Oprindeligt indlæg af FrkLindgreen

Som skrevet fik jeg det skidt af vold og trusler, men er ikke det jeg ville lave om på. Jeg vil ikke lave om på hvordan jeg havde det, jeg ville ændre på behandlingen som smadrede mere end det hjalp. Og har gjort at jeg nu som 24 årig skal rette op ikke kun på det min skole smadrede, med volden og lærere der mente det var i orden, men også på den langt større ting jeg står med, nemlig alt det systemet har smadret i mit liv. Nørj hvor ville jeg ønske jeg aldrig havde fået deres "hjælp".

Sorry, mig der misforstod

Oprindeligt indlæg af MisguidedGhost

Det er da også noget underligt noget at sige, det er jo ikke altid at p.n. overhovedet er nødvendigt. Jo de ville gerne visitere mig og er det også nu, det var kun min daværende behandler/kontaktperson der hele tiden kørte i mit manglende medicinbehov og det brugte hun så imod mig, fordi hun absolut hadede ideen om at lade mig gå medicinfri. Så hun truede nærmest med at hvis jeg ikke tog medicin igen, så blev jeg måske slet ikke visiteret nogen steder fordi de ikke ville have medicinfri patienter (hvilket jo er en stor løgn, har jeg fundet ud af bagefter) Tror og håber dog bare på, at hun var nervøs for mig nu hun ikke kunne holde øje med mig mere. Who knows.

Det er når jeg får lidt for meget angst, at "de kloge" mener det ville kunne gavne med noget medicin der hjælper akut. Og det kunne det sikkert også, men jeg vil gerne arbejde med angsten og konfrontere den, i stedet for bare at symptombehandle.

Ej, hvor lyder det underligt, men godt at du trods alt har fundet ud af at der er hjælp at få, selvom du ikke tager medicin

Oprindeligt indlæg af sasa7

Jeg har selv diagnosen 'borderline', og har i den grad følt at visse mennesker (læger såvel psykologer) har været utrolig skeptisk over mit valg mht. at ikke tage medicin overhovedet.
De mener at jeg så ikke har det skidt nok, eller at jeg ikke har borderline overhovedet - fordi dem med borderline er manipulerende og psykopater. (det er så ikke noget med selve medicinering at gøre.)

Det jeg har oplevet med min egen psykolog, som jeg har lige nu - det er respekt når det kommer til at jeg ikke vil have medicin.. men som sent i mandags, var jeg i Esbjerg i forbindelse med en neurologisk undersøgelse (migræneanfald m.m.), der blev lægen meget "øøh, er du nu HELT sikker på, du har migræne..." efter jeg nævnte jeg var i behandling for borderline (hun blev ved med at spørge ind til min sygmeldning og jeg måtte jo så fortælle hvorfor.)
Hun talte lidt om at det måske bare var indbildning.. men det er det altså ikke.. og hun fik først den der skeptiske attitude, efter jeg nævnte min diagnose, og at jeg ikke tog medicin.. (og jo, jeg har så afgjort migræne - det gør SÅ ondt, og jeg brækker mig dagen lang.)

Hun undrede sig i den grad over at jeg ikke tog medicin, fordi det "skal man, når man ikke har det psykisk godt, ellers begynder man at tro ting og sager".

For et par år siden forsøgte jeg med noget antidepressiv medicin, og det gjorde at jeg hørte lyde og selv da jeg stoppede med medicinen, hørte jeg fortsat lyde frem til 1 år senere. Om det har noget med medicin at gøre, ved jeg ikke - men det har gjort at jeg tager stærkt afstand til daglig medicin.
Jeg har den opfattelse at hvis man skal gå i behandling og tale om sin fortid og alt det, der er svært - så er det bedst at ikke være doped af medicin, fordi så kan jeg ikke rigtig være til stede, og rigtig føle, når jeg taler om svære ting.
Jeg vil meget hellere være medicin-fri, og deale med de svære følelser - i stedet for at være ude af stand til at føle noget som helst, og så når jeg stopper med medicinen, så er jeg egentligt tilbage til start.

