men hvis dit argument kun er : jamen det har alle de andre jo fået nu og så vil jeg også nu. Så er din sag jo ikke mere velargumenteret rent følelesmæssigt end hans.

Han vil gerne have børn med dig, det er da ret positivt. Nu skal i snakke om, om tidspunktet for disse børn kan rykkes så i begge kan overskue det. Men der er ikke nogen af jer der har mere ret end den anden, det er følelser vi snakker her og de er lige valide.

Og jeg kan egentlig godt forstå at mænd stejler lidt når de ser den typiske omstilling af kvinder der sker. Måske skulle i snakke lidt om det? så han ikke går og forventer at hans kæreste/kvinde pludselig kun vil være ammemaskine/MOR og ikke noget overfor ham. For det er jo ikke helt usædvanligt at kvinder forelsker sig så meget i deres afkom at manden bliver sekundær og bare en slags familievedhæng..

måske skal i snakke om hvordan i vil håndtere situationen når nu barnet er der? ikke bare om hvornår barnet skal være der. Det er jo det som vil være den virkelige verden fremover, i mange år.

Jeg håber det er i orden at klippe i indlæg når man citerer!

Oprindeligt indlæg af StepOnUp

Jeg synes, at det er lige så vigtigt, at du spørger dig selv om, hvorfor det pludseligt er blevet vigtigt for dig at ændre jeres oprindelige aftale, som det er at spørge ham hvorfor han ikke vil ændre den.

Du har jo været klar over før, at alderen ændrer vilkårene for at få børn. Du har nok også hørt kommetarer før. Så hvorfor rammer det dig pludseligt mere nu?

.

Hvorfor tror du det er pludseligt? Jeg er bare nysgerrig for man læser jo indlæg forskelligt. Det er ikke sket så pludseligt, det har varet i over et halvt år.

Oprindeligt indlæg af Zombie

Jeg synes, at det kunne være interessant at høre, hvorfor det lige præcis er om to år, at I har snakket om at få børn. Hvad tænkte I, dengang I kom frem til det?

Mænd bekymrer sig også omkring børn, men er nok mere lavpraktiske omkring emnet, er min erfaring. Ting, som betyder meget for dem, er f.eks. om det passer med jobbet, fordi de gerne både vil tjene penge til at forsørge familien, men også have tiden til at være der for mor og barn. Så lige efter en forfremmelse er f.eks. ikke så godt, for der skal de præstere og vise sig værdige... Men lige inden en forfremmelse er heller ikke godt, for der får de måske ikke lige så høj en løn til at forsørge hjemmet med.
.

Oprindeligt indlæg af 78stonewobble

Jeg tænkte også på om din mand evt. havde nogen praktiske ting i tankerne som grund til de 2 år.

Jobsikkerhed, hus, lejlighed, lån betalt af eller whatever han lige syntes skulle på plads først.

Som sagt har jeg ikke talt ret meget med ham om det endnu, så jeg ved det ikke præcist. Men jeg er overbevist om at økonomien spiller ind. Vi har lige opbrugt vores opsparing (vi har blandt andet købt en bil for nylig) fuldstændig, og den vil han nok gerne have bygget op igen. Til gengæld har vi et meget højt rådighedsbeløb så det burde altså ikke være et problem. Men som du skriver Zombie, er hans bekymringer jo nok større end mine i den forbindelse.

Derudover ved jeg at han er bekymret for om et barn vil ødelægge vores sexliv. Men altså, det er jo uafhængigt af hvornår vi får det, så det er nok ikke relevant i den her diskussion.

Oprindeligt indlæg af misseman

men hvis dit argument kun er : jamen det har alle de andre jo fået nu og så vil jeg også nu. Så er din sag jo ikke mere velargumenteret rent følelesmæssigt end hans.
.

Det er bestemt ikke min argumentation. Faktisk argumenterer jeg overhoved ikke - jeg føler kun. Og jeg mener ikke at nogle følelser er mere berettiget end andre

...

