Oprindeligt indlæg af frkvira

Er der nogen der ved om det har været i Danmark før?

Jeg er rimeligt sikker på at stoffet aldrig har været brugt i Danmark. Det der siges i artiklerne, er at man forventer det vil komme på et tidspunkt, fordi det er let at fremstille.

Oprindeligt indlæg af Stanton

Jeg er rimeligt sikker på at stoffet aldrig har været brugt i Danmark. Det er siges i artiklerne, er at man forventer det vil komme på et tidspunkt, fordi det er let at fremstille.

Okay tak

MissFalster, det er jo en fuldkommen sindssyg udtalelse at komme med - er du klar over at vi taler om mennesker her? Hvordan kan man ved sine fulde fem skrive at det ikke er slemt at mennesker dør?

Jeg vælger at tro, at du simpelthen er komplet uvidende, du har aldrig talt med en narkoman, interesseret dig for hvad de ellers har at byde på og tror vel at narkomaner bare er onde mennesker. Men det er de ikke. De fleste narkomaner er endt hvor de er, fordi de har haft en pisse hård opvækst og tilværelse, med alle odds imod dem, og ikke har magtet at vende skuden. Der er ingen der ønsker at blive narkoman.

Nå. Trækker lige vejret igen.
Ville ønske jeg havde holdt mig væk fra det link, det er virkelig uhyggeligt at et narkotikum at smadre kroppen på den måde. De mennesker ligner jo noget fra en dårlig zombiefilm. Det virker mig en kende tåbeligt at offentliggøre opskriften, men på den anden side synes jeg det er fint at der er fokus på det, forhåbentlig gør det folk opmærksomme og dermed lortet sværere at sælge.

Oprindeligt indlæg af diligent

500 mg acetylsalicylsyre og 9,6 (eller 9,8) mg codein.

Ja, det googlede jeg mig også frem til. Så lærte jeg også noget nyt i dag.

Oprindeligt indlæg af Zombie

Det er også helt almindelige børn fra almindelige familier, hvor far arbejder 8-16 og mor får en mild fødselsdepression, så hun lige akkurat ikke stimulerer barnet nok i hjernens vigtigste udviklingsfaser mens det er spædbarn, og har brug for at blive rørt fysisk, at se sin mor i øjnene, blive pludret med og alle de andre småting, som vi ikke tillægger nok værdi ift. senere problemer i børnenes voksne liv.
Det er familien med et kolikbarn, der til sidst i afmagt lader det ligge og græde alene, fordi de ikke ved hvad de ellers skal stille op, hvis barn vokser op og får sociale problemer, fordi det på visse vigtige områder er blevet følelsesløst i manglen på trøst da det kaldte ud efter sin mor og far.

Arrh, mon ikke der skal en del mere til end det. Hvor har du dine teorier fra?

Ja, lad os bare pege fingre og ryste på hovedet af tåberne, de kan jo bare lade være med at tage stoffer .

Stakkels mennesker. Det kunne have været de fleste af os under mere sørgelige omstændigheder. Hvis man har et dejligt liv uden misbrug, er det uforståeligt for mig, at man ikke kan mobilisere overskuddet til at have ondt af disse mennesker.

Det skærer mig i hjertet at se mennesker i den forfatning. Det er nogens børn og søskende.

Det gør mig ikke engang vred, mere træt og udmattet, at læse nogle af holdningerne i tråden.

Oprindeligt indlæg af Zombie

Jeg synes at det er så vildt, hvor uvidende folk er. Jeg har sgu egentlig anset alle former for stoffer for at være en slags krokodil, bare socialt, uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt, samfundsmæssigt. Nu bliver forfaldet bare tydeliggjort for andre end de nærmeste og selvom det er uhyggeligt, er det sgu da også på tide at folk vågner op og indser, hvor forfærdeligt narkomani er.

Jeg forstår ikke folk, som synes det er finno at narkomanerne dør. Narkomani er en sygdom, ligesom alkoholisme. For det er kun syge folk, der tager stoffer som får kødet til at rådne af deres knogler. Det er ikke normalt, det er ikke rationelt, ergo kan de mennesker som beslutter sig for at gøre sådan noget ikke være raske = de er syge, det er en sygdom.
Det er også sådan, mange alkoholikere beskriver deres alkoholisme for omverdenen, fordi det ellers kan være svært at forstå. "Hvorfor stopper de ikke bare?" - Fordi de er syge, så det kan de ikke.


