Jeg har fået meget mere, end jeg kunne bede om.
Eller - jeg kunne godt forestille mig det og drømme om det, da jeg var yngre, men jeg havde ikke troet, at så meget ville gå i opfyldelse. At jeg kunne og ville blive den person, jeg gerne ville være.

Da jeg fyldte 30 år, slog det mig, at jeg egentlig havde nået/prøvet/fået alt, hvad jeg havde ønsket at have nået/prøvet/fået som 30-årig.
Det har ikke altid været en dans på roser, for som klichéen siger, så er det ikke altid lykken at få sine drømme opfyldt, men kedeligt har det i hvert fald aldrig været.

Det startede godt, blev lidt skidt i 8 års tid, så blev det lidt værre i 2 år, og derefter var det af helved til i 14 år. For to år siden vendte det for alvor til det gode og jeg er nu på 8 ud af 10 på lykkeskalaen

Hvis det ikke havde været så forfærdeligt tidligere tror jeg ikke jeg ville værdsætte livets små glæder som jeg gør i dag

Mit liv startede i den hårde grøft, med en opvækst der var præget af vold og alkohol. Jeg blev mobbet rigtig meget i skolen, og har siden jeg var barn døjet med drepressioner, som jeg først har fået styr på i mit voksne liv. Jeg har idag taget en uddannelse, har en dejlig kæreste, som har stået mig bi i 6 år, med alt hvad det har indebåret (og det er ikke så lidt), vi købte hus for 4 år siden, har hund og prøver at få børn. Mange har gennem tiden været bange for at jeg skulle ende som min mor, men jeg har altid sagt at man har et valg, og jeg valgte en anden sti, som har ført mig hertil hvor jeg er nu. Har ikke haft en drepression i et år nu og føler at lykken smiler til mig. Håber jeg får mange flere af de gode år, som jeg er begyndt at have hvor jeg kan udvikle mig personligt og blive stærkere som person, og derved nemmere klare modgang, når det kommer.

Puha det var ikke noget nemt spørgsmål.

Altså til at starte med havde jeg da ikke lige håbet at jeg ville komme på førtidspension.

Efter handelsskolen vidste jeg ikke hvad jeg ville. Troede at matas dulle var vejen frem.

Så blev jeg overfaldet og indlagt på psykiatrisk. Min chef viste sig at være en endnu større idiot end jeg troede han var og jeg endte på kontanthjælp. Jeg brød simpelthen sammen i butikken og kom aldrig tilbage.

Jeg kom i aktivering på et lokalcenter. Og fandt pludselig ud af hvad jeg ville.

Jeg ville gøre en større forskel for mennesker end at hjælpe dem med at finde den rette foundation. Dermed ikke ment at der er noget galt i dét, det var ikke bare ikke det rette for mig.

Jeg fik et vikariat og fik muligheden for at blive ved med at være ansat der indtil jeg kom ind på social og sundhedsskolen.

Og kom derfor af kontanthjælpen og kunne betale mine regninger igen.

Klarede mig igennem 2 retssager (aner virkelig ikke hvordan) men en ting var ikke ændret. Jeg var møg hamrende syg.

En mega kaotisk tid fulgte. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk. Var indlagt i månedsvis, nåede at være hjemme maks. en uge og røg så ind igen.

Var fanget i mit helt eget mareridt og røg til udpumpning flere gange. Måtte bo hos mine forældre fordi jeg ikke kunne blive indlagt hver gang jeg havde brug for det.

Fik en plads på et psykiatrisk bosted med døgnbemanding. En skizofreni diagnose ”rigere”.

Jeg fik det bedre på bostedet og fik nogle teknikker til at tackle min sygdom og de vanskeligheder den giver mig.
Jeg flyttede i egen lejlighed efter et år. Fik min hund Nemo og klarede mig egentligt okay.

Og så mistede jeg Nemo. Som var en uvurderlig støtte på de rigtigt dårlige dage og som fik mig ud af sengen hver dag.

Så kom mit livs største nedtur. Jeg kæmpede og kæmpede. Men i starten synes jeg ikke jeg havde noget at kæmpe for.
Samtidig endte et forhold voldeligt og jeg synes det hele virkede uoverskueligt og håbløst.

