Oprindeligt indlæg af Poe

Ja, det er en meget svær balancegang. Og patienter i psykiatrien har jo generelt ikke ligefrem et særligt stort overskud, så hvis man ovenikøbet skal begive sig ud i en "kamp" med personalet om hvad der er den bedste behandling....Ja, det tror jeg bare at rigtig mange patienter slet ikke kan overskue. Så er det lettere bare at prøve at have tiltro til at personalet ved hvad de taler om, selvom det ikke altid er tilfældet, desværre. Det er jo dybt uansvarligt med de sager om overmedicinering der har været fremme i medierne på det seneste, og de patienter der er døde af forgiftning.

Personligt havde jeg ikke så meget forventninger til det at tage medicin, bortset fra at jeg ikke ville have en særlig stor dosis. Det blev der heldigvis lyttet til, og der er ikke nogen der har prøvet at presse mig ud i at få større dosis. Det sker dog for mange andre mennesker desværre, og hvis man ikke har overskuddet til at sige fra eller måske bare ikke kender evt. konsekvenser af medicinen, så er det problematisk.

Jeg skal da ærligt indrømme at jeg ikke vidste man kunne dø som følge af medicinen. Jo, af selvmord når man begyndte at få det bedre, men ellers ikke. Det er ligesom sådan en ting som vægtøgning eller -tab. Fx står der i et af de præparater jeg får at det er vægtøgningsneutralt, men samtidig kan give øget appetit

Oprindeligt indlæg af Ayoe

Det er desværre også mit indtryk at man bliver set "ned på" med skepsis, når man ikke tager alverdens former for medicin. Jeg har flere gange hørt undren over at jeg ikke har noget p.n. medicin.

Oplever du også at folk ikke tror du er syg, når nu du ikke har behov for medicin?

Først, så er det super rart at du tog det her emne op. Det er jo sådan set den lidt mørke side af psykiatrien og det er ikke noget der er det varmeste taleemne nogensinde. Utroligt så tabubelagt det er. Og når der så er dødsfald oveni hatten, jamen så er det svært at finde mennesker der tør tale om det. Det nederen er dog når folk begynder at sige at "Det sker jo ikke ret tit", hvilket er et latterligt argument for noget som helst. Problemet er her jo og vil være det længe fremover.

Jeg mindes ikke at have oplevet at folk decideret ikke har troet jeg fejlede noget længere. Kunne sagtens forestille mig at det sker, ved ikke om folk har svært ved at se hvordan man kan gå medicinfri uden at være farlig for omgivelserne Er det noget du oplever tit og i så fald, hvad har din respons været?
Forresten, så kan jeg huske at da jeg stod og skulle søge de rette behandlingsmuligheder passende til mit behov for 2 år siden, og derfor skulle afsluttes på mit tidligere behandlingssted, så sagde min ellers meget elskelige kontaktperson til mig at hun ikke var sikker på hvorvidt de (det nye sted) ville visitere mig, nu jeg ikke længere tog medicin. Hvad fanden!

Oprindeligt indlæg af Ayoe

Jeg skal da ærligt indrømme at jeg ikke vidste man kunne dø som følge af medicinen. Jo, af selvmord når man begyndte at få det bedre, men ellers ikke. Det er ligesom sådan en ting som vægtøgning eller -tab. Fx står der i et af de præparater jeg får at det er vægtøgningsneutralt, men samtidig kan give øget appetit

Jo man kan desværre godt dø som følge af medicinen. Der er dog oftest tale om antipsykotisk medicin fremfor antidepressiver, selvom det selvfølgelig ikke gør det bedre. Jeg synes det er så ubegribeligt at der findes ansatte indenfor psykiatrien som tydeligvis ikke tager deres ansvar alvorligt, og overskrider sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende den medicinske behandling. F.eks. så man i sagen om Glostrup Psykiatris overmedicinering at mange patienter fik op til 3 gange så store doser som det anbefalede maksimum.