Og dét har læger og tidligere psykolog haft svært ved at sætte sig ind i - de mener at medicinen er noget fantastisk noget, men det synes jeg altså ikke det er..
Og det har så medført tvivl om jeg nu har det svært eller om jeg bare lyver og er manipulerende, og forsøger at få medlidenhed, når jeg sidder hos en af de andre læger i mit lægehus, og blandt andet til undersøgelser som slet ikke handler om borderline, men om migræne og knæ, og meget andet..

Min psykolog og min faste læge, er de eneste som faktisk forstår hvorfor, jeg ikke vil have medicin - og som respekterer det. De kan godt sige at de synes jeg har for mange nedture, og at medicin ville hjælpe en del - men de diskuterer det ikke med mig, når jeg siger nej tak.

Skræmmende!

Jeg vil så sige at medicinen hjælper mig til at kunne deale med mine følelser, uden at det hele bliver alt for overvældende. Jeg tvivler ikke på at medicinen lægger en dæmper på mine følelser og tager toppen af det værste, men hvis jeg skulle gå og have selvmordstanker dagligt igen og have det dårligt med mig selv, dét ville jeg heller ikke kunne holde ud.

Så det er sådan lidt pest eller kolera.

Oprindeligt indlæg af Ayoe

Skræmmende!

Jeg vil så sige at medicinen hjælper mig til at kunne deale med mine følelser, uden at det hele bliver alt for overvældende. Jeg tvivler ikke på at medicinen lægger en dæmper på mine følelser og tager toppen af det værste, men hvis jeg skulle gå og have selvmordstanker dagligt igen og have det dårligt med mig selv, dét ville jeg heller ikke kunne holde ud.

Så det er sådan lidt pest eller kolera.

Ja, jeg følte også at nu rablede det simpelthen for mig.. Spurgte tit min daværende kæreste om han kunne høre de lyde, og hver gang sagde han nej - og det gjorde jo mig bare endnu mere frusteret

Det er klart, at det er bedst at tage medicin og få lagt lidt låg på selvmordstankerne. Jeg har selv noget "pn medicin", tror jeg - det er noget som jeg kan tage, hvis jeg pludselig får et angstanfald, eller et eller andet - så snupper jeg en pille og så bliver jeg ret afslappet og bare falder i søvn.
Så jeg kan sagtens godt forstå behovet for at tage medicin, fordi det gør det hele lidt nemmere når det virkelig er svært.

Sasa7....

Jeg er i lidt den samme situation som dig. Jeg møder konstant denne skepsis over for om jeg blider mig sygdomen ind, da jeg også har valgt ikke at ville tage medicin.

Jeg er dog ikke så heldig som dig at have fundet mig en behandler der forstår dette valg og flere behandler har stillet mig det ultimatum at jeg ikke kunne køre en behandling hos dem, uden at sige ja til medicinen også.

Jeg bor selv i Esbjerg kommune og da jeg læste din tekst tænkte jeg, at jeg bare bliver nød til at spørge til navnet på din forstående behandler.

Det lyder også til at du er glad for bahandlingen, og uden lidt personlige anbefalinger, er det jo en kæmpe jungle at finde en god behandler.

Selvfølgelig er det forskelligt hvilke man klikker med, men jeg syntes bestemt det at din behandler har forståelse for dit fravalg af medicin, virker tiltalende for mig.

:-)

Jeg har været bruger på dpc i otte år nu, og er diagnosiceret med borderline fra dpc, og jeg selv mener også jeg er asperger.

Jeg kan kun nikke genkendende til den historie, hold da op altså. Jeg har også valgt at gå mine egne veje og gøre det der føles rigtigt, i stedet for at sige ja til medicinen. Desværre står jeg usikkert både hos dem og hos mig selv fordi mit liv altid har været et rod og først nu, efter jeg har lært at tænke selv egentlig er værdigt at leve

Mine diagnoser er nogle jeg altid selv har udredt, det tog dpc syv år at give mig ret i min borderline. Og pga min geniale aspie hjerne var jeg netop i stand til at lære objektivitet i den sammenhæng, Men dette er så uhørt at der straks rejses mistanke til mig og mine ord. Ja ja vi har alle vores kampe, jeg kæmper for min veninde som stolede på dpc´s hjælp og efter kun få år hos dem valgte at aflive sig selv Sådan skal de bare ikke have lov at behandle nogen som helst, men desværre står mange af os alene med vores fremgangsmåde fordi den ikke passer ind i systemets, og må kæmpe hårdt, finde mod overalt og se bort fra sine egne følelser for bare at kunne få lov at eksistere Bum bum jeg kunne skrive mange lange tekster om min tid i det system der ikke er så gode til at hjælpe som de fleste nok gerne ville være....

