Jeg har fået at vide at jeg opfattes temmelig snobbet og "lukket", hvilket jeg ikke helt kan stå inde for. Selvfølgelig kaster jeg mig ikke i armene på alle og enhver, men jeg er faktisk meget rar, jeg er bare lidt usikker og har lidt en mur og en frygtelig masse sarkasme som af og til misforstås af fremmede.
Jeg har fået at vide at en ret mandig mand som var mig meget fysisk overlegen at jeg ikke taler til mænds beskyttergen, men virker som en meget selvstændig kvinde som helst klarer sig selv. den er jeg faktisk lidt ked af, for jeg er så lidt rødstrømpeagtig som nogen overhovedet KAN være! Det jeg ønsker mest af alt er en stor mand som kan beskytte mig og gøre mig tryg, så jeg kan få lov at være hans modsætning. Jeg er personligt stor tilhænger af det klasiske familiemønster.
Folk bliver ofte utrolig overraskede når de opdager at jeg for eksempel kan bage og lave mad og faktisk nyder rigtog meget at stå i mit køkken! For "sådan en ligner du slet ikke." Den bunder nok lidt i det samme som ovenstående.
Og så er folk også ofte overraskede over hvor regelret jeg er, jeg tør for fanden ikke engang gå over for rødt kl 3 tirsdag nat uden en bil i sigte! Sådan en ligner jeg åbenbart heller ikke
Men jeg har så også en del bekendte som ikke tror på at jeg ikke har været i ungdomshuset, det afslører måske en smule hvorfor mange har de fordomme som de har om mig.
Folk ser mig i øvrigt også som den dyreelsker jeg er, hvilket er noget mere omfattende end mange af mine bekendte.
Derfor overrasker jeg dem jævnligt, jeg er ikke vegetar, jeg går gerne med pels, dog kun fra dyr som jeg spiser og det generer mig ikke synderligt når dyr bliver slået ihjel -AF DYR!
Jeg har rotter og hører naturligvis jævnligt variationer af "Tøhøhø, det er sådan nogle som min SLANGE SPISER!" Folk lader til at have en eller anden forventning, udfra hvordan jeg behandler mine egne dyr, at jeg nærmest skal kaster mig i fosterstilling på gulvet og bryde sammen! Men nej, det er fint, det er naturens orden. Rovdyr slår dyr ihjel og spiser dem, det er sådan verden er designet.
Jeg er så til gengæld stor fortaler for at dyrene skal have et godt liv indtil deres død, jeg kunne naturligvis ALDRIG drømme om at lade mine egne kæledyr ende deres liv sådan og jeg kunne ALDRIG lege gud og selv udvælge slangens aftensmad eller være i nærheden og overvære mordet. Men at slanger spiser rotter, well, that's nature...

Jeg opfattes som en skrappedulle men med et glimt af beskyttertrangsfremkaldelse. Især hos midaldrende kvinder, sjovt nok. Jeg må ligne en, der mangler en mor?

Folk bliver ofte overraskede, når de kommer ind under huden på mig og ser mig på slap line. Ja, en venindes mand sagde engang: "Jamen, Xantippe - du er jo sjov!" Og dét tog jeg som en kompliment, fordi han bare havde set mig som hende den sure på grønt køkken. Der er mange lag hos mig, som man ikke ser før man kommer tæt på.

Jeg har lært at bløde lidt op og prøve at slappe lidt af, så folk ikke opfatter mig som den der skrappedulle med den skarpe tunge. Det har hjulpet en del, vil jeg sige.

mine venner ser mig som en barnlig unge der bare springer rundt og opføre mig som hved ik hvad men de kommer også tit og siger
hvor jeg dog hved meget og er god til at komme med gode råd og ord

men inderst inde jeg mega usikker på mig selv derfor laver jeg sjovt med alt for ik at træde på folks grænser. så holder tit igen
med hvad jeg siger og gør og hvis jeg og vis jeg siger noget klogt er det tit for at få bekræftet at jeg er god nok

Jeg oplevede det mere, da jeg var yngre og lyshåret. Folk blev ofte ret overraskede, når de fandt ud af, jeg lyttede til Cat Stevens, spillede skak, var medlem af et politisk ungdomsparti og samlede ind til Kræftens bekæmpelse og den slags. Da jeg holdt min studenterfest, havde jeg inviteret alle mine helt nye kollegaer fra nattelivet, og de blev allesammen sådan helt 'What?!', da min mor i sin tale nævnte, at mit karaktergennemsnit var to-cifret. Den episode blev sidenhen kommenteret en del.

Dog tror jeg ikke kun, det er udseendet der har sat mig i bås, selvom jeg altid har været meget engageret og boglig, så kan jeg også godt virke lidt dum og naiv. Hvis der er noget, der ikke giver mening, så spørger og spørger jeg, indtil det nogenlunde falder på plads, og så er jeg vist meget umiddelbar i mine udtalelser, så jeg har ind i mellem fået sagt nogle virkelig ubegavede ting og stillet nogle knapt så kloge spørgsmål.
jeg kommer også tit til skade, fordi jeg ikke altid tænker mig om, den slags virker heller ikke så kløgtigt.