Her er en sag der var fremme for nylig fra Odense: 33-årig døde af overmedicinering - politikere fik intet at vide - Politiken.dk

Den historie kender jeg desværre for godt. Jeg blev indlagt da jeg var 16 på ungdomspsykiatrisk fordi jeg havde forsøgt selvmord. Det der havde ført mig derud var daglig vold og dødstrusler i skolen fra andre elever, og lærere der så på uden at gøre noget. Jeg fik en mindre psykose, og bang, jeg var paranoid skizofren og skulle proppes med medicin. Jeg har to gange haft psykotiske anfald i mit liv og ikke haft siden jeg var 17, derfor mener flere læger at det har været en fejl at proppe den diagnose på mig. Jeg har været indlagt flere gange, fordi jeg nok må erkende at jeg har været igennem nogle ting der gør livet ret svært, ja, jeg er sart. Hjælpen på en psykiatrisk afdeling består af piller, og ca 1 gang ugentligt 15 min samtale med en læge, samtalen går ud på om man har det bedre, eller om medicinmængden skal forøges. Og det er det. Ellers må man gå rundt indespærret og er man trist, hvilket ikke kan undgås et sådan sted skal man have mere medicin. Medicin er vejen, behandling eksisterer ikke.

Da jeg var 18 ville de give mig førtidspension, for jeg var opgivet af samfundet, en ting der stadig gør ondt, at samfundet kan opgive et så ungt menneske. Jeg valgte at takke nej.

Jeg stoppede som 22-årig, for snart 2 år siden, med min medicin, meget imod lægerne. Og jeg har aldrig haft det bedre! Siden jeg var 16 er der første gang gået 2 år uden indlæggelse. Jeg har taget lidt skole og jeg er faktisk igang. Jeg indrømmer gerne det ikke går helt som det skal, og at terapi ville hjælpe mig ufattelig meget, men det har jeg desværre ikke pengene til da jeg er på su. Jeg har aldrig haft det bedre.

Det værste ved det hele er at så meget af mit liv er væk. At medicinen medførte en fordobling af min vægt jeg nu skal kæmpe med, samt permanent påvirkning af mit stofskifte der heldigvis ikke er så slemt at det skal medicineres, men der skal holdes øje med det jævnligt. At min krop er permanent skadet er bare ikke fedt. Og så at have en forkert "slem" diagnose hænge på sig, som vil ødelægge meget for mig i mit liv, og som al sundhedspersonale vil dømme mig med. Jeg håber en dag at få råd til et psykologforløb der kan få fjernet min diagnose, men i første omgang skal pengene, når de kommer, bruges på noget terapi så jeg kan komme helt på toppen.


Hvis jeg skulle gøre én ting om i mit liv ville det ikke være at jeg ikke havde fået tæsk og trusler dagligt, det jeg ville ændre var at jeg aldrig var blevet indlagt.

Oprindeligt indlæg af MisguidedGhost

Først, så er det super rart at du tog det her emne op. Det er jo sådan set den lidt mørke side af psykiatrien og det er ikke noget der er det varmeste taleemne nogensinde. Utroligt så tabubelagt det er. Og når der så er dødsfald oveni hatten, jamen så er det svært at finde mennesker der tør tale om det. Det nederen er dog når folk begynder at sige at "Det sker jo ikke ret tit", hvilket er et latterligt argument for noget som helst. Problemet er her jo og vil være det længe fremover.

Jeg mindes ikke at have oplevet at folk decideret ikke har troet jeg fejlede noget længere. Kunne sagtens forestille mig at det sker, ved ikke om folk har svært ved at se hvordan man kan gå medicinfri uden at være farlig for omgivelserne Er det noget du oplever tit og i så fald, hvad har din respons været?
Forresten, så kan jeg huske at da jeg stod og skulle søge de rette behandlingsmuligheder passende til mit behov for 2 år siden, og derfor skulle afsluttes på mit tidligere behandlingssted, så sagde min ellers meget elskelige kontaktperson til mig at hun ikke var sikker på hvorvidt de (det nye sted) ville visitere mig, nu jeg ikke længere tog medicin. Hvad fanden!