Jeg får antipsykotisk og antidepressiv medicin.

Og jeg er overbevist om at jeg ikke havde været her i dag hvis ikke jeg fik medicinen.

Særligt det antipsykotiske har gjort en kæmpe forskel. Inden lægerne fandt frem til det rette præparat var jeg fuldstændig ude af stand til at tage vare på mig selv.

Enten var jeg så psykotisk at jeg var til fare for mig selv eller også var jeg så apatisk at jeg kunne sidde og stirre ud i luften i timevis. Uden at være i stand til at registrere om jeg var sulten osv.

Jeg kunne ikke selv smøre en mad, tage bad og alle de ting alle andre bare gør. Maden skulle skæres ud og jeg skulle have at vide at jeg skulle sætte gaflen ned, putte maden på og tage den op til munden, åbne munden osv. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle.

Når folk spurgte om noget smagte godt, om jeg havde set at solen skinnede osv. sagde jeg "det ved jeg ikke". Jeg var "ligeglad" for jeg var helt i skizofreniens magt.

Stemmerne larmede i mit hoved, jeg så døde mennesker overalt, jeg kunne lugte dem, se dem, høre dem, føle dem..alt. Jeg sad enten og skreg i ren panik, rokkede frem og tilbage eller slog ud i luften.

På et tidspunkt havde jeg været indlagt i 14 dage og jeg gik ind på kontoret og spurgte hvor længe jeg havde været der? Og fik at vide at det havde jeg i 14 dage, men jeg havde ikke sagt ét eneste ord i de 14 dage.

Og jeg er ellers ikke kendt for at være mundlam. For første gang i lang tid smagte maden rent faktisk af noget og det var i tiden efter at medicinen begyndte at virke.

Jeg har 9 indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag mig. Adskillige selvmordsforsøg. Jeg flyttede på et psykiatrisk bosted med døgnbemanding og dét sammen med medicinen gjorde en kæmpe forskel.

I dag bor jeg i egen lejlighed, får en støtteperson fra kommunen på besøg 1 gang om ugen, men ellers fungerer jeg på egen hånd. Og har ikke været indlagt i flere år.

Jeg har også oplevet svigt i psykiatrien. Men mht medicinen og følgevirkningerne har jeg et lidt anstrengt forhold til en som hende der har skrevet det du citerer i dit indlæg. Eller ikke til hende personligt selvfølgelig, men jeg synes de får det til at lyde som om at ALT medicin er noget skidt. Der er ingen gylden middelvej, det er bare noget skidt. Punktum.

De har en pointe, for overmedicinering er et alvorligt problem. Ingen tvivl om det.
Det er min tolkning, men jeg ved at hvis ikke jeg havde fået medicinen så havde jeg ikke været i live.

Jeg har den holdning at man skal ikke have mere medicin end man har brug for. Og jeg har også selv nægtet at komme på et præparat på grund af de alvorlige bivirkninger. Jeg nægtede simpelthen.

Der findes skyggesider af psykiatrien og der sker alvorlige svigt eller regler mht medicin der ikke overholdes.

Jeg er på førtidspension i dag men synes jeg har et godt liv. Og jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mine egne erfaringer, og jeg er glad for at jeg kom på medicin.

Jeg er har ADHD diagnose og depression oveni.

Og er på medicin for begge dele.

Jeg har kun været inde i systemet ca. 1/2 år og har indtil videre kun haft positive oplevelser med behandlingen.

Jeg var meget skeptisk overfor medicinen, men endte med at give det en chance. Og jeg har det helt klart bedre nu, jeg føler virkelig at al social kontakt er blevet nemmere.

Ih, dumme spøgelsesside!

Og så superfedt at I gider dele jeres oplevelser og erfaringer