Jeg tror ikke på, at krokodil vil slå narkomaner ihjel så det løser noget som helst. Der er hele tiden en tilstrømning af nye afhængige og afhængige, der tager skridt imod endnu større vildfarelse og sygdom. Det er en spiral der aldrig ender, hvis vi ikke kollektivt tager hånd om det. Ikke ved at tage livet af de syge og afhængige, men ved at støtte dem til enten at komme ud af deres afhængighed, eller at få et så tåleligt liv i afhængigheden som muligt, så de ikke behøver røve og snyde os andre, for at klare dagen og vejen, eller tage så skadelige stoffer, at de rådner væk.

Det er også værd at huske, at det jo ikke kun er lavstatus mennesker, som ender med at fikse sig i armen. Det er også CBS-studenten som fester med jetsettet i weekenden og tager lidt coke, og så lidt mere, og så noget værre for at få samme effekt. Det er også den enlige mor, der tager smertestillende hver dag, for at overskue sine to børn og den opslidende skilsmisse (og en dag er panodiler ikke nok, så hun rykker videre til morfinen...). Det er børn, der er vokset op i misbrugshjem uden at få den hjælp og støtte, de havde behov for.
Det er også helt almindelige børn fra almindelige familier, hvor far arbejder 8-16 og mor får en mild fødselsdepression, så hun lige akkurat ikke stimulerer barnet nok i hjernens vigtigste udviklingsfaser mens det er spædbarn, og har brug for at blive rørt fysisk, at se sin mor i øjnene, blive pludret med og alle de andre småting, som vi ikke tillægger nok værdi ift. senere problemer i børnenes voksne liv.
Det er familien med et kolikbarn, der til sidst i afmagt lader det ligge og græde alene, fordi de ikke ved hvad de ellers skal stille op, hvis barn vokser op og får sociale problemer, fordi det på visse vigtige områder er blevet følelsesløst i manglen på trøst da det kaldte ud efter sin mor og far.


Det er disse børn, disse mennesker, som vi lader rådne op alene, fordi vi nærer illusioner om at det løser et samfundsproblem der er så dybtliggende, at vi kunne udrydde alle nuværede narkomaner fra dag til dag, og der ville stadig komme nye til, fordi narkomani basalt set stammer fra manglende omsorg og støtte, enten som barn, ung eller voksen.

Det er OS, som har svigtet, så hvis nogen skulle have lov til at rådne op på Krokodil, burde det sgu være os. Samfundet. Dig og mig.

For det første så mener jeg ikke, at manglende trøst 100 % af gangene et barn græder fører til narkomani som ældre. Jeg mener heller ikke, at det kan gøres så simpelt som, at det er forældres skyld, at barnet tager narko... Manglende omsorg fra forældrerollerne eller andre kan betyde meget, ja, men det er ikke altid grunden til narkomani...Overhovedet.

Og jeg mener slet ikke, at narkomanen intet ansvar bærer, som du siger. "Det er ikke narkomanens skyld. Det er alle andres."
Jeg kan godt følge tanken om, at man næppe ender der alene. Men at fjerne ansvaret for egne handlinger som voksen, dét mener jeg er helt forkert... En narkoman har svigtet sig selv. Måske samfundet og forældrene har hjulpet til, men det er ham, der har svigtet.

Man kan gøre meget som samfund, ja... Men som overlægen i artiklen også siger: Der vil altid være nogen, som falder udenfor... Også selvom de som kolikbarn blev taget op 100 % af gangene. De vil altid være der, og det er utopisk at tro, at der ikke altid vil findes sørgerlige sjæle.

Og jeg synes faktisk også - selvom jeg godt ved, at det er i bedste mening du har skrevet det - at det, dels er lidt halvflabet, at du siger det er min skyld, dels at det slet ikke hjælper noget, at du fratager misbrugeren hans personlige ansvar i eget liv.

Oprindeligt indlæg af achillaxedprune

For det første så mener jeg ikke, at manglende trøst 100 % af gangene et barn græder fører til narkomani som ældre. Jeg mener heller ikke, at det kan gøres så simpelt som, at det er forældres skyld, at barnet tager narko... Manglende omsorg fra forældrerollerne eller andre kan betyde meget, ja, men det er ikke altid grunden til narkomani...Overhovedet.

