Jeg håber nogen herinde har tid og lyst til at læse min tråd. Jeg vil være taknemmelig for lidt tilbagemeldinger på denne begivenhed som har været en stor følelsesmæssig rutschetur.

I juni 2010 var jeg i Tivoli med et par studiekammerater, og jeg faldt meget naturligt i snak med en medarbejder derinde fra som hed Jonathan. Vi havde hurtigt en god kemi, og vi udvekslede numre. Allerede i s-toget på vej hjem fik jeg den første sms fra ham. Naturligt fik vi hurtigt udvekslet basisinformationer, om alder, bopæl, civilstatus og job/studie. Der var noget helt anderledes over ham der fik mig til at sige ja til at drikke en kop kaffe tirsdagen efter.

Vi mødtes på en café og sad i 5 timer og snakkede på livet løs, som om vi havde kendt hinanden altid. Der var ingen akavede øjeblikke, som pige tænkte jeg ikke på hvordan mit hår sad, om jeg var pæn nok, eller om han var interesseret i mig - det hele føltes kort og godt naturligt og næsten for godt til at være sandt, hvilket det viste sig at være.

Vi så hinanden flere gange om ugen, og blev kærester indenfor et par uger, hvilket er meget hurtigt i forhold til hvad jeg er vant til. Når vi ikke så hinanden talte vi ikke så meget sammen andet end at aftale hvornår næste gang vi skulle ses skulle være. For mig var det helt fint eftersom det altid havde været sådan. Han boede alene og var altid på farten hvis han ikke var sammen med mig.

En dag da jeg skulle senere på arbejde end ham, var jeg blevet i hans lejlighed da han tog afsted. Jeg skulle finde mine ting i skuffen, da jeg faldt over to sæt øreringe. Jeg blev rigtig bange og spurgte ham om aftenen om hvor de kom fra. Han sagde det var en gammel flamme der havde glemt dem, og at han nok skulle sende dem med posten til hende.

En dag skulle jeg låne hans computer, og som i ved når man indtaster et brugernavn, kan tidligere brugeres mailadresse/brugernavn komme frem. En pige ved navn Louise kom frem, jeg undrede mig men jeg tænkte ikke yderligere over det. Nu når man ser tilbage tænker jeg bare på hvor naiv jeg har været.

Der var flere og flere brikker der ligeså stille fik mig til at tro at han havde en anden ved siden af:

Et par briller i vindueskarmen; "det er Marias" sagde han. En kollega fra arbejdet.
Pyntet hyggeligt hjem; "Det er bare min stil" sagde han.
Jeg har fået ny bil; "Sagde han". Han havde ikke nævnt et ord om det tidligere.

En aften, cirka 4 måneder inde i vores forholdet, skulle vi have lækker italiensk take-away. Han cyklede ned og hentede maden mens jeg dækkede bord. Jeg smed mit tyggegummi i skraldespanden, som var helt tom pånær en æske med en påklistret recept: "Louise Madsen". Den lå i skraldespanden med klistermærket op ad, og det var ikke til at overse. Jeg hyperventilerede. Jeg kunne pludselig se at der var en masse grunde til at være rigtig bange for at jeg var blevet taget godt og grundigt i røven.

Da han kom tilbage råbte og skreg jeg af ham. Jeg spurgte hvad han havde gang i, hvem hun var og hvad der foregik.

Han ringede med det samme til Louise og satte telefonen op til mit øre. Hun beroligede mig og sagde at hun var en studiekammerat, og hun havde smidt æsken ud aftenen før, da studiegruppen havde været hjemme ved ham. Jeg blev rolig igen og forklarede ham alle de små ting der havde hobet sig op og gjort hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Han kunne godt forstå mig og han sagde hvor meget han elskede mig. Samtidig udtrykte han hvor skuffet han var over at jeg ikke stolede på ham.

Det blev fredag ugen efter, og Jonathan skulle besøge sin familie i Jylland. Jeg var taget i byen i København med en flok veninder, og havde hele aftenen haft en følelse i maven af at der var noget galt.

Jeg loggede på facebook og skrev en sød besked til min kæreste på hans væg. Beskeden blev slettet. Lidt senere gik jeg på igen, og så at Louise Madsen havde skrevet til ham: "Hej Skat. Sig hvis jeg skal hente dig i Slagelse på søndag". Der gik panik i mig og jeg ringede til ham tre gange, intet svar. Jeg skrev en sms hvor jeg skrev kort og kontant at vi skulle tale sammen. Hendes besked blev også kort tid efter slettet.

Lørdagen gik og jeg hørte intet fra ham. Jeg ringede og skrev ikke til ham.

