Ved du hvorfor Vi falder?
...
Så vi kan lære at rejse os op igen!
21Synes om
Jeg sidder her i min sofa og tårerne triller ned af kinderne på mig. I løbet af eftermiddagen er mit humør gået fra helt fantastisk til ned under gulvbrædderne. Jeg er gået fra at synes at livet var helt fantastisk til at tænke at hvis jeg ikke vågnede i morgen ville det ikke gøre mig noget.
Mit liv sucks! Jeg bor i den her sorte tunnel der bare fortsætter i en uendelighed, og engang imellem kommer der en illusion frem, der fortæller mig at jeg er på rette vej, og at alt nok skal blive godt. Men lige som jeg begynder at tro på det, så forsvinder illusionen og alt bliver sort igen.
Jeg hader mit liv! Og jeg kæmper en kamp for at ændre det, men der er ingen resultater, og jeg orker ikke at kæmpe mere.
Jeg ved hvad der venter forude: en lang periode hvor jeg tager en facade/maske på når jeg bevæger mig ud mellem andre mennesker, og lades som om at alt er som det skal være, og når jeg kommer hjem bryder jeg sammen og tuder indtil jeg falder i søvn.
Denne gang er jeg bare ikke sikker på at jeg kan samle mig selv op igen. Jeg tror ikke at jeg har kræfterne til det.
Ved du hvorfor Vi falder?
...
Så vi kan lære at rejse os op igen!
det træls men har det lige som dig føler man bare brøder sammen snart :::..
Hvis man ikke selv kan rejse sig, må man altså have nogen til at hjælpe sig.
B A"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Derfor er jeg det" citat lågeåbnerbjørnen Bruno
Dumdumdiddle.
Har du angst eller noget social fobi, siden du er nødt til at tage en facade på, når du skal ud mellem andre mennesker, og det stadig det nedbryder dig at skulle ud mellem andre mennesker i en sådan grad, at du efterfølgende er opløst af gråd?
Hvad er det for et problem/problemer du har og som gør dit liv til en pest at leve?
"Og hvis I kaster op, er det fint" (Citat: BS)
Hvorfor klappe folk på ryggen, når de i virkeligheden har brug for et spark i røven?
jeg vil ikke hænge eller blive ahengig af andre vil ik tage deres tider føler mig så mærklig for tiden lukker helt af når jeg skal til at sige jeg ik har det godt har også problemer med at være ude med mange mennesker vil ikke gøre andre ked af det så jeg lyver heltiden for at holde mig nogelunde oppe men kan mærke det så hårdt for vil bare sige det nu men kan ikke kan heller ikke spise noget eller sove
tror snart je bryder samen
hved ik hvordan det her debat haløj virker men måtte bare skrive et sted
Kan ikke forestille mig andet, end at de mennesker der holder af dig vil være langt mere ked af det, hvis de ikke får lov til at hjælpe dig. Og hvis du er der hvor du er ved at bryde sammen, hvad har du så at midste ved bare at være ærlig. Det kræver mod og styrke at indrømme at man har det svært, men gør det ... Jeg tror du vil opleve det som en befrielse.
Og så tal med lægen. I morgen.
_____________________________________________
Min elskede skat - sammen er vi en ubrydelig enhed
2008
Nej ingen angst eller social fobi.. jeg er bare opdraget til at man ikke viser sine svagheder over for andre mennesker, og det har jeg svært ved at slippe. Men at skrive om det herinde er vel en god start. En tanke i hovedet på mig siger at mine veninder ville synes at jeg er tosset hvis jeg fortalte dem at jeg rent faktisk bor nede under gulvbrædderne.
At bede om hjælp når man ikke selv kan klare tingene, viser styrke og mod. Så synes du skal fortælle nogen hvordan du har det. Venner, familie, læge, anonym rådgivning.
Og du er allerede på rette vej ved at skrive herinde.