En ting ved forældre der virkelig irriterer mig er det der med at man altid føler sig forkert hvis man føler eller mener noget andet end dem.

Som fx i dag da min mor ringer kl. 11.30. Det var en lille time siden jeg var stået op og fordi jeg bor selv havde jeg ikke snakket med nogen. Jeg sad og så en film og da jeg svarer tlf:
hun: nåå du lå nok og sov hva?!
mig: næ såmænd ikke.
hun: jo du gjorde da det kan jeg jo høre!
mig: nå men du tager altså fejl...

Og så føler jeg nærmest at jeg sidder og lyver for hende for jeg kan jo mærke at hun bare overhovedet ikke tror på mig. Og selv hvis jeg sov var det så ikke også pisse ligegyldigt?

Jeg er på fra min telefon, så I får lige et samlet svar.

Jeg ved ikke, hvordan mine forældre mener at jeg har forandret mig - jeg spurgte dem ikke, for jeg har egentlig ikke noget at bruge svaret til.

Jeg ved heller ikke, hvad det præcist er de vil have fra mig. Det spurgte jeg heller ikke om. De sagde, at det ville passe dem fint at besøge mig, selvom jeg ikke havde redt hår eller gjort rent (så beskidt kan du vel heller ikke have det?)
Men jeg stoler ikke på dem, når de siger at de vil se mig fra alle sider. Jeg har længe skjult ting for dem. Lige siden jeg var barn har jeg haft en følelse af, at de havde det hårdt og at det derfor ville være synd at belemre dem med mine problemer. Det er aldrig noget de har sagt, så om det er sådan ved jeg ikke.

Ang. uddannelse, så læser jeg en humanistisk uddannelse på universitetet. Min far er faglært og min mor er ufaglært. De fortæller gerne om, hvor stolte de er af mig, men de har siden jeg gik i gymnasiet beskyldt mig for at være snobbet. Jeg tror ikke, at jeg er blevet mindre snobbet med årene i deres øjne.

Jeg tror forresten ikke at argumentet om, at jeg accepterer dem og de derfor bør accepterer mig vil være gangbart i deres verden. Som en er inde på, så føler de nok at jeg ser ned på dem.
Faktisk tror jeg at meget af det her skyldes at de har dårligt selvværd, men ikke vil indrømme det.

Du kan ikke gøre andet end at stå fast på DIN opfattelse af tingene og være åben overfor deres, hvis du gerne vil fortsætte med at se dem.

Det lyder som om du er ved at være hvor jeg var med min far for en otte år siden. Jeg var blevet følelseskold overfor alle hans bebrejdelser, og en dag holdt jeg bare op med at ringe til ham. Jeg orkede ikke den der 'jeg saaaaavner dig, hvornår kommer du på besøøøøøg' klagesang, for sammenholdt med at han aldrig kom på besøg hos mig, aldrig ringede til mig for at høre hvad jeg laver (det handlede ALTID om hvornår jeg kommer på besøg og hvor laaaaang tid der så er til det tidspunkt), så virkede det bare så superegoistisk.

Sjovt nok syntes han jo at jeg var egoisten. Det var mig, der var egoistisk, fordi jeg ikke ville komme på weekend. Jeg var egoistisk fordi jeg aldrig kom på besøg. Men han var ikke egoistisk, når han ikke ville mødes med mig hvor jeg bor eller komme på besøg hos mig.

Moral er godt...

Nå, jeg så ikke min far i en seks år, og selv om jeg ikke vil anbefale den slags, så er det gået godt her. Han har meget mere forståelse for at vi ikke ses hver weekend, og at når vi gør, så er det på fælles præmisser.

Og hvis vi skal analysere lidt, handler det vel om at han ikke kunne kapere, at jeg var voksen. Alting er meget nemmere med et lille barn man kan manipulere rundt med. Men jeg er SÅ færdig med kærlighed med skyld på, og det ved min far heldigvis godt i dag. Selv om jeg ikke tror han nogensinde vil komme til at forstå hvorfor, så forstår han godt hvad jeg ikke kan acceptere.

