Oprindeligt indlæg af KisserTheNerd

Sikke et godt indlæg!

Da de sagde, at de aldrig måtte kigge forbi, når de var i nabolaget spurgte jeg dem, hvor ofte dét da var sket. Det var sket tre gange, sagde de. Men jeg kan fandeme ikke huske det. Og det ER sguda ikke afgørende for vores forhold om jeg gider at se dem komme dumpende.

Men altså, bare for at forstå dit forslag: Skal jeg bede dem komme med eksempler på, at jeg har forandret mig eller at jeg er egoistisk? Jeg tror godt, at de vil kunne komme på eksempler eller noget der ligner - og hvad gør jeg så?

Ja, lad dem komme med eksempler på forandringer, de finder negative.
Sandsynligvis er det ikke forandringen i sig selv, de har et problem med, men deres tolkning af den.

Min ene veninde har også forandret sig meget, siden hun var teenager, og katalysatoren har været, at hun har færdedes i et helt andet miljø end resten af familien, taget en væsentlig anderledes uddannelse en dem, osv. Det har da givet undren og smågnidninger, men aldrig konflikter. Eks. har hun en helt anden smag indenfor musik, film, osv. end, da hun var helt ung, og lad os nu hypotetisk sige, at nogen i familien brokkede sig over det:
Min veninde: Hvad handler det her om?
Familiemedlem: Efter at du er begyndt på universitetet, er du blevet snobbet omkring musik.
Min veninde: Hvad mener du?
Familiemedlem: Du hører noget andet end os.
Min veninde: Det er rigtigt. Hvordan oplever du, at det er et problem?
Familiemedlem: Ja, så er vores ikke fint nok til dig.
Min veninde: Har jeg sagt det?
Familiemedlem: Nej.
Min veninde: Hvorfor tror du det så?
Familiemedlem: Fordi det kan man da regne ud. Du er kommet på universitetet og er blevet snobbet.
Min veninde: Når jeg aldrig har kritiseret jeres smag eller bedt jer om at slukke for musikken, kan du ikke konkludere andet end, at vi har forskellig musiksmag.

Det handler om at skrælle det selvopfundne af kritikken og nå ind til noget, man faktisk kan forholde sig til og evt. forklare.
Du kan jo ikke forklare dine forældre, hvorfor de ikke må komme til grill, når du aldrig har forbudt dem det, men du kan derimod forklare, hvorfor de endnu ikke har kunnet komme til grill (dårligt vejr, travlhed, sygdom, whatever).

Ja.. jeg gider bare næsten ikke spørge dem, for sandsynligvis ER der ikke ret meget logisk i det og de vil nok ikke indrømme/indse det. F.eks. har min far en tendens til at sige at "det skal vi ikke snakke om", hvis man prøver at konfronterer ham med ting.

Oprindeligt indlæg af KisserTheNerd

Ja.. jeg gider bare næsten ikke spørge dem, for sandsynligvis ER der ikke ret meget logisk i det og de vil nok ikke indrømme/indse det. F.eks. har min far en tendens til at sige at "det skal vi ikke snakke om", hvis man prøver at konfronterer ham med ting.

Så kan du jo sige: Så lad være med at bringe emner på banen, du ikke vil snakke om.

Det er faktisk en god ide

Hold da op, man føler sig jo næsten unormal når man ikke har nogle problemer med sin familie ;-) (iøvrigt syntes jeg at det lyder som om at TS forældre har en lidt mærkeligt måde at opføre sig på)

Tja, det er lidt svært i hvert fald. Det går mig stadig på, især fordi jeg er ret sikker på, at det ikke er overstået endnu.

Jeg er kommet frem til at det, der især gør mig vred er, at de pakker det ind i, at de holder af mig. Det gør, at jeg bliver helt i tvivl om, hvorvidt jeg kan tillade mig at føle som jeg gør.
Den anden ting er, at de udemærket kunne se, at jeg ikke brød mig om det - de kommenterede på det og lavede faktisk sjov med det!
Dét gør mig bare så vred...

Årh, forældre... Sjovt nok snakkede vi lige herhjemme om mine forældre (og søster og svoger) i går.
Vi er også typerne der ikke bryder os om uanmeldt besøg. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig nu, hvor vi er blevet forældre. Da jeg havde født og var indlagt med vores søn, havde vi klart sagt at besøg skulle cleares med os. Vi gad ikke at der pludselig stod 15 familiemedlemmer på en gang. Den var svær at sluge for min mor, som da også lige lavede sit eget besøgsstunt, og omgik besøgsreglerne på sin egen 'fikse' måde. Hospitalets regler vel og mærke!

Da vi kom hjem fra hospitalet sendte hun endda en sms om, om man stadig skulle 'booke besøg.' Ja tak, det skal man. Det er sjovt, for vi er ellers ikke nogen der render hinanden uanmeldt på dørene.

Nå, men i går kom jeg til at tænke over, at hos mine forældre er man velkommen, men man skal invitere sig selv. 'Gi'r I aftensmad på onsdag? og sådan i den stil. Der kommer aldrig en invitation fra dem til os, med mindre de holder et eller andet, hvor der er en speciel anledning. Det samme hos min søster og svoger. Vi har tit inviteret dem til middag, bare sådan uden speciel anledning. Men der kommer aldrig noget den anden vej, med mindre det er fødselsdag sammen med resten af familien.

