Du må præcis dét, du kan håndtere og som er nødvendigt for at få dit og barnets liv til at kunne fungere.

Tag evt. en snak med din fagforening, så du har hørt det fra nogen med forstand på tingene.

Uden at vide noget præcist, så tænker jeg, at du "må" alt det du kan holde til. Det er jo ikke fordi, du ligger med influenza og burde være i sengen. Hvis jeg var din kollega ville jeg i hvert fald ikke tænke ilde om dig, hvis jeg så dig være ude og omkring.

du må ikke foretage dig ting der forhaler din bedring!
så du må løbe 20 km hvis det bedrer din stress og du må gerne gå en tur med knægten så længe det netop ikke gør din tilstand værre

Jeg ville nok sørge for at handle ind på tidspunkter hvor jeg vidste de fleste kolleger var travle med deres arbejde så du minimerer risikoen for at mødes - og hvis dine kolleger får ondt i popo'en over du handler ind og passer din søn kan jeg godt forstå det måske er et arbejdsklima der kan give stress

Nu har jeg været sygemeldt med depression, og i starten havde jeg det også sådan, at jeg da ikke kunne gå uden for en dør, for hvad nu hvis jeg mødte nogen jeg kendte. Men det holder jo ikke, det er jo ikke sådan, som med influenza eller lignede, hvor man måske er sygemeldt i en uge, og så er igang igen. Du skal formentlig være sygemeldt i længere tid, og dit og din søns liv skal jo gå videre. Jeg er sikker på, ingen vil dømme dig.

Rigtig god bedring.

Jeg vil også mene, at du må det som du kan overskue og holde til. I skal jo have dagligdagen til at fungere osv.

Håber at du snart får det bedre

Den dag jeg blev sygemeldt med stress var mærkelig. Efter sammenbruddet, hvor jeg brød hulkende sammen foran min computer, gik der måske 1 time, og så var jeg helt rolig, ved tanken om at jeg skulle sygemeldes.
Jeg gik endda ned til en sekretær og spurgte om hun ville passe mine potteplanter på kontoret, fordi jeg skulle sygemeldes. Hvis nogen fik ondt i røven over, at jeg ikke lignede et nerve-vrag og gik tudende rundt, mens jeg fik afleveret de opgaver, som jeg ikke ville få lavet... Så kunne de da rende mig.

I den periode jeg var sygemeldt - 2,5 måned, havde jeg en forholdsvis normal hverdag. Eller. Ikke den første måned, fordi jeg havde det af helvede til. Men efter det, havde jeg en rimelig normal hverdag. Jeg handlede, tog på café, gik i biografen, gik ture, lejede film og sådan.

Jeg synes det er blevet mere accepteret, at folk har stress. At man godt kan være syg, selvom man ikke er indlagt eller går med gips. Dem, der ikke kan acceptere det, de må for min skyld sejle deres egen sø. Mit liv er for kort til at bekymre mig om det.

Når det er sagt. TS. Er du tilmeldt nogen form for behandling? Psykolog, coach eller lignende?

Oprindeligt indlæg af miss_sommerfugl

du må ikke foretage dig ting der forhaler din bedring!
så du må løbe 20 km hvis det bedrer din stress og du må gerne gå en tur med knægten så længe det netop ikke gør din tilstand værre

Jeg ville nok sørge for at handle ind på tidspunkter hvor jeg vidste de fleste kolleger var travle med deres arbejde så du minimerer risikoen for at mødes - og hvis dine kolleger får ondt i popo'en over du handler ind og passer din søn kan jeg godt forstå det måske er et arbejdsklima der kan give stress

Det er det. Jeg skal helt sikkert ikke tilbage.

Oprindeligt indlæg af Annione

Den dag jeg blev sygemeldt med stress var mærkelig. Efter sammenbruddet, hvor jeg brød hulkende sammen foran min computer, gik der måske 1 time, og så var jeg helt rolig, ved tanken om at jeg skulle sygemeldes.
Jeg gik endda ned til en sekretær og spurgte om hun ville passe mine potteplanter på kontoret, fordi jeg skulle sygemeldes. Hvis nogen fik ondt i røven over, at jeg ikke lignede et nerve-vrag og gik tudende rundt, mens jeg fik afleveret de opgaver, som jeg ikke ville få lavet... Så kunne de da rende mig.

I den periode jeg var sygemeldt - 2,5 måned, havde jeg en forholdsvis normal hverdag. Eller. Ikke den første måned, fordi jeg havde det af helvede til. Men efter det, havde jeg en rimelig normal hverdag. Jeg handlede, tog på café, gik i biografen, gik ture, lejede film og sådan.

Jeg synes det er blevet mere accepteret, at folk har stress. At man godt kan være syg, selvom man ikke er indlagt eller går med gips. Dem, der ikke kan acceptere det, de må for min skyld sejle deres egen sø. Mit liv er for kort til at bekymre mig om det.

Når det er sagt. TS. Er du tilmeldt nogen form for behandling? Psykolog, coach eller lignende?

Jeg har det faktisk fint. Det er bare, når jeg tænker på mit arbejde, at jeg begynder at ryste - så det prøver jeg at lade være med.

Vi har et psykolog-abonnement på arbejdet, og jeg skal ringe til dem på mandag. Jeg har dog været sygemeldt med stress før, så kender rumlen. Det var på samme job, og jeg var tilbage efter en uge. Jeg skulle bare have fundet et anden arbejde dengang, men det er jo altid nemt at være bagklog.

Det her kommer til at tage tid, kan jeg godt se. Jeg tror egentlig, jeg har det værre, end jeg sådan umiddelbart lige kan mærke.

Og tak for svarene alle sammen!