Dejligt og høre, at du passer på dig selv.

Det er pissesvært og vænne sig til, men du er simpelthen nødt til at lære og tænke: "Når jeg er hjemme, så har jeg ferie fra arbejde".

Hyg om dig selv idag . Lav det der får dig til at føle dig godt tilpas og afslappet - uden dårlig samvittighed.
Håber at du får stresset af, og at der snart kommer mere ro over tingene.

Hvor er du god, Adorare! Du passer på dig selv. Du lytter til din krops signaler. Før du lægger dig syg-syg. Det er et vigtigt skridt og ikke mindst øver du dig! Hvordan føles det?

Dine drømme fortæller noget om hvordan dit sind opfatter din situation lige nu. Har du overvejet at slå drømmesymboler op og læse lidt mere om dem? Jeg har også den slags drømme, når jeg stresser op og så ved jeg at jeg skal rette ind på noget - det svære kan være at finde ud af hvad der skal rettes ind. Men lige nu er det jo indlysende, hvorfor du drømmer at du hele tiden kommer for sent.

Jeg forstår godt at du ikke melder fra til det frivillige arbejde. Når man er stresset, skal man vælge det, der giver en energi og positive oplevelser. Og det gør dette, så derfor skal du selvfølgelig gøre det. Og når du kommer hjem igen, skal du forkæle dig selv endnu mere.

Hvad giver dig energi? Hvad gør dig glad at gøre? Find de ting frem igen og få dem implementeret i hverdagen, så du kan trække energi fra dem jævnligt. Giver jeg mening?

Og til sidst: gør det du gør lige nu: lytter og reagerer! Det er smaddergodt at du gør det før det er for sent.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Tusind tak.
Vi har kendt hinanden i knap 2½ år. Og har jo ellers et fantastisk forhold. Tror bare at det går ham på, at "hans Rødhætte" ikke er så glad for tiden, som hun plejer at være. Og det kan jeg også sagtens forstå. Jeg kan bare ikke gøre så meget ved det lige nu.
Dog skal det siges, at jeg overhørte en samtale han havde med familien i går, hvor han inviterede dem til yngstedatterens fødselsdag, og hvor jeg hørte ham sige, at det kun blev eftermiddagskaffe i stedet for spisning, fordi jeg lige pt. ikke skulle have alt for meget at se til. Så det er jo positivt.
Jeg skal nok bare åbne munden mere konkret. Når jeg forklarer ham hvordan jeg har det, så er han sød og siger at han vil gøre alt for at hjælpe mig. Og at jeg først og fremmest skal passe på mig selv.

Mht. sex, så gør det nærmest ondt på mig, når han ligger og nusser mig. Fordi jeg hader at skulle afvise ham. Men på søndag når jeg igen kan slappe lidt af, burde det jo også falde naturligt tilbage.
Jeg har bare mere brug for at putte mig ind til ham lige nu, end jeg har brug for sex.

Jeg gik til psykiater, men har ikke fået bestilt tid igen. Men skal lige have en snak med hende snart.

Der tror jeg du har helt ret, for han ved jo reelt ikke hvad der foregår inde i hovedet på dig inden du indvier ham i det... og hvis han samtidig véd at du er i en periode hvor du har større behov for at putte (og at det gør dig smerteligt ondt at afvise ham) mon så ikke han kan håndtere det for en periode meget bedre og mere hensynsfuldt?

Det er skønt at han rent faktisk tager nogle hensyn til dig og at det fravær af det du oplever måske bunder i, at han ikke egentligt ved hvordan han kan aflaste dig men nok skal ha konkrete opgaver stukket ud

Få endeligt bestilt en tid igen, de psykiatere, hvis de er dygtige vel at mærke kan være guld værd når man er der, hvor du befinder dig lige nu!

Oprindeligt indlæg af Adorare

Så det har virkelig hjulpet, at jeg åbnede munden, og fortalte ærligt hvordan jeg har det. Jeg håber snart jeg lærer det, i stedet for at forsøge at være overmenneske hele tiden.

Alle andre har sagt en masse kloge ting. Jeg har fulgt med i din tråd på sidelinjen, eftersom jeg kan genkende mange af de ting du skriver om dig selv, i mig selv. Jeg har ikke så meget andet at tilføje til alle de andres gode råd, end at jeg håber alting lykkes for dig og at du lærer at sige fra tidligere og tidligere, sådan du på et tidspunkt aldrig behøver nå derud hvor du har været de sidste dage.

Tog hen til min veninde i aftes, som også er min tidligere chef. Fik et glas vin, og fik snakket. Det havde jeg brug for.

Håber fandeme at tingene snart løser sig herhjemme. Jeg skal møde om en times tid, og det er med blandede følelser. Desuden aner jeg ikke hvor jeg står rent arbejdsmæssigt i næste uge.
I dag er oprindelig min sidste dag i arbejdsprøvningen. Men der er søgt om forlængelse. Jeg har bare intet hørt. Og gud hvor er det frustrerende. Uvisheden stresser mig ekstra.

