Oprindeligt indlæg af DetSorteCirkus

Det tror jeg, du har ret i.
Det er heldigvis ikke alle forældre, der reagerer på den måde, fordi deres børn vælger en anden vej.
Der er meget i det, du skriver, der netop udtrykker lavt selvværd. Altså hos dem. De må ikke komme til grill. Skal din far ordne have for dig, før de må komme på besøg? Det er stråmænd, for du har aldrig sagt nogen af delene eller udtrykt noget sådant gennem dine handlinger.

Når jeg har konflikter med mennesker, der enten lader til at have en skjult agenda eller som bare ikke kan udtrykke sig klart, plejer jeg at bede dem om at være konkrete. Hvad er det, de oplever? Måske oplever vi ikke det samme. Hvis de bliver ved med at komme med tolkninger i stedet for at fortælle, hvad de konkret oplever, lukker jeg venligt, men bestemt snakken. For vi kommer ingen vegne. Fx. har min ene onkel vedtaget, at mit forslag til en kortere arbejdsdag "ingen gang har på jorden". Jamen, fint, så kan vi ikke diskutere det.

Min mor og jeg ser forskelligt på mangt og meget, og hun har haft svært ved at forstå, at det ikke altid er "Verden ifølge Mor", vi lever i. Da jeg var yngre, gik jeg helt i selvsving og prøvede at forsvare mig, argumentere, osv. Det gør jeg ikke mere. Jeg giver hende heller ikke ret, hvis jeg ikke er enig. Jeg nøjes med højt at konkludere, at når hun står så fast på sit, så er der ingen grund til at tale mere om dét. Jeg synes, siger jeg, ikke, at hun har ret, men jeg er villig til at lytte; jeg gider bare ikke at få stukket stråmænd i skoene. Punktum. Det har faktisk højnet hendes respekt for mig, kan jeg mærke.

Sikke et godt indlæg!

Da de sagde, at de aldrig måtte kigge forbi, når de var i nabolaget spurgte jeg dem, hvor ofte dét da var sket. Det var sket tre gange, sagde de. Men jeg kan fandeme ikke huske det. Og det ER sguda ikke afgørende for vores forhold om jeg gider at se dem komme dumpende.

Men altså, bare for at forstå dit forslag: Skal jeg bede dem komme med eksempler på, at jeg har forandret mig eller at jeg er egoistisk? Jeg tror godt, at de vil kunne komme på eksempler eller noget der ligner - og hvad gør jeg så?

Oprindeligt indlæg af cirkeline_

Jeg ville blive ked af det hvis mine forældre sagde at de bedre kunne lide mig da jeg var barn...

Jeg kan også godt se at der er flere ting i det (familie-gejl er jo sjældent enkelt)... men hvis det var mig så ville jeg nok forsøge at tage det lidt mere til efterretning at de måske føler at de ser dig for lidt, at de måske ikke føler de kender dig så godt mere/har så meget til fælles med dig mere (måske er det derfor de sider det der med at de bedre kunne lide dig tidligere...). Jeg ville nok forsøge at invitere dem lidt mere og så se om det hjalp...

Mine forældre har for øvrigt også måttet vænne sig til at jeg virkelig ikke gider uanmeldte besøg... de gør det dog stadigvæk ind i mellem, men ikke ret tit og for det meste husker de at ringe først. Jeg er dog helt sikker på at de blev lidt stødt på manchetterne da jeg først sagde det til dem, men altså... jeg bryder mig virkelig ikke om uanmeldte besøg og min mand syntes ikke det var super fantastisk at sidde i køkkenet og spise morgenmad, kun iført boksershorts, og vupti så stod svigermor og svigerfar pludselig inde i køkkenet... og det kan man jo godt forstå. Nu har de vænnet sig til at det er sådan det er og de er bedre til at huske at jeg er voksen nu og har mine egne meninger om hvordan tingene skal være... og at jeg jo altså deler hus med min mand, som også har en mening om hvordan tingene skal være. Det tror jeg de glemte lidt i begyndelsen... men jeg har så heldigvis en far som man kan sige hvad som helst til (næsten) og så tager han det faktisk rigtig pænt. Min mor er en anden snak... men derfor kommunikerer jeg så også altid den slags via min far.

Men altså... long story short... hvis det var mig ville jeg prøve at tage det til efterretning og så tænke at det måske kommer ud på en grim måde, men at det kunne handle om at de egentlig gerne vil være tættere på mig.

Problemet er bare, at jeg tit synes at vores forhold har været bedst, når vi ikke har set hinanden for meget. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forklare det her, men jeg er på sin vis bare så træt af at forholde mig til mine forældres følelser. Da jeg var barn fortalte min mor mig f.eks. stolpe op og stolpe ned om, hvor træls min far var. Til sidst sagde jeg (som teenager) til dem, at jeg syntes at de skulle gå fra hinanden eller holde op med de evindelige problemer.

Det er så svært at forklare, hvordan de har såret mig gennem tiden - i hvert fald hvis jeg ikke skal udlevere mig selv helt. Der har bare været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har haft det svært og hvor min mor har fået det drejet over til at handle om hende. Hun har svigtet mig på tidspunkter, hvor jeg regnede med hende.