Mht. størrelse, så har jeg aldrig tænkt over det før, men min kæreste er faktisk, og på trods af hans yngre alder, meget beskyttende og far-agtig overfor mig. Han giver mig virkelig ikke meget credit i hverdagene, og han tror ALTID, jeg kommer til at skære mig hvis jeg skal skære løg, eller bliver kørt over af en bus hvis jeg færdes i Århus. Han er meget fastlåst i sin tro på, at jeg ikke altid kan klare mig uden at fucke noget op, og det kan da godt være, det ubevidst også hænger sammen med min højde, for han kommenterer tit, at jeg er lille, og det kommer nærmest som en overraskelse hver gang, at mine sko er så små og at jeg ikke er andet end en lille bylt, når jeg er krøllet sammen under dynen.

Jeg ER i øvrigt ikke lille, jeg er helt gennemsnitlig, men når mine sko står ved siden af hans størrelse 46, er det jo klart, de ser små ud.

Jeg har fået at vide, at jeg vader ind i folks hjerter med træsko på. Det ved jeg ikke om det passer, men jeg har uden tvivl udviklet mig meget og er blevet meget mere åben og smilende det sidste års tid.
Før i tiden fik jeg at vide at jeg godt kunne virke snobbet. Men sandheden var at jeg var ekstrem genert og usikker. Med socialfobi.

Mht. udseende, så er det blandet. Men jeg er tit blevet opfattet som et frådende sensuelt monster.
Men generelt bliver jeg opfattet som det jeg oftest er: Grinende, farverig, sikker på min egen identitet, og flippet. Med et eftertænksomt væsen.

Jeg tror også, at man skal tage sig i mente, at hvad andre tror om een selv nok egentlig hænger sammen med deres fordomme om stereotyper. Generelt set, så putter vi allesammen folk og fæ i små kasser, før vi lærer dem at kende - det er blot en overlevelsesstrategi fra hjernens side af. Vi bliver tit først klar over de mindre synlige fordomme, som vi har, når vi begynder at pille lagene af et andet menneske.

Om mig selv, så bliver jeg meget tit opfattet i startet som meget blid, social, tillidsvækkende og jeg agerer typisk magnet for alskens fantastiske revl og krat fra alle sociale lag. Ofte bliver folk overraskede over, at jeg har en mærkelig dualistisk kynisk side i samspil med at tro på det bedste i folk. Folk, når de virkelig kender mig, bliver tit meget overraskede over at finde ud af, at jeg næsten altid føler mig meget socialt akavet og hvor meget jeg har brug for "stilletid" for mig selv.

Jeg har åbenbart et evig spørgende ansigtsudtryk, for når jeg snakker med folk, og de er ved at forklare noget der tager længere tid, så lytter jeg jo.
Men resultatet er altid, at folk ender med at spørge, om de skal forklare det tyderligere, eller så begynder de at forklare det TYDELIGERE! så jeg må sige at 'jeg skam havde forstået det allerede første gang'

Så nej, jeg er faktisk ikke så dum, som jeg ser ud til

Oprindeligt indlæg af Zoomer

Jeg har åbenbart et evig spørgende ansigtsudtryk, for når jeg snakker med folk, og de er ved at forklare noget der tager længere tid, så lytter jeg jo.
Men resultatet er altid, at folk ender med at spørge, om de skal forklare det tyderligere, eller så begynder de at forklare det TYDELIGERE! så jeg må sige at 'jeg skam havde forstået det allerede første gang'

Så nej, jeg er faktisk ikke så dum, som jeg ser ud til

EN af mine veninder er altid meget opmærksom, når hun snakker med folk, hvilket jo er dejligt, men det gør også at folk nogle gange tror, at hun ikke har fattet, hvad de siger. Måske er du bare sådan en dejlig opmærksom een?

Folk spørger altid, om jeg er sur. Skideirriterende, for var jeg det ikke i forvejen, så bliver jeg det af sådan en bemærkning. Men jeg kan sådan set også godt forstå, at folk spørger - for kender man mig ikke, så er nedadvente mundvige, tunge øjenlåg og armene over kors da ikke særlig fordrende for folks opfattelse af én. De første to ting kan jeg intet gøre ved, men prøver så vidt muligt at huske det med armene. Jeg er bare voldsomt usikker på mig selv og skal kende folk, før armene bliver lidt løsere.

Til gengæld har jeg fået at vide af især kolleger, at jeg bare udstråler ro og sikkerhed og at jeg har styr på tingene, og de ofte ønsker at komme til mig for at få idéer og den slags. Og jeg forstår det ikke, for indvendig er jeg skrupforvirret, naiv, føler mig ofte rigtig dum, har ikke styr på en fis og enormt stresset. Men jeg siger tak for roserne!

Mht. udseendet: tjah, jeg har altid set 10 år ældre ud, mens jeg føler mig meget yngre. Mit største ønske er et pandeløft!