Og jeg mener slet ikke, at narkomanen intet ansvar bærer, som du siger. "Det er ikke narkomanens skyld. Det er alle andres."
Jeg kan godt følge tanken om, at man næppe ender der alene. Men at fjerne ansvaret for egne handlinger som voksen, dét mener jeg er helt forkert... En narkoman har svigtet sig selv. Måske samfundet og forældrene har hjulpet til, men det er ham, der har svigtet.

Man kan gøre meget som samfund, ja... Men som overlægen i artiklen også siger: Der vil altid være nogen, som falder udenfor... Også selvom de som kolikbarn blev taget op 100 % af gangene. De vil altid være der, og det er utopisk at tro, at der ikke altid vil findes sørgerlige sjæle.

Og jeg synes faktisk også - selvom jeg godt ved, at det er i bedste mening du har skrevet det - at det, dels er lidt halvflabet, at du siger det er min skyld, dels at det slet ikke hjælper noget, at du fratager misbrugeren hans personlige ansvar i eget liv.

Og jeg er meget enig, med dig altså.

To børn, der begge får lige meget eller lige lidt opmærksomhed/kærlighed/trøst kan ende med at gå fuldstændigt forskellige veje i livet. Og det er måske mere et spørgsmål om, at det ene menneske havde brug for mere, end det fik, og det var ikke tilfældet for det andet menneske. Man kan sige, at forældrene har meget at gøre med de tidlige valg, men der er jo tidspunkter, hvor man selv vælger at gå den ene eller den anden vej. Det er ikke det samme som, at man føler, at der er et valg. Dog vil jeg kraftigt understrege, at når man ender på krokodil, så er det nok så som så med valgmulighederne.

Som jeg forstår krokodil-problemet, er der ingen vej tilbage efter, at man er begyndt på det. Det ER der med alle andre stoffer.

Der er forskning, der tyder på, at folk, der bliver misbrugere får en lykkefølelse, der svarer til den man får, når man føler sig elsket (så vidt jeg husker, det er meget lang tid siden, jeg hørte om det). Viden Om - Afhængighedens gåde - dr.dk/DR2/VidenOm/Programmer

Oprindeligt indlæg af diligent

Og jeg er meget enig, med dig altså.

To børn, der begge får lige meget eller lige lidt opmærksomhed/kærlighed/trøst kan ende med at gå fuldstændigt forskellige veje i livet. Og det er måske mere et spørgsmål om, at det ene menneske havde brug for mere, end det fik, og det var ikke tilfældet for det andet menneske. Man kan sige, at forældrene har meget at gøre med de tidlige valg, men der er jo tidspunkter, hvor man selv vælger at gå den ene eller den anden vej. Det er ikke det samme som, at man føler, at der er et valg. Dog vil jeg kraftigt understrege, at når man ender på krokodil, så er det nok så som så med valgmulighederne.

Som jeg forstår krokodil-problemet, er der ingen vej tilbage efter, at man er begyndt på det. Det ER der med alle andre stoffer.

Der er forskning, der tyder på, at folk, der bliver misbrugere får en lykkefølelse, der svarer til den man får, når man føler sig elsket (så vidt jeg husker, det er meget lang tid siden, jeg hørte om det). Viden Om - Afhængighedens gåde - dr.dk/DR2/VidenOm/Programmer

Jeg har ikke turde se linket, jeg har blot læst artiklen... Men det virker jo fuldstændig absurd. Ikke at det helt kan sammenlignes, men alligevel:

Jeg så for nogle måneder siden et program, hvor to tykke fra England skulle følge livet som tyk i andre lande. Eller fede var de jo nok.
Nå, men de her fede de besøgte gik ind til sådan en all-you-can-eat kina-buffet, og åd og åd og åd og åd...Selvom de fejlede alt muligt, der gjorde det livstruende for dem at æde sådan. Den ene udtalte så, at hun vidste, at hun åd sig selv ihjel...Men at hun alligevel ikke stoppede.

Det må jo være lidt den samme mekanisme...Tænk engang, at blive VED med at gøre noget, som man VED slår en ihjel. Hvadend det er stoffer eller sådanne mængder af mad, at man dør... Hvilket de også løbende gjorde i den der fede familie.
Ej, det var bare så...grotesk. Og noget jeg virkelig tog til mig.

Det at slå sig selv langsomt ihjel...Og være ligeglad. Dét er fandme uhyggeligt. Og sørgerligt.


Alt man kan gøre, er vel at sørge for, at støtte og hjælpe hvis de vil. Og så ellers gøre det så godt som muligt for dem, mens de er her. Men puha, det må være hårdt at være vidne til.