Alt i alt har jeg nok bare svært ved at tro på, at mine forældre holder så meget af mig, som de påstår, når de sidder der og kritiserer mig. Det er i hvert fald ikke ubetinget, ikke når min far bedre kunne lide mig, da jeg var barn.

Oprindeligt indlæg af Victoria-Pedersen

Jeg kender desværre den situation du står i alt for godt. Det er desværre ikke rigtig noget at gøre. Ligegyldigt, hvad du så end gør vil de ikke være tilfreds. De vil finde fejl ligegyldigt hvad.

Begynder du at gøre nogle af de ting du ønsker, vil de ende med at forlange mere og mere. Du risikere at miste dig selv. De lyder som om at de vil have dig på en bestemt måde og ikke kan se deres egne fejl.

Jeg har lært at det bedste er, at være ligeglad - den eneste det går ud over, hvis du bliver ked af det eller skælder ud er dig selv. Dine forældre vil desværre ikke kunne se det fra din side af.

Ligegyldigt hvad du ender med at vælge - så ønsker jeg dig held og lykke. Det er ikke nemt at bryde med familien, men nogengange er det nødvendigt. Om det er i denne sag, vil jeg lade dig selv bedømme, men mærk inde i dig selv hvad du vil og gør det du ønsker.

Tak for dit indlæg Jeg tror heller ikke at mine forældre vil være glade, uanset hvad jeg gør. Der i lørdags havde jeg lavet mad og taget med ud til dem, fordi jeg gerne ville se dem. Jeg er bare lidt presset for tiden og jeg orkede ikke at skulle gøre rent. Jeg syntes virkelig at det var en god ide, fordi de så også kunne slappe lidt af. Og så bliver det taget imod på dén måde.

Det hele er i øvrigt nok - det tror min kæreste i hvert fald - startet fordi en gave de har givet mig er gået i stykker. Det er ikke første gang at netop dén type gave er gået i stykker, men jeg passer altså normalt godt på mine ting... Og helt ærligt, jeg kan ikke se, at en gave er værd at skade vores forhold så meget over.

Frk Big Fish: Du har ret i, at det er latterligt og jeg griner også af det... For det er så langt ude, at vi bare ikke KAN have et stille og roligt forhold. Det behøver ikke engang at være godt, hvis det bare var udramatisk...

Mine svigerforældre minder lidt om dine forældre. De synes det er for dårligt at vi tager så lidt kontakt. Sjovt nok tager de aldrig kontakt, det er altid os der skal. De ødelagde vores datters første juleaften fordi min svigermor var sur på min mands farfar. Reaktionen da vi fortalte at jeg var gravid var at vi skulle tage at være glade for at vi havde et rask barn og at det i øvrigt havde været et helvede dengang min mand var barn, da han var syg hele tiden.

Vi ser dem sjældent, jeg har givet op og min mand bliver såret hver gang, så han undlader at kontakte dem.

Har ikke noget godt råd, vil bare sige, at du er ikke alene med underlige forældre.

Oprindeligt indlæg af nora973

Mine svigerforældre minder lidt om dine forældre. De synes det er for dårligt at vi tager så lidt kontakt. Sjovt nok tager de aldrig kontakt, det er altid os der skal. De ødelagde vores datters første juleaften fordi min svigermor var sur på min mands farfar. Reaktionen da vi fortalte at jeg var gravid var at vi skulle tage at være glade for at vi havde et rask barn og at det i øvrigt havde været et helvede dengang min mand var barn, da han var syg hele tiden.

Vi ser dem sjældent, jeg har givet op og min mand bliver såret hver gang, så han undlader at kontakte dem.

Har ikke noget godt råd, vil bare sige, at du er ikke alene med underlige forældre.

Wow, sikke en omgang sunshine. Kan godt forstå I øh... ikke tager kontakt hver uge. Shit altså...

Oprindeligt indlæg af Petrine-

Wow, sikke en omgang sunshine. Kan godt forstå I øh... ikke tager kontakt hver uge. Shit altså...

Ja det er sq mærkværdig opførsel...

Hvor er det bare træls at de opfører sig sådan, hvorfor kan de ikke bare opfører sig som to voksne mennesker.

Åhhh hvor jeg kender det, min far og hans kone er også i den boldgade; Hvor er i åndsvage... Hvor dumt... Hvor er i dumme hvis i ikke gør sådan og sådan... Tag dig sammen.
Hvis tingene ikke bliver gjort som de syntes så er jeg/vi åndsvage og dumme.. Det er bare skønt.
For nyeligt hev jeg fat i min fars kone og sagde at jeg/vi ikke brød os om at blive talt til sådan, vi er jo hverken dumme eller åndsvage og vi kan udemærket selv klare os, og vi gerne ville behandles med samme respekt som vi gav dem. Men det faldt helt til jorden, og blev misforstået som om vi ikke ville have hjælp eller hører deres mening om noget. Og de var helt uforstående for det vi sagde.
Så jeg har ingen gyldne ord, suuuk.

tut

Synes du skal sige til dem at du ikke kan være den datter de ønsker sig oppe i hovedet, men du er dig og de må tage dig som du er.
Og ellers lade være.
Og kan godt forstå det ikke er fedt, ens forældre burde da elske en ubetinget.