Puha, det er da egentlig ikke så simpelt et spørgsmål.

Jeg er selv vokset op i en kernefamilie, så det var et stort nederlag for mig at ende med at få to (vidunderlige) børn, med en mand som brugte slag og psykisk vold som argumentation overfor mig.
Men det er man desværre ikke selv herre over, og så måtte jeg jo bare sørge for at give min børn en kærlig og tryg opvækst alene.

Jeg ønskede også at blive uddannet som kok, men nåede aldrig dertil pga. fødselsdepression, og årene med børnenes far. Til gengæld er jeg autodidakt kok nu, og lige der hvor jeg befinder mig nu, er der bare et væld af døre der måske ikke ligefrem åbner sig totalt op, men de står på klem. Og jeg høster en del anerkendelse for mit job og mine evner.

Jeg var, før jeg mødte børnenes far, utrolig tillidsfuld, psykisk stærkere og meget livsglad.
Jeg er stadig livsglad, men min evne til at have tillid er forsvindende lille. Og min psyke har selvsagt fået nogle ar.
Har pga. to dårlige forhold fået ptsd, noget som jeg også havde svært ved at acceptere. For "det er jo kun krigsofre og soldater der får det".
Så det kan godt være lidt hårdt at have ting, som gør forbandet ondt at tænke på. Og som man ikke selv vælger om man vil tænke på. Plus at det skærer mig i hjertet, at det skal gøre så ondt at se billeder fra børnenes første år. Fordi så mange ting med deres far kommer væltende tilbage.


Mit liv har faktisk slet ikke udviklet sig som jeg troede og ønskede til at starte med.
Men efter flere års kamp med mig selv, står jeg faktisk lige nu og føler mig lykkelig. Og skide heldig. Og faktisk, så begynder jeg at kunne lide mig selv lidt. Hvilket er stort.
Jeg arbejder på landets bedste arbejdsplads. Jeg har fået gode kontakter indenfor mit fag. Jeg oplever at andre vil hyre mig til madjobs. Jeg har en dejlig familie bestående af mine børn, min kæreste, hans to børn. Og så selvfølgelig mine forældre og brødre. Og svigerfamilien.
Jeg tabte mig. Og fik stress, og tog for meget på igen. Men det kan faktisk ikke vælte mig. Det er bare kg. Som skal tabes igen. Og som jeg ved ryger af. Et luksusproblem.
Jeg har fantastiske venner og et dejligt hjem. Og efter en forskrækkelse, hvor min krop pga. stress sagde stop, og sendte mig direkte ned i et stengulv - bogstaveligt talt - begyndte jeg på medicin. Som i den grad giver mig energi, og overskud.

Har stadig ar på sjælen. Og pissemeget stress i perioder, som jeg ikke er god til at lytte til.
Men i min verden er jeg nået langt. Og godt. Og det er det vigtigste. Og så kan jeg ikke bruge fortidens ønsker til noget.

Tjaeh...jeg har sgu aldrig haft nogle ønsker for min fremtid/mit liv. Andet end basic overlevelse.

Skulle jeg have fulgt statistikkerne, så burde jeg være endt som en crack-luder, med et par tvangsfjernede børn.

Jeg er istedet endt som fraskilt med 3 unger, hvor især pigen har været et problem. Efter pres fra hendes far og jeg endte hun med at blive frivillig anbragt.
Nu er yngste knægt snart 18 og de 2 knægte er kommet godt igang med deres voksne liv. Datteren halter pga div psykiske forhindringer, men jeg er optimist ang hende.


Personligt har jeg ar så dybe, at jeg udmærket godt ved, de aldrig forsvinder. Jeg forsøger at leve med dem, men det er ikke altid nemt.

Min modgang i livet har gjort, jeg på visse områder er kold. Samtidig har selvsamme modgang gjort, at jeg nægter at lægge mig ned og give op.

Omvendt, jeg vil ikke ønske for min værste fjende at have levet mit liv. For det er (set i bakspejlet) et mindre mirakel, jeg stadig er i live og er sluppet fra det, jeg har oplevet med "kun" ar på sjælen.

Mit liv har udviklet sig ret præcist som man kunne have forudsagt hvilket vel er lidt kedeligt. Jeg kommer fra en velfungerende kernefamilie, er universitetsuddannet, har rejst en del i 20'erne og også boet i udlandet, og nu bor jeg som 31-årig i København med min kæreste og datter og har et godt job. Jeg har aldrig oplevet nogen dødsfald (andet end gamle bedsteforældre, og sådan er livet jo), har ikke brændt mig ret meget på det der kærlighed, er aldrig syg, og har generelt ikke haft nævneværdige problemer. Jeg er fuldstændig ubemærkelsesværdig, men det er nu også ok.

På visse punkter har mit liv udviklet sig præcis som, jeg havde forventet, men på andre har det ikke.

Jeg har ikke haft de vilde forventninger til mit liv. Havde jeg muligheden ville jeg gøre det hele igen

Jeg tror egentlig ikke, at jeg har haft en præcis forestilling om, hvordan livet skulle udvikle sig. Og det har jeg heller ikke nu.

Jeg er åben overfor forskellige muligheder i livet uden en fast køreplan.

Jeg er skuffet.

Langt bedre end forventet.

Mit liv har udviklet sig til at være ret godt. Jeg har mit at slås med, pga en turbulent opvækst, og problemer i mine teenage år - men det er ok, her hvor jeg er nu