Jeg ved at mine forældre gerne vil se os mere, men jeg mener at så må de selv komme ud af busken. Min far har engang afleveret en ønskeseddel til jul, med et ønske; At vi ringede hjem en gang om ugen og fortalte hvordan det gik. Vi fór jo straks i forsvar/angreb og sagde at han da bare kunne ringe til os. Men det vil han ikke, fordi vi har mobiltelefon og ikke ved om vi så er hjemme eller ude, og om vi overhovedet har tid til at tale med ham. Alle forklaringer om, at vi jo bare kan lade være med at svare hvis vi ikke har tid, (som man også kan med en fastnettelefon), synker bare ikke ind. Jeg ved ikke med min søster, men jeg ringer ikke hjem en gang i ugen... min far ringer heller ikke til mig.

Jeg ved ikke havd det er, men jeg synes tit at forældre indtager en eller anden uhensigtsmæssig offerrolle.

Kanga

Jeg tænker, at når din far siger, at han bedre kunne lide dig som barn, så betyder det i virkeligheden at han svaner sin lille pige (og den samhøringhed han følte). Han får bare ikke sagt det på en særlig god måde.
Jeg tænker, at alt det der med hvor tid og hvordan i ses, måske blot er en måde at sige på at de savner dig. Igen bare ikke på en særlig konstruktiv måde. Når du så svarer, at i så svigerfamilien fordi de hjalp i haven, ja så høre din far det som, at dét betyder at man skal give / gøre noget for at se dig.
Når de tale om snobbethed, så tror jeg at de mener utilgængelighed - og det er du jo på en måde også, når du skriver at du ikke dele dine problemer eller personlige ting med dem.

Alt i alt føler de sig lukket ude og deres reaktion gør, at du lukker mere og mere af. Hvilket er helt forståeligt, det er slet ikke fordi jeg ikke forstår dig. Jeg tænker bare, at dine forældre ikke virker til at kunne vænne det rundt. De føler at du ikke vil dem, og som umodne teenagere reagere de med vred / ikke at ville tale / skælde ud osv.

Du må jo gøre om med dig selv, om du magter at ændre dine reaktioner - for det er det eneste du har indflydelse på. Magter du at ændre jeres omgangsform? Magter du at ignorer vreden og møde dem med åbenhed (med risikoen for at blive såret)? Eller er det bedre at give hvad du kan, når du kan og så lade tingene køre videre? Jeg tror ikke på, at det bliver bedre, hvis ikke du gør noget. Men det betyder ikke, at jeg synes du har 'pligt' eller ansvar omkring det. Man kan ikke gøre mere end man kan. Nogen gange er det ikke nok, og så må det være sådan

Oprindeligt indlæg af Kanga

Årh, forældre... Sjovt nok snakkede vi lige herhjemme om mine forældre (og søster og svoger) i går.
Vi er også typerne der ikke bryder os om uanmeldt besøg. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig nu, hvor vi er blevet forældre. Da jeg havde født og var indlagt med vores søn, havde vi klart sagt at besøg skulle cleares med os. Vi gad ikke at der pludselig stod 15 familiemedlemmer på en gang. Den var svær at sluge for min mor, som da også lige lavede sit eget besøgsstunt, og omgik besøgsreglerne på sin egen 'fikse' måde. Hospitalets regler vel og mærke!

Da vi kom hjem fra hospitalet sendte hun endda en sms om, om man stadig skulle 'booke besøg.' Ja tak, det skal man. Det er sjovt, for vi er ellers ikke nogen der render hinanden uanmeldt på dørene.

Nå, men i går kom jeg til at tænke over, at hos mine forældre er man velkommen, men man skal invitere sig selv. 'Gi'r I aftensmad på onsdag? og sådan i den stil. Der kommer aldrig en invitation fra dem til os, med mindre de holder et eller andet, hvor der er en speciel anledning. Det samme hos min søster og svoger. Vi har tit inviteret dem til middag, bare sådan uden speciel anledning. Men der kommer aldrig noget den anden vej, med mindre det er fødselsdag sammen med resten af familien.

Jeg ved at mine forældre gerne vil se os mere, men jeg mener at så må de selv komme ud af busken. Min far har engang afleveret en ønskeseddel til jul, med et ønske; At vi ringede hjem en gang om ugen og fortalte hvordan det gik. Vi fór jo straks i forsvar/angreb og sagde at han da bare kunne ringe til os. Men det vil han ikke, fordi vi har mobiltelefon og ikke ved om vi så er hjemme eller ude, og om vi overhovedet har tid til at tale med ham. Alle forklaringer om, at vi jo bare kan lade være med at svare hvis vi ikke har tid, (som man også kan med en fastnettelefon), synker bare ikke ind. Jeg ved ikke med min søster, men jeg ringer ikke hjem en gang i ugen... min far ringer heller ikke til mig.

Jeg ved ikke havd det er, men jeg synes tit at forældre indtager en eller anden uhensigtsmæssig offerrolle.

Kanga

Dét kan jeg SÅ meget genkende! Mine forældre har også udtalt, at de ikke inviterer folk hjem til dem - de må bare komme. Alligevel er de "utilfredse", hvis man ikke kommer hjem til dem og ser, når de har lavet noget nyt på huset.