Havde en snak med min kæreste i aftes. Han var sød. Det er slet ikke det. Men vi talte om situationen pt. Han sagde at det selvfølgelig gik ham på. At det ikke kunne undgå at påvirke ham. Hvilket er logisk nok.
Men selvfølgelig endte vi på sexsnakken. Igen og igen. Og så igen.
Jeg er sikkert meget hudløs, og tager tingene meget mere nært end jeg normalt ville gøre. Men han vækkede mig, da han stod op. Jeg sov så tungt at jeg ikke havde hørt vækkeuret.
Da jeg står og sætter hår, kommer han ud, og spurgte om jeg ikke kan huske, da vi satte vækkeuret en halv time før vi skulle op, så vi kunne nå at hygge og putte sammen. Og at det synes han vi skal begynde på igen.
Og i bund og grund er det jo sødt. Og dejligt. Og et bevis for at han elsker mig. Men jeg reagerer med at blive irriteret. Og føler at han intet fatter. Og at jeg bare vil sove så længe det er muligt.
Han reaktion er bare, at "den halve time fra eller til jo ingen forskel gør i mit søvnsystem".

Det er en bagatel. Jeg kan godt selv høre det. Men det frustrerer mig at jeg ingen lunte har. At jeg er pisse grådlabil hele tiden. At jeg er så træt at jeg føler jeg ikke har sovet i tre dage.
Og oven i alt dette, popper "min" ptsd op, og kaster mig tilbage til de ting, som jeg ikke vil tænke på. Og som gør ondt at huske.

Jeg skal arbejde frivilligt efter arbejde i dag. Og er nok først hjemme ved 22-tiden. Der er musikaften for de handicappede børn, og der skal laves en del mad.
I morgen har jeg fri, og gud hvor skal jeg dog sove længe.
Lørdag og søndag er der frivilligt arbejde igen. Min tidligere chef har selv været frivillig på samme job, for nogle år tilbage. Og hun sagde til mig at hun syntes jeg skulle enten sige fra på søndag, elleri det mindste gå tidligt. Fordi det åbenbart er en skodvagt, hvor man kommer til at arbejde i op til 12-13 tmer.
Det kan jeg sgu ikke. Så jeg siger til kokken i dag, at tingene er som de er, og at jeg kun kan hjælpe til til sidst på eftermiddagen på søndag.

Og så er der næste uge. Hvor jeg ikke ved hvad jeg skal. Om jeg skal møde på jobbet. Eller om jeg skal være hjemme. Eller om de vil sende mig et helt nyt sted hen.

Undskyld det lange og rodede indlæg. Skulle bare lige af med lidt luft.

Jeg kan da godt forstå, at du er frustreret over den uvished der er mht arbejdet

Eftersom du er blevet forlænget i arbejdsprøvningen - og du skal til møde i dag - vil det jo være det perfekte tidspunkt for dig at få fastlagt præcis hvor dine grænser går. Har du overvejet om du er på det rette timetal? For det kunne jo måske også være noget i bør tage op.

Det er i hvert fald noget, som jeg synes du bør tænke over

Det er ganske forståeligt at din lunte er kort. Du er kørt helt ned og derfor er det dine behov der er vigtigst nu.
Hvis jeg var dig, så tror jeg at jeg ville sige til kæresten, at han måtte sætte sex på pause medmindre det er dig der selv opsøger det...

Ellers ender du da med et helt meltdown på ham...

Håber at mødet går godt og at der kommer en løsning på tingene

Jeg kan kun anbefale at du stikker din kæreste titlen: "Stress, sådan kommer du videre" af Dorthe Aagaard. Det er en lille, kortfattet bog, som er til at læse og gå til, både for stressede og for pårørende. Den lægger ikke fingre imellem, og får super-godt beskrevet hvordan det er at have stress og hvad pårørende skal vide og kan gøre. Og det tror jeg din kæreste har behov for lidt hjælp og støtte til. For du er ikke i stand til at tage en rationel snak med ham, og han sejler sandsynligvis rundt og ved ikke hvad pokker han skal gøre for at hjælpe.

Min mor læste den, da jeg gik ned med flaget, og min kusine har også haft fat i den nu hendes mand er gået ned, og de har begge været meget begejstrede.

Jeg synes, Anne-Lises indlæg er værd at bemærke. For du har jo ikke overskud til at guide ham til opgaverne i huset, - det er ikke så meget det, man skal gøre, som tankerne om det, der stresser. Selvfølgelig er det en hjælp, at han støvsuger, hvis du beder ham om det, men det er noget bedre, hvis han selv kan tænke sig til, at der skal støvsuges, - og det vil jeg nu tro, han kan, hvis han vil.

Han er garanteret en dejlig mand, men lige nu må han altså sætte sine behov i baggrunden, - og det ved jeg, du ville have skrevet til andre, der var i din situation.

Jeg sidder jo selv og kan fejre årsdag på førtidspension om en måned, og jeg ved, hvilket helvede det er, når man er så langt ude, at man ikke kan vurdere, om man skal melde sig syg eller ej, fordi det hele bare er kaos. For mig var det en proces at erkende, hvor lidt jeg kunne (ikke fordi jeg mener, at du ender på pension) for det er bare ikke nemt at være pligtopfyldende perfektionist og have stress, -selvom der givetvis er en vis sammenhæng mellem de to ting!

Det er en langvarig øvelse at sige nej, når tingene bliver for meget, fordi man føler sig forpligtet overfor kæreste, familie og job.

Rigtig god bedring.

- Har du forøvrigt fået lavet en arbejdpsykologisk profil? Det havde jeg stor glæde af, det gave mig en bedre indsigt i mig selv, og jeg har ellers mange års øvelse i selvbeskuelse!

Jeg synes, det er en rigtig god ide, at tage ham med til lægen, eller hvem din behandler er. Min kæreste var med mig til psykolog på et tidspunkt, at tingene gav lige pludselig en hel anden mening for ham, efter psykologen havde prøvet at forklare ham, hvordan det var at være mig.