Jeg har ikke yderligere input, da der er sagt meget klogt. Vil dog bare lige sige én ting: For fanden, hvor jeg synes, det er trist, at vores kollektive mig-mig-mig-mig-først-mig-mest-mentalitet nu har nået sådanne højder, at der nu sidder syge mennesker, der ikke tør være syge i frygt for at blive stemplet som dovne.

Jeg bebrejder medierne for i deres liderlighed for læsere/seere sætter enhver form for kritisk, dybdegående og neutral journalistik over styr og går i Se og Hør mode og laver skandalehistorier.
Jeg bebrejder politikerne for i deres magtliderlighed at køre gallup-demokrati og ikke turde tage de tunge - og ofte upopulære - beslutninger, der rent faktisk kan ændre noget. Jeg bebrejder dem for deres større fokus på mudderkast og tilsvining end på at udnytte det job, de er blevet valgt til og forsøge at blive enige om noget, der kan være til gavn for landet.
Jeg bebrejder det danske folk af alle etniciteter for vores sensationslyst og endnu være for vores hang til syndebukke. Det skal sgu altid være nogens skyld. Og puha, for en katastrofe, hvis vi ikke lige fik, hvad der tilkommer os.

For helvede. Giv mig Danmark tilbage.

Oprindeligt indlæg af Xantippe

Hvordan har din dag været? Du har med garanti haft dårlig samvittighed og måske også besluttet dig for at tage af sted i morgen? Har du fået slappet af? Også mentalt? Eller har du tænkt på hvordan det er gået dem i dag?

Har ikke kunnet slappe af. Netop pga. dårlig samvittighed. Har roteret rundt i sofaen, og spillet latterlige boblespil på Facebook.
Og har grædt.
Og ja, jeg føler jo at jeg skal tage afsted i morgen. Men jeg kan ikke forsvare det overfor mig selv. Og min familie. Så jeg bliver simpelthen hjemme i morgen. Og møder op på torsdag. Med nedsat styrke.

Tusind tak.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Har ikke kunnet slappe af. Netop pga. dårlig samvittighed. Har roteret rundt i sofaen, og spillet latterlige boblespil på Facebook.
Og har grædt.
Og ja, jeg føler jo at jeg skal tage afsted i morgen. Men jeg kan ikke forsvare det overfor mig selv. Og min familie. Så jeg bliver simpelthen hjemme i morgen. Og møder op på torsdag. Med nedsat styrke.

Tusind tak.

Altså - ikke 'like' at du har haft det skidt, men 'like', at du har truffet den rigtige beslutning for i morgen.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Har ikke kunnet slappe af. Netop pga. dårlig samvittighed. Har roteret rundt i sofaen, og spillet latterlige boblespil på Facebook.
Og har grædt.
Og ja, jeg føler jo at jeg skal tage afsted i morgen. Men jeg kan ikke forsvare det overfor mig selv. Og min familie. Så jeg bliver simpelthen hjemme i morgen. Og møder op på torsdag. Med nedsat styrke.

Tusind tak.

God beslutning og hvis du har brug for mere, så tager du bare resten af ugen også

Oprindeligt indlæg af Delfin

God beslutning og hvis du har brug for mere, så tager du bare resten af ugen også

Vi tager den lige igen! Det vigtige er "hvis du har brug for mere, så tager du bare resten af ugen også". Hvis du sover dårligt i nat eller hvis du græder i morgen, når du skal af sted, så bliver du på sofaen i morgen også.

Det er godt med boblespil på fjæset - så tænker du nemlig på andre ting end jobbet og samvittigheden. Så spil du bare hele dagen også i morgen, hvis du har behovet.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Har ikke kunnet slappe af. Netop pga. dårlig samvittighed. Har roteret rundt i sofaen, og spillet latterlige boblespil på Facebook.
Og har grædt.
Og ja, jeg føler jo at jeg skal tage afsted i morgen. Men jeg kan ikke forsvare det overfor mig selv. Og min familie. Så jeg bliver simpelthen hjemme i morgen. Og møder op på torsdag. Med nedsat styrke.

Tusind tak.