Tak

Altså nu får jeg jo medicin, så det er ikke noget jeg oplever. Men jeg har oplevet at folk har undret sig over at jeg ikke har p.n. medicin, så tænkte om "undringen" mon var større, hvis man slet ikke får medicin.

Fik du en grund til at de ikke ville visitere dig? Var det fordi du ikke var i målgruppen eller..?

Oprindeligt indlæg af FrkLindgreen

Den historie kender jeg desværre for godt. Jeg blev indlagt da jeg var 16 på ungdomspsykiatrisk fordi jeg havde forsøgt selvmord. Det der havde ført mig derud var daglig vold og dødstrusler i skolen fra andre elever, og lærere der så på uden at gøre noget. Jeg fik en mindre psykose, og bang, jeg var paranoid skizofren og skulle proppes med medicin. Jeg har to gange haft psykotiske anfald i mit liv og ikke haft siden jeg var 17, derfor mener flere læger at det har været en fejl at proppe den diagnose på mig. Jeg har været indlagt flere gange, fordi jeg nok må erkende at jeg har været igennem nogle ting der gør livet ret svært, ja, jeg er sart. Hjælpen på en psykiatrisk afdeling består af piller, og ca 1 gang ugentligt 15 min samtale med en læge, samtalen går ud på om man har det bedre, eller om medicinmængden skal forøges. Og det er det. Ellers må man gå rundt indespærret og er man trist, hvilket ikke kan undgås et sådan sted skal man have mere medicin. Medicin er vejen, behandling eksisterer ikke.

Da jeg var 18 ville de give mig førtidspension, for jeg var opgivet af samfundet, en ting der stadig gør ondt, at samfundet kan opgive et så ungt menneske. Jeg valgte at takke nej.

Jeg stoppede som 22-årig, for snart 2 år siden, med min medicin, meget imod lægerne. Og jeg har aldrig haft det bedre! Siden jeg var 16 er der første gang gået 2 år uden indlæggelse. Jeg har taget lidt skole og jeg er faktisk igang. Jeg indrømmer gerne det ikke går helt som det skal, og at terapi ville hjælpe mig ufattelig meget, men det har jeg desværre ikke pengene til da jeg er på su. Jeg har aldrig haft det bedre.

Det værste ved det hele er at så meget af mit liv er væk. At medicinen medførte en fordobling af min vægt jeg nu skal kæmpe med, samt permanent påvirkning af mit stofskifte der heldigvis ikke er så slemt at det skal medicineres, men der skal holdes øje med det jævnligt. At min krop er permanent skadet er bare ikke fedt. Og så at have en forkert "slem" diagnose hænge på sig, som vil ødelægge meget for mig i mit liv, og som al sundhedspersonale vil dømme mig med. Jeg håber en dag at få råd til et psykologforløb der kan få fjernet min diagnose, men i første omgang skal pengene, når de kommer, bruges på noget terapi så jeg kan komme helt på toppen.


Hvis jeg skulle gøre én ting om i mit liv ville det ikke være at jeg ikke havde fået tæsk og trusler dagligt, det jeg ville ændre var at jeg aldrig var blevet indlagt.

Sådan tænker jeg også om mange ting. Og jeg bærer nok meget nag, selvom det ikke er til at vide om jeg så havde fået psykiske problemer som 30-årig fx i stedet for som barn. På en måde er jeg faktisk glad for at jeg har været igennem det så tidligt i livet, selvom det måske lyder tosset, for på den måde kender jeg ikke til andet og jeg har ikke et "sygdomsfrit" liv at sammenligne med.

Og hvor er I bare pisse seje sådan at I gider dele og er så åbne og ærlige!!