Oprindeligt indlæg af KisserTheNerd

Jeg tror forresten ikke at argumentet om, at jeg accepterer dem og de derfor bør accepterer mig vil være gangbart i deres verden. Som en er inde på, så føler de nok at jeg ser ned på dem.
Faktisk tror jeg at meget af det her skyldes at de har dårligt selvværd, men ikke vil indrømme det.

Det tror jeg, du har ret i.
Det er heldigvis ikke alle forældre, der reagerer på den måde, fordi deres børn vælger en anden vej.
Der er meget i det, du skriver, der netop udtrykker lavt selvværd. Altså hos dem. De må ikke komme til grill. Skal din far ordne have for dig, før de må komme på besøg? Det er stråmænd, for du har aldrig sagt nogen af delene eller udtrykt noget sådant gennem dine handlinger.

Når jeg har konflikter med mennesker, der enten lader til at have en skjult agenda eller som bare ikke kan udtrykke sig klart, plejer jeg at bede dem om at være konkrete. Hvad er det, de oplever? Måske oplever vi ikke det samme. Hvis de bliver ved med at komme med tolkninger i stedet for at fortælle, hvad de konkret oplever, lukker jeg venligt, men bestemt snakken. For vi kommer ingen vegne. Fx. har min ene onkel vedtaget, at mit forslag til en kortere arbejdsdag "ingen gang har på jorden". Jamen, fint, så kan vi ikke diskutere det.

Min mor og jeg ser forskelligt på mangt og meget, og hun har haft svært ved at forstå, at det ikke altid er "Verden ifølge Mor", vi lever i. Da jeg var yngre, gik jeg helt i selvsving og prøvede at forsvare mig, argumentere, osv. Det gør jeg ikke mere. Jeg giver hende heller ikke ret, hvis jeg ikke er enig. Jeg nøjes med højt at konkludere, at når hun står så fast på sit, så er der ingen grund til at tale mere om dét. Jeg synes, siger jeg, ikke, at hun har ret, men jeg er villig til at lytte; jeg gider bare ikke at få stukket stråmænd i skoene. Punktum. Det har faktisk højnet hendes respekt for mig, kan jeg mærke.

Jeg ville blive ked af det hvis mine forældre sagde at de bedre kunne lide mig da jeg var barn...

Jeg kan også godt se at der er flere ting i det (familie-gejl er jo sjældent enkelt)... men hvis det var mig så ville jeg nok forsøge at tage det lidt mere til efterretning at de måske føler at de ser dig for lidt, at de måske ikke føler de kender dig så godt mere/har så meget til fælles med dig mere (måske er det derfor de sider det der med at de bedre kunne lide dig tidligere...). Jeg ville nok forsøge at invitere dem lidt mere og så se om det hjalp...

Mine forældre har for øvrigt også måttet vænne sig til at jeg virkelig ikke gider uanmeldte besøg... de gør det dog stadigvæk ind i mellem, men ikke ret tit og for det meste husker de at ringe først. Jeg er dog helt sikker på at de blev lidt stødt på manchetterne da jeg først sagde det til dem, men altså... jeg bryder mig virkelig ikke om uanmeldte besøg og min mand syntes ikke det var super fantastisk at sidde i køkkenet og spise morgenmad, kun iført boksershorts, og vupti så stod svigermor og svigerfar pludselig inde i køkkenet... og det kan man jo godt forstå. Nu har de vænnet sig til at det er sådan det er og de er bedre til at huske at jeg er voksen nu og har mine egne meninger om hvordan tingene skal være... og at jeg jo altså deler hus med min mand, som også har en mening om hvordan tingene skal være. Det tror jeg de glemte lidt i begyndelsen... men jeg har så heldigvis en far som man kan sige hvad som helst til (næsten) og så tager han det faktisk rigtig pænt. Min mor er en anden snak... men derfor kommunikerer jeg så også altid den slags via min far.