Hvor jeg dog kender det du beskriver med så gerne ville være "normal", at kunne det samme som alle de andre.
At kæmpe så hårdt for at leve op til de tårnhøje krav man sætter til sig selv, at man ender med at gå i spåner.
Og når man så endelig prøver at passe på sig selv, ja så sidder man og græder fordi man har dårlig samvittighed.
Pas nu på dig selv, bliv ved med at spørge dig selv om du ville syntes din bedste veninde skulle slide på samme måde som du gør det, eller om du ville råde hende til at værne om de kræfter hun har.

I er sgu så søde. Tusind tak for jeres svar.

Jeg gik omkuld i aftes på sofaen, og vågnede midt i nat, og orkede ikke at rejse mig for at gå i seng. Orkede heller ikke min kærestes lidt bebrejdende tone, da han stod op, over at han var vågnet mange gange, og havde undret sig over hvorfor jeg dog ikke kom ind i sengen til ham.
Guderne skal vide at jeg elsker ham højt, og jeg ved jeg har hans støtte. Men jeg har spurgt ham pænt, om han ikke vil tage lidt over herhjemme, og hjælpe med at gøre lidt rent. Det svarer han ja til, men der sker ikke noget. Jeg er så frustreret over at han ikke kan hjælpe herhjemme. Jeg har jo aldrig fri. Han sørger for opvask efter aftensmaden. Det er det hele.
Kan virkelig mærke at jeg er kørt helt ned. Og det er også synd for ham, at jeg i den grad er en elendig kæreste for tiden, som ingenting orker, og som slet slet ikke har lyst til sex. Hvilket går ham meget på. Og som giver mig dårlig samvittighed.
Både i går og i nat, drømmer jeg latterlige drømme, hvor jeg løber rundt for at nå noget. Et fly, en bus, en aftale. Jeg spurter rundt, og tuder over at jeg aldrig når frem i tide. Så jeg er faktisk helt udmattet når jeg vågner.
Trænger til at sove uden afbrydelser.

Tager ikke afsted i dag. Kan slet ikke overskue det.
Tager afsted i morgen. Med lav styrke. Har fri fredag, og har bedt om fri på mandag også.
I weekenden skal jeg arbejde som frivillig til noget arrangement for fysisk og psykisk handicappede børn. Vil ikke melde fra. Ikke når det er sådan noget. Og kokken regner med mig. Men han er så sød. Jeg kender ham, og omvendt. Så han ved hvad jeg ikke kan holde til. Desuden er det så livsbekræftende at være med til. Slet ikke stressende.

Men gud hvor er det frustrerende lige nu. Har taget på, fordi jeg bare har spist hvad jeg ville. Men orker ikke engang at ærge mig over det. Det er bare kilo. Som jeg nok skal få smidt igen.
Og jeg er virkelig skuffet over min kæreste. Og føler skyld over at jeg er det. For guderne skal vide at han er fantastisk dejlig, og at han vil gøre alt for mig. Men nogle gange...arghh...så bliver han lidt træls hvis det er hans behov det går ud over.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Guderne skal vide at jeg elsker ham højt, og jeg ved jeg har hans støtte. Men jeg har spurgt ham pænt, om han ikke vil tage lidt over herhjemme, og hjælpe med at gøre lidt rent. Det svarer han ja til, men der sker ikke noget. Jeg er så frustreret over at han ikke kan hjælpe herhjemme. Jeg har jo aldrig fri. Han sørger for opvask efter aftensmaden. Det er det hele.
Kan virkelig mærke at jeg er kørt helt ned. Og det er også synd for ham, at jeg i den grad er en elendig kæreste for tiden, som ingenting orker, og som slet slet ikke har lyst til sex. Hvilket går ham meget på. Og som giver mig dårlig samvittighed.

Og jeg er virkelig skuffet over min kæreste. Og føler skyld over at jeg er det. For guderne skal vide at han er fantastisk dejlig, og at han vil gøre alt for mig. Men nogle gange...arghh...så bliver han lidt træls hvis det er hans behov det går ud over.

Først; Så flot at du har taget en sygedag for at passe på dig selv - og fint at du så småt at ved at acceptere at du ikke pt. kan køre for fuld udblæsning uden at tære på de kræfter du desværre ikke har lige for tiden....
At acceptere at man ér syg og ikke kan arbejde med samme styrke som tidligere (andre mennesker) er virkeligt svært, for som du selv skrev, man vil bare SÅ gerne være normal, set udfra ens egne urimelige forventninger til sig selv...

