Jeg synes du skal tale ordenligt med ham. Han fortjener at kende din tanker, og du fortjener at kende hans.

Jeg synes ikke rigtig, man kommer så langt med at henvise til oprindelige aftaler. Mennesker, omstændigheder og alting forandrer sig. Jeg synes, det er den lette undskyldning for ikke at ville diskutere sin holdning. Din mand har slf. ret til sin holdning og oprindelige aftaler har en værdi, men jeg ville blive lidt ked af det og føle mig verfet af med sådan en udtalelse.


Vi snakkede om at vente længere med at smide præventionen, end vi endte med at gøre. Og det er jeg da glad for nu, hvor jeg oplever, at lige netop vores barn åbenbart er i restordre...

Man kan altid ty til statistik og sige, at jo ældre man er, jo sværere bliver det, at der er større risiko for Down's og hvad der ellers relaterer sig til kvindens alder, men jeg tror næppen, vejen til enighed går igennem de rationelle argumenter.


Men jeg ville spørge mig selv, om det her handler om et barn eller om, at du gerne vil have noget mere af ham eller med ham? Det er da værd at overveje.
Måske burde I også tale om, hvorfor han gerne vil vente. Frygter han at gå glip af noget ved at blive far? I så fald hvad?

Tak for jeres svar

MeanBean: Jeg er helt sikker på det handler om et barn. Men jeg ved også at jeg er blevet påvirket af min omgangskreds, hvor der kommer børn i hobetal. Men det gør jo ikke længslen mindre at den måske er opstået sådan.

Jeg må jo nok hellere tale med ham. For du har ret - jeg aner ikke hans tanker i det her!

Oprindeligt indlæg af Flisseline

Tak for jeres svar

MeanBean: Jeg er helt sikker på det handler om et barn. Men jeg ved også at jeg er blevet påvirket af min omgangskreds, hvor der kommer børn i hobetal. Men det gør jo ikke længslen mindre at den måske er opstået sådan.

Jeg må jo nok hellere tale med ham. For du har ret - jeg aner ikke hans tanker i det her!

Det kan jeg sagtens forstå

Men måske er det netop det samme, der får ham til at sige, at I skal vente? Han kan jo børn som en begrænsning og have nogle ting, han gerne vil nå inden, og som han ikke tror, han kan med et barn.

Det hjalp meget for lysten her, at vi så et vennepar få børn og stadig kunne en masse ting, uden at det gik ud over børnene. så virkede "tabet" som mindre, hvis du kan følge mig

Nogle er jo større vanedyr end andre, så måske betyder det rent faktisk noget for din mand, at han har gået og forberedt sig på en særlig tidsramme. Som du så nu gerne vil have ændret.

Men ja, I bliver nødt til at snakke om det og begge komme på banen med uddybninger.

Jeg talte for øvrigt en smule med min læge om det i sidste uge. Jeg var der af en helt anden årsag, men så spurgte hun til det med børn. Hun blev faktisk en smule vred på min mand og sagde at han ikke kunne være bekendt over for naturen (ja, det var hendes udtryk) at ville vente to år.

Det har rumsteret en del i mit hoved - tanken om at nogen kan finde HAM urimelig. Når jeg går rundt og er bekymret for om JEG nu er urimelig ved at tale om det, fordi jeg så presser på!

Oprindeligt indlæg af Flisseline

Jeg talte for øvrigt en smule med min læge om det i sidste uge. Jeg var der af en helt anden årsag, men så spurgte hun til det med børn. Hun blev faktisk en smule vred på min mand og sagde at han ikke kunne være bekendt over for naturen (ja, det var hendes udtryk) at ville vente to år.

Det har rumsteret en del i mit hoved - tanken om at nogen kan finde HAM urimelig. Når jeg går rundt og er bekymret for om JEG nu er urimelig ved at tale om det, fordi jeg så presser på!

Din læge læser vist Ugeskriftet lidt for religiøst

Jeg synes ikke, nogen af jer er urimelige, I er bare uenige. Se det her som en mulighed for at lære at lytte til hinanden, gå på kompromis og træffe beslutninger sammen. Det er uundværlige evner, når I bliver forældre.

Der er jævnligt tråde i graviditet og fødsel med præcis samme emne, så alene, det er du absolut ikke.

Det er jo altid mega svært, når man har forskellige holdninger til, hvornår det skal ske.
Herhjemme var vi heller ikke helt enige, men blev det efter en lang snak og tuden fra min side af. Min kæreste ville helst vente lidt, hvor jeg bare ville have det skulle ske med det samme. Jeg var bange for, at det ville blive svært og alderen var jo heller ikke et plus her.

Som du jo ved, så gik det heller ikke efter planen her. Vi prøvede i lang tid inden vi måtte sande, at der nok var noget galt. Vi kunne heldigvis komme i behandling og var super heldige, at det lykkedes i første forsøg - mange andre lykkedes det jo slet ikke for overhovedet eller også får de lov til at vente i mange år inden der er gevinst.

Her talte vi til start om, at vi gerne ville have 2 børn og når vi så, så på det realistisk, så ville vi jo hurtigt nå op i alderen inden nummer 2 kunne komme på tale og vi ønskede ikke at være alt for gamle (jeg havde en lille grænse, der hed at jeg max. ville være 35 år, når den sidste skulle komme) og hvis det nu ikke gik hurtigt med nummer 1, jamen så kunne det jo også gå langsomt med nummer 2 og så ville det måske slet ikke lykkedes.

Det der stoppede lidt her, var nok mest det praktiske. Det var ikke den optimale arbejdssituation for nogen af os. Vi ville gerne have haft flere penge, mere tid osv. I bund og grund var det jo egentlig forhold, der giver fin mening, men alligevel ikke er helt så betydningsfulde, når det kom til stykket.

Måske skulle i snakke nærmere om, hvad grunden til hans nej egentlig er. At det var jeres oprindelige plan er selvfølgelig også en grund, men jeg tænker, at der ligger noget mere bag. Er det tiden, økonomien eller føler han sig ganske enkelt ikke parat til ansvaret?
Har du sat dig ned og fortalt ham, hvorfor det betyder så meget for dig? Hvilke bekymringer du går med omkring alder og chancerne for graviditet, der følger med?
Det vil måske være en idé at sige til ham, at du gerne vil tale med ham om det og så sætte et tidspunkt af til det. Lav en lækker middag sammen og gå ombord i en flaske rødvin og tag snakken afslappet derfra. Men det vil nok være en god idé at forberede ham inden, hvis du gerne vil have et klarere svar end "det var ikke vores oprindelige plan".

Og hvad nu hvis du så bliver 32 og så går I i gang og så sker der bare intet? Det kan jo lykkedes i første forsøg eller der kan gå 5 år - er han villig til at satse det ved at vente?

Jeg er i hvert fald ret glad for, at vi valgte at starte lidt før planlagt, for det kunne da nemt have endt med at vi ingen børn fik. Vi var bare super heldige, at vi kunne komme i behandling hurtigt og at det rent faktisk virkede - eller at det i hvert fald første til graviditeten og forhåbentlig snart et par børn.

Jeg beklager, hvis indlægget er lidt rodet, men jeg er vist lidt træt i hovedet nu.

Held og lykke med det .

Var 32 da jeg fik NuserPigen - vi "arbejdede" på det 14 mdr før der var gevindst..................... med LillePigen "kun" 6 mdr........ Jeg tænker hvis der er "leveringstid" så er det jo lige om lidt du/I holder op med prævention og går igang men ja kan faktisk godt forstå lægens bemærkning!