Jeg vil mene at det er meget normalt at man ser veninderne oftere end familien.

I det hele taget er familie et svært emne.

Tak Det er svært at forklare, men det hjælper at sige det til andre - sådan lidt "skriftestols-agtigt" for jeg synes det er lidt af en falliterklæring at jeg har så svært ved at få det til at fungerer med mine forældre. Da jeg fortalte det til min ene veninde (tog op til hende på vejen hjem, fordi jeg trods alt var rystet) så var hun meget overrasket. Min kæreste og mine svigerforældre mener heller ikke, at jeg er en træls person. De eneste, der umiddelbart mener det, er mine forældre...

De sagde jo at de holder af mig og savner mig, men jeg forstår ikke hvorfor....

Folk er sære - forhåbentlig hjælper det at du siger fra næste gang.
Det er desværre ikke unormalt at nogle forældre har svært ved at accebtere at deres børn er voksne og har et liv. Jeg har desværre ingen gode råd til sådan en situation da dem jeg kender med samme problem ikke har fundet en gylden løsning.

Og ja nogle gange hjælper det bare at få det ned sort på hvidt, så kan man bedre se på det udefra.

endnu et og et :knus: herfra

Mange tak

Jeg tror ikke der er nogen gylden løsning. Jeg må begynde at sige fra, for ellers ødelægger det mig bare. Så kan det være, at det betyder at de de dropper mig, men den risiko er jeg villig til at løbe...

Ih hvor jeg dog kender den følelse der og faktisk så står jeg i præcis samme situation for tiden.

Jeg har selv arbejdet med med selvudvikling og jeg kan mærke at det har hjulpet mig rigtig meget.
Jeg kan godt forstå at du (TS) synes at det er skæmmende at du ikke længere tager dig så meget af kritikken. Men jeg synes det er fremragende at du er blevet en voksen person der hviler i dig selv og som tror mere på dig selv, fremfor hvad andre fortæller dig om dig. Du ved jo trods alt bedst selv hvordan du er.

Det er bare en skam at det ikke er alle der forstår at man kommer længere med opmuntring og en positiv indstilling end kritik, negative kommentarer og bebrejdelser.

En ting jeg også må huske mig selv rigtig meget på, er at man kan kun ændre sig selv og hvis der er noget i andre man ikke synes om, så dur det ikke at ændre på dem. Men man må i stedet finde en måde at håndtere situationen på så man selv kan komme videre på en værdig måde.

Jeg ved ikke rigtig om det giver mening men det er også talt mest ud fra hvor jeg selv står pt. Synes sgu bare det er råddent at man gerne vil ens forældre rigtig meget og at de så faktisk kan ødelægge en så meget alligevel.

Uha ja, den med at man ikke kan ændre på andre er jeg helt med på! Jeg har selv brugt mange timer i terapi...

Faktisk sagde jeg til mine forældre, at jeg ikke har tænkt mig at ændre på mig selv. Til det sagde de, at det var godt, at de havde deres kæledyr

Oprindeligt indlæg af KisserTheNerd

.... for jeg synes det er lidt af en falliterklæring at jeg har så svært ved at få det til at fungerer med mine forældre.....

Det er jo ikke kun op til dig, at få det til at fungere. De må sgu også yde noget og evt. bøje af, hvis de føler noget for jeres forhold.

Oprindeligt indlæg af Zombie

.... Hvis du skal acceptere den måde DE vælger at leve deres liv på, må de også acceptere din.

Jeg synes, det siger lidt om dine forældre, at de har cuttet al kontakten til resten af familien og også har gjort det ved dig, i en periode. Det er som om, at de hellere vil være dem selv, fremfor at skulle gå på kompromis eller acceptere, at andre ikke bare retter ind efter deres idéer og synspunkter....
.....
Hvorfor skulle du komme forbi, hvis de alligevel bare skælder dig ud? Det synes jeg, er et rimeligt spørgsmål at stille.
.....

Gode punkter

Måske husker jeg helt forkert, men er der noget med, at du mht. uddannelse laver noget helt andet end dine forældre?

Hvis ja, så synes jeg, det godt kunne lyde, som om de direkte eller indirekte mistænker dig for at synes, at de ikke er "fine nok" til dig og dit nye liv.

Jeg skriver gerne mere, men vil bare lige høre, om jeg overhovedet husker rigtigt