Ift. til din kæreste - jeg ved ikke hvor længe I har kendt hinanden?
Men har du sat ham ned og virkeligt fortalt ham hvordan du har det indeni når du har det som du har det nu?
Om det manglende underskud, de frygtelige tanker om ikke at være god nok ift samfundet og ikke mindst ens kæreste og at du aldrig holder fri, heller ikke selvom du måske ikke laver noget fysisk? (pga. tankemylderet og at der aldrig er ro i hovedet selv ikke når man sover?)

At han skal aflaste dig derhjemme er tvingende nødvendigt at han forstår hvis der skal være en chance for at du igen bliver den kæreste han faktisk gerne vil ha' hvor hans behov også bliver hørt og opfyldt - og så synes jeg helt ærligt at han skal stikke piben ind lige nu "bare fordi han ikke får sex"... det ér vigtigt at huske den del i et forhold ja, men han giver dig jo ikke den hjælp i det daglige der måske skal til for at du måske kan finde overskuddet til det...
Bliver faktisk lidt vred på dine vejne over at du skal kæmpe med dårlig samvittighed og skyld oven i alle de andre tanker og følelser der raser i en i denne del af ens sygdom.

Får du professionel hjælp udover hjælp via arbejdsprøvningen?
Fra læge/psykiater?

Håber inderligt du får slappet lidt af her de næste dage

Oprindeligt indlæg af Adorare

I er sgu så søde. Tusind tak for jeres svar.

Jeg gik omkuld i aftes på sofaen, og vågnede midt i nat, og orkede ikke at rejse mig for at gå i seng. Orkede heller ikke min kærestes lidt bebrejdende tone, da han stod op, over at han var vågnet mange gange, og havde undret sig over hvorfor jeg dog ikke kom ind i sengen til ham.
Guderne skal vide at jeg elsker ham højt, og jeg ved jeg har hans støtte. Men jeg har spurgt ham pænt, om han ikke vil tage lidt over herhjemme, og hjælpe med at gøre lidt rent. Det svarer han ja til, men der sker ikke noget. Jeg er så frustreret over at han ikke kan hjælpe herhjemme. Jeg har jo aldrig fri. Han sørger for opvask efter aftensmaden. Det er det hele.
Kan virkelig mærke at jeg er kørt helt ned. Og det er også synd for ham, at jeg i den grad er en elendig kæreste for tiden, som ingenting orker, og som slet slet ikke har lyst til sex. Hvilket går ham meget på. Og som giver mig dårlig samvittighed.
Både i går og i nat, drømmer jeg latterlige drømme, hvor jeg løber rundt for at nå noget. Et fly, en bus, en aftale. Jeg spurter rundt, og tuder over at jeg aldrig når frem i tide. Så jeg er faktisk helt udmattet når jeg vågner.
Trænger til at sove uden afbrydelser.

Tager ikke afsted i dag. Kan slet ikke overskue det.
Tager afsted i morgen. Med lav styrke. Har fri fredag, og har bedt om fri på mandag også.
I weekenden skal jeg arbejde som frivillig til noget arrangement for fysisk og psykisk handicappede børn. Vil ikke melde fra. Ikke når det er sådan noget. Og kokken regner med mig. Men han er så sød. Jeg kender ham, og omvendt. Så han ved hvad jeg ikke kan holde til. Desuden er det så livsbekræftende at være med til. Slet ikke stressende.

Men gud hvor er det frustrerende lige nu. Har taget på, fordi jeg bare har spist hvad jeg ville. Men orker ikke engang at ærge mig over det. Det er bare kilo. Som jeg nok skal få smidt igen.
Og jeg er virkelig skuffet over min kæreste. Og føler skyld over at jeg er det. For guderne skal vide at han er fantastisk dejlig, og at han vil gøre alt for mig. Men nogle gange...arghh...så bliver han lidt træls hvis det er hans behov det går ud over.

Altså det er lidt noget lort med dig

Min erfaring med mænd og deres hjælp derhjemme er, at man over for nogle, skal være meget specifik omkring hvad man ønsker de skal lave. Spørger jeg min kæreste om han vil hjælpe til siger han ja og der sker ikke en skid. Spørger jeg til gengæld om han vil klippe min hæk, så er det næsten gjort før jeg kan blinke. Giver det mening? Jeg ved godt han ikke er et barn og hjælpeløs og alt det der, men nogen gange hjælper det at give dem en specifik opgave.