Jeg har selv diagnosen 'borderline', og har i den grad følt at visse mennesker (læger såvel psykologer) har været utrolig skeptisk over mit valg mht. at ikke tage medicin overhovedet.
De mener at jeg så ikke har det skidt nok, eller at jeg ikke har borderline overhovedet - fordi dem med borderline er manipulerende og psykopater. (det er så ikke noget med selve medicinering at gøre.)

Det jeg har oplevet med min egen psykolog, som jeg har lige nu - det er respekt når det kommer til at jeg ikke vil have medicin.. men som sent i mandags, var jeg i Esbjerg i forbindelse med en neurologisk undersøgelse (migræneanfald m.m.), der blev lægen meget "øøh, er du nu HELT sikker på, du har migræne..." efter jeg nævnte jeg var i behandling for borderline (hun blev ved med at spørge ind til min sygmeldning og jeg måtte jo så fortælle hvorfor.)
Hun talte lidt om at det måske bare var indbildning.. men det er det altså ikke.. og hun fik først den der skeptiske attitude, efter jeg nævnte min diagnose, og at jeg ikke tog medicin.. (og jo, jeg har så afgjort migræne - det gør SÅ ondt, og jeg brækker mig dagen lang.)

Hun undrede sig i den grad over at jeg ikke tog medicin, fordi det "skal man, når man ikke har det psykisk godt, ellers begynder man at tro ting og sager".

For et par år siden forsøgte jeg med noget antidepressiv medicin, og det gjorde at jeg hørte lyde og selv da jeg stoppede med medicinen, hørte jeg fortsat lyde frem til 1 år senere. Om det har noget med medicin at gøre, ved jeg ikke - men det har gjort at jeg tager stærkt afstand til daglig medicin.
Jeg har den opfattelse at hvis man skal gå i behandling og tale om sin fortid og alt det, der er svært - så er det bedst at ikke være doped af medicin, fordi så kan jeg ikke rigtig være til stede, og rigtig føle, når jeg taler om svære ting.
Jeg vil meget hellere være medicin-fri, og deale med de svære følelser - i stedet for at være ude af stand til at føle noget som helst, og så når jeg stopper med medicinen, så er jeg egentligt tilbage til start.

Og dét har læger og tidligere psykolog haft svært ved at sætte sig ind i - de mener at medicinen er noget fantastisk noget, men det synes jeg altså ikke det er..
Og det har så medført tvivl om jeg nu har det svært eller om jeg bare lyver og er manipulerende, og forsøger at få medlidenhed, når jeg sidder hos en af de andre læger i mit lægehus, og blandt andet til undersøgelser som slet ikke handler om borderline, men om migræne og knæ, og meget andet..

Min psykolog og min faste læge, er de eneste som faktisk forstår hvorfor, jeg ikke vil have medicin - og som respekterer det. De kan godt sige at de synes jeg har for mange nedture, og at medicin ville hjælpe en del - men de diskuterer det ikke med mig, når jeg siger nej tak.

Oprindeligt indlæg af Ayoe

Tak

Altså nu får jeg jo medicin, så det er ikke noget jeg oplever. Men jeg har oplevet at folk har undret sig over at jeg ikke har p.n. medicin, så tænkte om "undringen" mon var større, hvis man slet ikke får medicin.

Fik du en grund til at de ikke ville visitere dig? Var det fordi du ikke var i målgruppen eller..?

Det er da også noget underligt noget at sige, det er jo ikke altid at p.n. overhovedet er nødvendigt. Jo de ville gerne visitere mig og er det også nu, det var kun min daværende behandler/kontaktperson der hele tiden kørte i mit manglende medicinbehov og det brugte hun så imod mig, fordi hun absolut hadede ideen om at lade mig gå medicinfri. Så hun truede nærmest med at hvis jeg ikke tog medicin igen, så blev jeg måske slet ikke visiteret nogen steder fordi de ikke ville have medicinfri patienter (hvilket jo er en stor løgn, har jeg fundet ud af bagefter) Tror og håber dog bare på, at hun var nervøs for mig nu hun ikke kunne holde øje med mig mere. Who knows.