Oprindeligt indlæg af Piss_Miggy

Jeg ser tit snobbet og sur ud, men er stort set altid glad, smilende og bruger en del humor, når jeg kender folk. Men jeg ser sådan ud, fordi jeg er så usikker på mig selv. Jeg taler også snobbet, har jeg fået at vide for nyligt. Hmpf!

Men på en god måde.

Oprindeligt indlæg af Amluan

EN af mine veninder er altid meget opmærksom, når hun snakker med folk, hvilket jo er dejligt, men det gør også at folk nogle gange tror, at hun ikke har fattet, hvad de siger. Måske er du bare sådan en dejlig opmærksom een?

Jeg vil hvertfald gerne vise, at folk ikke går forgæves, når de skal have noget lettet... Men, jeg er vidst ikke helt god til det med kropssprog og ansigtsudtryk

Jeg ved ikke hvad jeg ligner, udover noget der er løgn, pga. hårtab.

Men det er på vej tilbage ser det ud til, så snart ligner jeg måske mig selv igen udvendigt


Og det passede vist meget godt til personligheden sidst jeg lignede mig selv
Lidt provo, men mest sød og ret almindelig

Jeg er også en af dem, der kan se lidt snobbet og sur ud. Men det er fordi, jeg er genert og nærsynet - og kniber øjnene lidt sammen.

Jeg ser også tit bare blank ud, fordi jeg er meget distræt.

Oprindeligt indlæg af POCKETKITTEN

Jeg er også en af dem, der kan se lidt snobbet og sur ud. Men det er fordi, jeg er genert og nærsynet - og kniber øjnene lidt sammen.

Jeg ser også tit bare blank ud, fordi jeg er meget distræt.

Det ser vi andre nærsynede jo slet ikke, så du er fin

Jeg tror jeg virker meget selvsikker - hvilket jeg til dels er. Man kan ikke ligne en push-over, med det job jeg har
Men jeg er også, nogle gange, helt nede og skrabe bunden - når jeg føler mig ensom og trist - og jeg ser stadig selvsikker ud. Så folk kan let tro, at jeg er ligeglad, hvilket jeg bestemt ikke er.

Jeg tror egentlig at mit indre og ydre stemmer ret godt overens.
Jeg har fået at vide, at jeg virker meget åben, glad og positiv - og sådan føler jeg mig også indeni. Førhen (i mine teenageår) fik jeg tit af vide, at jeg så sur og snobbet ud, men i mit tilfælde handlede det rigtig meget om usikkerhed og generthed. Jeg fandt det ikke naturligt at smile til folk, jeg ikke kendte.

Mit udseende og min stil passer også ret godt på den måde jeg bliver opfattet contra den måde jeg opfattes på. Til hverdag går jeg i noget feminint og til dels sexet/selvsikkert (arbejder på kontor med dresscode) - og i weekenderne hvis jeg skal ud, spiller jeg ret ofte på min seksualitet. Jeg ser mig selv som et meget frigjort og seksuelt menneske, og bliver også opfattet således. Jeg ved hvad jeg vil have og går efter det.

Jeg får ofte bitch-prædikatet i forhold til veninder. Der er flere, der har sagt til mig, efter de har lært mig at kende, at de troede jeg var sådan en hardcore én, der virkede utilnærmelig, men at jeg jo i virkeligheden er sød, omsorgsfuld og helt vildt sjov. Det er rigtig ærgeligt, men også grunden til jeg for det meste altid har været venner med mænd, at jeg åbenbart skræmmer veninder væk (bortset fra de kvinder, der er lidt som mig, rappenskralder).
Jeg bliver vildt usikker, hvis jeg hele tiden skal være opmærksom på at dæmpe mig, tænke på ikke være for larmende.

Mht. mænd, der bliver mænd ofte overraskede over, at jeg også har en stille og genert side, bag den høje uhyggelige lyd (mit grin )

Jeg ser åbenbart sødere og mere moderlig ud end jeg egentlig er. En fyr på en datingside sagde på et tidspunkt til mig, da jeg nævnte at jeg ikke skulle have børn, at jeg ellers så så sød ud.

Det er ikke ligefrem fordi jeg er et dårligt menneske (hvis jeg selv skal sige det), men jeg kan godt være temmelig kontant, og det overrasker en del, at jeg rent faktisk dyrker kampsport og ikke vil have børn.

Sååå... Jeg ser nok rarere og venligere ud end jeg er.