Et par stykker har spurgt til de 2 år, og de er opstået lidt underligt. Vi talte om det for nogle år siden - hvor ingen af os var klar overhoved - og regnede ud at om x år og x måneder ville passe os godt, for dér ville vi være klar! Og det passer så med at der er to år til nu. Det var på mange måder et underligt regnestykke. Jeg kan ikke engang huske kriterierne, og derfor er det også underligt at det skal styre vores liv nu

Og så skal det for øvrigt nævnes at jeg er glad for alle jeres svar!

Er det 2 år til I skal begynde at prøve, eller to år til barnet skal fødes...? Det fik I måske ikke specificeret sidst, og så kunne du jo sige, du fortolkede det som sidstnævnte. Og med 3-6 måneders ventetid inden en graviditet... Ja så er der under et år til I kan starte med at prøve ;-)

/G

Jeg projicerer måske nu, men jeg kan ikke forstå at man kan beslutte sig til at få børn om x antal år. Jeg tænker lidt at det er sådan et slags forsøg på at bibeholde det liv man kender nu på. Hvad vil der ske, hvis han heller ikke er parat om de 2 år? Han kan jo sige alt muligt nu for at "holde dig hen". Og du har jo erkendt at du til enhver tid vil vælge ham over et barn, så hvorfor ikke bare vente de år, der skal gå - og muligvis endnu flere, hvis han viser sig at ændre mening?

Netop fordi du skriver at du vil vælge ham fremfor børn, gør jo din stilling lidt dårlig, hvis man kan sige det sådan. For hvis han kommer frem til at han ikke vil have børn alligevel, skal du til at tage nye beslutninger. Og hvorfor så ikke bare erkende hvor vigtigt eller ikke vigtigt det er med det barn i dit liv?

Oprindeligt indlæg af Flisseline

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med den her tråd - måske bare høre om andre har været i samme situation.

Jeg er i den triste situation at jeg meget gerne vil have et barn, men min mand ikke vil. Han vil gerne have børn med mig - det er han ikke i tvivl om, men han vil gerne vente to år.

Vi har været sammen længe og er begge 30.

Vi har ikke talt ret meget om det for jeg vil meget nødig presse ham, men han ved godt at jeg gerne vil have et barn snart. Jeg har kun meget kort spurgt ham hvorfor han vil vente, men han kan ikke give anden forklaring end at "det var hvad vi oprindeligt aftalte". Det er også rigtig nok, men det er noget vi talte om for nogle år siden, og mine følelser har bare ændret sig siden.

Men det har hans følelser jo tydeligvis ikke, da han stadig henviser til jeres oprindelige aftale. Jeg synes du skal respektere jeres oprindelige aftale, især da han stadig selv gør det og formentlig forventer at du gør det samme (især hvis han nogensinde skal kunne stole på jeres aftaler igen). Man kan godt som den ene part i forholdet gennemtrumfe, at man ikke skal have børn. Men man kan ikke som den ene part i forholdet gennemtrumfe, at man skal have børn.

Oprindeligt indlæg af advocatus-diaboli

Men det har hans følelser jo tydeligvis ikke, da han stadig henviser til jeres oprindelige aftale. Jeg synes du skal respektere jeres oprindelige aftale, især da han stadig selv gør det og formentlig forventer at du gør det samme (især hvis han nogensinde skal kunne stole på jeres aftaler igen). Man kan godt som den ene part i forholdet gennemtrumfe, at man ikke skal have børn. Men man kan ikke som den ene part i forholdet gennemtrumfe, at man skal have børn.

Men igen, TS er jo 30 år og det blir ikke nemmere at få børn derfra... Ikke at jeg synes hun skal trumfe en graviditet igennem, overhovedet ikke. Det burde dog være muligt at finde en løsning som passer begge parter, og det kræver i tager en god snak om det. Et forhold går jo ud på at kunne snakke om tingene, og finde en løsning på de problemer som opstår. Og synes derfor måske manden er lidt egoistisk, at holde på sin ret på den løse aftale de lavede for år tilbage, istedet for at møde TS og lytte til hende, hvor de så derfra kan finde en løsning der passer begge. Hvis han virkelig ikke vil endnu, jamen så må han fortælle hvorfor og lade hende forstå det.
Jeg kan ikke forstå den holdning i forhold, hvor man partout skal holde på sin ret og tidligere aftaler. Ting og følelser kan ændre sig over tid, og derved er man nødt til at møde sin parter i han/hendes tanker og få talt om det.