Søndag kom hvor han ville komme hjem til København, og jeg besluttede mig for at cykle ud til hans lejlighed og vente på at han kom hjem. Trods min naivitet blandet med et mix af kærlighed kunne jeg godt regne ud at han havde en anden, og dét skulle han have en rigtig skideballe for.

Jeg sad på hans trappeopgang indtil kl 19.45 og gav herefter op og cyklede hjem. Hvis jeg havde ventet et kvarter mere ved jeg nu at jeg havde stødt på Jonathan og Louise sammen.

Mandag morgen i mens jeg var på arbejde, ringede han til mig. Jeg nåede ikke at tage den og sendte derfor en sms hvor jeg skrev at han kunne ringe når jeg havde fri 16.30. Det var det sidste jeg hørte fra ham....

Torsdag i samme uge fik jeg nok. Jeg var fyldt af vrede og på grundens rand over ikke at kunne få lov til at afreagere overfor ham og lade ham stå til ansvar for hans handlinger. Jeg besluttede mig for at skrive en besked til Louise Madsen på facebook.

Jeg skrev til hende hvem jeg var og at jeg havde været Jonathans kæreste i godt og vel 5 måneder. Jeg fortalte hende om alle de små ting jeg havde set, og jeg var bange for at hun også var hans kæreste. Jeg fik ret. De havde været kærester i 2 år og hun boede i lejligheden to uger om måneden. Hans bil var hendes. Hans computer var hendes. Det hyggelige hjem var hendes indretning.

Louise oplyste mig at de havde købt lejlighed sammen i København NV og at de om to måneder skulle flytte derud sammen. Jeg fortalte hende samtidig om de tidligere forhold og flirts som han havde fortalt mig han havde haft - mange af dem var over den toårige periode hvor de havde været sammen.

Jeg tænker at jeg bare er så taknemmelig for at der ikke gik to år før jeg opdagede at han havde en anden.. - stakkels pige, hun forhold ham gudskelov efterfølgende.

Jeg synes hele denne historie for mig til at tænke på den dårlig amerikansk film, om personer der lever et dobbeltliv. Jeg kan ikke forstå hvordan man som person kan have en ren samvittighed og leve i en så stor løgn. Nogengange bliver jeg i tvivl om han overhovedet kunne finde rundt i sine egne løgne. Louise fortalte mig at "Muf" var deres måde at sige "jeg elsker dig" på. En dag havde han sagt muf til mig, og jeg tænkte bare: "Hvad snakker du om?".

Louise fortalt mig at den søndag hvor Jonathan kom hjem fra Jylland, var de ankommet til hans lejlighed kl.20. Hvor ville jeg gerne have set hans reaktion når han så mig sidde på trappen. Oplevelsen tog meget hårdt på Louise, så for hendes skyld er jeg glad for at hun ikke skulle bryde sammen foran ham.

Jeg har ikke talt med ham siden den dag jeg gik derfra fredag morgen inden han skulle til jylland. Denne sommer var han på arbejde i Tivoli da jeg var derinde med en flok veninder. Han ænsede mig men viste ikke en eneste form for reaktion. Det bekræfter mig bare i hvor let et offer jeg har været for ham.

Oplevelsen har gjort at jeg er meget kritisk og skeptisk nu. Jeg har fået mig en ny kæreste og vi har boet sammen siden marts. Jeg tror ikke mange af jer vil tro på at jeg er ovre manden, det var jeg alligevel meget hurtigt. Da det gik op for mig hvad for en person jeg var i et såkaldt forhold med, så mistede jeg alt for ham. Alt i vores forhold var en løgn. Hele hans hjemlige base var en løgn. Årsagen til at jeg har valgt at skrive det ned er for at forsøge at lægge oplevelsen bag mig. Årsagen til at mit blod stadig kan komme i kog over oplevelsen, tror jeg er fordi jeg aldrig har fået chancen for at fortælle ham min mening og få en ordentlig afslutning på tingene.

Det undrer mig at den første sms jeg fik fra ham var hvor han spurgte om jeg var i et parforhold.
Når vi ikke så hinanden talte vi ikke sammen - han var jo sammen med hende.

Jeg fandt de to sæt øreringe som tidligere nævnt. Louise fortalte mig, at hvis jeg havde åbnet hans skab og snuset rundt ville jeg havde fundet en masse pigetøj.

Den såkaldte Louise som han ringede til for at forsikre mig om at der ikke var en anden, var hans veninde Maria aka. hans åbenlyse wingman.


Der er mange flere små løgne i dette store puslespil - jeg kunne blive ved.

Nu vil jeg ikke kede jer længere med min historie.