Til sidst vendte det og jeg fik det bedre.

I dag kan jeg bedre tackle min sygdom og har fået det så godt at jeg kan have et frivilligt arbejde en gang om ugen.

Jeg gav ikke op og nu er jeg blevet bedre til at acceptere de begrænsninger jeg har.
Jeg ville selvfølgelig helst være rask, men når det nu ikke kan være anderledes så forsøger jeg at få det bedste ud af det.

Det jeg faktisk er mest ked af, udover tabet af Nemo, er de mennesker jeg svigtede da jeg var allermest syg.
Folk der havde været der for mig, men som jeg svigtede da de havde brug for at jeg var der for dem.

Fordi jeg simpelthen ikke kunne være der for dem. Jeg var alt for syg. Og det kan man jo ikke gøre for, men derfor går det mig stadig på.

Nu er der kommet nogenlunde ro i mit liv. Når nu tingene er som de er, synes jeg faktisk jeg har et godt liv.

Jeg har et arbejde der giver mening for mig og selvom jeg har dårlige dage stadigvæk, så er situationen langt bedre i dag end den nogensinde har været.

Det gik ikke som jeg havde håbet på, men man ved jo aldrig hvad livet byder en.
Så alt taget i betragtning har jeg et godt liv i dag.

jeg ville da ikke ha ønsket at jeg endte ud i et stofmisbrug som har smadret mange ting for mig idag. bl.a. kan jeg ikke komme ind i politiet pga. plettet straffeattest. jeg står idag også uden nogle venner, for dem jeg havde inden mit misbrug faldet fra med tiden. og de "venner" jeg havde under mit misbrug har jeg intet at gøre med idag.


Jeg ville da også ønske at jeg ikke skulle kæmpe med spiseforstyrrelse halvdelen af mit liv. det har hindret mig i at indgå i mange sociale sammenhæng. hvilket igen har været medskyldig i at jeg ikke har nogle venner idag, for jeg har aldrig turde at lukke nogen tæt ind i mit liv.

Livet har overrasket på mange måder...Først med hvad man skulle have som levevej, så hvor man skulle bo, hvem man skulle sammen med, og hvilke fritidsaktiviteter der er kommet ind i livet...
Men generelt er det gode ting...sværeste var nok at acceptere at ægteskabet ikke skulle vare ved og at det var mig der skulle være den dumme og gøre det forbi.
Men at man så finder lykken igen, er så en af de dejlige sider af skæbnen har vist sig fra....smiler...

Jeg havde nok ikke regnet med, at skulle være socialrådgiver.. Jeg og de fleste omkring mig havde nok regnet med, at jeg ville lave noget med dyr.. Men jeg kunne ikke forestille mig, at lave noget andet..

Jeg havde nok selv regnet med, at jeg ville have min. et barn nu, eller i hvertfald bo samme med en fast kæreste... Men jeg er single, barnløs og bor alene med min kat..

Jeg er egentlig ret tilfreds med mit liv, jeg er rask, glad og har nogle gode mennesker omkring mig..

Jeg er glad for mit liv, og vil ikke lave noget om for tænk hvis jeg ikke var hvor jeg er nu med mine børn og min kæreste og alle de andre dejlige mennesker som jeg har i mit liv!

Men.... jeg havde ikke regnet med at jeg ville blive kronisk syg af at få mine børn, at jeg ikke ville være i stand til at arbejde resten af mit liv, savner ofte lidt indhold i min hverdag og er tit ked af jeg ikke kan alle de ting jeg gerne vil og havde regnet med jeg skulle nå i mit liv.

Føler nogle gange mit liv flyver forbi uden jeg kan deltage og føler mig gammel selvom jeg kun er 28, jeg føler mig som en dårlig kæreste og dårlig mor når jeg ikke kan "de normal" ting andre gør med/for familien.

Størstedelen af mit liv ville jeg ikke ønske mig anderledes.For i så fald ville jeg ikke have haft min helt og aldeles dejlige mor (adoptivmor).
En af tingene jeg godt ville have ændret,er at jeg ikke fik en uddannelse.
Jeg havde temmelig sikkert stået noget anderledes,selv med et fleksjobbevis i hånden.