Men altså... long story short... hvis det var mig ville jeg prøve at tage det til efterretning og så tænke at det måske kommer ud på en grim måde, men at det kunne handle om at de egentlig gerne vil være tættere på mig.

Oprindeligt indlæg af MissMiiaauu1

En ting ved forældre der virkelig irriterer mig er det der med at man altid føler sig forkert hvis man føler eller mener noget andet end dem.

Som fx i dag da min mor ringer kl. 11.30. Det var en lille time siden jeg var stået op og fordi jeg bor selv havde jeg ikke snakket med nogen. Jeg sad og så en film og da jeg svarer tlf:
hun: nåå du lå nok og sov hva?!
mig: næ såmænd ikke.
hun: jo du gjorde da det kan jeg jo høre!
mig: nå men du tager altså fejl...

Og så føler jeg nærmest at jeg sidder og lyver for hende for jeg kan jo mærke at hun bare overhovedet ikke tror på mig. Og selv hvis jeg sov var det så ikke også pisse ligegyldigt?

Den der kommer min far altid med! Om han så ringer kl.15 eller 19 om aften, så lå jeg helt sikkert og sov, for jeg er jo doven og sidder bare indenfor foran "kårhmpjuuuuteren" hele dagen. Følgende samtale er ret standard:

Fader-exe: Nåååååårh! Lå du stadig og snuede?
Mig: Næh, jeg har været oppe længe. Var lige ved at vaske op.
Fader-exe: Jaja, den er god med dig. Du lyder som en der lige er vågnet. Du ligger altid og snuer til kl.12
Mig: Det var før jeg fik børn, og nå ja, blev ældre end 17.
Fader-exe: Nånånånånå. Men hvorfor sidder du så bare indenfor? Du sidder altid foran den skide kååmpjuuuuuuter!
Mig: Jeg vasker op, det sagde jeg lige før. Og ja, jeg sidder en del foran computer. Det er min hobby og mit studie. Det har vi snakket om
Fader-exe: Du skulle tage og spare på dine penge!!!
Mig:


Det gamle fjols

Hold da op, dine forældre er da gået fuldstændig i stå, og vil forlange af dig, at du også bare står stille, så de kan søbe rundt i fordums glæde og lyksaligheder....

Men dem om det, mens de brokkede sig over at deres kloge selvstændig datter ikke er som de forventede, der suser livet lige forbi dem. Og du glider længere og længere bort, det er skide ærgerligt for dem. Det forstår jeg ikke, at de gider at bruge så meget energi på at forvente noget af dig, som slet ikke ligger i din natur.
Altså det er ikke dit job at være den voksne her...du er DERES datter.
Du skal da dele dine glæder med dem, og de skal respektere det. For ja, ellers forsvinder gnisten jo bare...for dig.
Kan godt forstå at det er sjældent at du ses med dem. For de kan da ikke tillade sig at opføre sig sådan.

Jeg kender desværre den situation du står i alt for godt. Det er desværre ikke rigtig noget at gøre. Ligegyldigt, hvad du så end gør vil de ikke være tilfreds. De vil finde fejl ligegyldigt hvad.

Begynder du at gøre nogle af de ting du ønsker, vil de ende med at forlange mere og mere. Du risikere at miste dig selv. De lyder som om at de vil have dig på en bestemt måde og ikke kan se deres egne fejl.

Jeg har lært at det bedste er, at være ligeglad - den eneste det går ud over, hvis du bliver ked af det eller skælder ud er dig selv. Dine forældre vil desværre ikke kunne se det fra din side af.

Ligegyldigt hvad du ender med at vælge - så ønsker jeg dig held og lykke. Det er ikke nemt at bryde med familien, men nogengange er det nødvendigt. Om det er i denne sag, vil jeg lade dig selv bedømme, men mærk inde i dig selv hvad du vil og gør det du ønsker.