Rent biologisk er man bare nødt til at spørge sig selv: Er de ting, jeg gerne vil først, vigtige nok til at risikere, at man ikke kan få børn bagefter? Den tanke ligger måske mange kvinder nærmere end de fleste mænd.

I den forbindelse er det vigtigt at vide, at succesraten for fertilitetsbehandling også falder med kvindens alder. Faktisk er det kun halvdelen af ufrivilligt barnløse par, der begynder behandling efter kvinden er fyldt 35, der får et levendefødt barn ud af anstrengelserne.

jeg ville bede om et bedre argument,for som det fremstår her er aftalen den eneste grund..og det ville for mig ikke kunne bruges på den måde.men ok,jeg ville nok ikke lave sådan en aftale,hvorfor har i gjort det?

om ikke andet må det rimelige kompromis vel så kunne forhandles ned til et år.

Uden at lyde superbitter eller noget, så tror jeg bare, man skal gøre sig klart, at langt fra alle bliver gravide med det samme. Det kan tage sin tid, så det skal man jo også have med i det spinkle forsøg på planlægning, man kan have.

Omvendt må man også være forberedt på, at nogen bliver gravid med det samme. Jeg blev gravid efter mange års p-piller i løbet af 3 måneder. Da vi lagde kondomet til side for at producere nr 2, fik jeg ikke menstruation, - det var simpelthen resultat ved første forsøg. Jeg var henholdsvis 28 og 30.

Derfor er det lige så vigtigt, at man er forberedt på, at det kan blive nu.

Men er det ikke "bare" at tage aftalen op til revision. Fortæl manden, at du længes efter barn nu; så kan i gå på kompromis og mødes på midten.

Oprindeligt indlæg af MissDivine

Der er jævnligt tråde i graviditet og fødsel med præcis samme emne, så alene, det er du absolut ikke.

Det er jo altid mega svært, når ....

Jeg er glad for dit lange svar

Rart at vide at jeg ikke er alene. Nu kommer jeg jo kun nede i "graviditet og fødsel" når jeg stalker dig, men måske skulle jeg gå ned og lede efter lignende tråde.

Oprindeligt indlæg af hotlips77

jeg ville bede om et bedre argument,for som det fremstår her er aftalen den eneste grund..og det ville for mig ikke kunne bruges på den måde.men ok,jeg ville nok ikke lave sådan en aftale,hvorfor har i gjort det?

om ikke andet må det rimelige kompromis vel så kunne forhandles ned til et år.

Tja, for os er det meget normalt at lægge planer for vores fremtid. Det er jo heller ikke en aftale som i en kontrakt underskrevet med blod. Normalt kan vi sagtens lave aftaler/planer om hvis vi begge har ændret ønsker. Det har vi så bare ikke begge her, og nu er spørgsmålet hvad der vægtes højes: Hans ønske og vores gamle plan eller mit nye ønske. Jeg kan sagtens se logikken i at vælge det første.

Oprindeligt indlæg af PrinsesseNEJhat

Man kan ikke tvinge folk til at have lyst til at få børn, når de ikke er klar. Din mands henvisning til jeres oprindelige aftale handler om, at han ikke føler sig klar - endnu.

Jeg ville blive stikhamrende, hvis jeg var din mand, og du kom anstigende med krav om børn NU og ikke først om to år. Du har kendt hans tanker om børn i flere år, og hvis jeg var ham, ville jeg føle mig taget som gidsel i sådan en samtale om, hvad man kan være bekendt over for naturen og dig og deslignende. Når kvinder bruger følelsesmæssig afpresning, risikerer de at få bitre mænd og dysfunktionelle forhold.

Du kan omvendt selvfølgelig ikke gøre for, at du pludselig føler dig skruk. Hvis jeg var dig, ville jeg derfor gå assertivt til værks i sådan en samtale: "Du siger, at du først vil have børn om to år, og det respekterer jeg. Jeg kan mærke, at jeg længes efter at få børn nu, og det har høj prioritet, for det er noget, der pt. gør mig ulykkelig. Hvordan foreslår du, at vi løser det dilemma?". Hvis han så fastholder: "Vi har en aftale, og den holder jeg fast i", så har du to valg: 1) Lev med aftalen om de to år, men gør det klart for ham, at du absolut ikke venter længere end de to år. 2) Se det som en dealbreaker på forholdet.

Sidstnævnte model ville jeg især vælge, hvis jeg var bange for, at han mener "Der skal gå mindst to år", eller at han finder måder at udskyde det med endnu flere måneder/år, når de to år er gået, eller at han ganske simpelt aldrig bliver klar til at få børn - med mig. Hvis du har en lille bekymring omkring det, kan du forhåbentligt få det afklaret ved at stille specifikke spørgsmål. Men hvis du kun får vage svar, gør du alligevel ret i at være bekymret.

Jeg er jo også meget opmærksom på ikke at kræve noget af ham og ikke at presse ham!

Forholdet er på ingen måde til diskussion - jeg ville vælge ham over et barn hvis det skulle komme til det, men han har nu aldrig tvivlet på at han gerne vil have børn, og han har også altid været helt klar på at det skulle være med mig.

...

Jeg kunne jo nok godt have gættet at rådene ville være "kommunikation" Også selvom jeg havde håbet på "Flisseline har ret og er megalækker, og hendes mand er egoistisk"-svar!

Lige nu overvejer jeg om jeg skal udsætte samtalen en måned. Så får jeg god tid til at få styr på præcis hvad jeg vil, og han kan se at det ikke bare er en dille der går over, men er helt seriøst ment. Hvordan lyder det?

Altså jeg vil ikke gøre dig ked af det, men der kan jo være leveringstid på babyer. Nogen bliver gravid inden får den første måned og så er der nogen, der prøver i flere år inden det lykkedes.

Du kan være en af de heldige, der bliver gravid i første omgang, men det kan også være at det tager tid.

Jeg synes du skal sætte dig ned og virkelig snakke det her igennem med manden. I er nødt til at blive enig og så skal du have fundet ud af om du vil vente 2 år på at begynde at blive gravid.

Mandens ønske om at vente er lige så valid, som dit ønske om at få et barn nu.

Jeg er godt klar over, at der er biologiske faktorer der spiller ind fra din side, men det er stadig ikke ensbetydende med at du har mest "ret" i denne sag.

Lyt til hvorfor han ikke vil, og omvendt forklar ham hvorfor du har et behov for at det skal være nu.

Hvis i får talt sammen, og lytter til hinandens argumentationer, så kan det måske være at i kan finde et kompromis.

Jeg har svært ved at forestille mig en situation hvor jeg er 30 med en kæreste som jeg er 100% sikker på at jeg vil have børn med og ikke ville indfri hendes brændende ønske om at fremrykke det 2 år - det er meget begrænset hvad jeg ville have at miste på det. Enten tror jeg ikke, du har gjort det klart for ham hvor meget du ønsker dig børn, og at du er bange for det kan ende med at blive for sent, eller også tror jeg ikke han er sikker på at han overhovedet vil have dem.

Jeg tænkte også på om din mand evt. havde nogen praktiske ting i tankerne som grund til de 2 år.

Jobsikkerhed, hus, lejlighed, lån betalt af eller whatever han lige syntes skulle på plads først.