Sådan som komplet udenforstående ser jeg et par ting i problematikken.

For det første er der mænd (der er også kvinder), der bare ikke bliver 'skruk', uanset hvor mange babyer der produceres i omgangskredsen. Mens der er kvinder (og mænd) der mister enhver fornuftsbaseret tanke til fordel for 'nååååh, baby!' (TS, det siger jeg altså ikke du gør, det er mere for fuldstændighedens skyld).

Hvis din kæreste ikke er skruk overhovedet, så er der en fair chance for at den abstrakte mulighed af at I skulle have børn om to år er blevet støbt i cement i hans hovede, for så ved han hvornår han skal være klar. Det er jo en stor ting, sådan at skulle blive forælder!

For det andet så er det mit indtryk (og her må I rette mig, hvis jeg tager fejl) at ganske mange mænd (og en del kvinder) lidt lider af den vrangforestilling at det der med at få børn er noget man selv styrer. Man smider præventionen, og bang, så er der gevinst. Sådan er det jo desværre sjældent, så børn kan man ikke på den måde planlægge. Man kan ikke sige; jeg vil gerne have et barn når jeg er 32, og så regne med at det bliver sådan, for hvad nu hvis det bare tager to år før det lykkes?

Min søster annoncerede, da hendes yngste blev 18, at nu begyndte hun og manden altså med at bruge prævention igen. Det havde de ikke gjort siden de mødtes, og alligevel blev det kun til to børn. Så man skal nok snarere stille sig selv spørgsmålet; hvornår kan jeg, på nogen som helst måder, tidligst være klar til et barn? Og så tage det som startdatoen. Og der kan du nok godt risikere at kæresten holder fast i de 32.

Og endelig så er der jo det biologiske faktum at mænd ikke har det forbistrede tikkende ur der hedder overgangsalder. De har ikke et fast tidspunkt hvor det hele bare bliver for sent, og det er derfor mit generelle indtryk at mænd gerne vil trække det hele lidt længere end kvinders biologiske ur er indstillet på. Jeg var selv, allerede tidligt, afklaret med at jeg ikke skal have børn, men alligevel mærkede jeg meget tydeligt en forandring i starten af 30'erne, hvor tanker om børn og 'hvad nu hvis' og 'måske har jeg valgt forkert' pludselig dukkede op ud af det blå. Så der er altså noget om det der famøse biologiske ur.

Som de andre siger; du bliver nødt til at tale med ham om det. Uden bebrejdelse, bare fortæl hvordan du har det, alle dine bekymringer. At det handler om, at jo længere i venter, jo mindre chancer har I for at få det/de barn/børn I ønsker jer. For det er det der sker. Det er bare ikke alle mænd, der fatter det før de står og ikke kan få børn.

Du er nødt til at være tro mod dine følelser og dig selv. Så må han fortælle hvordan han har det, hvorfor han gerne vil vente etc. Du kommer ikke udenom snakken, afsted med dig, ud og købe en flaske vin og få det så bragt op i dag!

Jeg stemmer i, alle kortene skal på bordet.

Jeg er nok ret atypisk, er kvinde og 27 år, og jeg ved ikke om jeg vil have børn. Jeg ville stejle og for mig ville det være en deal breaker dit dilemma, altså vel og mærke såfremt at der ikke kunne indgås et kompromis.

Jeg ville aldrig påbegynde at prøve at få børn med en der ikke var klar. Uanset hvordan jeg selv føler. Men det nok nemmere sagt end gjort eftersom jeg ikke selv sidder i situationen, eller kan sætte mig ind i at være skruk.