og fundet et hvor han tænkte at det kunne være en mulighed?

Måske I skulle tage en snak omkring jeres forventninger for at finde ud af om I ligger meget langt fra hinanden.

Langt de fleste mennesker har jo et budget der skal overholdes, og hvis hans forventninger til et hus ligger langt væk fra jeres økonomiske formåen, ja så må han jo ændres sin opfattelse og sine krav af det "perfekte hus".

Tja, jeg ved ikke - jeg forstår dig udemærket, men jeg forstår også din mand lidt. Vi kiggede på hus i 3 år, før vi endelig fandt det perfekte. Jeg var ved at kaste op over åbent hus arrangementer og begyndte faktisk at tvivle på at vi nogensinde ville finde et hus, der ville gøre os begge tilfredse.

Når vi fandt et hus som jeg var vild med, så var han overhovedet ikke vild med det - og omvendt! Det var en drøj kamp

Men, vi havde dengang heller ikke børn, der manglede et værelse - vores boligforhold var rigtig gode, så vi havde jo egentlig masser af tid til at finde det rigtige. Hvis jeg stod i jeres situation, ville jeg også blive vanvittig.

Igen, jeg ved ikke hvad jeg skal/kan råde til - for jeg kender jo ikke din mand, men jeg tænker på om han overhovedet er klar til at rykke videre, eller om han opfinder undskyldninger hver gang. Det er jo et fantastisk tidspunkt at købe på og laver man ikke altid noget om på huset/haven - når man køber hus?

Jeg håber i snart finder det perfekte hus

Sikke en træls start på dagen for jer. Øv!

Måske du skulle overveje at I satte jer ned sammen i aften når I har lidt fred og ro og så kan du jo forklare på en pæn måde hvorfor du blev så frustreret.
Det kunne jo være smart at fortælle om de bekymringer du har i forbindelse med huskøbet og så synes jeg du skal spørge din mand om hvad hans bekymringer er for så kan I måske få snakket det igennem og komme frem til hvordan I sammen bør handle herfra og komme videre.

Bare du husker at det er nemmere at åbne op omkring sine bekymringer når man ikke føler sig angrebet. I er fælles i situationen og I skal løse problemet fælles.

Held og lykke med snakken og huskøbet!

Vi har snakket og snakket og det ændrer sig hele tiden, men bunder jo nok i at vi har haft et hus. Det skulle gøres i stand, men vi endte med at bo der i 3 år uden der skete noget, og da pengene var lånt og vi skulle til og igang mistede vi vores datter, det er så 4 år siden. Der satte vi huset til salg og kom af med det efter 2 år og det med skindet på næsen. Nu er der kommet et barn mere til. Jeg mistede mit job men har fået et nyt, hvor jeg dog ikke tjener så meget. Men stadig ok, men som det ser ud kan vi ikke låne til et hus i det område vi gerne vil. I en stand vi kan acceptere. Selvom vi har penge i hånden.